En myte at USA er en smeltedigel

USAs befolkning er et kludetæppe af adskillelse og parallelsamfund, der ikke omgås hinanden

Endnu en gang er USA ramt af raceuroligheder, som har udmøntet sig i tragiske dødsfald. Dermed er der blevet pustet til de aldrig døde flammer af frustration over den forskelsbehandling, der konstant lurer under overfladen, især på grund af de mange parallelsamfund i USA. Myten om USA som det forjættede land, hvor et hav af forskellige nationaliteter angiveligt skulle leve side om side som en homogen masse – som en smeltedigel – er netop kun en myte. Der er intet homogent over den måde, de forskellige befolkningsgrupper lever på i USA, hvor adskillelse af racer og nationaliteter er normen. Hvide lever sammen med hvide, sorte med sorte, asiater holder sig til bestemte områder, og det samme gør latinamerikanerne.

Denne opdeling af etniske grupper oplever jeg ofte i forbindelse med mit arbejde i USA på tænketanken Hudson Institute. Bliver jeg inviteret til selskab hos en jødisk kollega, er de fleste andre gæster stort set jøder. Bliver jeg inviteret af en kineser, er der flest kinesere til stede, og hos en mexikaner er der stort set ikke andre end mexikanere blandt gæsterne. Går man en tur i New York, er de forskellige bydele ligeledes et tydeligt eksempel på denne opdeling. I Chinatown kan man møde kinesere, som ikke engang taler engelsk, og hvis børn ikke går i amerikanske skoler. USA er et kludetæppe af forskellige etniske grupper, opdelt i hver sin lille firkant uden den store berøring.

En lykkelig sammenblanding af befolkningsgrupper, hvor sorte er gift med hvide, som man ofte ser det fremstillet på film, sker desværre ikke særlig ofte. Det er besværligt, for hvor skal et par bo, når den ene er sort og den anden hvid? Hvilken skole skal børnene gå på – de hvides, de sortes? Det er sådanne overvejelser, der seriøst beskæftiger folk. Men også de amerikanske myndigheder har et fokus på etnicitet/race, som man ville blive flov over i Danmark. Bliver to fra forskellige racer for eksempel gift, bliver det af de offentlige myndigheder noteret som ’interracial marriage’. Da jeg skulle udfylde min ansøgning om kørekort og sygesikring, skulle jeg angive, hvilken race jeg tilhører, og i nogle stater skal man angive, hvilken race man tilhører, når man bliver registreret som vælger. Derfor er jeg også lodret uenig, når jeg i debatter hører folk fremhæve, at det er nemmere at blive integreret i USA end i Danmark. Det er en falsk fremstilling af virkeligheden. Er man én af dem, der får lov til at komme ind i USA, får man samtidig også lov til at skulle klare sig selv. Det gør, at man holder sig til sine egne og kommer til at fastholde hinanden i at være en gruppe ud af mange grupper. Grupper, som er inddelt i en etnisk pyramide, hvor de hvide ligger i toppen. Under dem kommer asiaterne, latinamerikanerne, og nederst kommer de sorte.

Et samfund, der bygger på en samling af parallelsamfund, der ikke omgås, skaber ustabilitet, og derfor mener jeg, at den danske model, hvor vi stiller mange krav til nyankomne, er den bedste model.Her kræves det, at man bliver assimileret i forhold til demokratiet. Ens kulturelle værdier bliver også udfordret, så man efterhånden bliver en del af det danske fællesskab. Parallelsamfund skaber et dem og et os, som intet godt tjener. Det er USA et tydeligt eksempel på.

Kommentarer er lukket.