Et symbol på undertrykkelse

Kvindelige egyptiske atleter med tørklæder er ikke et udtryk for mangfoldighed, men for kvindeundertrykkelse.

For tiden er der stor begejstring for mangfoldighed på de sociale medier, hvor man klapper i hænderne over at se kvinder i tørklæde kæmpe til OL. Det, som virkelig undrer mig i denne sammenhæng, er, at man før i tiden betragtede tørklædet som kvindeundertrykkende, men i dag tages det tilsyneladende som et udtryk for mangfoldighed.

Jeg har ikke ondt af, at voksne kvinder selv vælger at gå med tørklæde – bare jeg kan se deres ansigt. Min mor begyndte for 20 år siden at gå med tørklæde. Jeg er uenig i min mors og andre kvinders valg, fordi jeg mener, at tørklæde – som symbol – repræsenterer undertrykkelse, og det vil jeg altid være imod. Det vil også altid skære mig i hjertet, når jeg ser en lille pige på seks år bære det, for det kan hun ikke selv have valgt.

Det er vigtigt at understrege, at dette er ikke ment som en forfølgelse eller fordømmelse af den enkelte muslimske kvinde, men af symbolet, for vi kan ikke komme udenom, at tørklædets funktion er og bliver kvindeundertrykkende. Det er kvinder, der skal tildække sig, ikke mænd, og de gør det, fordi de ikke må friste mændene. Egentlig er problemet hos mændene, men det er altid kvindernes skyld!

Derfor kan jeg på ingen måde tilslutte mig denne begejstring for mangfoldighed. Nogle af de kvinder, som tropper op i tørklæder ved OL, kommer fra Egypten, og hvis man kender blot lidt til Egyptens historie, ville man stoppe sin mangfoldighedshyldest med det samme. Så ville man vide, at de tørklæder er tegn på et stort tilbageskridt i forhold til kvindefrigørelsen i det land.

I 1923 deltog tre ledere fra den egyptiske kvindebevægelse i en feminisme-konference i Rom. Da de ankom til Kairos banegård, tog de alle deres tørklæder af, fordi det for dem var blevet et symbol på kvindeundertrykkelse. Siden arbejdede de tre kvinder for ligestilling i Egypten. De opnåede store resultater inden for stemmeret og retten til uddannelse.

Den kamp betød, at Egypten op gennem det 20. århundrede var langt fremme i skoene i forhold til kvindefrigørelse. Ser man på en tale, som den egyptiske præsident Nasser holdt i 1953, hvor han nævner Det Muslimske Broderskabs krav om, at kvinder burde bære tørklæde, bliver det modtaget med grin og latterliggørelse i salen. En enkelt mand råber sågar, at lederen af Det Muslimske Broderskab selv kan bære tørklæde, hvis han er så glad for det. Hele salen er færdig af grin. Hvem ville grine ad det i dag? (Talen kan ses på Youtube med engelske undertekster).

De folk, som har så travlt med at acceptere brugen af tørklædet ved at kalde det mangfoldighed, må enten være konfliktsky eller have fået et anfald af appleasement. Det er historieløst at lade sig begejstre på den måde. Før i tiden var man begejstret over, at kvinderne havde mod til at smide tørklædet, og nu er man begejstret over, at de har det på. Det hænger ikke sammen. For mig er tørklædet et sørgeligt tegn på tilbageskridt.

Kommentarer er lukket.