Her er sportens nytårsforsæt for 2013

 

Kommentar: Kære tv-seere, læsere og brugere, vi bliver nok ikke alle sammen perlevenner i 2013, men det skal vi heller ikke være. Vi har nemlig et arbejde at gøre.

Kære Jacob Staehelin, Flemming Fjeldgaard, Frederik Lauesen, Tine Bendix, Christian Thye-Petersen, Allan Olsen, Søren-Mikael Hansen og alle jer andre gode sportsredaktører i danske medier – og jeres chefer.

Når I nu i morgen aften står der med alle jeres koner og de enkelte mænd og tænker på nye solskinsrejser i 2013, opgraderede stationscars, farvel til de elskede Blå Kings, goddag til Kayano-løbeskoene fra forrige jul og gode ønsker for ungerne, så reserver lige et øjeblik til jobbet også. I går nemlig ind i et år, hvor jeres branche i helt særlig grad skal til eksamen.

2013 bliver året, hvor sportsjournalistikken på dansk modersmål skal bevise, at den er blevet voksen. Skal bevise, at den vitterlig er vokset ud af klaphatten og klar til at få sig uvenner. Måske ligefrem klar til at gå forrest og vinde fine journalistpriser for ordentlig, kritisk og undersøgende journalistik.

Jeg taler om de helt grundlæggende og ødelæggende angreb på sportens sjæl, hvor vi er vokset langt ud over den enlige dopingtosse og en skuffekontrakt med sorte penge hos ligaens brådne kar.

Hele sportens sjæl er massivt angrebet af mistanker om matchfixing, massive og nu nærmest 100 procent kortlagte dopingproblemer, pantsatte fodboldspillere på mærkværdige desperado-kontrakter, der ville få Enhedslistens kamptropper til at gå i selvlysende mode, hvis de vidste, hvad der stod i dem. Og andre former for juridisk og etisk snyd.

Jeres problem er, at jeres publikum ikke ønsker, at I bruger krudtet på at grave dybt relevante historier frem. En del af dem i hvert fald. De er der, ligesom mange af jeres journalister, for fascinationen og begejstringens skyld. Men det er vigtigt, væsentligt, ja det er en afgørende rolle for sporten og for jeres medier, at I tør få uvenner hos jeres kilder samt jeres læsere og seere i 2013. Jeg vil nærmest gå så vidt som til at sige, at det er en pligt i jeres publicistiske virke, og at bør være et nytårsfortsæt.

De to altoverskyggende historier i sportens verden i 2012 har været USADAs rapport med Lance Armstrong i fokus og danske Bjarne Riis i en mindre birolle, som han hidtil har håndteret med en nærmest diskvalificerende strudse-taktik og så de økonomiske problemer, som først AG København og siden Brøndby kom ud i. De to historier – doping og dårlig økonomi/ledelse – er ganske sigende for national og international sport anno nutiden.

Bjarne Riis er nu på 120. døgn i gang med den mest besynderlige gemmeleg og det går nok over. Sportspressen er også lykkeligt igang med at glæde sig til 2013 med overskrifter som »Bjarne er glad og lettet« (TV2), »Bjarne Riis er topscorer på årets indkøbsliste« (Politiken) og »Sådan spiller Riis sine trumfer i 2013« (sporten.dk). Der ligger stadig et sandsynligt svigt, som ikke er blevet forklaret eller manet i jorden med et modangreb på Tyler Hamilton. Den kan ikke bare fejes ind under gulvtæppet af hverken Riis, TV2 eller vi andre. Heller ikke selv om en del af især det publikum gerne vil.

Og det har nogle omkostninger. Bradley Wiggins vil blive eddikesur, når man løfter øjenbryn over, at Team Sky pludselig kan blive nr. 1 og nr. 2 i Touren, være bedst i bjerge, bedst i sprinter og bedst på tidskørsel i samme løb.

Jeg taler ikke for en automatisk mistænkeliggørelse af vinderen, men om simple kritiske spørgsmål, som er betinget af de fleste af forgængerne på podiet. Studier viste, at rytterne i 2012 lå 10 procent under årene 1999-2000 på watt-forbrug pr. kg, hvilket indikerer en mere naturlig, ren sport. Men al historik har også lært os at være skeptiske.

UCI skal saftsuseme også holdes i ørene, fordi deres historik rummer en af sportshistoriens største og mest inkompetente benægtere, den hollandske tåbe af en ærespræsident, Hein Verbruggen. UCI og flere hold vil stadig smide ryttere og direktører, der indrømmer brug af doping ud. Det er en direkte tilskyndelse til omerta, tavsheden og en helt forkert tilgang i en sport, der er ved at rydde op.

På team saxo Bank Tinkoff Banks hjemmeside kan man købe Bjarne Riis’ biografi for 160 kroner. Den koster 349, hvis du vil have den signeret. »Stages of light and dark« – etaper af lys og mørke, hedder den meget passende på engelsk.

Bjarne Riis er en ganske central person i nutidig dansk kulturhistorie. Store ord, men han er den nutidige globaliserede ener, der både rækker ud og er det uperfekte menneske.

Men lige nu er hans cirkel ikke sluttet. Han er kørt af sporet. Lad os hjælpe Bjarne og sporten tilbage. Med hvad det nu kræver.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Vi prøver at indføre et lødigt debatniveau, så man ligesom på avisernes læserbrevssider skal ‘spille sig på’ med et sobert niveau. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden

 

11 kommentarer

  1. Per Jensen

    Er ved at være godt træt af at der konstant skal ses tilbage og ikke frem når det gælder cykelsport. Der er ingen der er efter alle østlande og hvad med Kina der den dag idag har omfattende doping. Gå efter dem der gør det idag, og brug tiden på det.
    Hilsen
    PJ

  2. Palle Jæger

    Som sædvanlig finder I jeres prügelknarper og går benhårdt med skyklapper på. For jer har det været vigtigere at føre den levende tvilling frem som et sandhedsvidne. Er hans bog ikke stadig bestilbar på BT ? Hedder den ikke : Hvordan jeg løj mig igennem hele min karriere, hvordan jeg blev dybt alkoholiseret, mistede mine penge, og derfor er nødt til at tjene penge på råddenskaben jeg selv var dybt involveret i ?

    Uagtet at andre fra tidens hold hos BR har lagt den organiserede doping død, så passer jo ikke til jeres agenda vel. En troværdig Nordmand en troværdig Spanier og en tysk ditto har klart sagt den organiserede doping fra. Det er lige som de ikke rigtig tæller hvorfor ?

    Hvis det ikke handler om den organiserede doping så er der da mange andre at tage fat på:

    Andersen Kyllingen og den helt glemte Brian Holm ? ja vi havde da også en dansk direktør hos Armstrong?. Eller alle de udenlandske holdejere direktører der også var fedtet ind i dopingen fra en tid der ligger 10 år tilbage ?

    Alle er da klar over at dopingen ikke døde med Festina skandalen og hvad den tog med sig, hvorfor forholder BT sig ikke til nutiden i stedet for fortiden for INTET hold kan sige sig fri for at have ryttere der har dopet sig på holdet. Heller ikke Riis, og sikkert heller ikke i fremtiden. Men organiseret doping i dag ? Det tror jeg ikke på.

    Man kan jo i grunden undre sig over at I ikke også går efter Rolf ? Ingen er da i tvivl om at han også har stiftet bekendtskab med griseriet. personligt er jeg sgu ligeglad om han indrømmer det eller ej. Hos mig forandre det intet- jeg er ikke i tvivl. Men hvis agendaen handler om at få en struds til at krybe til korset, hvorfor så ikke Rolf, der jo nu i en halv menneskealder han snart har nægtet noget vi alle ved.

    For mig lugter det vildt af en vendetta af en eller anden grund. Har han svinet en af jeres journalister ?

    Jeg kunne godt mistænke jer for at være så smålige.

    Hvis Bjarne ikke gider tale med jer, så er det vel fuld forståeligt.

    Prøv nu at gå efter nutidens dopingsyndere i stedet, og råddenskaben og dobbeltmoralen bag sporten, der hvor den egentlige magt er. Det er da mere relevant.

    Hvad jeg tror på, er at dopingen lige så stille er på vej ned. Hvilket resultater i bjergene vel bekræfter på tiden.

    Det er fint for mig, jeg gider ikke gamle spøgelser.

  3. Anders s

    Palle Jæger, du er et udsøgt eksempel på folk, der søger at twiste virkeligheden efter eget ønske. Ja, det er sandt, at Riis er BT’s hovedmål. Naturligvis er han det. Fordi han, bare til eksempel, rent faktisk har en afgørende position i sporten i dag i modsætning til Rolf, der “bare” kommenterer.

    Jeg gider ikke engang blive ved. Du og dine er simpelthen så trættende i jeres benægtelse.

  4. Torben Nielsen

    Jeg har intet imod dybdeborende journalistik, men har noget imod selektiv forfølgelse af én sportsgren.

    Hvornår er der en af Brüchmanns journalister, der har spurgt Michael Laudrup om den organiserede doping hos Juventus, Barcelona og Madrid ?

    Man hamrer løs på en sportsgren med store problemer, hvor man dog prøver at gøre noget ved det, imens man ignorerer den største sportsgrens “fejen under gulvtæppet”. Men nu ligger fodbolden jo også Brüchmanns hjerte nærmere.

  5. Palle Jæger

    Anders S

    Du tager helt fejl. Jeg er ingen benægter overhovedet ikke. Jeg er bare en smule afslappet over hvad der skete i sidste og forrige årti, og fatter ikke at det er så vigtig for BT at være så determineret omkring Bjarne Riis. Nu har de hængt ham til tørre i 120 dage, og vil gerne piske stemningen op endnu en gang. Til hvilket formål ?

    Dette her er ingen domstol Anders /Brüchman, og Tyler Hamilton er ingen dommer. Slet ikke med den bagage af utroværdighed han har. Jeg tror mere på Asle- Voigt og Sastre i den forbindelse.

    Jeg er ikke efter Rolf så lader vi da ham bare være ;o)

    Andersen Kyllingen og Holm, er i dag sportsdirektører, så det parkerer da de 3 i samme kategori som Riis, altså fejer det dit argument for at drive klapjagt på Riis solo totalt af bordet.

    Igen jeg synes den klapjagt og måden det gøres på for smagløs, og den hænger mig ud af halsen.

    ps: Anders kan du ikke skrive hvor det er at jeg forsøger at twiste virkeligheden ?
    Jeg skrev at der stadig dopes. Jeg tror bare ikke at der dopes organiseret på Riis`s Hold. Det kan en fordrukken bitter snydepels af en amerikaner ikke lave om på.

  6. PLF

    Selektiv forfølgelse af en sportsgren?

    Der er selvfølgelig også doping i fodbold, men ikke tilnærmelsesvist i samme grad som ved cykling. I cykling er der nærmest ikke en tilbagetrådt rytter der ikke har indrømmet, at de fyldte sig med doping. Selvfølgelig er der stadig organiseret doping i cykelsporten og selvfølgelig er Bjarne stadig involveret. Selvfølgelig skal journalisterne gå efter disse historier. Det er deres ansvar at grave og ødelægge denne sport fuldstændig så den fjernes fra skærmen og pengene bliver væk, hvis ikke sporten rydder op selv. Dette års tourvinder er uden tvivl også dopet. Den største rytter igennem tiden har været dopet. Jeg tror man med stor succes kan spille på, at der aldrig været en tourvinder, der ikke har været dopet. De penge kan man vinde om nogle år, når også mr. Wigins har indrømmet hans dopingbrug.

    Nye unge håbefulde talenter hives igennem den samme dopingsyge klovns ivrige jagt efter at vinde touren, hvis ikke der fortsat graves dybere og hvis ikke journalisterne jagter sandheden. Uanset om vi kan lide den eller ej altså om han er dansker eller udlænding. Ikke så få gange har vi set en rytter blomstre hos Bjarne, der før ikke har været noget eller som efterfølgende er forsvundet ud i den blå luft, det er ikke tilfældigt, og det har ingen ting med naturen eller teambuilding at gøre.

  7. Freddy Rasmussen

    Peter Brüchmann`s og BT`s strategi er helt ensidig:
    Bjarne Riis skal slagtes for enhver pris.
    Da det endnu ikke er lykkedes helt, er det nu nødvendigt at kalde alle sportsjournalister sammen, så skal det lykkes.

  8. HBJ

    Jeg må sige tænke hvor er jeg snart træt af altid skal læse særlig Peter Brüchmann negative kommentar omkring cykel sporten og særlig Bjarne Riis – Kom du videre Peter Brüchmann se dog fremad se positivt på fremtiden i stedet for hele tiden at se tilbage.
    Jeg forstår fuld ud Riis at han ikke gider at bruge så meget som 1 minut på jer journalister – for Riis ser fremad og ikke tilbage – hvad der er sket kan vi ikke bruge noget som helst til :-)
    Se dog positivt på at vi har en dansker som virkelig prøver at skabe verdens bedste cykel hold – så ved jeg godt i at i journalister heller vil fælde dem som gør det rgitig godt og særlig BT.
    Jeg håber for 2013 at i vil se meget mere positivt på sporten og alle vores dygtige sports folk og leder og de ikke bare skal trynes ned i jorden fordi det ikke lige passer jer.

    Trods alt så skal i alle havde et Godt Nytår.

  9. Svend Hørsman

    Hvorfor er du så sur på Bjarne. Det han har skabt ligger langt over, det negative, som er indrømmet.
    Jeg ser frem til at i stopper denne negative omtale af Bjarne og jeg igen kan købe BT som en der glæder mig over Danske præstationer.
    Var du ikke inviteret til Bjarnes bryllup og derfor er sur?

  10. N.P.

    Cykelsporten har altid været smurt ind i doping – jeg tror ikke, at en eneste vinder af Tour De France siden 1960 har været ren. Alle ryttere, der ikke er taget på fersk gerning, burde svare med Bjarne Riis`s ord – jeg er ikke testet positiv – så løj de nemlig heller ikke. Det er trættende at høre på ryttere, som påstår noget andet. Lad Rolf og co. være, det er nok værst for dem selv – vi andre ved jo godt……
    Lad os se fremad og håbe på klogere ryttere.

  11. Peter Nielsen

    For en sjælden gangs skyld kunne jeg holde ud at læse noget fra Peter Brüchmann til ende. For manden har jo ret, langt hen ad vejen.

    Det giver jo ingen mening at skrive begejstret om Riis og hans cykelholds gøren og laden, så længe han lukker i, når det gør lidt ondt.

    Jo forresten, måske giver det mening, men kun, hvis sportsjournalistikken vil begrave sig selv i en kiste uden integritet, foret med smørelse fra sportsindustrien, og dynget til med uendelig ligegyldighed.

    For hvorfor skal vi holde op med at kigge tilbage på noget der er sket – som flere kommentarer ellers synes vil være det rigtige i forbindelse med Riis og professionel cykling?

    Riis snød og bedrog for vildt gennem mange år – ikke kun et par enkelte gange, men overlagt, nøje planlagt, og i et omfang, som vel ikke en gang overgås af Lance Armstrong.

    Det har han nødtvunget indrømmet, men aldrig, gentager aldrig, modtaget nogen dom for, eller selv taget nogen som helst konsekvens af. Han har derefter, i sin egenskab af sportsdirektør, fortsat sit kyniske dopingforetagende – denne gang med at tilvejebringe doping til sine ryttere. I princippet en langt værre forseelse end “blot at dope sig selv”.

    Skal han bare slippe ustraffet fra det? Skal han bare have lov til at fortsætte, som om intet er hændt – alt imens sportsjournalisterne, for gud ved hvilken gang, sætter ham op på en piedestal, og skriver og viser, hvorfor Riis er “nødvendig” for cykelsporten, eller hvorfor Riis og hans dopingcirkus skaber “fantastiske” resultater, o.s.v.

    Jeg er tæt på at kaste op over al denne dyrkelse af det indholdsløse – jeg føler mig simpelthen ramt på noget så gammeldags et begreb som anstændighed.

    Og Peter Brüchmann, så ryger din udmærkede kommentar altså af sporet når du skriver: Riis er en central person i dansk kulturhistorie.

    Jo, måske i en eller anden obskur medieverden. Den medieverden som bruger netop en afart af denne forståelse som ubehjælpsomt forsvar til at blive ved med at fylde linjerne med glorificerende og kritikløs journalistik om Riis og hans projekt(er). Men det passer jo på den anden side meget godt ind i denne reality-tid, hvor (nogle af) medierne, bruger størsteparten af deres mange platforme til at markedsføre det værdi- og indholdsløse.

    Riis er da for helvede ikke en central person i dansk kulturhistorie. Er han at sidestille med vores største nulevende forfattere, kunstnere, tænkere, forskere m.fl. Har han ændret vores samfund i positiv retning? Har han bidraget med spændende tankegods? Har han vist nye veje? Os, der lever i virkeligheden, tænker mest af alt på, at han alt for længe, og i fred og ro, har kunnet få lov til at fremstille sig selv som betydningsfuld – se dette er ikke det samme som at være en central del af dansk kulturhistorie.

    Hold nu fast BT og i andre medier. Pil nu bedraget fra hinanden, istedet for at dyrke det.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.