Bøn i shoppingcenter – nej tak!

For et par dage siden havde jeg et ærinde i det københavnske shoppingcenter, Fields. Da jeg kommer gående midt på pladsen på vej hen til rulletrapperne, ser jeg to unge muslimske mænd, der er i gang med at bede. De har fundet hver deres avis, som de har spredt ud på jorden og bruger som bedetæppe. 

Det provokerede mig. Det er ikke, fordi jeg er religionsforskrækket. Jeg har flere i min omgangskreds, der er meget religiøse, og som beder fem gange i døgnet – hjemme! Og det, synes jeg, er helt fint. Det er ikke min sag at blande mig i den slags. Jeg kan bare ikke lade være med at tænke over, om ikke man kan være mindre demonstrativ i udøvelsen af sin religion?

I islam skaber man sin egen moské ved hjælp af bedetæppet. På den måde kan man bede hvor som helst og når som helst. I disse mænds tilfælde kunne jeg ikke lade være med også at overveje, om det mon var Ekstra Bladet, de brugte… Og i så fald, om de mon havde husket at fjerne side 9-pigen…?

Al spøg til side. Jeg mener oprigtigt, at nogle muslimer, især de ortodokse, bevæger sig baglæns i stedet for fremad. Mine forældres generation var meget mere pragmatisk end de to unge mænd, jeg mødte i Fields. 

Hvis min forældres generation f.eks. skulle på arbejde og ikke havde mulighed for at bede på det tidspunkt, hvor de normalt gjorde dette, så slog de bønnerne sammen – og bad samlet om aftenen. For på Muhammeds tid var der jo ikke nogen, der forholdt sig til klokkeslet og den slags. Det er et påfund, der først er kommet til i forlængelse af, at vi alle er begyndt at leve vores liv efter klokken.

Jeg synes, det er noget pjat at bruge aviser som bedetæppe og at lægge sig midt i Fields eller andre offentlige steder. Det handler ikke om, at jeg er imod religion, det handler derimod om at skrue ned for det demonstrative element i religionsdyrkelsen.

I Egypten har de muslimer, der beder meget, ofte et sort mærke i panden. Dette mærke stammer fra de mange gange, panden har rørt ved bedetæppet. Sådan et mærke bæres med stolthed, for det signalerer, at man er en god muslim. Derfor er der endda nogen, der gnider en sten mod deres pande for at opnå den rette mængde hård hud. Det sidste er en smule fjollet, for i bund og grund er det jo Allah, som man i sidste ende skal stå til ansvar overfor – ikke ens medmennesker. For mig at se er der ikke langt fra Egypten til Fields.

 I demokratiske samfund er religion og tro en privat sag – og ikke noget, der udøves på en så overdreven demonstrativ måde. Sådan bør det fortsætte med at være.