Forstå det nu, Obama. Syrien behøver hjælp

 – Det er en regering, der hævner sig på sit folk. Det er Darfur i Syrien.

Med disse ord beskriver én af de først ankomne observatører fra den Arabiske Liga situationen i Syrien. Al-Mahjoub, som han hedder, har kun været i Syrien i få dage, og han har kun set det, som styret har ladet ham se. Alligevel er dommen klar: Det er Darfur i Syrien. Det er en regering, der hævner sig på sit folk. Det er Syriens svar på det sudanesiske regimes folkedrab i Darfur. 

Jeg var i Darfur i 2006, og det var hjerteskærende at se de mange underernærede, forældreløse børn og kvinderne, som havde været udsat for voldtægt. 

Al-Mahjoub spørger: Hvor er de arabiske ledere? Hvor er verdens opmærksomhed på Syrien? Jeg spørger om det samme. Min tålmodighed er brugt op. Jeg tror ikke længere på tomme floskler, fordømmelser og diplomatiske henstillinger til præsident Bashar al-Assad om at stoppe nedkæmpningen af civilbefolkningen. Vi kan ikke længere lade som om, det er den Arabiske Ligas problem. Vi kan ikke sige, at det er syrernes eget problem. Vi kan ikke længere gemme os bag Barack Obamas ligegyldighed overfor ’det arabiske forår.’ Obama har skuffet. Han har nærmest sendt et signal til de arabiske diktatorer om, at han ikke orker ’det arabiske forår.’ 

Vi er forpligtede til at beskytte civilbefolkningen i de tilfælde, hvor regeringen ikke selv er i stand til eller ikke magter at gøre dette. Det var det, FN-mandatet i Libyen var udstedt på. Nu er tiden kommet til Syrien.

Præsident Assad er i gang med en regulær nedslagtning af frihedskæmperne. Han er i krig mod sin egen befolkning. Han er – inspireret af Iran – fast besluttet på at blive den første diktator, der vinder over foråret. 

Hvis det internationale samfund har en samvittighed, er det tid til at tilsidesætte de interesser, der står i vejen for et FN-mandat i Syrien. Siden oprøret begyndte for trekvart år siden, er over 5.000 civile blevet dræbt ogmange tusinde forsvundet. Hvis ikke vi snart handler, risikerer vi, at der bliver skabt splid i befolkningen. Vi risikerer borgerkrig mellem de forskellige etniske og religiøse grupper. Det er det, der er Assads mål, for så kan han gøre sig håb om at blive ved magten. Det er et brutalt regime fast besluttet på at nedkæmpe den frihedshungrende befolkning med våbenmagt. Hvordan kan vi undlade at gribe ind?

 

7 kommentarer

  1. C. Jensen

    Den Vestlige verden er jo ikke ønsket i Syrien, eller i andre områder i den region. Den verden vi ønsker, er jo meget fjern for den de ønsker i de arabiske lande. Se bare hvad der sker i Egypten.

  2. Claus Hertz

    Det var da et usædvanligt tyndt indlæg. USA kan da umuligt rende rundt og være “politibetjent” i hele verdenen. Det ønsker “vi” ikke og USA heller ikke. USA involveres i diverse konflikter enten af egen interesse eller efter internationalt pres, men Syrien er ikke just en “honeypie” !
    Det er pudsigt, som den Amerikanske militære ildkraft påkaldes, hver gang vi føler den Europæiske demokratidialog ikke rækker !!
    Han er en slyngel, ham i Syrien, men få nu de andre på banen !! Det er Asien og Mellemøsten der har de umiddelbare økonomiske interesser, og rent religiøst må muslimerne vel handle ????? Hvorfor skal Vesten (USA) altid bedes om assistance ??

  3. Subbe6

    Hvorfor ikke Pia Kjærsgaards?

  4. Bent Jakobsen

    Det er rigtigt at Syrien behøver hjælp men når hjælpen er givet vælger syriske indbyggere et nyt diktatur, og “vi” sidder med regningen og er til grin.

  5. Ulrik Hansen

    Skal vi nu til at have endnu en bankkrig hvor den vestlige verdens naive befolkning fortsat tror på, at det er fordi det er synd for nogen hvis vi ikke griber ind? Hvis vi førte krig alle steder hvor det er synd for nogen, så ville vi godt nok få meget travlt. Så længe kongen af europa aka Rothschild-bankdynastiet, som har financieret begge sider af alle større krige de sidste 200 år, får lov at stramme deres greb om verden, kan vi ikke stole på nogen som helst, som beder Obama om at leget politibetjent i medlidenhedens navn.

  6. KH

    Vi har ingen interesse i at støtte det islamiske broderskabs revolution i Syrien.

    Hvorfor USA og de øvrige NATO lande valgte at involvere sig i et land som Libyen er uforståeligt. Et dårligt regime bliver erstattet med et endnu værre, og det har man valgt at bruge milliarder af dollars på? USA og NATO burde som et minimum have krævet betaling for deres ydelser fra “oprørene”. 50 procent af olien burde være et minimum.

    Hvad angår Syrien, så er der slet ingen undskyldning for at bruge ressourcer på det. Vi har ingen interesse i det islamiske oprør der.

  7. L.T.Nielsen

    Fra 2 Iranske krigs skibe der nu ligger i Middelhavet er der landsat 3000 Iranske marinesoldater. De Iranske skibe er desforuden udstyret med Jamming udstyr til at blokere for oprørsbevægelsens kommunikation.
    Hvor er den vestlige verden? Hvem er det der tager ansvaret for de masse mord der kommer til at ske i Syrien?

Kommentarer er lukket.