Slå op under sort og hvid og du får hverken noget om tv før 1967, ying og yang, fotos af Peter Lundin eller fodboldtrøjer fra Juventus. Du finder derimod debatten om islam.

Intet er mere sort og hvidt end den ophedede udlændinge-debat især kredsende om islam. Debatten ender ofte med, at parterne kravler meget langt ned i en grøft: Enten er du for islam, et multikulturelt samfund, integration og høj tolerance eller også er du bare indædt imod hele baduljen. Eller sat endnu mere på spidsen: Enten er du en del af ‘Pia Kjærsgaard og hendes skimlede sekt af klamme kældermennesker, som debattøren Carsten Jensen kaldte dem i 2011 eller også er du en lallende halal-hippie.

Tjek bare undertegnedes blog på bt.dk, da jeg tillod mig at bede om at møde nye statsborgere med tillid frem for det modsatte eller da Marie Krarup ‘hørte hæren stampe i det fjerne’ efter at have set lidt folklore i New Zealand.

Det er desværre uhyre svært at lave nuancer i den debat og mange undlader at gøre det, fordi man er bange for at blive placeret i en af grøfterne.

I de seneste uger har vi set nogle ret groteske eksempler på, hvor store disse grøfter er. En 18-årig somalier er ved Vestre Landsret i Viborg ikke længere at betragte som udvist af Danmark, selv om han er dømt for voldtægt mod en 10-årig pige. Byretten havde ellers dømt ham til udvisning. Naser Khader kunne som en af de få være klar i mælet: “Der er tale om voldtægt af en mindreårig, og hvis ikke det skulle medføre udvisning, hvad skulle så?” Spurgte han.

I Herning nægtede en meget omtalt censor at give hånd til de kvindelige HF- og VUC-studerende på grund af sin religiøse overbevisning. Helt grotesk blev det, da KVINFOs direktør havde umanerlig svært ved at lægge afstand til det og henviste til ‘grundlovssikret religionsfrihed’.

Enhedslistens politiske rådgiver Pelle Dragsted erkendte i Deadline tirsdag aften, at venstrefløjen generelt har svigtet i kampen mod radikal politisk islam, der ifølge Dragsted flere steder har ‘fascistiske træk’:

- Hvis man ser på globalt niveau, så er radikal politisk islam nok den stærkeste politiske massebevægelse lige nu med klart fascistiske træk. Det er ikke en stærk bevægelse i Danmark eller i Norden, men ud over verden har den vind i sejlene, og det er et kæmpe problem, siger Dragsted.

Den centrale aktør i den danske venstrefløjs pt stærkeste organisation skal ikke tages til indtægt for ønsker om udvisning eller en verbal opsang til censor-galskaben, men det ville være så befriende for debatten, at venstrefløjen påtog sig sin del af nuancerne og kritiserede de få i vores samfund, der træder ved siden af. Det ville faktisk være en kolossal lettelse for de mange, der ikke skaber problemer.

På samme måde ville de formentlig øge presset på de få, hvis Dansk Folkeparti på sin side ville tage ansvar for at trække grænser, når debatten går for langt i hårdhed og primitive fordomme og generaliseringer.

Kunsten må være at behandle alle ens ved at behandle dem forskelligt. Banal floskel, men os, der er lyse i huden og opdraget i kristendommen er mildest talt faldet ret forskelligt ud. Det er de, der tror på noget andet også.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden.

Hvis et tænksomt væsen dumpede ned på jorden et sted i nærheden af Danmark fra det ydre rum, ville vedkommende forhåbentlig undre sig over, hvad væsenet så eller især hørte.

Væsenet ville møde et samfund, hvor vi taler om dem, der ikke trives og ikke dem, der har det godt. Hvor vi taler rigtig meget om dem, der ikke har et arbejde og nærmest aldrig om dem, der har et. Hvor vi taler mest om dem, der ikke klarer sig godt i skolen og sjældent om de andre. Og hvor de største historier fra Christiansborg handler om dem, der ikke kan arbejde sammen og sjældent om der, hvor det går godt.

Det siger måske noget om medierne. Om minus før plus og halvtomme glas. Men meget smitter også af, når der skal tages beslutninger. Så orienterer vi os efter at komme væk fra laveste fællesnævner i stedet for at ramme den højeste. Og måske derfor har vi ondt i konkurrenceevnen.

Jeg skrev på denne plads i går om ‘Danmarks sande konkurrenceevne’ og at virksomheder og organisationer skulle kigge mere på præstation og løfte, skubbe, hjælpe og udvikle medarbejderne i stedet for at slå dem oven i hovedet med løn og arbejdstid (se hele bloggen her på blogs.bt.dk: http://blogs.bt.dk/peterbruchmann/2013/06/16/danmarks-sande-konkurrenceevne/)

Den anden del af konkurrenceevnen er at lære af de bedste og bruge højeste fællesnævner noget mere. Senere i år afslutter den såkaldte Produktivitetskommission sit arbejde. Den skal “komme med konkrete anbefalinger, der kan styrke produktiviteten i dansk erhvervsliv og i den offentlige sektor i de kommende år,” som det hedder. Og dermed er netop denne kommissions arbejde helt centralt for den vækst, der skal gøre Danmark konkurrencedygtig i fremtiden. Meget, meget mere, end om vi stiger 152 eller 172 kr. om måneden i vores ansvarlige løntilbageholdenhed.

Produktivitetskommissionen præsenterede på Folkemødet i Bornholm nogle anbefalinger til især arbejdet i den offentlige sektor. Samtidig har man sammen med Mandag Morgen lavet en samling med 18 eksempler på god ledelse og gode projekter i det offentlige, som man kan lære af. Det er fremragende og inspirerende læsning.

Jeg kan bare godt undre mig over, at man ikke generelt i højere grad fokuserer på de bedste og laver pilotprojekter, som bliver prøvet grundigt af i en kommune eller region, bliver evalueret og så bliver rullet ud over hele Danmark i stedet for, at alting så ofte skal tegnes på et skrivebord i København og så sejles ud i virkelighedens sø.

De 18 beskrevne projekter handler om alt fra ældreplejen i Fredericia Kommune (hvordan ældre hjælpes og trænes til at blive “Længst muligt i eget liv”), over fordelen ved at anbringe fjernede børn i familiepleje frem for institution i Aalborg Kommune og hvordan Yasar Cakmak på fem år som skoleleder har halveret sygefraværet, øget trivslen og skabt glade børn og forældre på Amager Fælled Skole, til institutionen Grøndalen i Vanløse, hvor hele 260 børn fungerer fremragende i en institution, der har fundet “Det små i det store” og hvor pædagogerne har mere tid til børnene.

Alle 18 eksempler rummer besparelser i det offentlige, men begavede besparelser ifølge analysen.

Lad os kigge lidt mere efter og lære af de bedste. Lad os prøve tingene af i virkeligheden. Og lad innovationen vise vejen.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden.

Lige om lidt går det officielle Christiansborg og politikerne på sommerferie. Så meget som sådan nogle nu får lov til. Der vil dog stadig blive snakket om reformer og små og store politiske dagsordener hele sommeren.

Men den væsentligste fylder ikke meget. Den med de allerfleste milliarder går man let hen over, fordi den er lidt svær. Det handler om Danmarks sande konkurrenceevne. Normalt rummer ligningen kun løn og arbejdstid, når man snakker konkurrenceevne. Vi får for meget i løn og vi arbejder for lidt i forhold til resten af verden. Men det, der virkelig betyder noget, er præstationen. Altså hvad vi bruger vores arbejdstid på og hvad vi præsterer, mens vi er der.

Problemet er, at den er svær at lovgive om. Den er svær at lave politik på. Og derfor hører vi så ufattelig meget om kridtstregerne rundt om arbejdsmarkedet og kun ganske lidt om, hvad der sker inde på banen. Derfor hører vi politikerne, og arbejdsmarkedets parter – begge sider – tale så meget om løn og arbejdstid. Og det er ærlig talt sørgeligt og lidt fattigt.

De største skurke er sådan set arbejdsgiverne. Når Dansk Industri og Co. åbner munden, kommer der alt for ofte kun noget om løn og skat ud. Ikke noget om, hvordan vi løfter præstationen hos medarbejderne. Tænk sig, hvis man kunne sætte tal på, hvor meget præstation betyder i forhold til løn og arbejdstid, så vi ikke skal bruge alle forhandlings-ressourcer de næste to år på en oppustet krig om en betalt frokostpause.

Tænk sig, hvis hovedforhandlerne fra staten, KL, regionerne og fagbevægelsen ikke skulle bruge halvdelen af deres vågne tid på at positionere sig til en overenskomstforhandling, hvor man altid kigger ét år frem. Sølle et år. To hvis det bliver rigtigt festligt.

Undertegnede fik i forbindelse med et bogprojekt Finansministeriet til at hjælpe med at regne på, hvad det ville betyde, hvis vi løftede samtlige de medarbejdere på arbejdsmarkedet, der i 2040 er mellem 55 og 70 år (den tids pensionsalder) med 10 procent. Svaret var 44 milliarder kroner ud af et BNP på 1815 milliarder kroner (i 2012-kroner). Fire-og-fyrre milliarder. Det er altså en noget større sum end selv de store reformer kan mønstre.

Tallet bliver langt større, hvis vi flytter os hvert år. Og det bliver fire gange større, hvis vi løfter hele arbejdsgruppen og ikke kun den voksne del af arbejdsmarkedet (de 55-70 årige vil den tid udgøre knapt 25 procent af arbejdstimerne). Og ja, du kan sætte minus foran de 44 milliarder, hvis vi omvendt dykker 10 procent, fordi vi præsterer mindre – bare for at pointen om, at det her betyder langt mere end små justeringer i overenskomsten står helt klar.

Lige nu arbejder en produktivitetskommission med anbefalinger til, hvordan vi løfter Danmark. Jeg vil umiddelbart anbefale politikerne og offentligheden at lytte mere til disse mennesker end til de traditionelle arbejdsgivere og den traditionelle fagbevægelse, der sandt for dyden ikke imponerer i disse år.

Kommissionen skal levere sin rapport senest ved udgangen af 2013, men på Folkemødet på Bornholm præsenterede man i den forløbne weekend nogle anbefalinger, som druknede i den almindelige nyhedsstrøm, men som lover godt. Her kom det frem, at kommissionen mener, at den offentlige sektor netop kan forbedre sig 10 procent ved at følge disse fire elementer: Tydelig ledelse, motiverede medarbejdere, klare resultatkrav og flere frihedsgrader i opgaveløsningen.

Altså fokus på langt dygtigere ledelse, der kan løfte medarbejderne, være kontant i sine krav og løfte medarbejderne på samme tid. Samtidig peger kommissionen på potentialet ved at fokusere på at udbrede bedste praksis og har udgivet en række eksempler, som du kan se her. (http://produktivitetskommissionen.dk/media/142351/Casesamling.pdf )

Det lover godt. Og det lover noget bedre end meget af det, vi ellers hørte på Folkemødet, hvor der nok blev talt om vækst, innovation, eksport og i kølvandet på dette om arbejdspladser. Men desværre alt for lidt om, hvordan vi løfter vores medarbejdere i stedet for at slå dem oven i hovedet med, at de får for meget i løn, arbejder for lidt og er uddannet i en skole, der heller ikke dur.

Det er i disse offensive tanker for kommissionen, at det sande guld og den sande konkurrenceevne ligger begravet.

(Jeg vil i morgen skrive anden del af disse betragtninger om Danmarks Sande Konkurrenceevne).

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden.

Du får ikke større kontrast end fra klubmanden Per Bjerregaard til finansmanden Aldo Petersen. Brøndbys aktuelle udvikling er fortællingen om et naturligt skifte i sportens verden fra foreningens mænd til forretningens præmisser.

Da Aldo Petersen i 80′erne fik kælenavnet ‘Saldo’, mens han fik kundernes penge til at yngle i firmaet, Dansk Formueforvaltning, satte Per Bjerregaard de første pokalskabe op i Brøndbys klubhus, drømte store drømme og tog tilløb til det kvantespring, som den næste træner, Morten Olsen, skulle give klubben.

I dag er Bjerregaard fortid i sit eget livsværk, klubben med det smukke stadion, som blev både hans mindesmærke, mesterværk og begyndelsen til enden. Aldo Petersen er nutid som ny bestyrelsesformand. Og med en historie i både FC København, ‘Milliardærklubben’ og bagmandspolitiets søgeslys (frifundet) er han billedet på det, der med nærmest et skældsord bliver kaldt ‘pengemændene’ i sportens verden. Folk, der ifølge kritikerne kun glæder sig over sejre, fordi det får værdien af virksomheden, aktier og spillere til at stige. Folk, der tjekker ud, når kalkulen står på ‘sælg’ og som ikke spilder tid hos amatørerne i klubhuset.

Men verden er ikke sort-hvid. Per Bjerregaard skabte nok Brøndby og har været en af de mest betydningsfulde enkeltpersoner i dansk idræt de seneste 35 år. Men det var også ham og hans klamren til de forsimplede klubværdier, der kørte Brøndby helt hen til afgrunden – og halvvejs ned i den.

Eller kig på Farum og senere FC Nordsjælland. Peter Brixtofte var drivkraften med stort klub- eller snarere kommunehjerte. Han kørte mere eller mindre klubben i sænk, indtil Allan K. Pedersen købte hele molevitten for en slik. Måske ikke ligefrem en milliardærklub-type med bopæl og forretningsadresse i henholdsvis Smørum og Farum, men om nogen en no-nonsense forretningsmand med ejendomme og skrantende virksomheder som speciale. I dag er FC Nordsjælland så meget forbillede, at selveste Brøndby prøver at udføre samme forretningsmæssige manøvre som Allan K. Pedersen udførte i FCN og har endda ingen problemer med at sige det.

Flemming Østergaard og Michael Kjær var heller ikke ligefrem klassiske klubfolk, da de i 90′erne flyttede fra Lyngby og gik ind i stærkt lidende FC København og gjorde det til dansk fodbolds, ja dansk idræts nye lokomotiv.

I OB er der måske nok klubhjerte med hos Niels Thorborg og CC Nielsen, men de er i den grad også dygtige forretningsfolk, som tager de dyder med ind i bestyrelsen. I byer som Aalborg, Esbjerg, FC Midtjylland og tidligere Silkeborg har lokale forretningsfolk med store klubhjerter fyldt hullerne i kassen op og dermed mudret billedet lidt til.

Men pointen om pengemændene som skurke må nødvendigvis nuanceres. Vi skriver 2013 og al professionel sport er nødt til at være en forretning, før det bliver til god sport og vækst. Der er selvfølgelig i international idræt ekstreme eksempler på mæcener, økonomisk doping og virkeligt usunde forretninger. Paris St. Germain, Monaco, Manchester City, Chelsea, Real Madrid, etc. er gennemført usunde forretninger med absurde summer i aktuel eller historisk mæcentilførsel. Så selvfølgelig er pengemænd ikke et gode i de tilfælde, når de ender i eksplosion eller rider videre til næste eventyr.

Men jeg tror, de fleste vil give mig ret i, at det er bedre for den sportslige og sådan set også foreningens opbygning og vækst, hvis det sker med sund økonomi som i Farum og omegn i nutiden end den måde, hvorpå det er foregået den seneste håndfuld år i Brøndby, FCM og AaB.

Især hvis man også formår at basere udviklingen på klubbernes værdier som Brøndbys talentudvikling og lokale opbakning og kundernes involvering som i samarbejdet med Brøndbys fans. FCN arbejder med opbygning af omegnssamarbejde. Det samme sker i de stærkest positionerede jyske klubber med regions-ejerskab a la AaB, Esbjerg og Sønderjyske. At man så arbejder med oplandet, fordi man vil støvsuge det – samle talenter og engagere tilskuere – for at gøre det til en forretning, kan jeg ikke se noget negativt i.

Så hvis pengemænd betyder, at sporten skal være en sund forretning, så gerne for mig.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden.

Den første, man møder på Cirkuspladsen i Allinge er Mogens Lykketoft. Folketingets formand stråler nærmest af demokrati, elsker at være væk fra sit kolossale kontor i postnummer 1240 København K og ude blandt folket.

- Må vi godt interviewe dig om den digitale skole, spørger tre skolepiger og gør klar til at filme med ipad’en. Lykketoft siger i den grad ja.

Ovre på brandstationen kan man spise morgenmad med statsminister Helle Thorning-Schmidt. “Jeg vil bare gerne vide, hvordan det er at være statsminister,” spørger en ung dreng. Og statsministeren svarer beredvilligt.

Nede ved havnen er manden, der lige er kåret som Danmarks mest magtfulde person, Bjarne Corydon, i samtale med to mænd med lidt for lyseblå skjorter og lidt for dyre solbriller til at være ‘almindelige’ gæster til Folkemødet. “Nå, synes du det?” siger Corydon. Ikke helt så belevent og imødekommende som Lykketoft, men hans publikum er sikkert også ude på at pleje andet end demokratiet.

Folkemødet på Bornholm afholdes lige nu for tredje gang. Undertegnede deltager for anden gang, og jeg bliver mere og mere begejstret. Skoleelever kontakter politikere overalt og viser stort engagement. Masser af danskere bliver fotograferet sammen med Pia Kjærsgaard og hvem de ellers dumper ind i. Ordførere debatterer vigtige emner overalt. Minister Morten Østergaard scorer pragtmål i den interne fodboldkamp mod Dansk Folkeparti, som blev åbnet med en haka-krigsdans i maori-style af de radikale som hilsen til DFs Marie Krarup. Og så lever vi nok med de mange dyre solbriller og lyseblå skjorter i ‘lobbyist-havet’.

De eneste, der nærmer sig stress i Allinge, er TVs studieværter, der har en vagtplan, som næppe bliver godkendt af tillidsmanden, men givetvis af banken.

Alle jer, der ikke er på Bornholm – vi er trods alt kun 60.000 i Allinge og omegn – er sikkert lidt småtrætte af, at alverdens medier sender alverdens udsendelser fra den pakkede havn på det nordlige Bornholm. Men det er altså umådelig sympatisk at se Christiansborg rykke ud til et folk, der bliver større for hver gang. Og se folket rykke tæt på. Man kunne måske ligefrem forestille sig folkemødet få nogle mindre søskende: Et folkemøde for sundhedssektoren i Ryslinge. Et folkemøde for skole- og undervisningsområdet i Skanderborg. Eller et kulturfolkemøde i Hjørring. For eksempel.

Demokrati er ikke bare noget, vi har. Det er noget, vi skal passe på, og det er der formentlig ufatteligt få af os danskere, der er klar over. Vi er født i og opvokset i et velfungerende demokrati og har aldrig prøvet andet. Men det skal passes og plejes af engagerede borgere. Og gerne også borgere, der har lyst til at blive politikere.

Undertegnede havde i Allinge fredag fornøjelsen af at deltage i et debatmøde om tonen i den offentlige debat med politikerne Søren Pind og Uffe Elbæk samt chefredaktøren Poul Madsen. Et af emnerne var rekrutteringen af politikere og det problem, at politik nærmest er blevet en uddannelse, hvor fødekæden kommer fra det akademiske miljø.

Vi har i Danmark et åbent folkestyre med masser af besøgende hver eneste dag på Christiansborg. Vi tog et stort tilbageskridt for demokratiets pleje med den nye offentlighedslov, men skru lidt mere på knapperne for arrangementer som Folkemøde, så skal det nok blive godt en dag.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden.

Morten Olsen bliver ikke fyret. Han går heller ikke selv her og nu. Og hverken Michael Laudrup, Peter Schmeichel, Frank Arnesen eller for den sags skyld Morten Wieghorst står i kø for at træne Danmark.

Så indenfor ovennævnte kridtstreger skal fremtiden for det danske fodboldlandshold tegnes op. En fremtid, der trods det historiske lavpunkt tirsdag aften, har sine lyspunkter: Aldrig har så mange helt unge og helt store talenter spillet i store europæiske klubber. Aldrig tidligere har de hjemlige danske klubber satset så meget på talentudvikling til fremtiden (og til forretningen) som nu. Aldrig tidligere har der som til næste EM i 2016 været hele 24 pladser at spille om.

Det var en naturligt groggy, ja rystet Morten Olsen, der pr. automatik tog ansvaret for 0-4 nederlaget til Armenien tirsdag aften. Og ja, Olsen valgte Simon Kjær med det tårnhøje topniveau og det afgrundsdybe bundniveau. Olsen valgte to defensive midtbanespillere, der skal bruge GPS for at finde ind i modstandernes straffesparksfelt mod et hold, der lige har tabt hjemme til Malta. Og Olsen bad pressen om at afstemme forventningerne til Armeniens sværhed. Spillernes spændingsniveau skulle han som professionel nok tage sig af.

Men trods lynchstemning og folkelig modstand er det ikke Armenien-kampen, der sandsynligvis får Olsen frem til den erkendelse, at han ikke er den rette mand for DBU fra 2014 og frem. Det er derimod den indre ild, energi og vildskab, der skal til for at skabe store resultater med internationalt set ‘små’ spillere. Har Olsen og spillerne nok at give hinanden til år 14, 15 og 16 sammen?

Det spørgsmål stillede jeg før kampen mod Armenien og pegede på, at valget ikke er så indlysende som DBU altid har gjort det til med henvisning til Olsens store kompetencer. Jeg anerkender, at Olsen med fire slutrunder ud af nu syv mulige har gjort det fint. Ikke prangende, men fint. Jeg anerkender, at to gennembrud fra indledende runde i 2002 og 2004 er over forventet med generationer uden Laudrup’per og Schmeichel’er (selv om vi nu har en Kasper). Men stadig er Olsens periode uden den forløsning og de udråbstegn, som Sepp Piontek skabte i 1984 og 1986, Richard Møller Nielsen i 1992 og Bo Johansson i 1998. Den ubetingede folkelige kærlighed er aldrig for alvor etableret i Olsens periode trods enkelte højdepunkter som sejre over Frankrig, Portugal, Norge, Sverige, Holland og senest Tjekkiet.

Det er kolossalt ærgerligt med en træner, der kan så meget og har villet jobbet så meget. Den samlede periode er resultatmæssigt til et 7-tal og ikke til det 10-tal, den burde have været med sådan en kapacitet.

Trækker Olsen sig? Ikke nu. Der skal noget helt ekstraordinært – et job på de hylder, Olsen næppe længere får tilbud fra og den helt oplagte afløser til – før det sker hen over sommeren. Realistisk kører Olsen til nytår, gør kvalifikationen færdig og slår de første streger til fremtidens landshold. Dermed vil han altså stoppe et halvt år, før kontrakten udløber.

DBU bør på sin side lave listen over mulige afløsere med det samme. Ligeledes bør man overveje, om organisationen er rigtig. Fylder sportschef John Helt, som man sjældent ser tegne butikken i offentligheden, nok? Var det i virkeligheden et job for profiler som Frank Arnesen eller for den sags skyld Morten Olsen?

Trænerlisten er i virkeligheden det nemmeste. Michael Laudrup og formentlig Morten Wieghorst skriver sig selv ud af manuskriptet i denne omgang. Med dansk pas vil der reelt kun være FC Nordsjællands Kasper Hjulmand som seriøs, troværdig kandidat.

DBUs ønske om dansk pas er forkert. Vi lever i 2013 i et åbent Europa. Piontek og Johansson (og før dem Rudi Strittich) var udlændinge.  Colin Todd, Ariël Jacobs, Ståle Solbakken, Erik Hamrén, Hans Backe og mange flere er eller har været i Superligaen med stor succes.

Ståle Solbakken har altid stået højt på undertegnedes liste. Han vil formentlig gerne jobbet i både Danmark og Norge.  Han tilfører energien og fanden-i-voldskheden og kan tøjle Bendtner, Agger og Co. Og så viste han gennem to Champions League-generationer i FCK, at han flyttede sig fra lidt defensivt 4-4-2 (4-5-1) til en mere spændende og boldbesiddende form for fodbold med 2010-holdet.

Tør DBU tage en træner, der netop er blevet fyret i Köln og Wolverhampton? Tja, Olsen var fyret i Brøndby, Köln og Ajax. Og netop Solbakken er Olsen er de to mest succesrige trænere, vi nogensinde har set i dansk professionel ligafodbold.

Der findes andre kapaciteter. Steve McClaren, tidligere engelsk landstræner, bliver ofte nævnt. Norske Trond Sollied og den pt. pressede svenske landstræner Erik Hamrén nævnes også. Flere af disse bliver afskrevet, fordi DBUs røde tråd og 4-3-3 filosofien opfattes som et adgangskrav til DBUs hellige haller.

Men den diskussion må udsættes for en dialog. Hvad står de pågældende trænere for i dag? Hvor ser de sig i den taktiske diskussion og hvor ser DBU sig selv?

Den såkaldte shortlist kunne derfor hedde: Kasper Hjulmand, Ståle Solbakken, Morten Wieghorst (skal spørges) og en fjerde kapacitet fra det nævnte internationale miljø, som matcher profilen.

Tiltrædelse 1.1. 2014. Udnævnelse efteråret.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden.

Tirsdag aften kan det være slut. Slut med Danmarks drømme om at spille med ved VM-slutrunden i Brasilien næste år. Mere eller mindre slut med Morten Olsen som landstræner efter 13 år i en rolle, som vi næsten ikke kan huske, han ikke har haft. Som fodboldens landsfader.

Olsen var manden med anfører-bindet i 80′erne, da vi talte ‘dynamit’, når vi snakkede fodbold. Allerede dengang lidt bister. Meget alvorlig og voksen i et slæng med drengerøve med fantastiske talenter. Nu stadig lidt bister. Meget alvorlig og voksen som chef for et slæng med noget lavere til loftet end både holdene fra 80′erne, 90′erne og 00′erne.

Mod Armenien på en pløjemark af et nationalstadion i København. Vinder Danmark ikke her, er VM enten en urealistisk eller umulig drøm.

Men lad os antage, at Danmark trods alt formår at besejre et hold, der lige har tabt hjemme til Malta, selv om Armenien med Henrikh Mkhitaryan (eller ‘Henrik’, som han bare hedder på det danske taktikmøde) kommer med en af Europas mest interessante spillere. En sejr betyder, at der kan spekuleres videre frem til næste kamp i september om holdets VM-drømme og om hvem, der skal være chef for holdet, når Morten Olsens kontrakt udløber i 2014. Olsen har bebudet, at denne periode er hans sidste og at samlet 14 år – den længste periode nogensinde – vil være nok.

DBU har sagt, at hans afløser skal være dansker og har tidligere officielt talt om navne som OBs Troels Bech og Johnny Mølby fra Horsens, ligesom Morten Wieghorst (pt. assistent for Michael Laudrup i Swansea) og Kasper Hjulmand, FC Nordsjælland,  ventes at være på listen.  Laudrup vil arbejde videre internationalt her og nu, Wieghorst ventes at gå samme vej og Frank Arnesen, der netop er blevet fyret i Hamburg, er ikke kandidat til selve trænerjobbet. Bech og Mølby har haft så store problemer i Superligaen, at de selv renset for halvsæsonens øjebliksbilleder ikke kan kandidere.

Så tilbage er en liste med én person: Kasper Hjulmand.

Måske Wieghorst, hvis han kan lokkes.

Og så Morten Olsen. Ja, ligesom i 2011, da et ungt succesrigt kuld og en EM-kvalifikation fik ham til at ændre beslutning og forlænge kontrakten, så kan i hvert fald delvist det samme ske igen. Talentmassen hos de 17-20 årige danske spillere er så attraktiv, at jobbet igen lokker. Olsen har måske været så længe i DBU, at de helt store klubtræner-jobs ikke længere har den snart 64-årige dansker højst på listen. DBU vil elske tanken om en ny Olsen-periode og højt besynge hans kompetencer.

Sandheden er også, at Olsen er den fagligt bedst kvalificerede træner, Danmark kan få til et job i den størrelse. Men er ‘bedst’ og lig med ‘rigtigt’? Har Olsen og holdet den indbyrdes energi, der kan forløse en ny storhedstid? Vi ser lige nu i Holland Louis van Gaal i sin 2. periode som træner gennemføre et generationsskifte, der kan være et forbillede for det danske, der ventes.

Hvis jeg skal komme med et bud, tror jeg, at Olsen vælger DBU og at DBU vælger Olsen. Laudrup er ikke færdig i Europa. Wieghorst formentlig heller ikke. Hjulmand er ikke færdig i FCN. Så timingen tilsiger to år til Olsen. Og et godt afsæt til et skifte med flere højt kvalificerede kandidater.

Men nogle gange er det forudsigelige og selvfølgelige ikke det rigtige. Det er fristende – alle Olsens kompetencer til trods – at tænke ny start med Hjulmand eller Wieghorst for et nyt og uhyre spændende landshold.

Lyder det vægelsindet? Det er det også. Jeg siger bare, at beslutningen ikke er så enkel. Kunsten, når man skal besætte et lederjob er at fornemme præcist, hvad organisationen har brug for der, hvor den er nu.

Det vil være et privilegium at have både Olsen, Hjulmand og eventuelt flere indenfor rækkevidde.

Debatter gerne selv videre herfra.

PS: Undertegnede har altid været uenig i DBUs holdning om, at en landstræner skal have dansk pas. Sepp Piontek og Bo Johansson havde det ikke. Og der er mange dygtige trænere derude med andre pas. Men i ovennævnte har jeg altså valgt at gå ind på DBUs præmis.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden.

Om kort tid går politikerne på ferie. Vi er groft sagt halvvejs i denne valgperiode, og det er tid til en status. Regeringen Helle Thorning-Schmidt er ikke foran ved pausen. For nu at bruge en sports-term.

De fleste er endda så markante på deres scoretavle, at det regnes som en nærmest forseglet kendsgerning, at Lars Løkke Rasmussen ender som Danmarks næste statsminister senest i 2015. Det er nærmest i prognoserne kun et spørgsmål, om det ender som en ren Venstre mindretals-regering eller en bredere regering med K (lige nu mindre sandsynligt efter skolereformens ret heftige brud mellem de to borgerlige traditionspartier) eller en VO-baseret regering.

Rigtigt mange anerkender Thornings regering for den førte politik. Helt over i den borgerlige lejr hører man mellem det traditionelle Christiansborg-bulder stor anerkendelse for modet til at gå så hårdt til værks i især den økonomiske politik. Men stadig kravler Socialdemokratiet rundt under 20 procent (bortset fra helt aktuel Gallup-måling på 20,6 og SF omkring de 5 procent.

Et påtrængende spørgsmål her halvvejs i perioden er, hvor længe især S og SF skal straffes for den kolossale kontrast til det, man gik til valg på. Skal regeringen dømmes på det, der mange steder kaldes en stram, ansvarlig og modig politik? Eller skal man i samtlige fire år straffes for løftebruddet? Og her ser vi så lige bort fra, at der internt hos især Socialdemokraterne er mange kræfter, der kritiserer politikken for at være for stram.

Intet tyder på, at meningsmålingerne for alvor vender, selv om Lars Løkke efter halvandets års ren medvind på Rynkeby-cykelstien i den seneste måned har mødt en modgående brise af kritik. Så især Socialdemokraterne kigger ind i en mur, som man realistisk set ikke kan forcere. Og når vi for alvor nærmer os et valg, dukker næste og måske endnu mere alvorlige problem op: Kan vi regne med det, I siger? Det kunne vi jo ikke sidst, vil kritikerne spørge. Og oppositionen vil tæppebombe S og SF med løftebruddet i enhver diskussion om ethvert tænkeligt emne.

Det er ikke mindst i dette scenarie, at tankerne om en europæisk udvej til et topjob for Thorning er opstået. S har ufatteligt små chancer for sejr med hende som formand og ganske små chancer for fremgang herfra. Med en anden formand er sejren stadig langt væk, men man vil eliminere de værste tidsler i løftebruds-diskussionen, selv om storfavorit Mette Frederiksen også råbte ganske højt før valget.

Flere og flere gætter på et Thorning-exit af disse årsager, men indtil nu har statsministeren på alle parametre sat sit politiske eftermæle – passede regeringen Thorning-Schmidt godt på Danmark – over egne interesser, meningsmålinger og anglen efter intern popularitet.

Løftebruds-øretæverne var relevante i år ét efter valget. De vil brage løs igen op til næste valg. Men det vil også være fair nu at bedømme regeringen mere på sine handlinger og den måde, der bliver passer på Danmark end på kontrasten til det S-SF-program, som Thorning, Villy Søvndal, Bjarne Corydon og Thor Möger Pedersen var arkitekterne bag op til valget i september 2011.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden.

Når man er i en branche, hvor man har en agent, så er jobbeskrivelsen ret enkel: En agent skal hjælpe karrieren på vej. Sikre bedre jobs. Bedre løn. Bedre image.

Michael Laudrup har også en agent. Tyrkisk fødte Bayram Tutumlu, som han mødte i Barcelona-tiden, da ‘Bayram’, som han blot kaldes, solgte biler til Barca-spillerne. Senere blev han en stor mand i fodboldverdenen, men har i nu to årtier haft danske Laudrup som sin største gennemgående kunde.

Armbevægelserne er store. Da undertegnede engang for små 20 år siden skaffede hans telefonnummer som en af de første danske journalister, forklarede han et aktuelt problem, som han skulle løse, med følgende argument: ‘I am Bayram’.

Det måtte jeg så forstå. Bayram løser alle problemer. Som han gjorde i 1993, da han blev Laudrups agent og hjalp danskeren væk fra det slidte forhold til Johan Cruyff i Barcelona. Og som han har gjort siden.

I denne uge har han vakt kolossal opsigt i Danmark og dele af Storbritanien med en usædvanlig krig på ord med Michael Laudrups aktuelle arbejdsgiver, Swansea City AFC. I det første entydigt lykkelige og måske endda det første entydigt succesfulde klubjob i Laudrups internationale trænerkarriere, eksploderede tingene om ørerne på en ferierende Laudrup med Bayram Tutumlu i rollen som budbringeren Brutalis, der har ordene ‘og jeg taler på vegne af Michael Laudrup’ som en fast del af sit mest benyttede ordforråd.

Det har længe undret mange iagttagere, at den i offentligheden notorisk noble gentleman Laudrup omgav sig med en ‘dørmand’ med et ry og en stil som Tutumlu. Den overfladiske version har været, at Laudrup er konfliktsky og lader sin tyrkisk-spanske ven tage slagsmålene. Som han lod John Faxe råbe banen op i Brøndby og sit første internationale trænerjob i Getafe.  En anden version er, at agenten bare sætter sprog-kanonen i overdrive og Laudrup ikke får ham stoppet.

Man er ikke agent i den her verden for en profil som Michael Laudrup i 20 år, hvis man ikke kan sit job og få tingene til at ske. Verden er ikke sort-hvid, men meget tyder alligevel på, at makkerparret Laudrup-Tutumlu har været (og måske stadig er) milimeter fra at overspille rollerne fatalt i denne uge.

Laudrup kom en smule pudsigt og pludseligt ud af Brøndby. Han kom mere pudsigt og pjusket ud af Getafe. Han blev fyret ud af Moskva og han forlod Mallorca i en eksplosion af konflikt og magtkamp. Forestil dig, at han forlader det lykkelige ægteskab i Swansea med hall’en rungende af Tutumlus megafon og svingdøren blafrende af konflikt efter blot et år. Hvilken klub i Europa ville så turde binde med håbet om langvarig succes, ansvarsfuldt loyalt samarbejde og fuld tillid med danske Laudrups autograf i det ene hjørne af papiret?

Når man først én gang har haft stor uro i et job, har man – uanset hvor ansvaret måtte være placeret – tæret på kreditten i forhold til tilliden. Det kan være uretfærdigt. Men sådan er det.

Og er det samme sket flere gange, skal man være umådelig varsom med at blæse til konflikt. Derfor har det lignet højt, farligt og overraskende spil fra Laudrup-lejrens side.

Swansea og Laudrup har lignet et lykkeligt ægteskab. Flot første sæson. På alle måder. Virkelig godt castet af begge parter, ja jeg indrømmer gerne, at jeg frygtede en uriaspost, da Laudrup overtog en næsten sensationel succesklub i et land, som danskeren mildest talt ikke har haft som hjemmebane i karrieren som spiller. Men alt har endelig klappet for Laudrup til det, der lignede svendestykket i en let bumpet trænerkarriere. Derfor virker støjen nu så risikabel for Laudrup.

Er Jürgen Klopp aldrig uenig med Dortmunds ledelse? Er Ariël Jacobs aldrig uenig med CV i FCK? Er CV aldrig uenig med Anders Hørsholt? Er Hørsholt aldrig uenig med bestyrelsen i FCK? Kæmpede Ferguson aldrig om budgettet? Kunsten er at holde disse konflikter interne, hvis de er der. Det er det mest professionelle, selv om vi i pressen lytter efter, hvis vi hører om uro.

Så det kan godt være, Laudrup og Tutumlu ender med at få deres vilje. Hvad den så end er. Men de har næppe gavnet Michael Laudrups trænerkarriere i det lange løb. Og det vil være ærgerligt.

Derfor kan der af mange årsager være grund til at revurdere strategien til næste transfervindue.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden.

Lars Barfoed har i denne uge flyttet Det Konservative Folkeparti – måske for evigt. Fra et af de store folkepartier i dansk politisk historie til et bjæffende nicheparti.

Dramaet i undervisningsministeriet om en ny folkeskolereform har ifølge Barfoed selv fyldt hans indbakke op med positive mails og skulderklap. På de sociale medier skulle yngre konservative kvinder have udskiftet deres profilbillede på Facebook med Barfoeds i ren begejstring.  Så der er åbenlyse gevinster ved Lars Barfoeds politisk voldsomme gidseltagning af folkeskolereformen, så den i værste fald først træder i kraft med to års forsinkelse i 2016 (sådan er billedet i skrivende stund). Det har profileret de konservative og en del danskere er enige i mærkesagen om modstand mod tvungen lektiecafe og lang skoledag.

Det er ganske let at fordømme Konservative og Barfoed for det markante soloridt. Det er gjort i alle medier og af de fleste partier på Christiansborg. Og det er også gjort på denne plads forleden, da den trængte Barfoed satte sin politiske minde-sten med bruddet i forhandlingerne.

Lad os derfor lige prøve at kigge frem. Partiet vil givetvis vinde nye vælgere på så markant en sag. Konservative vil også få en klo i gamle virkeligt konservative vælgere, som enten allerede var løbet væk eller på vej til at gøre det.

Men positionen som nicheparti og især den nye konservative version af den har også sine omkostninger. Undertegnede hører hjemme på Frederiksberg og kender mange vælgere, der har ledt febrilsk efter et borgerligt ståsted. Især efter ‘borgerlig anstændighed’, som har været en stærk konservativ position. Partiet med det store grønne C har været mere modig på reform-sporet med høj tale om lavere skatter og tilbagetrækningsreform,  længe før Venstre fandt modet til at gøre det. Partiet har været konstruktivt og anklaget Venstre for taktisk spil, som jeg skrev forleden. Og især har Konservative i mere end et årti lagt en præcis, hård kant til Dansk Folkeparti og den underforståede tone af ‘uanstændighed’, der ligger implicit, når man kalder sig selv ‘anstændig’.

Men disse mulige konservative vælgere, som primært har undladt at stå på Barfoeds vogn, fordi persongalleriet på borgen ikke var det mest imponerende og hjertevarme, står nu helt af. Når et parti så markant taler til os såkaldt velbjærgede familier, kapper man også snoren til de 20 procent, der skal samles op i samfundet og især i den tidlige skole. Det er netop ikke socialt ansvarligt og det er ikke anstændigt.

Derfor har Det Konservative Folkeparti nu placeret sig som et køligt, gammeldags og selvisk nicheparti. Temmelig langt fra den balance-bom af respekt for alle, der blev defineret i Gitte Seebergs farvel til VKO-samarbejdet. Hun gik ud, men markerede, hvad konservativ anstændighed ifølge hende burde være.

I partiets ‘Det konservative kompas’ står der følgende:

“Det sociale ansvar er afgørende for konservative. Mennesker, som er udsatte, skal have den bedst mulige støtte og hjælp – så vidt muligt med henblik på, at de igen kan komme til at forsørge sig selv.  Alle borgere i Danmark bør kunne leve et godt og værdigt liv. For konservative er samfundet en helhed, hvor alle er lige værdige og hvortil alle bidrager efter evne.”

Men nu synes partiet at have valgt de stærke frem for de svage for at opnå et par skulderklap på Facebook.

Det er ikke borgerlig anstændighed.

Det er nogle år siden tidligere social- og finansminister Palle Simonsen sagde følgende i en anden sammenhæng: ’Konservatismen er jo netop borgerlig anstændighed. Det kniber gevaldigt med at få øje på den for tiden.’

Men de ord er sådan set ret præcise i dag og derfor kan regningen til Barfoed ende med at blive ret høj. Tiden som Folkeparti synes i hvert fald ovre – formentlig for evigt.

PS: Folkeskolereformen er som skrevet her en del gange spændende og på visse områder visionær. Og der vil givet kunne gennemføres noget inden 2016, ligesom masser af skoler har gode eksempler på initiativer og pilotprojekter. Men regeringen synes at have fejlet på i hvert fald et punkt undervejs: At gøre visionerne så konkrete som muligt. Så sent som i denne uge præsenterede undervisningsministeriets reformen for skoleledere ved seancer vest og øst for Storebælt. Flere skoleledere gik derfra med en følelse af, at Christine Antorinis initiativer stadig var meget ukonkrete og fluffy.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden.