Krig og fred i ramadanen

Nogle muslimer begår terror under ramadanen, andre sender fredsbudskber til israelerne på de sociale medier.

Indimellem kommer fredsinitiativer fra en uventet kant. Dette er sket i Mellemøsten, hvor der under ramadanen er opstået et fænomen, som virkelig overrasker. Unge arabere rækker hånden ud til israelere og lægger positive budskaber på de sociale medier.

Israel har ca. otte mio. indbyggere, og af dem er cirka 1,5 mio. oprindeligt arabere, som har israelsk statsborgerskab. Og for ikke så lang tid siden tog én af dem et initiativ, som blev meget populært. En ung arabisk/israelske fyr, bosiddende i det nordlige Israel, blev så træt af at læse de traditionelle arabiske mediers negative fremstilling af israelere og den israelske hær, at han besluttede at aflive de mange myter. Han begyndte at fokusere på positive hverdagsoplevelser, som han på arabisk delte på de sociale medier. Han beskrev virkeligheden, som han oplevede den, og fremstillede israelerne som mennesker. For ham var det vigtigt at sende det budskab, at israelerne gerne vil leve i fred og ønsker en normal hverdag uden vold. Han erkendte, at besættelsen af områder udenfor Israel skulle ophøre, men påpegede, at det ikke kan ske gennem svulstig og aggressiv retorik.

I en af de første beskeder, han sendte, præsenterede han sig som en ung arabisk israeler, der havde aftjent sin værnepligt i den israelske hær. Han havde ved selvsyn oplevet, hvordan militante palæstinensiske grupper havde provokeret så meget, at israelske soldater var nødt til at svare hårdt igen. Det bekræftede så palæstinenserne i deres opfattelse af israelske soldater som blodtørstige væsner. Men israelske soldater, som naturligvis vil forsvare deres land, når det er nødvendigt, ønsker mest af alt en fredelig tilværelse, hvor de ikke behøver at være soldater.

Efter dette indlæg forventede den unge mand at blive svinet til, men det skete ikke. Han fik et hav af positive reaktioner, og andre unge begyndte at skrive fredsbudskaber på Facebook. Positiv retorik begyndte at strømme fra Saudi-Arabien, Tunesien, Egypten og Jordan. Også som en reaktion på de mange terroraktioner i løbet af ramadanen – muslimernes faste- og forsoningsmåned – måske den mest blodige ramadan nogensinde.

Et indlæg, der gik viralt, er af en tildækket arabisk kvinde, som har filmet sig selv. I filmen henvender hun sig direkte til israelere. Hun siger, at hun beundrer israelernes demokrati, at landet har lige rettigheder for alle, og at ingen bliver fængslet for deres holdninger. Hun håber, dette også bliver en realitet i den arabiske verden en dag – også for palæstinenserne.

En anden video er med en ung mand fra Irak, der i en lille tale henvender sig direkte til israelerne: »Vi arabere ønsker ikke at slå jer ihjel. Vi ønsker at leve i fred med jer og håber, vi en dag kan samarbejde.«
En ung mand fra Jordan roser israelerne for at afholde den arabiske verdens første gay parade.

Jeg glæder mig over, at folk på gaden gerne vil have fred og har taget et så stærkt initiativ til sig. Lad os håbe, at magthaverne og de fanatiske grupper, som kun gør brug af aggressioner og vold, vil få åbnet deres øjne og indse, at fred begynder med en fredsretorik.

Kommentarer er lukket.