Vi er i den brutale regnings årti

Kommentar: I 00’erne konkurrerede politikerne i at byde højest på velfærden, nu konkurrerer de i at skrue regningen op og kontrollere økonomien. Måske skulle de i virkeligheden have gjort det omvendte..

Stor krise. Vi må stramme, siger regeringen.

Kæmpe krise. Nulvækst og totalfredning af erhvervslivet frem til næste valg, siger Venstre.

Mega krise. Nulvækst, totalfredning af erhvervslivet og ringere velfærd de kommende år, siger De Konservative.

Dansk politik er blevet en konkurrence i at være mest ansvarlig. Eller mest ’realistisk’, som finansminister Corydon ynder at kalde det.

Det blev tydeligt illustreret mandag, da regeringen spillede ud med dele af indholdet i en hård SU-reform, Venstre spillede ud i nærmest alle medier med det, der straks blev døbt et ’byrde-stop’ for det stakkels erhvervsliv og Konservative Lars Barfoed dukkede op over ufatteligt mange sider i Berlingske for at fortælle, at den offentlige sektor ikke må vokse og at det vil betyde ringere velfærd de kommende år.

Troværdig melding fra Barfoed, og taktisk fin pressball mod Venstre. Som med efterløn, skattereform og i flere andre sammenhænge er Konservative mere modige, mindre taktisk i forhold til at please vælgerne og mere dagsordensættende end Venstre. Men Barfoeds forbandelse synes at være, at et forslag eller en erkendelse først bliver rigtigt alvorligt, når Venstre siger det.

Venstre nøjes indtil nu med, at sige, at vi sagtens kan klare nulvækst i det offentlige bare ved at effektivisere. Ellen Trane Nørby ’køber ikke præmissen’ om, at det bliver ringere velfærd, hvis der både skal være nulvækst og findes penge de voldsomt store årgange af ældre, der vokser op i pensionsalderen de kommende år og årtier. Økonomerne, i går ved Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet siger, at det er ’urealistisk’, at alt kan klares ved effektiviseringer.

Det ligner samlet set nærmest en overbuds-konkurrence i ansvarlighed i et forsøg på at betale regningen fra festen i 00erne. Og måske er det værd at kigge på, hvad der skete dengang i hvert fald før finanskrisen.

Dengang under VK-regeringen var vi nemlig ude i et overbud på velfærd. Vi fik (udbygget) verdens største offentlige sektor. Alle kan i dag se, at der ikke blev lavet de reformer, der skulle være lavet. Vismændene vurderer, at Danmarks konkurrence-evne faldt med 15 procent, fordi vi allesammen fik for meget i løn for hurtigt. Også mere end i andre lande.

Beskæftigelsen (som i arbejdsudbud) steg med 20 procent i Holland siden 1995, men steg kun 4 procent i Danmark, fordi der ikke blev lavet nok reformer.

I dag konkurrerer politikerne så i at lave mest kontrol og styring med vores økonomi. Eftertiden har vist, at der skulle have været mere kontrol i 00’erne – og det vil være skæbnens ironi, hvis eftertiden kommer til at vise, at man i virkeligheden skulle have investeret mere i dette, den brutale regnings årti.

Det primitive spil på borgen kører på livet løs. Mandag kunne man i P1 høre de to seneste finansministre, aktuelle Bjarne Corydon og forgængeren Claus Hjort Frederiksen skændes om ansvaret.

Corydon siger, at konkurrenceevnen blev forringet under Hjort i 00’erne. Omvendt siger Hjort, at Socialdemokraterne krævede endnu mere i lønstigninger og talte om ’ret’ til mere velfærd – og altså ville have gjort det endnu værre, hvis den linje var ført ud i livet.

Begge har for så vidt ret. Men fælles er, at ingen erkender, at de så forkert dengang. Hvor ville det klæde alle partier, hvis de indrømmede, hvor de tog fejl dengang.

I stedet er pladen sat på repeat hos især Socialdemokrater, der taler om, hvor meget konkurrenceevnen blev forværret dengang i 00’erne. En lige så gratis omgang, som de vidtløftige meldinger fra S i opposition dengang var det. Så ja, regeringen fejlede under især Fogh, men S-linjen havde ikke gjort regningen mindre.

Hjort taler om finanskrise dengang, over gældskrise til det, der nu er en ’tillidskrise’, fordi hverken danske eller internationale forbrugere tør bruge penge.

Måske gælder det samme for det erhvervsliv, der nu skal forkæles. Hvis de bliver lettet lidt, tror vi så, at de bruger pengene på nye ansættelser, når borgerne ikke gør det?

Måske. Måske kun lidt. Men der er ingen sandheder. Det viste sidste årti. Men vi ville komme langt ved at erkende, hvor vi tog fejl og hvad vi har lært af det.

Det er sådan set, hvad udvikling handler om.

Vi borgere er nemlig klar til sandhederne. Vi er ikke til valgflæsk. Vi er til god ledelse. Og gode ledere tør lave fejl, tør erkende, når de har gjort det og formår at lære af dem.

 

PS: I øvrigt ros til sprogfornyerne i partikontorerne. ’Udfaldstruet’, ’fjumreår’, ’byrdestop’, ’akutjob’, ’konkurrenceevnepakke’, osv. Det er ikke kønt, men det er nyt. Og vi medier æder tilsyneladende ordene råt.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden.

 

26 kommentarer

  1. Knud Madsen

    Det lyder jo forunderligt, når rødgardisterne nu hyler op om den uansvarlighed, den blå regering angiveligt lagde for dagen i 00erne.
    Hvis der er noget jeg tydeligt husker, så er det da det evindelige vås om, at det var forfærdeligt som regeringen skar ned på alle offentlige udgifter i et væk. Villyboy nærmest hvæsede og spruttede med sin massakre på velfærden og meget andet idiotisk vås. Skrigeskinken var så forfærdet og forarget, at jeg var helt nervøs for hendes helbred og blodtryk, når hun hylede og skreg op som en stukken gris, hver eneste gang regeringen blot ville holde en smule igen på de vildt galoperende sociale udgifter.
    Den blå regerings fejl bestod i, at man ikke meget tidligere turde tage et opgør med de evigt krævende rødgardister. Det ville måske have udløst borgerkrigslignende tilstande, men hellere det, end det morads vi er sunket ned i.

  2. HumørHenrik

    Endnu en super blog fra Peter B! Især dit “ps” tager
    kegler. Sidste torsdag fik pia kjærsgaard fra df, en hel
    time i “debatten” på DR2 til at stå & skælde & smælde
    på alt & alle hun ikke forstår. Det var “guld” værd da hun
    begyndte på et tredjegradsforhør af en asylansøger, der ikke kunne Dansk men til gengæld Engelsk, det forstår
    pia til gengæld ikke så det var virkelig fun big time.

    Jeg er stadigvæk totalt imponeret af, at vi har en beskæftigelsesminister der ikke har lagt een eneste
    time på arbejdsmarkedet.

    Men ellers har du ret PB, newspeak fungerer i bedste
    velgående men det er så også det eneste der fungerer
    for regeringen.

  3. Jens

    Er helt stakåndet, efter at have læst den omfattende analyse fra Peter Brüchmann. Ville ønske at vi havde lige så kloge politikere i Danmark som ham, der kan gennemskue omfattende problemstillinger på en simpel og overskuelig måde. På den måde kan også vi jævne folk forstå, hvad det hele drejer sig om

  4. Julemanden

    Hvis bare danskerne gad tage ansvar for deres børn, børnebørn, sundhed og privatøkonomi SÅ ville der være milliarder til skattelettelser og velfærd.
    Bare danskerne usunde livsstil koster vel samfundet op mod 100 mia om året alt inkl.
    Socialbedrageri koster vel 75 mia når arbejde mens man er på overførselsindkomst tæller med.
    Så er der alle de gule nr.pladder på dyre firmabiler som bruges til privatkørsel samt ikke at glemme hele de penge, der trækkes fra i uberettiget fradrag og så videre.
    Ja fattige har ikke noget at lade de rige hører. Hos de fattige er det socialbedrageri og hos de rige skattesnyd.

  5. JL

    Peter Brüchmann har på sin vis ret i hans pointe med konkurrencen om at være mest “realistisk”.

    Der hvor jeg er uenig med både ham og politikerne, er måden at løse problemet. Politikerne mener man skal gå “austerity” vejen med lavere udgifter og højere skatter. Brüchmann foretrækker Keynes/Lykketoft modellen med øgede offentlige udgifter.

    Jeg mener, at når man har høj arbejdsløshed, så løses problemet ved at sænke de offentlige udgifter kombineret med nedsætning af skatteprocenten. Noget som man aldrig har prøvet i Danmark. Men det har virket succesfuldt i masser af tilfælde i andre lande. Keynes/Lykketoft modellen har aldrig virket. Austerity modellen er kæmpe fiasko i England netop nu. Så måske er det på tide at vi prøver den eneste beviseligt brugbare model som også er den eneste løsning man aldrig læser om i dansk aviser hvor der nogen ikke borgerlige kommentatorer overhovedet. Konceptet går ganske enkelt ud på, at når man har høj arbejdsløshed, kan man få flere i arbejde ved at sænke skatterne uden at det fører til højere løn og dårligere konkurrenceevne. Den øgede beskæftigelse skaber flere skattebetalere og færre modtagere af overførselsindkomst og dette mere end kompenserer for den lavere skatteprocent. Når så økonomien er kommet på fode igen kan man stille og roligt øge de offentlige udgifter igen.

  6. Peter Bülow

    Peter Brüchmann skriver, at i 00′erne konkurrerede politikerne om, hvem der kunne byde højest på velfærden. Det er ikke helt rigtigt, for Dansk Centrum, der havde set lyset og alllerede i 2001 krævede nedsat skat på lønindkomst samtidig med begrænsning i lønstigningstakten. Men det blev systematisk holdt ude af pressen, der ikke ville trykke læserbreve og kronikker m.v. Selv indkalderser til møder, blev afvist af en sammenspist presse, der ikke ville give plads til krav om effektivisering i det offentlige og nedsat skat. Anders Fogh fik lov til uden modspil, at fortsætte med at bræge “skattestop”, samtidig med, at titusindevis af værdiskabende arbejdspladser forsvandt ud af landet og hæderkronede danske virksomheder mistede dansk ejerskab grundet alt for lav indtjening i erhvervslivet, der umuliggjorde investeringer i nye produkter og i effektiv bearbejdelse af nye markeder. Dermed fik VK-regeringerne ikke et politisk modspil fra den borgerlige fløj og kommunalreform, nedlæggelse af kaserner, folkeskolereform, omlægning af Skat, politireform m.v. blev gennemført uden det mindst krav til rationalisering og besparelser. I stedet skulle lønningerne stige og antallet af offentligt ansatte øges. Værre blev det, da VK-regeringen kørte helt skævt i spørgsmålet om Grønland og de danske rettigheder i Arktis. Lene Espersen stod så meget af på Anders Fogh Rasmussens forberedelser til Selvstyreloven, at hun valgte at tage på ferie i stedet for at tage til møde med Arktisk Råd sammen med Hillary Clinton, for at drøfte bl.a. ejerskabet til Nordpolen og grundstoffer i Arktis. PÅ den led havde Fogh og Lykke frie tøjleer til at gennemføre Selvstyreloven, der endte med at blive vedtaget i strid med Grundloven. Fogh havde prøvet seancen før sammen med Poul Schlüter, da de grundlovsstridigt forærede undergrunden under den østlige del af Nordatlanten til færringerne. Lykke er gift med en færring og kunne med selvstyreloven cementere, den ulovlige gave til færringerne, så der ikke blev problemer på hjemmefronten. Så han cyklede behændigt Selvstyreloven gennem Folketinget efter at Fogh løb fra borde, til et bedre lønnet job i Nato. Problemet er bare, at det blev gjort uden det nødvendige flertal i Folketinget og uden en folkeafstemning omkring suverænitetsafgivelse. Dermed forærede duoen Fogh og Lykker grundlovsstridigt for 200.000 mia. kr. råstoffer bort sammen med enorme territorialinteresser. I stedet må dansker nu drømme om, at udvinde råstoffer af asterioder og kometer, der lejlighedsvist flyver forbi vores klode. Kinesere og amerikaner er de to herre meget takskyldige og står parat med de nødvendige investeringer og politisk agtpågivenhed. Som Hillary Clinton udtrykte det da hun besøgte København i efteråret 2012 “You are so generous”, med slet skjult adresse til, at Fogh og Lykker for hver dansker har sendt for 40.000.000 kr råstoffer ud af landerfor at kunne berige kinesere, amerikanere og andre, der viger den lokale befolkning på Grønland den mindste interesse. Om få år har hver ande, der er bosat på Grønland en MBA fra MIT eller Harvard. Årsagen skal søges i en bovlasm presse, der som Peder Brüchmann og hans kolleger skrotter alle meninger, der ikke er i overensstemmelse med det kodeks, der er aftalt pressefolk imellem.

  7. Peter Bülow

    Peter Brüchmann skriver, at i 00′erne konkurrerede politikerne om, hvem der kunne byde højest på velfærden. Det er ikke helt rigtigt, for Dansk Centrum, der havde set lyset og allerede i 2001 krævede nedsat skat på lønindkomst samtidig med begrænsning i lønstigningstakten. Men det blev systematisk holdt ude af pressen, der ikke ville trykke læserbreve og kronikker m.v. Selv indkaldelser til møder, blev afvist af en sammenspist presse, der ikke ville give plads til krav om effektivisering i det offentlige og nedsat skat. Anders Fogh fik lov til uden modspil, at fortsætte med at bræge “skattestop”, samtidig med, at titusindvis af værdiskabende arbejdspladser forsvandt ud af landet og hæderkronede danske virksomheder mistede dansk ejerskab grundet alt for lav indtjening i erhvervslivet, der umuliggjorde investeringer i nye produkter og i effektiv bearbejdelse af nye markeder. Dermed fik VK-regeringerne ikke et politisk modspil fra den borgerlige fløj og kommunalreform, nedlæggelse af kaserner, folkeskolereform, omlægning af Skat, politireform m.v. blev gennemført uden det mindste krav til rationalisering og besparelser. I stedet skulle lønningerne stige og antallet af offentligt ansatte øges. Værre blev det, da VK-regeringen kørte helt skævt i spørgsmålet om Grønland og de danske rettigheder i Arktis. Lene Espersen stod så meget af på Anders Fogh Rasmussens forberedelser til Selvstyreloven, at hun valgte at tage på ferie i stedet for at tage til møde med Arktisk Råd sammen med Hillary Clinton, for at drøfte bl.a. ejerskabet til Nordpolen og grundstoffer i Arktis. PÅ den led havde Fogh og Lykke frie tøjler til at gennemføre Selvstyreloven, der endte med at blive vedtaget i strid med Grundloven. Fogh havde prøvet seancen før sammen med Poul Schlüter, da de grundlovsstridigt forærede undergrunden under den østlige del af Nordatlanten til færingerne. Lykke er gift med en færing og kunne med selvstyreloven cementere, den ulovlige gave til færingerne, så der ikke blev problemer på hjemmefronten. Så han cyklede behændigt Selvstyreloven gennem Folketinget efter at Fogh løb fra borde, til et bedre lønnet job i Nato. Problemet er bare, at det blev gjort uden det nødvendige flertal i Folketinget og uden en folkeafstemning omkring suverænitetsafgivelse. Dermed forærede duoen Fogh og Lykke grundlovsstridigt for 200.000 mia. kr. råstoffer bort sammen med enorme territorialinteresser. I stedet må dansker nu drømme om, at udvinde råstoffer af asteroider og kometer, der lejlighedsvist flyver forbi vores klode. Kinesere og amerikaner er de to herre meget takskyldige og står parat med de nødvendige investeringer og politisk agtpågivenhed. Som Hillary Clinton udtrykte det da hun besøgte København i efteråret 2012 “You are so generous”, med slet skjult adresse til, at Fogh og Lykke for hver dansker har sendt for 40.000.000 kr. råstoffer ud af lander, for at kunne berige kinesere, amerikanere og andre, der viger den lokale befolkning på Grønland den mindste interesse. Om få år har hver anden, der er bosat på Grønland en MBA fra MIT eller Harvard. Årsagen skal søges i en bovlam presse, der som Peder Brüchmann og hans kolleger skrotter alle meninger, der ikke er i overensstemmelse med det kodeks, der er aftalt pressefolk imellem.

  8. Carina

    I 00-erne blev der sat en bremse i den masseindvandring af bistandsklienter fra den tredie verden, som S-R-SF og Enhl. havde ansvaret for op gennem halvfemserne. Den øvelse har sparet os for et tocifret milliardbeløb, men glemmes behændigt, når de blegrøde som f.eks Brüchmann nu skal til at omskrive historien.

    Lige så behændigt glemmes det, at sygehusvæsenet var blevet udsultet i halvfemserne under Nyrup, og at en betydelig del af den offentlige udgiftsstigning gik til at bringe vort sygehusvæsen på fode.

    Vi er en del, der er så evigt lykkelige for, at vi havde den regering, vi havde i 00-erne.

    Derfor bør Brüchmann & co ikke have held til at omskrive historien. At der var ting, der kunne være gjort anderledes set i bagklogskabens ulideligt klare lys, bør ikke gøre nogen ændring i helhedsbilledet.

  9. Erik Immerkær

    Vi ligger, som vi selv har stemt. Når en stor del af befolkningen ikke kan skue længere end deres egen næsetip (eller pengepung), så går det som det er gået. Det er svagheden ved demokratiet. Mange kender ikke betydningen af konkurrenceevnen. “Det går jo nok”.

    Der er ingen stemmer i at “forkæle” erhvervslivet – og dermed konkurrencen. Derfor forfalder selv de borgerlige til at lefle – mere end ansvarligt er – for vælgerne i håbet om at beholde/få magten.

    Nu er vi kommet så langt ud, at de fleste politikere – rød som blå – ikke længere kan skjule, at jobs’ne er smuttet ud af landet, og at livremmen derfor skal spændes voldsomt ind.

    Min frygt er, at det kun er toppen af isbjerget. At vi reelt er kommet så langt ud i håbløsheden, at ingen politikere med respekt for sit eget genvalg, tør fortælle os sandheden…!!

  10. Børge R. Jensen

    Igen glemmes samfundet uden for Christiansborg. På den måde fremstår Christiansborg som et parallelsamfund.

    Før finanskrisen var samfundet uden for Christiansborg præget af mangel på arbejdskraft trods høj beskæftigelse. To effekter blev høje lønstigninger og skuffede kunder. På Christiansborg var effekten overskud på statens finanser. Desværre lærte erhvervslivet åbenbart intet andet end placering af ethvert ansvar hos den til enhver tid siddende regering. Det tager private erhvervsledere sig godt betalt for.

    De høje lønninger opstod nok dels ved tillæg for overarbejde og ubekvem arbejdstid og dels ved, at virksomheder overbød hinanden for at få den bedste arbejdskraft. Næste problem blev afvisning af nye ordrer og nyhedsmediers historier om useriøse håndværkere. Samtidig blev opsparinger og lånemuligheder opbrugt, hvorefter fulgte usikkerhed om fremtiden.

    Så ja, konkurrenceevnen blev nok forringet, men det er uklart hvordan. Dansk erhvervsliv taler gerne om skatter og afgifter, men glemmer deres egne roller som de, der både skabte en lønspiral for de bedste medarbejdere og afviste mulige kunder. Konkurrenceevnen blev svækket af, at danske virksomheder ikke kunne levere det, der blev efterspurgt. Siden har erhvervslivet fralagt sig ansvaret for ansættelser, investeringer og uddannelse, som kunne øge produktionskapaciteten.

    Et andet spørgsmål er, hvad effekten er for dansk erhvervsliv, når den andel af overførselsindkomster, der omsættes til forbrug, bliver mindre. Nogle vil nok hævde, at overførselsindkomster ikke skaber forbrug, fordi det er andres penge. I lande med lavere el. ingen sociale ydelser har høj arbejdsløshed mærkbar indflydelse på samfundet, fordi købekraft og betalingsevne forsvinder.

    De seneste ti års erfaring viser, at det eneste, der opnås ved forkælelse af dansk erhvervsliv, er øgede krav fra samme erhvervsliv. Nogle virksomheder har dog udtalt, at de kan tilpasse sig givne forudsætninger, hvis de får tid til det.

  11. Jens Peter Hansen

    Ja, vi har krav om en omvendt Robin Hood fra det yderste højre og den førte økonomiske politik igennem de sidste 10-15 år har været omvendt Keynesiansk.

    Det gik ikke ufatteligt godt, men det går næste for godt. Eller hvad Fogh nu sagde i sin nytårstale i 2008.

    Rentefri boliglån. Olieindtægter, som blev brugt til generelt forbrug og skattelettelser til de højestlønnede (i Trickle Down ideologiens hellige navn).

    Sikke en fest det var. Altså lige indtil det blev skatteyderne, der skulle redde Maersks unansvarligt warpspeed-voksende bank. Men det var da godt, at Lene Espersen kunne sørge for, at Maersk ikke fik udvandet sin ejerandel.

    Nu skal der så spares. Trickle-down ideologien virker ikke, men det vil politikerne ikke indse, så de forlanger bare endnu mere omfordeling fra fattig til rig.

    Studerende og kontanthjælpsmodtagere skal betale så erhvervslivet får det endnu bedre. I et land, hvor erhvervsklimaet allerede er bedre end i stort set alle andre lande.

    Hvis så bare det der erhvervsliv også ville starte med at betale skat, men det er de jo ikke så meget for. I stedet ansættes endnu en østarbejder til 60,- i time og lidt fiks bogføring og intern fakturering med datterselskabet på Cayman Island orden overskuddet.

    That’s a fine mess you’ve brought me in .. Frit efter Gøg og Gokke.

  12. J. H. C.

    Er det ikke totalt ligegyldigt hvem der har sagt eller gjort hvad før idag? Er det ikke kun et spørgsmål om hvad der bliver gjort i morgen og “resten af fremtiden”?

    SPØRSMÅLET ER “HVAD VILLE EN KLOG OG DYGTIG VIRKSOMHEDSLEDELSE GØRE HVIS DANMARK VAR DERES VIRKSOMHED?”

    Hvis man havde ansvaret for mere end 5,6 millioner aktiver, ville man så ikke sørge for:

    1) at de var så teknologisk udviklede/opdaterede (uddannede) som økonomisk forsvarligt?

    2) at de blev løbende/forebyggende vedligeholdt (helbredt), så de bevarede absolut mest muligt af sin produktionskapacitet (arbejdsevne) indtil de tilsidst var 100% slidt ned og ophørte med af fungere (døde)?

    Ville man ikke også betale de fulde omkostninger (løn -mindsteløn) for dem mens de blev udviklet og vedligeholdt (hvem skulle ellers betale og tror man et aktiv bliver billigere fordi det ikke anvendes)?

    3) Hvis man ikke kunne udlåne sine aktiver med fortjeneste til andre virksomheder (det private erhvervsliv), ville man så betale de andre virksomheder for at låne dem reelt “mod” deres vilje/behov eller ville man forsøge at anvende dem selv til at producere nye varer til nye markeder?

    Ville man i givet fald vælge en pseudo/minimal konkurrence med ens kunder (så de ikke stopper med at være kunder), som man så ville råde bod på ved at tilbyde kunderne om at købe dette “ikke fokusområde” ud af ens virksomhed til en fair markedspris (privatisere) så snart dette blev interessant for ens kunder (det private erhvervsliv)?

    Ville dette være til alles fordel på både kort og lang sigt?

    4) Hvis man havde næsten uanede mængder af tilgang til aktiver der ville kunne lave R&D (udvikle) produkter/ydelser hvis materielle/immaterielle IP rettigheder mv. ville kunne øge ens virksomheds produkter/ydelser og dermed markedsandele og omsætning i årene fremover, ville man så ikke udnytte denne kapacitet til det yderste (oliestater gør det med olie, så hvorfor gør vi det ikke med viden?)?

    5) Ville man gøre alt for at undgå at små 2,2 millioner aktiver gående passive mens de forbruger masser af ressourcer uden at bidrage med værdi (produkter/ydelser)?

    Og ville gøre alt for at undgå at have omkring 25% (en lille million) af den samlede produktive aktivmasse bundet op på at lave intern administration?

    Ville man på en hånd kunne tælle hvormange aktionærer, ledere, medarbejdere eller kunder ville overhovedet være interesseret i at være assosieret med en sådan virksomhed?

    Ville man sige at en sådan virksomhed overhovedet ikke kunne eksistere i den virkelige verden?

    Det er ret nemt at finde det eneste rigtige svar der er på disse spørgsmål – ikke sandt?

    KAN NOGEN SÅ VÆRE SÅ VENLIGE AT FORKLARE MIG HVORFOR DER IKKE FINDES EN ENESTE FOLKETINGSPOLITIKER DER HAR INDSET AT DE ER ANSAT I LEDELSEN (FOLKETINGET) AF DENNE VIRKSOMHED OG ALT HVAD DE ALLE SAMMEN PT. GØR STRIDER I MOD ALT HVAD DER HEDDER GOD VIRKSOMHEDSLEDELSE???

    Har jeg et bedre forslag?

    Ja, som rådgiver er det ikke svært og jeg har som udgangspunkt 10 punkter der anviser en hovedvej til løsningen af alle ovenstående udfordringer, som samtidigt vil forbedre konkurrenceevnen for vore virksomheder, minimere integrations og socialproblemer, samt meget mere, men jeg er rådgiver – ikke politiker/Folketingsmedlem og indtil de som landet/virksomheden Danmarks aktionær valgte ledere er villige til at lytte, er rådgivning (min eller andres) bare noget der samler støv på reolen, mens virksomheden fortsætter af samme kostbare spor som den har fulgt i årevis.

  13. J. H. C.

    En hovedvej til en “snuptagsløsning”?

    ————— 10 inspirationsideer ————————-

    1. Alle har per definition en arbejdsevne på 160,33 timer per måned inklusiv pauser

    2. Alle der ikke udnytter hele deres arbejdsevne i det private erhvervsliv eller i de (meget få) “tjenestemands lignende” offentlige jobs der er krævet i centrale og ufravigelige offentlige jobs (f.eks. dommere, politi, folketingspolitikere)

    SKAL tilbydes arbejde i det offentlige (GARANTIJOBS) til en mindsteløn på 20.000 kr. brutto alt inklusiv.)

    3. Alle børn (0-18 år) skal tilbydes fuldtidsansættelse i en offentlig uddannelses/udviklingsvirksomhed der lærer dem alt hvad der er nødvendig for at være en velfungerende voksen borger i DK (sprog, kultur, lovgivning, værdier, …).

    Da de er børn, så betales der kun ½ mindsteløn – forældrene dækker selv ( efter evne og ud af egen lomme) resten.

    4. Alle voksne (18- … år) skal tilbydes et “klippekort” med “7″ års fuldtidsansættelse til mindsteløn i en offentlig uddannelses / udviklingsvirksomhed, der giver dem mulighed for specialisering og dermed klæder dem på til fremtidige jobs i erhvervslivet.

    5. I tilfælde af nedsat arbejdsevne (“sygdom”) – kortvarigt, længerevarende eller permanent – skal alle tilbydes kompenserende ansættelse i sundhedssikringsjob (til 1:1 kompenserende mindsteløn) med fokus på forebyggende / behandlende / helbredende / vedligeholdende sundhedsbehandling inklusiv eventuelle hjælpemidler og medicin, med det primære formål at sikre den størst mulige livslange arbejdsevne (og dermed velfærd/livskvalitet).

    Sekundært at bevare mest muligt af en delvis arbejdsevne og sidst men ikke mindst at minimere deres støttebehov fra det offentliges side mest muligt og længst muligt.

    Sygdomme der ikke påvirker den enkeltes arbejdsevne, skal kun behandles af det offentlige (på det offentliges regning), såfremt samfundets økonomi tillader det og et flertal beslutter det – variabelt (politikerne/”etisk råd” valgt) sundhedssikrings tilvalg/fravalg fra samfundets side.

    6. Alle der takker nej tak til ovennævnte job muligheder for at udnytte deres arbejdsevne, skal selv finansiere deres tid (fri, ferie mv.)

    7. I det omfang, at der er folk der ønsker at få ansættelse (til mindsteløn) i et offentligt garantijob, skal det offentlige oprette mindre virksomheder der indenfor en 5 årig periode udvikler produkter/services og sælger dem ind – som udgangspunkt i nye eksportmarkeder og uudnyttede eksportmarkeder (bygge markedsandele).

    En del af dette arbejde vil naturligt blive at udvikle nye produkter/services.

    Efter 5 år skal det offentlige udbyde disse virksomheder til salg til markedspriser til det private erhvervsliv (inkl. ledelsen/medarbejderne), hvorefter nye offentlige virksomheder opstartes.

    8. Alle virksomheder skal gøres skattefri mht. den del af deres overskud der forbliver i virksomheden og medvirker til konsolidering, videreudvikling og vækst (flere medarbejdere, eksport indtægter mv.)

    Ingen virksomhed skal modtage samfundsstøtte udover skattefriheden, tilgængeligheden af højt kvalificeret (uddannet/specialiseret) arbejdskraft med en høj arbejdsevne.

    Alle virksomheder skal på lige fod med den individulle borger betale afgifter (typisk ifm. noget samfundet har udgifter på set over tid, f.eks. CO2 fra afbrænding af fossile brændstoffer)

    9. Alle borgere skal betale en bruttoskat på 50% af enhver form for indtægt (ikke gaver baseret på private personers allerede beskattede midler (opsparinger)).

    Samfundets øvrige afgifter skal i videst mulge omfang defineres ud fra et forventet kort, mellem og langt tidsperspektivs skadevirkning og dermed øgede omkostninger for samfundet (røgtobak kontra sundhedsbehandling).

    Samfundet opkræver ikke “malkeko skatter” så som registreringsafgift, grundskyld og ejendomsskatter, men derimod brændstofafgift og hussalgsfortjeneste skat (= personskat).

    Skulle samfundet generere overskud, så fordeles 50% af dette ligeligt som lønindtægt/bonus mellem samtlige danskere (0-… år).

    10. Samfundets økonomiske straffe for “kriminalitet” (f.eks. køre for stærkt) skal være indtægts/formuebestemt (evt. med en rimelig streng laveste grænse aht. udlændinges (erhvervs eller ferie) rimelige “afstraffelse”.

    Efter “3 klip” (straffe) fordobles straffen efter den er beregnet. Efter endnu “3 klip” fordobles straffen (igen) efter den er blevet beregnet osv (dvs. 1,1,1,2,2,2,4,4,4 gange straffen).

    Efter 3 * “3 klip” idømmes desunden konfiskation og/eller frihedsberøvelse.

    ———————– 10 inspirations ideer ———————

    Dette er kun inspirationsideer, men indtil andre byder ind med noget bedre, så …

  14. sofie

    Peter Bulow du har desværre en pointe!

  15. poul andersen

    Det er helt galt i muddergrøften ( borgen ) der kastes til
    både højre og venstre, men landets problemer bliver jo
    ikke løst af mudderkampe,se hellere at få arbejdstøjet på
    og kom i gang,der er nok at tage fat på. Der bliver jo ikke
    skabt arbejde, før der bliver arbejdet for det, og da det ikke
    kommer af sig selv, må de såkaldte folkevalgte stramme
    sig op, og få lidt fart på, det haster hvis ikke Danmark skal
    falde helt ud konkurrencen, så andre lande er klar til at
    overtage vor plads,så glem mudderkastningen og se at
    komme i gang, hellere i går end i morgen.
    ,

  16. Kc

    Nej det er bestemt ikke let for det danske folk, at falde
    fra slaraffenland og havne i muddergrøften.

    Vi danskere har vel de sidste 20-30 år oplevet en stadig
    stigende levestandard. Alle har fået sin del af de søde
    sager.

    Der sker så det, at goderne bliver til selvfølgeligheder og
    så hedder det ikke længere tak!
    I stedet er det blevet til: Krav, “det er min ret”………………

    Men det bærer selvfølgelig ikke i længden og vi danskere
    må se i øjnene, at fløden er blevet til skummet mælk.

    Vi må sluge den bitre pille, at nu har vi ikke kun vore
    lokale samfundsnassere, men en kæmpe flok af udefra
    kommende samfundssnyltere. Så de søde sager er yderligere svundet ind.

    Havde vi haft kloge politikere, havde vi måske kunne
    undgå det store plask ned i muddergrøften, men det har
    vi altså ikke. Derfor må vi se på alle disse lapperier uden
    de store visioner.

    Det store spørgsmål er så: Kommer vi op af muddergrøften eller bevæger vi os længere og længere ned i dyndet?????

  17. J. H. C.

    Baseret på “10 inspirationsideer”:

    Hvis det er et betalt job at gøre sig selv til en kvalificeret voksen og det er et betalt job at sikre man er “rask” og har maksimeret sin arbejdsevne, hvor svært vil det så være at ende på permanent offentlig passiv forsørgelse?

    Hvis der er garanteret et produktivt og indtjenende job, med en høj sansynlighed for skabelse af flere værdier end omkostninger, hvor mange vil så reelt have en netto omkostningsprofil set med samfundets øjne?

    Hvis man kun kan opretholde en dagligdag hvis man har en opsparing eller hvis man har et job, hvor nemt er det så at begå socialt bedrageri?

    Hvor nemt er det at stå udenfor og ernære sig som kriminel uden at blive opdaget?

    Hvis alle bidrager (frivilligt og efter eget valg, for man kan jo takke nej til alle samfundets tilbud), hvor nemt vil det så være at forbedre Danmarks samlede konkurrenceevne og samtidigt sikre en meget høj grad af velfærd?

    Hvis man arbejder med at uddanne sig som et lønnet job (160,33 timer per måned, med 5-6 ugers fri/ferie per år og i gennemsnit 1 uges sygdom +/- per år), hvor højt niveau af delt almenviden ville man så ikke kunne nå på de første 18 år og hvad vil det ikke have af næsten ubetalelig værdi for den enkelte og samfundet?

    Hvis man anvendte samme model på voksen specialiseringsuddannelserne, hvor lang tid ville så en “5″ årig uddannelse tage – 3 maks 4 år med et resultat der mindst er lige så højt?

    Hvis det samfundet havde et stort antal garantijob eksport udviklingsvirksomheder, samt alle de nødvendige offentlige virksomheder, hvor svært ville det så være at tilbyde de praktik og erhvervserfaringsjobs som det private erhvervsliv ikke kan/vil/ønsker at tilbyde?

    Hvis alle er sikret et tilbud om arbejde fra vugge til grav, hvorfor så ikke frigive og beskatte alle pt. bundne pensionsmidler, så samfundet får et større beløb der kan hjælpe med finansiering af investeringer i en overgangsperiode og alle med en opsparing kunne bruge denne frit til f.eks. gældsnedbringelse?

    Hvis denne model indføres, hvad ville man så ikke spare af offentlig støtte til medicin, husleje, fripladser, alene tillæg og så videre?

    Hvis man arbejdede med en form for næringsbrev, som man kan miste efter 111 222 444 3-klips “straffe/ indordningsmodellen” modellen hvis man beskæftiger folk ulovligt, misbruger samfundets regler, snyder i skat (f.eks. sort arbejde), hvor stor en grad af “opdragende ansvars/konsekvens effekt” ville man så ikke opnå til glæde for ensartede fair fri konkurrence, arbejdsforhold og ordnede troværdige og tillidsfulde vilkår for alle?

    Hvis vi som samfund opbygger en konstant stigende mængde af “opfindelser” der “lejes” af private virksomheder i Danmark/globalt og som medvirker som indtægtskilde for samfundet – en indtægtskilde der på sigt sikrer at virksomheden Danmark skaber et overskud der udbetales som udbytte til de 5.6 millioner aktionærer, ville det så ikke gavne os alle på den bedst tænkelige måde?

    Hvem, fra LA til EL kan i princippet være modstandere af den samlede løsning?

    Hvem kan forbedre den samlede model og hvordan?

    Hvad stopper os (politikerne i folketinget)?

  18. h.munk

    Mer vil ha’ mer. Det fik vi i overflod i det glade blå årti. Nu skal regningen betales. Kan det virkelig komme bag på nogen? Alligevel vil et flertal have den regering tilbage som handlede økonomisk uansvarligt – støttet af DF. Forstå det hvem der kan.

  19. sofie

    h.munk.Tvind er det stålende bevis på socialisternes (liberalistiske)griskhed ,men siden er der ikke begået samme dumhed ved offentligt skue.
    Hvem tror du er rigest-eliten blandt de røde ,eller eliten blandt de blå?
    Hvem tror du har flest aktier -de røde (det er ikke arbejderne) eller de blå?

  20. Christensen

    Langt fra alle deltog i festen, men deltagerne tvangsudskrev stort set alle til at deltage i oprydningen.
    Sådan gør kapitalismen brug af socialisme.

  21. Steen Mølgaard

    Så er det da godt, at der er råd til forøget ulandsbistand og fortsat import af sociale klienter fra ikke-vestlige lande!

    SFSR’s prioritering er ikke til at tage fejl af – den danske befolkning skal skiftes ud med en mere føjelig en af slagsen!

  22. Børge R. Jensen

    Mange deltog i den omtalte fest på den måde, at de kom i beskæftigelse. Nogle mistede jobbene igen, da festen sluttede. Det, der nu kaldes høj ledighed, er tæt på det, der tidligere blev kaldt fuld beskæftigelse.

  23. Niels Olesen

    Er krisen så stor, og har den overhovedet noget at gøre med vores samfundsmodel?

    Glem ældrebyrden – 3.400.000.000.000 kr på kistebunden, af hvilke der skal betales skat:
    “Danske pensionister kan gå hen og blive for den danske stat, hvad olien er for den norske stat: En guldåre, der redder velfærden.”

    http://www.dr.dk/P4/Aarhus/Nyheder/Aarhus/2013/01/29/101527.htm

    “Af uventede indtægter i endnu større skala kan også nævnes sidste års pensionsskat, der tilførte staten 43 milliarder kroner mod de forventede 12 milliarder kroner.”

    http://www.ugebreveta4.dk/2013/201307/Torsdag/uventede_indtaegter_ryger_i_sparegrisen.aspx

    Krisen tales i den grad op, og positive nyheder underbelyses. De ældre er en økonomiske ressource; samtidigt med snak om dårlige muligheder for erhverslivet kåres Danmark af forskellige økonomiske tidsskrifter, som et af de lande, hvor det er bedst at drive forretning.
    http://www.landbrugsavisen.dk/Nyheder/Netnyheder/2012/10/23/Danmarkfaartopratingforerhvervsvenlighed.htm?fag=A

    Det, som betegnes som realisme, er snarere et af midlerne til at nå nogle politiske mål.

  24. jenni

    Og i dag er Mærsk her igen-igen med milliardoverskud.
    Milliarder til den danske statskasse.

  25. jenni

    Niels Olesen samtidigt med snak om dårlige muligheder for erhverslivet kåres Danmark af forskellige økonomiske tidsskrifter, som et af de lande, hvor det er bedst at drive forretning.

    Det er probaganda ligesom, at Dk er mindst korrupt.
    Vi ved, det ikke passer.

  26. Nanna

    Det er let at være bagklog:

    “Hvor ville det klæde alle partier, hvis de indrømmede, hvor de tog fejl dengang.”

    Men hvis de respektive partier havde ført en anden politik, ville det have afspejlet sig ved folketingsvalgene og konsekvenserne kender ingen.

Skriv kommentar