En succes gentages

Kan I huske dengang for 20 år siden, hvor en computer fyldte det meste af en et-værelses lejlighed. Det tog så lang tid at starte den op, at man kunne nå at brygge kaffe og tage et bad. Og det krævede store overvejelser, om den skulle stå tændt, hvis nu man lige skulle ned i kiosken efter cigaretter. Det forbandende var, hvis den store maskine skulle ’rebootes’. Genstartes. Puha. Det gav nervøse trækninger, når menuen anbefalede en ’reboot’. Var informationer, store tanker og potentielt videnskabelige gennembrud gået tabt?

Jeg har samme frygt, når jeg finder ud af, at en legendarisk filmserie skal ’rebootes’. Det samme gamle computer-begreb bruges, når filmbranchen graver en bedaget succes frem og håber, at det gamle publikum glæder sig, og det nye publikum bare tager filmen til sig, som om det var deres egen.

’Mad Max – Fury Road’ er nyeste ’reboot’. I 30-året for den tredje film med Mel Gibson i rollen som Mad Max har den nu 70-årige australske instruktør George Miller banket sandet af de hysteriske potente ørken-biler og genoplivet den post-apokalypse, der var på mode i begyndelsen af 80erne.

Dengang var Mad Max frihedskæmperen, der tavst troede på en bedre verden efter den atomkrig, der både havde udslettet retfærdighed og menneskelighed. Dengang var Mad Max sammen med film som ’Aliens’ og ’Blade Runner’ stærke antikapitalistiske film om en verden, som vi var fascinerede af og samtidig skrækslagne for.

’Robocop’ fejlede big time, da den sidste år forsøgte med endnu en tur i ringen. Sagen er nok, at vi i en tid med droner og robotisk angst ikke har brug for den slags. Da den første kom i 1987, var det cyberpunk og opgør med kold krig.

’Mad Max’-serien får efter sigende yderligere to-tre film. Tom Hardy er en stærk moderne version af Gibsons Max. Charlize Theron er betagende som Max’ kvindelige spejlbillede.

Spørgsmålet er nok nærmere, om det nye publikum har lyst til endnu en genstartet serie, som deres forældre forbinder med en tid, hvor verden – og dermed kompleksitet og problemer – var mindre end i dag.

Lidt ligesom de formodentlig ikke gider have vores computere fra dengang.

7 kommentarer

  1. Michael Arvedlund

    Jøsses……så gør dog dit hjemmerabejde ordenligt først før du skriver.

    Fury road har pt scoret 99% på rotten tomatoes (!) det er godt nok et fåtal dder når helt derop på barometeret, og ydermere har filmen modtaget afsindigt flotte anmeldelser i store mængder (som alle kan læses på rotten tomatoes):

    http://www.rottentomatoes.com/m/mad_max_fury_road/

    Du kan sikkert finde mange hjælpsomme sider hvis du søger på ordene “journalistisk hjemmearbejde”. Du bør gøre det.

  2. Kit Bonde

    Det kan være nye øjne der ser den, og ikke ser den igen. – Når man har set den første udgave lever den anden sjældent op til forventningerne, især storfilm. Et af de seneste eksempler var The Great Gatsby, som helt havde mistet elegancen og var blevet mere spraglet, men hvorfor laver man også en film der har været en kæmpe succes med en af verdens bedste skuespillere, og som jo stadig kan nydes.

  3. M. Petersen

    Jeg havde hellere set en Mad Max 4 med Mel Gibson.

  4. Thomas Jensen

    Kedelig sammenligning. Den første PC stammer tilbage fra 1981 og er altså over 30 år gammel. Den og de senere maskiner fyldte på ingen måde en 1 værelses lejlighed og faktisk var min første maskine langt hurtigere til at starte op end nogen af de senere – fordi operativ systemerne i takt med udviklingen af hurtigere CPU’er også er blevet tilsvarende mere komplekse.

    En genstart af en figur kan også sagtens lade sig gøre med et godt og bedre resultat end tidligere – Batman er et godt eksempel.

  5. Ole H

    Lortefilm

  6. CJF

    Jeg forstår Søren Høys bekymringer vedrørende en reboot af ‘Mad Max’, især i kølvandet på det mildest kiksede forsøg på at genopfriske ‘RoboCop’, som i forsøget på at tilføre den noget nyt blev fuldstændigt berøvet dét der gjorde originalen så genial. Dog tror jeg at det kan lykkedes med ‘Mad Max’, for selvom verden både er blevet større end i starten af 80’erne, så er den samtidig kommet tættere på og det er begyndt at gå op for os hvor skrøbelig den reelt er. Med konstante krige, uroligheder og spirende kaos er den apokalypse som udgør grundideen i megen fiktion mere truende end nogensinde før.

  7. JM

    Filmen er sikkert fed nok.

    Analogien med gamle computere passer nok bedre på afdankede journalister og anmeldere 🙂

Kommentarer er lukket.