Har de noget at skjule på Nauru?

Kommentar: Tre medlemmer af Folketinget blev nægtet adgang til den lille østat Nauru, som modtager bådflygtninge fra Australien

Den australske asylpolitik fungerer godt langt hen ad vejen, men mysteriet om forholdene på Nauru lægger en dæmper på begejstringen. Jeg er netop kommet tilbage efter en lille uges studietur til Australien, hvor jeg sammen med Folketingets Udlændingeudvalg blandt andet har set på Australiens asyl- og flygtningemodel. Det er virkelig vigtigt, at man som MF’er ser, hvordan tingene bliver gjort andre steder i verden. Derfor var det også planen, at vores seks mand store delegation skulle besøge stillehavsøen Nauru, en ø, der har taget imod nogle af Australiens afviste asylansøgere. Desværre viste det sig, at halvdelen af vores delegation ikke kunne komme ind, selvom vi blev lovet det inden afrejsen fra Danmark. Det drejede sig om Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Jacob Mark (SF) og undertegnede.

At Johanne Schmidt-Nielsen og Jacob Mark ikke fik visum, kan bunde i, at de før afrejsen fra Danmark var meget kritiske overfor Nauru-modellen, men at jeg ikke fik adgang, er komplet uforståeligt. Om det har noget med mit navn, fødested eller med min sikkerhed at gøre, ved jeg ikke, da jeg endnu ikke har fået en forklaring. Jeg har på intet tidspunkt udtalt mig kritisk, for det første fordi jeg af sikkerhedshensyn ikke fortæller nogen, hvor jeg tager hen. For det andet ville jeg vente med at udtale mig om forholdene på Nauru, indtil jeg ved selvsyn havde dannet mig et indtryk. Og indtryk har vi fået.

Vi har først og fremmest fået aflivet nogle myter om den australske asylmodel. I danske medier læser man kun sjældent om, at de hvert år giver 200.000 indvandrere opholdstilladelse. Indvandrere, som Australien og de australske virksomheder har brug for. Det er også sjældent, at man hører om de 15.000 flygtninge, som Australien får til landet hvert år. Halvdelen af dem hentes fra flygtningelejrene i nærområderne, og den anden halvdel kommer til landet gennem sponsorer. Når personer bosat i Australien har forfulgte familiemedlemmer i for eksempel Mellemøsten, kan man hente dem til landet ved at garantere, at de ikke belaster staten økonomisk. De flygtninge, som gennem menneskesmuglere kommer til Australien med båd, opfatter man som nogle, der har sprunget over i køen, og de bliver straks sendt væk igen. Men nu forholder det sig sådan, at man ikke må sende nogen tilbage til fare, og det er derfor, Australien har lavet en aftale med Nauru om at sende de afviste asylansøgere til øen. Det har virket meget præventivt. Der kommer ikke så mange bådeflygtninge længere.

Jeg kan se fornuften i den australske politik, og vi har foreslået noget lignende, men jeg er usikker på, hvor godt Nauru-modellen fungerer. Man må gerne afvise folk ved grænsen, så længe man udviser til et sikkert sted. Det er ifølge konventionerne ikke en menneskeret at få asyl, men en menneskeret ikke at blive sendt tilbage til usikkerhed. Men spørgsmålet er, om Nauru er et sikkert sted? Ud fra rapporter virker det ikke til, at man respekterer menneskerettighederne i lejrene, og når de på den måde afviser besøg fra det halve af en dansk delegation, kan man godt få tanken, at noget er galt. Har de noget at skjule på Nauru? Jeg ville gerne have set, at det ikke er tilfældet, men det fik jeg ikke mulighed for.

Kommentarer er lukket.