Tak for turen, kære sport

Dette er Peter Brüchmanns sidste kommentar om sport i BT

Det handlede mest om storhed og fald. Måske en kliche, men også en passende ramme.

Flemming Østergaard, Per Bjerregaard, Bjarne Riis, Michael Rasmussen, Peter Brixtofte og Anja Andersen. Alle har de fyldt en stor del af mit arbejdsliv gennem de seneste snart 15 år. Det samme har sportens globale A til Z fra Armstrong til Zidane.

Dette er den sidste kommentar om sport i BT fra disse hænder. Jeg har ikke styr på antallet, siden jeg første gang tillod mig at mene noget i din avis i 1999. Men mon ikke et par tusind kommentarer om politik, samfund og især sport rammer antallet meget godt. Det er samtidig en periode af massiv dansk sportshistorie.

Et markant fællestræk for perioden er en ekstrem grad af ambition hos de centrale aktører – efterfulgt af nederlag, drama og turbulens. Det gælder de store mænd i den professionelle sport fra Per Bjerregaards urfaderlige dynamik i proffodboldens dannelse over Flemming Østergaards ikoniserings-arbejde med Parken, FCK og sig selv til Jesper ‘Kasi’ Nielsens massive slag på paukerne i både håndbold og fodbold. Alle faldt de dramatisk og har været udsat for den hårdest tænkelige kritik, en stor del af den med rette, men jeg bærer også anerkendelsen af deres skabertrang og deres rækken ud efter stjernerne med mig ud af kontoret.

Det samme gælder for så vidt Peter Brixtofte. Manden, der skabte den liberale mønsterkommune i Farum, som alle i årevis solede sig i, indtil den kommunale Ikaros fløj for tæt på solen. Han blev fældet af en sag, som begyndte på undertegnedes gamle, smalle sportsredaktør-kontor med det røde linoleums-gulv, hvor vi satte grave-holdet, da Jakob Priess-Sørensen kom med de første dokumenter fra sin kilde i Farum. Priess var journalist-vikar på sporten – og blev fastansat…

En måned, før jeg tiltrådte på BT, overværede jeg under et besøg på avisen, hvordan en journalist blev sendt i marken for at bore lidt i Niels Chr. Jung – journalisten, der sammen med Olav Skaaning Andersen fandt de første og mest markante gennembrud i dansk doping-journalistik. Det var rystende. Der skulle ikke bores i Riis, men i journalisterne, mente man. Lad mig bare understrege, at den journalist og den chef ikke længere er på BT og at linjen heldigvis er en anden i dag.

Hele perioden har været kendetegnet af en uforsonlig grøft mellem forskellige fløje af især cykelsportens fascinationskraft. Jeg har bedt mange års Tour de France-reporter-hold om at være kritiske. Jeg har siddet i retten efter, at en hacker var brudt ind i Michael Rasmussens indbakke i 2007 og ville sende dokumenterne til undertegnede. Jeg har prøvet at hyre både Bjarne Riis og Michael Rasmussen til efterfølgende at skrive om cykelsport, fordi deres indsigt var indiskutabel og i troen på, at deres integritet var på omgangshøjde med virkeligheden. Men i hele feltet mellem fascination og frustration ligger tusinder af vrede mails, kommentarer og opringninger fra begge sider af grøften. Intet har i 15 år kunnet ophidse sports-Danmark som denne diskussion.

Heldigvis har der også været ægte storhed som hos Tom Kristensen, Caroline Wozniacki, Mikkel Kessler, dygtige sejlere, roere, badmintonspillere og mange dygtige atleter.

En lære af de 15 år er desværre, at forbrydelse til en vis grad betaler sig. Især cykelrytterne, men også de mindre profilerede syndere i andre idrætsgrene og så selvfølgelig de andre, der kan have snydt sig på podierne uden at blive taget, har grundlagt deres formuer og storhed på bedrag. Men en lære skal også være, at man kontinuerligt skal række ud efter stjernerne. Superligaklubberne skal søge mod Europa. DBU skal søge højere hylder end landets størrelse berettiger til. Og alle de kommende 15 års Wozniacki’er, Møller Pedersen’er, Kessler’er, Friis’er, Norman Hansen’er  og især Magnusson’er skal gives de bedste præstations-muligheder, vi som samfund kan tilbyde dem.

Tilbage står de sande helte. Dem, der ikke har Bo Bedre-villaer i Schweiz og Vejle og en Tour-bus på størrelse med Plaza Hotel. Det er folk som Rasmus Henning, Rasmus Quist, Mads Rasmussen, Eskild Ebbesen, Katrine Fruelund, Camilla Martin og Kristine Roug – atleter, der tog guld og tog deres karrierer til det yderste. Måske uden at tjene til resten af livet, men til gengæld skinner deres medaljer mere rent end så mange andres.

Tak for turen, sports-Danmark.  Jeg glæder mig til at følge jer de næste 15 år.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

————————————

Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Så hvis du vil deltage i debatten og have din kommentar til at blive stående, så gå efter emnet, ikke hinanden.

Vær endvidere opmærksom på, at vi ikke redigerer i enkelte ord. En kommentar bliver enten offentliggjort eller slettet. En del kommentarer bliver desværre slettet, selv om langt det meste er velargumenteret, men fordi der bliver brugt voldsomt sprog, latrinære ord eller nedsættende bemærkninger. Så hvis du ikke vil spilde god debat-energi, så hold dig til reglerne.

God debat

 

6 kommentarer

  1. Enzo

    “men til gengæld skinner deres medaljer mere rent end så mange andres.”

    Ja så afgjort.

    Øv hvor bliver man ærgerlig over, hvordan typer som Riis og Rasmusen har trukket sporten ned i smudset. De har gjort sport til alt det, sport netop ikke skal være.

  2. Bruno Holmgren

    P.B., ak hvor er det dog nemt at få plads blandt de skriftkloges hellige, der altid er på rette vej, aldrig
    fejler, men frisk og frejdig fremhæver sin egen fortræffelighed. Ikke en linie, end sige et enkelt ord om
    at også dagspressen har et ansvar som kommerciel formidler og komentator. En dagspresse som
    netop i de seneste år fremstår som både sensationssulten og oplagshungrende, fordi den ikke evner
    at indstille sig på mange års smalhans p.g.af de digitale mediers sejersmarch. Men også BT kunne have udvist den konsekvens som f.eks en af de store tv-kanaler, der besluttede ikke at dække cykel-
    sportens store events. En konsekvens af bl.a. misbruget på Telekomholdet, hvis store succes vi
    endnu har i erindring. Se, det var konsekvent handlet af ansvarlige mediefolk – eller var det. I hvert fald så dækker tysk tv stadigvæk cyklesporten. Og det komplet, da det ganske enkelt nærmest var
    et offentligt krav. Se så, de ansvarlige gik til bekendelse og den store pegefinger blev ganske enkelt
    lagt tilbage i journalisternes skrivebordsskuffe. Men, når man ser på BTs lange felttog mod især
    Bjarne Riis, så er det mit indtryk, at det i stigende grad ændrede karakter fra opsøgende sportsjour-
    nalistik til opslidende jantelovsjournalistik. Og det netop fordi den klare appel om en ren sport, druk-
    nede i en syndflod af anklager, beskyldninger og såkaldte “nye aspekter”. Riis-sagen blev i måneds-
    vis parkeret på BTjournalisternes akutstation, så man kunne holde liv i den så længe som muligt.
    Senest da den undrende interesserede læser fik indblik i Riis boligforhold, må da ogå Bruchmann
    give mig medhold i, at da var kæden sprunget af. Det er ulideligt at se journalister hive den moralske
    pegefinger frem af skuffen, især når de er aktive aktører i et mediecirkus hvis målsætning ikke
    mindst er : øeget oplag og omsætning.

    moralske pegefinger frem af skrivebordsskuffen.

  3. Rasmus

    Godt skrevet

  4. Walther Jespersen

    Hvorfor er Bilagsdværgen(V) fra Team Rynkeby ikke indstillet til en sportspris, han er jo en fremragende bjergrytter, og han kender cykelsporten indefra, da han er personlig ven med stein Bagger ?

  5. Jacob

    Holder egentlig af at læse Peters klumme, men bliver altid træt af at læse kommentarerne hvor mange har åh så travlt med at kalde skribenten bagklog, uvidende, ignorant og alt muligt andet. Jeg mindes ikke at have oplevet at Peter påstår at han skriver den eneste rigtige version af en sag. Det må vel være hans oplevelse og holdning til et givent område, og det kan man jo så være mere eller mindre enig i. Mindstekravet må dog være at man benytter et anstændigt sprog….

  6. Michael

    Kan huske en gang PB blev spurgt om ikke hans medie havde medansvar for hvad der foregik i cykelsporten. Svaret fra PB var, at det kun var kritisk journalistik som var vigtig (hvilket jeg er enig i).

    Dog glemte han at omtale at avisen havde ekstra Tour de France tillæg, med resultatlister , analyser af etaper osv.

    Der er moral og så er der dobbeltmoral. Og der er nogen der aldrig vil erkende deres egen dobbeltmoral.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.