Hurra for bølgen af små Pokémon

KOMMENTAR: Lad mig indledningsvis understrege: Jeg er Pokémon-analfabet. Jeg ved absolut intet om de underlige væsner. I lang tid troede jeg, at de var en form for zombier, men den fejl har min søn nu fået rettet op på.

Indtil for ganske nylig var min eneste berøring med Pokémon en kommentar, som jeg skrev i min bog ’Hjertet bløder’. Her gjorde jeg opmærksom på, at man flere steder i den arabiske verden har forbudt både serien og spillene, fordi man mener, at de små Pokémon er jødiske, og at de udsender et hemmeligt kodesprog, som skal gøre folk pro-israelske.

Da min 11-årige søn Hannibal så begyndte at interessere sig for dem, så jeg til med en vis overbærenhed. På et tidspunkt troede han, at han var kommet til at slette sin Pokémon-app, hvor jeg sagde, at han jo bare kunne downloade en ny. Det gjorde ham meget vred, og han forklarede, at han så ville miste alle sine hårdt optjente point og komme helt bagefter i forhold til kammeraterne.

Min uvidenhed blev der rettet gevaldigt op på forrige weekend. Jeg havde lovet min søn at gå på Pokémonjagt med ham, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde for store forventninger til det. Men hvad gør man ikke for sine børn, så vi tog ind til Det Kongelige Biblioteks have, som ligger lige overfor Christiansborg, fordi der angiveligt skulle være nogle gode Pokémons at fange der.

Da vi ankom til haven, skinnede solen, og den var propfyldt med børn og deres forældre. Jeg var paf, for det sted plejede før i tiden at være næsten mennesketomt. Jeg og flere af mine kollegaer har tidligere ofte søgt tilflugt der som MF’ere, når vi skulle have lidt ro til at reflektere over tingene. Og så finder jeg haven fuld af liv og snak. Jeg måtte overgive mig. Det var en af de største kulturoplevelser, jeg har haft for nylig.

Mange har den opfattelse, at it, computerspil og internettet er noget, der isolerer folk, men her sad forældre på bænke og faldt i snak, selvom de ikke kendte hinanden. Børn og voksne løb rundt og hjalp hinanden med at fange Pokémons, og nye venskaber blev skabt. Man kunne købe kaffe og føle, man var med i et improviseret fællesskab. Jeg mødte flere, som jeg ikke har set længe, og min søn var sammen med sine kammerater.

Det var virkelig sjovt at se, hvordan alle fulgte efter, når en enkelt havde fået øje på en Pokémon og begyndte at løbe. En dreng lurede det og lavede lidt sjov ved at løbe uden grund for at få de andre efter sig. Den dag havde jeg planlagt at være med min søn i Det Kongelige Biblioteks Have i en enkelt time, men endte med at være der i fem.

Det var en aha-oplevelse, men det slutter ikke der. I aften er det kulturnat i København, og min søn har for første gang givet udtryk for, at han gerne vil deltage. Han har lavet aftaler med sine kammerater, og drivkraften er naturligvis Pokémon-jagt. Men lur mig om ikke deres interesse også bliver fanget af nogle af de utallige kulturelle aktiviteter, der foregår den aften. De skal for eksempel en tur forbi Christiansborg, hvor jeg står og byder dem velkommen.

Så jeg råber hurra for Pokémon. Det har givet mange forældre og børn gode oplevelser og skaber nye sociale relationer.

PS. Min teenagedatter Sofia interesserer sig slet ikke for Pokémon. Hun har ikke engang appen på sin mobil.

Kommentarer er lukket.