Trump – den slemme araber

Republikanernes præsidentkandidat opfører sig som arabiske gadedrenge – eller diktatoren Gaddafi.

Trump er skabsaraber. Det stod fuldstændig klart for mig og mine amerikanske venner med arabisk baggrund, da vi sammen så den sidste debat mellem Trump og Clinton i sidste uge. Det er dog ikke de charmerende arabiske træk, vi genkender hos ham – derimod er det de træk, som er mest typiske hos arabiske gadedrenge og diverse arabiske diktatorer – dem vi kalder bad Arabs (slemme arabere).

»Jeg skal selvfølgelig nok acceptere resultatet af dette store og historiske præsidentvalg. Hvis jeg vinder,« sagde Trump. Vanvittig kommentar i den vestlige verden. Ikke helt så uhørt i den arabiske. Der var for eksempel Maliki, der efter et valgnederlag på irakisk tv sad og så sur og tvær ud, mens han krævede omtælling.

Og da Hillary Clinton i den anden tv-debat sagde, at det var godt, at en mand med Trumps temperament ikke ledede landet, nød Trump åbenlyst sin kække comeback-kommentar: »Fordi så ville du være i fængsel«. Som om der ikke er domstole i USA! Men i flere arabiske lande smider diktatorer jo også gerne deres politiske modstandere i fængsel efter forgodtbefindende.

Og så er der kvinderne. Her har Trump påfaldende mange lighedstræk med afdøde Gaddafi. Libyens diktator viste sig at være en grusom sexforbryder, men inden det kom for en dag, var han ’bare’ kendt som en skørtejæger, og det er vel også et ret dækkende for Trumps forhold til kvinder.

Det kom frem, at Trump havde pralet med, at han »bare kunne tage kvinder, fordi han var kendt«, og han kunne slippe af sted med at »tage dem i skridtet«.

Gaddafi var vulgært forfængelig. Også Trump er forfængelig. Et eller andet må han da være meget omhyggelig med at smøre i hovedet, for ellers ved jeg ikke, hvordan man opnår den orange farve.

Faktisk er der endnu et slående lighedspunkt mellem Trump og den slemme araber: Trump lider af storhedsvanvid, ligesom Gaddafi gjorde: »Alle de store profeter er kommet fra ørkenen: Muhammed, Jesus og jeg«. Gaddafi mente også, han havde regnet ud, hvordan man skulle løse Israel-Palæstina-konflikten. »Jeg er overbevist om, at løsningen er en demokratisk stat for jøder og palæstinensere. Så kan de kalde den Isratina – eller hvad de nu vil«. Trump var inde på samme emne, da han i sin bog ’Tænk stort’ skrev: »Jeg kunne godt forhandle fred i Mellemøsten – meget få kan gøre det«.

Der er i øvrigt også noget både stort og vanvittigt over titlen på en anden bog, han engang skrev: ’Tænk som en milliardær: Alt du behøver at vide om succes, ejendomme og livet’. Ja, så er man vist dækket ind – i Trumps verden.

Det tragikomiske er, at de arabiske gadedrenge faktisk er ret begejstrede for Trump. Og der er en anden stor statsleder, der også er fan. Amerikanske medier har kaldt Trumps og Putins forhold en ‘bromance’, fordi de begge har udtalt sig meget rosende om den anden.

De arabiske gadedrenge elsker Trump, fordi han puster til en masse konspirationsteorier.

Men det komiske ved konspirationsteorierne forsvinder, når Trumps fantasier bærer brænde til et bål i Mellemøsten – dét, der brænder med had til USA og hele den vestlige verden. Da Trump sagde, at Obama og Clinton havde skabt Islamisk Stat, gik terrororganisationen Hizbollahs leder Hassan Nasrallah prompte på tv: »Dette er ingen simpel tale. Dette er en amerikansk præsidentkandidat. Dette er sagt på vegne af Det Republikanske Parti. Han har data og dokumenter«.

I Trump har diverse arabiske diktatorer og Putin fundet deres mage. Hvis ikke dét er bekymrende, så ved jeg ikke, hvad er. Trump er virkelig en ’bad Arab’ og han leverer skyts til andre ’bad Arabs’ – også ham der bor i Moskva.

Kommentarer er lukket.