Malmros og Mig

Man kan tale længe med Nils Malmros.Så længe samtalen handler om Nils. Malmros er dybt interesseret i sine film, sine synspunkter og sine meritter.

I 2009 gav jeg hans film ’Kærestesorger’ en middelkarakter, da jeg mente, at filmen havde forbløffende lidt på spil, hvilket ikke var den standard, Malmros havde vænnet publikum til gennem 40 år.

Hans reaktion var, at fortælle mig om alle dem, der havde givet filmen en langt bedre modtagelse. Underforstået at jeg tog fejl. Den konfrontation er der ikke mange, der tager. De accepterer nødtvunget en lunken anmeldelse, og ville aldrig løbe efter deres egen retfærdighed. Det gør Malmros.

Den århusianske auteur er enestående i dansk film. Hans gamle ven, producenten Ib Tardini (’Bænken’, ’Italiensk for begyndere’), spurgte ham engang, om han ville lave en Dogme-film. Et friskt spørgsmål til manden, hvis integritet og vilje er forbilledlig, og det blev naturligvis affejet. Malmros har aldrig leflet for noget. Malmros er ligeglad. Ligeglad med trends, tendenser og tidens tand. Malmros er dog ikke ligeglad med Malmros. Det er ham, som Malmros interesserer sig for, det er ham, hans film handler om.

En klog mand sagde engang til mig, at en god film enten handler om konsekvensen af liv eller årsagen til døden.

Det handler Malmros’ film om.

Siden 1973 har han lavet adskillige markante værker, der står tydeligt i den nationale filmhistorie. Det er svært, det er urimeligt, at fremhæve nogen for andre – de er alle sammen led i livets kæde, og det er den kæde, der forbinder Malmros’ liv. Hans liv er reflekteret i fiktionen. Hans barndom, hans ungdom, hans far, hans ægteskab, livet og døden.

Det er et imponerede livsværk, hvor Mester Malmros med styrke og præcision har styret filmene efter hukommelse og deterministisk fornemmelse for sin egen historie.

Han er den mest personlige og mest selvudleverende filmmager, vi har i Danmark.

I tiden fremhæves den norske forfatter Karl Ove Knausgaard for sit mammut-værk ’Min Kamp’, hvor han minutiøst gennemgår sit tyngede liv. I Norge er man sågar begyndt, at kalde det ’at knause’, når man går i selvsvings-egoanalyse.

Inspireret og som en afsluttende hyldest til Nils Malmros og hans afgørende, imponerende livsværk, vil jeg gerne introducere begrebet ’at malmrose’. Betydningen må I selv beslutte sig for, når I har set ’Sorg og Glæde’ og hans øvrige 10 spillefilm.

2 kommentarer

  1. Thomsen

    Malmroses største bedrift er i min optik ikke hans film, men den selviscenesættelse, han altid begår. For at lykkes med hans film fremstiller han sig selv på en bestemt måde i pressen og gentager, at dette er sandheden. Alle synes at det er en tragedie, der ramte ham og hans kone ingen tør sige, hvis de har en anden oplevelse af virkeligheden.

    Han virker ikke optaget af selve indholdet, men har åbenbart brug for at frikende sig selv (endnu engang fremstillet som den “populære helt”) – men foreksempel er der ikke nogen særlig medfølelse i filmen med svigermor – altså en mor, hvis datter lige har slået hendes barnebarn ihjel? Jeg har fornemmet i diverse interview, at Malmros gerne antyder, at hun har noget skyld – samtidigt siger, han at det handler om kærlighed.
    At det er et barn, et menneske der er slået ihjel fornemmer man nærmest heller ikke…

    Ved lave den for for selviscenesættelse og gentage at dette er sandheden, tager han mennesker, der uheldigvis i virkeligheden har krydset hans vej, som gidsler.

    Manden virker umoden, kold og selvoptaget – det kan ses i hans film. Man får ikke oplevelsen af, at han når helt ind sjælen, det er og forbliver en form for skønmaleri af ham selv. Skidt med barnet, svigermor og andre – han er og forbliver den “populære dreng i klassen”.

    Har nogen overvejet, om manden måske ikke fortæller sandheden – og hvorfor det er så vigtigt for Malmros at sige, at det her er sandheden?

  2. sofie

    Kunstnere er som regel ret egocentrede-nogen har noget at have det i -andre ikke.Malmros har noget at have det i.Kunst generelt er en hård proces ,hvor stort set alle aspekter i følelseslivet bliver vendt og drejet,og ikke for ingenting gik mange i hundene med druk og depressioner-men hvilke uvurderlige kom der ikke ud af det?Michelangelo ,Tizian,Den største af dem :Leonardo Da V.og Krøyer ,Høst og Sandemose og Munk og Hamson og Clint Eastwood og Ennio Morricone Bodil Ibsen ,Reumert og mange ,mange flere.Uden alt det kunne vi ikke ånde så var der dødt -stendødt.
    Og tænk så bare på Hulemalerierne-måske ikke unik kunst ,men den eneste fortælling om oprindelsen.
    Fascinerende ikke?

Kommentarer er lukket.