I disse dage udkommer Salman Rusdhies erindringer, hvori han fortæller om de 13 år, han var nødt til at leve under jorden efter udgivelsen af ’De sataniske vers.’ Jeg har netop selv gået i gang med at læse bogen, og det er spændende læsning.
De sataniske vers er en roman, der handler om et meget omdiskuteret emne i islam, noget man har diskuteret i flere hundrede år. Muhammed fortalte efter sigende, at de tre før-islamiske kvindelige gudinder, godt kunne opfattes som engle, og som sådan var det i orden fortsat at tilbede dem, som der var tradition for i byen.
Denne åbenbaring skulle profeten senere afvise som en vildledning af Satan. Op gennem historien har der været utallige gætterier om, hvorfor Muhammed i første omgang blev vildledt af Satan.
Spekulationerne har i høj grad gået på, om profeten havde andre, personlige motiver for at tillade flere guder. Det er denne hvepserede, Salman Rushdie i sin roman hoppede ned i. Det markerede startskuddet på ikke blot hans egen kamp for ytringsfrihed, men fungerede også som forløberen til vores egen Muhammedkrise – og til den nuværende.
Vi kan lære meget af Salman Rushdies erfaringer og af vore egne erfaringer fra tegnings-krisen. Skal man helt lade være med at kritisere islam? Og skal man sige undskyld af frygt for konsekvenserne? Rushdie afholdt et par måneder efter fatwaen et pressemøde, hvor han undskyldte for sin roman.
I dag fortryder han vitterligt denne undskyldning og siger, at den eneste reaktion, der bør komme på presset fra vold og trusler må være vedholdenhed. Jeg er enig. En undskyldning virkede ikke dengang, ligesom den ikke vil virke nu. Derimod er jeg – på linie med Rushdie – overbevist om, at vi kun vil fremprovokere en eskalering af volden i forbindelse med protesterne, hvis vi viser ubeslutsomhed eller begynder at vakle i vor tro på ytringsfriheden.
Formanden for Den Arabiske Liga har som et svar på de seneste ugers optøjer efter den amerikanske amatørfilm, Innocence of Muslims, afholdt et pressemøde og sagt, at ligaen igen vil arbejde for at forbyde islamkritik globalt.
Målet er at sidestille islam-kritik med racisme. Hvis det lykkes, vil det begrænse ytringsfrihed, udtryksfrihed og den kunstneriske frihed, og der vil komme mange flere af Rushdies slags. Mange flere vil være nødt til at gå under jorden, og mange flere vil skulle leve i overhængende fare.
Rushdie sagde i sin tid i et interview, lige efter Ayatollah Khomeini havde udstedt dødsstraffen over ham, at det eneste, han fortrød, var, at han ikke havde udtalt sig mere islamkritisk. Og at religiøse ledere, der opførte sig på denne måde, nok godt kunne trænge til en smule kritik og modspil. Jeg er fuldstændig enig. Derfor vil det også være helt katastrofalt, hvis islamkritik/religionskritik blev forbudt.
Ytringsfrihedens formål er jo netop at beskytte individet mod magthaverne ved at give det ret til at kritisere disse. Hvis man fratager verdens civilbefolkning denne ret til at kritisere (deres) religiøse ledere, fratager man dem retten til at beskytte sig selv ved at sætte spørgsmålstegn ved systemet. Følgerne vil være katastrofale.
Hvad kan vi lærer af Salman? Han gjorde det… Han gjorde det vi radikale tøsebørn ikke tør. Stå ved det vi tror på…. Vi skulle skamme os… Det er de svage der tager kampene for os der har noget at miste….
Janne Petersen,
Det kan umuligt være tilkommende muslimers skyld at folkestyret beslutter sig for at afhænde skatteyder financierede kirker der står ubesøgte hen, fordi et flertal af danskere af egen vilje vælger at lægge kristendommen bag sig. For slet ikke at tale om salmer der er blevet lavet om??, muslimer går jo ikke i kirke, og hvis vi gjorde ville det da være andre ting som er mere stødende (f.eks. at der bliver prædiket at Gud var forsvarsløs,og at han tilmed blev dræbt af gæt hvem?, ja , jøderne. osv). Men vi har jo frihed til at tro som vi vil, om det er grundloven vi lever under eller tilmed sharia, så er der religionsfrihed,og absolut religionsfrihed hvad angår abrahamske trosretninger hvad angår sharia. Jeg erindrer ikke nogen muslimer skulle have været stødte over hvad kristne har prædiket i kirken i et land som har været kristent i over 1000 år.
Sidst men ikke mindst så synes at du gør kristendommen meget lidt ære ved at reducere den til indtagelsen af frikadeller og flæsk. Specielt med henblik på at Jesus (Guds fred være med ham) forlod denne jord uden nogensinde at sætte tænderne i en luns grisebasse.
Overordnet set burde kristne være de tilkommende muslimer taknemmelige, da det i mødet med det anderledes, er gået op for kristne i norden hvad de i deres letsindighed har været ved at smide ud.
NA, der er slet ikke tale om, at det er muslimernes skyld, der er tale om, at folkestyret i dette land, prioriterer forkert, og nedgraderer tro og kultur, samtidigt med, at de opløfter andres tro og kultur, så sammenstødene bliver uundgåelige.
Det kristne budskab, er blevet et udvandet ligegyldigt fænomen, som mennesker desværre regner med, er ganske uden betydning, og at Gud er en moderne Gud, der følger med tiden, og æder alting råt.
Når der synges til jul i klasserne rundt om i landet, så er der jo også muslimske børn, og i den sammenhæng er nogle forældre blevet nærtagende overfor teksterne, og det er forkert, at der skal tages hensyn til det, så må de holde deres børn hjemme.
Det er rystende ligegyldigt om Jesus spiste grisekød eller ej, det handler om at vi i vores del af verden spiser gris i forskellige sammenhænge, og det skal andre ikke lave om på.
Hvad er det vi skal være taknemmelige over, vedr. muslimerne, er det de mange krav de stiller relateret til deres tro, eller ser du det som en venligstemt opskrift til europæerne, at de har forsømt deres egen tro, eller hvori består denne taknemmelighed.
Frikadeller og flæskesteg har intet med kristendommen at gøre, Gud er rystende ligeglad med hvad vi æder, derimod er han ikke ligeglad med om mennesket dyrker afguder, og i disse afguders navn, slår mennesker ihjel.
Jeg ved udmærket godt at grisen fremstår som uren i Det Gamle Testamente, men det var under loven, under nåden er alting tilladt, blot er ikke alting gavnligt.
Jeg kan ikke tro at nogen præst prædiker Gud som forsvarsløs, eftersom Han kan spille bold med jorden, hvis Han keder sig en dag. Janne.
Det vil sige at hvis der officielt er sikret en juridisk frihed til at andre trosretninger frit kan leve efter deres overbevisninger, så er det ensbetydende med at din kristne kultur baggrund bliver nedprioriteret? Eller er det den kristne menighed der har negligeret deres tro og livsanskuelse og nu panisk fremstiller tesen om at det er fordi der fra officielt hold på regeringsniveau er blevet opløftet og promoveret andre trosretninger herunder Islam?
Fordi at nogle forældre har holdt deres børn hjemme fra en hedensk fest kaldet julen, forklædt som Guds “søns” fødselsdag, er jo ikke ensbetydende med at muslimer er ved at tage din ret til at praktisere din religion fra dig.
At det er rystende ligegyldigt for dig om Jesus (Guds fred være med ham) spiste svin eller ej, er måske kerne problemstillingen eller udfordringen om du vil, for om ikke Guds søns (efter kristne udsagn) skal være model for efterlevelse for menneskeheden, hvem så? Vores forkynder af Guds ord er jo “bare” en profet, men den islamiske doktrin er, at ikke bare profeten men endda også hans følgeslagere er model til efterlevelse.
Ang. at stille krav til at kunne praktisere sin tro, det er ifølge min begrænsede viden en grundlovssikret ret. I sharia har Gud bestemt at man må praktisere sin egen Abrahamske tro helt og aldeles uhindret, i Danmark er det grundloven. I fald at min samfundsviden stemmer er det jo ikke noget du skal argumentere imod en muslim med, men hellere arbejde for en revidering af grundloven som den er.
NA, nu skal du snart igang med at studere bibelen, ellers kan vi ikke udveksle meninger ret godt sammen.
Muslimerne drejede af fra vejen allerede på på Abrahams tid, hvor Hagar og Ismael blev fordrevet fra Abraham og Sara’s hus, og Gud lovede dem en stor slægt efter Ismael, det må man sige, at Han har holdt.
Han talte ikke noget om, at de skulle finde andre profeter og derved undlade den fulde accept af Jesus som den eneste ene Messias.
Isralitterne begår den samme ulyksalige fejl, fordi de stadigt venter på deres Messias, derfor anser de heller ikke korsfæstelsen af Jesus, som værende særligt problematisk.
NA, der findes ikke fanatisme i mig, jeg har en meget naturlig indgangsvinkel til min tro, fordi jeg ved, at Gud ser mig som den fejlbarlige skabning jeg er, og fordi hele meningen med Jesu lidelse og død/opstandelse, er vejen tilbage til Gud, fordi tilgivelsen er oprettet med Det nye Testamente.
Gud hader mord og vold og fanatisme, derfor kan troen på en kærlig Gud ikke svinge med disse overgreb mennesker imellem.
Vores grundlov skal absolut ikke ændres, så mennesker ad den vej kan håndhæve rettigheder og krav, der skal udvande livsånden i et kristent land, hvordan synes du det er gået i de lande i mellemøsten, hvor kristne opholder sig, og hvor ofte bliver kirker og præster ikke brændt og myrdet.
Du har dog ret på et punkt, og det er ang. trofastheden, og det har jeg skrevet før, at hvis de kristne forsvarede deres tro ligeså ihærdigt som muslimerne, altså de venligtstemte, der ville meget så se anderledes ud.
Det skal så ikke tolkes som en hyldest, der igen skal tale for et multietnisk kaos, der til sidst bliver kopier af flere mellemøstlige lande, blot på mindre arealer.
Det her billede har intet med grise at gøre, husk lige Gud har skabt grisen, og uden at det er sandsynligt at Jesus indtog svinekød på sine vandringer, så kan du være sikker på, at kom Han til et hus hvor grisen sad på spyd, så gik han ikke forbi.
Jesus sad blandt toldere og færisæere, prostituerede og lommetyve, det var nemlig præcist dem, der kunne modelleres og omvendes, de selvkloge og de skriftkloge, brugte Han ikke krudt på, de havde jo frelst sig selv i deres selvophøjelse. Janne.
Jeg vil da gerne indrømme at min viden om kristendom ikke er så stor, men det samme gælder din viden om Islam. Du skriver at “Muslimerne drejede af fra vejen allerede på på Abrahams tid”, men her kan jeg ydmygt afsløre at der ikke fandtes muslimer dengang. Eller kristne og for den sags skyld jøder. Efterfølgende kom moses, og hans menighed kalder vi jøder i dag, men de oprigtige jøder som Gud ville det godt lod sig overbevise ved Jesus (Guds fred være med ham) fremkomst, de accepterede det han åbenbarede og de var blandt de frelste. Jesus prædikede præcis det alle de andre profeter før ham prædikede, at der er én Gud, at han ikke har nogen partner, at Han ikke var blevet avlet, ej heller avlede Han selv afkom, og at alle gør bedst i at tilbede Ham og Ham alene. At han selv var en budbringer og forkynder, ud af en lang række af forkyndere før ham.
Jesus er udover en højagtet profet, rent faktisk også messias i Islam, og vi muslimer venter også på hans komme. Du kan læse mere her for indsigt hvis det interesserer dig: http://en.wikipedia.org/wiki/Jesus_in_Islam#Second_coming
Angående trofasthed som du har nævnt i flere indlæg nu, så tror jeg det hænger sammen med at være overbevist. Og lige der aner jeg at kristendommen halter efter Islam. Selvfølgelig findes der overbeviste kristne, men jeg tror der er længere imellem. Vi muslimer har kun Én vi skal være trofast overfor, Kristne har far og søn, og oven i hatten en ånd, men de tre er én, og én er tre osv… Det er lettere at sætte sin lid til en omnipotent skaber som har alting i sit herrevælde, end det er at sætte sin lid til en som er blevet tortureret og dræbt, eller hvis søn er blevet tortureret og dræbt, men det spiller jo ikke nogen rolle hvem af dem det var, for det er jo det samme væsen ifølge den kristne fortælling.
Varme hilsner herfra.