Fire år efter at Danmark forlod Irak, trækker krigen stadig sit blodige spor efter sig.
Det er positivt, at forsvarsledelsen efterhånden er nået til den erkendelse, at danske soldater brød langt flere regler, end man var villig til at erkende i perioden fra 2003 til 2007, da dannebrog vajede over Basra i det sydlige Irak.
Vi ved nu med stor sikkerhed, at de danske styrker tog langt flere fanger, end man ville være ved.
At man overdrog langt flere af dem til irakisk politi, end man brød sig om at indrømme.
Og at de ulykkelige skæbner blev udsat for en særdeles hårdhændet behandling, så snart danskerne var ude af syne.
I den militære evaluering af vores indsats i Irak symboliserer fangesagen alt det, der gik galt for en lille krigsførende nation som Danmark.
Vi drog i krig med de bedste intentioner om atoverholde krigens love, men mistede vores uskyld i det irakiske inferno af kaos og sekterisk vold.
Man kan sige, som Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup, at krig ikke er Kardemommeby, og trække på skulderen. Men det fritager os ikke fra at reflektere over, hvorfor vi gik med i invasionen.
Vi betalte en høj pris. Otte danske soldater mistede livet. Milliarder af kroner blev investeret i at fjerne Saddam Hussein-regimet og genopbygge lidt af den infrastruktur, som krigen havde ødelagt.
Og alligevel er vi her i 2012 vidner til, at et nyt diktatorisk regime bare er ved at erstatte det gamle.
Siden amerikanerne i december forlod Bagdad, er landets befolkning blev kastet for ulvene. Irak er ved at gå i opløsning, og landets ny enevældige leder al-Maliki har travlt med at forfølge sine politiske modstandere.
Alle disse triste kendsgerninger må indgå i den udenrigspolitiske evaluering af krigen.
Tilbage står det indenrigspolitiske facit.
I det regnestykke er den centrale brøk informationen af Folketinget. Uden retvisende oplysninger kan politikerne ikke lede. Desværre tyder meget på, at den danske offentlighed og Folketinget er blevet ført bag lyset.
Hvor alvorligt det er, kan næsten ikke overdrives.
Nu er der rejst en disciplinærsag mod chefen for Hærens Operative Kommando. Han er mistænkt for at have beordret sine folk til at lyve om antallet af fanger, som danske soldater tog under krigen.
De seneste mange skandalesager har i ganske svær grad svækket tilliden til forsvarets ledelse og afdækket en kultur, hvor man i et anfald af misforstået loyalitet tyer til løgnen, når sandheden er for besværlig at håndtere.
I krig er sandheden det første offer, og generaler slipper gerne af sted med at lyve over for pressen. Men når ministeren spørger, skal de tale sandt. Ellers er det ud.
Hvad med Fogh som løj Danmark ind i Irakkrigen med et meget lille flertal i folketinget?
Fogh er da bare en krigsforbryder, der ikke tabte krigen og derfor ikke blev hængt. Det samme gælder talibaneren Søren Espersen, der vel stadig støtter Taliban med penge – og Bush tør ikke tage tilSchweiz.
Bent Chr- 9. februar 2012 kl. 10:39. Før du beskylder folk for løgn, skulle du måske sætte dig ind i facts først. Dernæst skulle du se definitionen på en løgn, men det er måske for meget forlangt.
Vi skal ikke love os hen til mere end hvad vi har bag vore egne, skal vi kalde dem for, grænser.Alle disse konventioner og menneskerettigheder, der er vedtaget under skåltaler, og bag skrivebordene, kan vi slet ikke leve op til under en uciviliseret krig. Moralen er: Vi bliver hjemme og sparer liv, helbred og penge. Så kan vi også bedre pege fingre ad dem der har noget på spil.
Fogh sagde at der var fundet masseødellægelsesvåben i Irak, hvor han vidste der ikke var fundet noget. Selv om man så senere ville havde fundet nogle, ville det stadigvæk have være en løgn( bevidst). Sværere er det jo heller ikke.
Det er og bliver den til enhver tid, siddende regering, der har det øverste ansvar for landet, internt og externt.
Regeringen Fogh fik den information fra militære myndigheder de ville have, afstemt efter den politiske situation. Sådan er det, og har altid været.
Det er kun når medier og opposition går sammen om at grave frem afvikelser, fra den “offisielle” historie, for at bedrive politik på det, der opstår problem.
Det er dårlig politik og ynkeligt, at militæret skal lægge ryg til politikernes krumspring, for at undgå at tage ansvar.
Åååhh hvor er det nemt for os at sidde og kloge den på konventioner og regler….her i fredelige omgivelser.
Jeg mener ikke man blot skal lukke øjnene, men kan heller ikke overgive sig totalt til konventioner, som forudsætter at alle parter spiller eftet samme regler.
Dét ved vi godt ikke er tilfældet!!
I dette tilfælde kan der jo være mange flere facetter, som vi “folket” ikke får at vide – men som ikke afholder os for at mene noget om alligevel.
Hvorfor er tallet større?
Hvad var omstændighederne for at tage disse fanger?
Hvor lang tid handlede det om?
Hvad ville alternativet være? – sende fangerne til DK?…Bygge danske fængsler i Irak?..???
Og er det rimeligt at antage, at i krig er det NØDVENDIGT at tage beslutninger lige nu og her, beroende på den aktuelle situation?
Er det rimeligt at antage, at der kan forekomme fejdispositioner -men at ikke handling – kan være meget værre?
Krig er ikke kardemommeby eller rundkredsdebat.
Hvad er egentlig agendaen for at dække over det?
Der findes næppe en krig, der ikke trækker, eller har trukket blodige spor efter sig, så det kan da ikke komme bag på nogen.
Saddam’s endeligt, samt Gadaffi’s endeligt, blev vel nok retfærdiggjort udfra deres makabre rolle i diktaturets inferno, måden man valgte, kan så diskuteres, fordi begge tilfælde jo nok skal ses som den selvtægt der opstår, når folket er presset længe nok.
Vores hjemlige andel i denne krig, har kostet dyrt både ude og hjemme, fordi krig kræver død og ødelæggelse, og slipsedrengene som udsteder ordrerne, sover sikkert bedre om natten, end de unge mænd/kvinder, der stod i det levende helvede, krig uden tvivl er.
Krig skal bestemt ikke anskues som værende kløgtige velovervejede træk, foretaget af politiske lyse hoveder, der har tilpas visdom til at vurdere så drastiske tiltag, med unge soldaters liv, det er en flad bold, der bliver sparket videre til de nemmest ‘ansvarlige’, så man er lykkelig fri for at tage stilling, når sandhederne vælter ind, og når krigen er blevet virkelig.
Saddam var ikke noget at skrive hjem om, godt fulgt af Gadaffi, Fidel Castro, Noriega, samt flere med dem, men diktatorerne fra mellemøsten, som måtte bide i græsset, ser desværre ud til at blive afløst af samme surdej, fordi ingen lærte noget.
Willy Søvndal sagde på et tidspunkt, at krigen i Afghanistan aldrig kan vindes, og det giver jeg ham ret i, fordi især afghanerne, er kendt som et stolt stærkt folk, der kæmper til sidste mand, det måtte russerne også sande i sin tid.
Denne bidragsforretning af danske soldater til disse farlige brandpunkter, blev for mig at se ingen succes, det kostede blot unge liv, og sørgende familier, og da krig ikke forandres, blot moderniseres, så skulle man måske forvente, at nogle få klarsynede politikere kunne se hvor uhyggeligt lidt det gavner, og hvor meget det koster.
Man bruger meget tid på at fordele skyld, fordi ingen rigtigt tager ansvar for noget. Janne.
Krigens love er et godt fortærsket udtryk,danske vatnisser ynder at benytte!!!
Helt ærligt,når man vælger at sende sine drenge og piger i krig,så bliver der altså slået fjender ihjel!
Endvidere ryger der ALTID nogle “uskyldige” og tages måske et par fanger mere end man har styr på!!!
So what?!?
Folketinget har selv valgt at sende soldater til disse muslimske beduinlande…hvad havde man forestillet sig!?!
Ikke engang i Libyen slap Vesten udenom at slå civile ihjel!!!Sådan er krig!!!
Ellers skal vi sgu holde os til hjemlige forhold!!!
Men der er også rigeligt brug for danske Jenser og Jensiner i det tilstundende opgør i ghettoerne!!!