Om otte dage har SF valgt ny formand.
Annette Vilhelmsen er storfavorit. SF’s vælgere vil have hende, viser en meningsmåling, og rundspørger til partiets kommunale bagland tyder på, at hun også her står stærkere end Astrid Krag.
Men reelt ved vi ikke, hvordan SF’s 13.000 stemmeberettigede medlemmer vil stemme. Da Villy Søvndal i 2005 ved en tilsvarende urafstemning blev valgt til formand, var valgdeltagelsen helt oppe på 80 pct. Med den hype, der har været omkring duellen mellem Krag og Vilhelmsen, kan man roligt forvente, at 10.000 SF’ere vil afgive deres stemme. Det tegner godt for demokratiet i SF, men når skåltalerne er holdt, tårner problemerne sig op.
Uanset om formanden til den tid hedder Annette eller Astrid, kommer vedkommende på den hårdeste opgave i dansk politik. Lad os tage udfordringerne én for én.
Formanden skal skaffe SF mere indflydelse i regeringen.
Den realpolitiske kendsgerning er imidlertid, at tålmodigheden med SF i de to andre regeringspartier er brugt op. S og R behøver ikke længere at have SF med på slæb. Man vil under ingen omstændigheder give SF plads til både at være i opposition og i regeringen. Holdningen er, at regeringen egentlig vil stå stærkere, hvis SF under en ny formand lusker tilbage til kontorerne på Christiansborg og slikker sine sår.
Formanden skal også samle partiet.
Meget tyder på, at den opgave bliver langt mere vanskelig, end da Villy Søvndal slog Pia Olsen Dyhr og Meta Fuglsang i 2005. Partiet er lige nu dybt splittet. Græsrødderne føler, at partitoppen alt for længe har tromlet sin vilje igennem uden at lytte. De to lejre er begyndt at bagtale hinanden. Annette Vilhelmsen taler om skræmmekampagne. Hendes modstandere taler om et forestående blodbad.
Allerede få timer efter afgørelsen lørdag eftermiddag samler den ny formand sit hold. Flere ministre står til udskiftning, idet man med sikkerhed kan regne med, at der skal gøres plads i regeringen til Annette Wilhelmsen. Hvis hun som forventet bliver formand, får vi en stor rokade. Vinder Astrid Krag, bliver rokaden mindre. Men det er forkert at tro, at en ministerrokade i sig selv løser noget som helst.
I nyere politisk historie findes der kun få eksempler på vellykkede ministerrokader.
Løkke ændrede sin regering fire gange. Fogh foretog ni rokader, og Nyrup otte. Hvis man ser bort fra den hurtige gevinst, der altid ligger i at fyre en uduelig minister, havde kun to af alle disse regeringsomdannelser en klar positiv effekt.
Udpegningen af Connie Hedegaard til miljøminister i 2004 var et vellykket offensivt træk. Det samme kan man sige om Nyrups beslutning om at gøre Thorkild Simonsen til indenrigsminister i 1997. Intet tyder på, at en sådan stoleleg mellem SF’s seks ministerposter vil få betydning for andre end de mennesker, som færdes i SF eget lille parallelsamfund.
Hvis SF under Vilhelmsens lederskab skal have mulighed for at skærpe sin profil, kræver det, at Thorning eller Vestager frivilligt afgiver et holdningsministerium eller to. Når man tænker på, at den typiske SF-vælger er skolelærer, burde det give sig selv, at Undervisningsministeriet står øverst på Vilhelmsens ønskeliste.
Men hvorfor skulle Thorning og Vestager række Vilhelmsen en hjælpende hånd, når hun ikke har noget at betale med?
Det hænger ikke rigtig sammen.
Om bloggeren
Det vil gå helt galt for topstyring af dansk politik når Vilhelmsen vinder formandsposten, lige som københavn risiker at miste magten gennem topstyringen at alle partierne. Som det er nu bukker landspolitikerne pænt for københavn som så i mens har begge deres hænder i statskassen for at udvide alle deres livsliner på bekostning af alle andre i dette land. Ingen har spurgt hr søvndal hvad han kom frem til oppe i tønders vandtårn. ikke det fjernste, det gav blot endnu et flueben til cv’et . HTS risiker at sf’s bagland råber op om mere til danskerne uden for københavn og nordsjælland, så kunne de andre pariers bagland begynde på det samme og en lille snebold kunne få lov til at vokse.
SF er godt i gang med at lukke sig selv ned politisk og derfor gør socialdemokratiet nok klogt i at smide SF ud af regeringen og give dem lejlighed til at genfinde sig selv. Derefter kunne de passende udskrive valg så vi kan få rystet posen en gang til. Den nuværende sammensætning kan ikke arbejde konstruktivt og de borgerlige venter kun på en lejlighed til at vælte den siddende regering.
Det handler ikke alene om sammensætningen. Det handler også om, at politikerne er for unge og står fuldstændig uforstående over for samfundets reelle behov.
Og så handler det især om kvinder ved magten, der i ligestillingsvanviddets navn har fået en særstatus og dermed adgang til at styre et land. Om man er idiot, betyder intet, blot man er kvinde.
Det er ganske enkelt kollektiv sindsyge på et meget højt plan.
Man behøver blot at nævne Ellen Tranes seneste stunt for at forstå, hvor galt det står til.
Paradoksalt nok er Pia Kjærsgaard en af de få seriøse politkere, der kæmper for en sag og en ide. Hende kan man kun respektere, uanset hvor uenig man er i hendes politik.
Flemming Mortensen, det fik du skrevet ganske godt, og jeg er ikke uenig med dig, selv om verdens største udfordring, kvinder, får slag med skovlen.
Ligestillingsforvirringen, blev et projekt i sig selv, fordi man indbefattede alt, der kan kravle og gå i denne ugennemtænkte gaveregn til kvindekønnet.
Det har desværre vist sig meget markant gennem denne regerings topstyrede kvindeklub, at ligestilling også har en betydelig slagside, der har formået at udstille disse amazoner som husmødre med rustning på.
De findes derude, de magtfulde stærke kvinder, der manøvrerer skibe med kort, men dette tåbelige focus, der er sat på alt med skørter og stilletter, er afgjort i regeringsøjemed, en total fiasko.
Pia Kjærsgaard skinner igennem denne maskuline hær af plaprende høns, fordi hun tager sit hverv alvorligt, og fordi hun sætter alt på et bræt for den sag hun tror på, det kræver mod og styrke til at tabe.
Jeg er ikke helt utryg ved Annette Wilhelmsen, fordi hun kan have gemt de gode kort til sidst, og gode kort er lige præcist det, SF har brug for.
Jeg undervurderer ikke mit eget køn, fordi kvinder har udvist meget handlekraft i både fredstid som krigstid, og gør stadigt, men jeg stiller mig meget kritisk overfor disse udflydende holdninger, at kvinder står sig overalt, for det er et falsum. Janne.