Send en mail, bessefar

Kommentar: Vi lader 400.000 ældre i stikken med ambitiøse planer for digitalisering

Da vi åbnede første låge den 1. december, lukkede det offentlige samtidig postkassen i. Nu er det slut med at skrive brev eller gøre noget så frygtelig personligt og krævende som at møde op hos stat, kommuner og regioner. Fremtiden er digital, vi skal have gang i det papirløse samfund og Bjarne Corydon har kig på 900 mio., der kan spares ved, at vi allesammen bliver strømførende.

Den store udfordring er umiddelbart, at 500.000 danskere aldrig har brugt internettet. Lidt overraskende er kun de cirka 400.000 af disse over 65 år. Disse mennesker er fremover henvist til at møde op hos Borgerservice eller hos hjælpsomme biblioteker.

Men én ting er ikke-digitaliserede borgere. En anden og ikke helt så målbar dimension er relationen. Stat, kommuner og regioner fjerner sig i vores hastige, rationelle nutidssamfund fra borgerne, og det her øger uvægerligt afstanden.

I samme pulje kommer en lang række private ydelser med bankerne i spidsen. Ejvind Kolding og Co. fra bankverdenen har ret til at være skingrende arrogante og blæse på ældre, dyre kunder med en bankbog i hånden, fordi de er ’urentable’. Men i det samlede billede skaber det en fremmedgørelse og i visse sammenhænge en direkte udstødning.

Meget er naturlig udvikling, og for langt de fleste er digitalisering godt. Netbank er godt, og det er fantastisk, at kammeraterne lige kan overføre 600 kroner til mig via mobilen, når jeg har lagt ud for Bruce Springsteen-billetterne, men problemet er samfundets svageste.

I næste bølge til december 2013 er lægevalg, pasansøgning og forskudsopgørelser på tegnebrættet til at blive rent digitale, og målet er, at 80 procent af al dialog med det offentlige skal være digital i 2015. Vi skal også lære at gå til lægen via web-kamera og en dag kan skole-hjem-samtalen sikkert også klares fra kontoret. Men bliver vi et rigere samfund af det hele? Får vi bedre relationer? Og hvorfor er det, at jeg ikke er sikker på, at Corydons 900 sparede millioner ender med at gå til bedre velfærd for de ældre, men til at lukke et eller andet hul?

Jeg har læst en del strategipapirer og notater fra stat og kommuner, før jeg skrev denne klumme. Ikke ét sted har jeg set et helt afsnit dedikeret til at håndtere de ældre og ikke-digitaliserede. Måske har jeg læst de forkerte. Velux-Fonden har faktisk doneret et større beløb til Teknologisk Institut for at undersøge og forbedre de digitale løsninger. Hatten mere af for Velux end for det offentliges gaspedal.

Lad os lige tage et par tal mere fra Danmarks Statistik 2012: 58 procent af danskere over 75 har aldrig brugt internettet. Især kvinderne er ikke digitale. 45 procent af kvinderne over 65 har aldrig prøvet det dersens net. Det er altså mange, og dem samler man ikke op med Ældre Sagens formentlig glimrende kurser. Jeg ved ikke præcist, hvor meget digitaliserings-bagmændene og Ældre Sagen har kommunikeret op til denne plan. Ifølge høringssvar fra Ældre Sagen er der dialog, men undervisning og incitamenter, der gør det attraktivt at blive digital verdensborger forekommer mere sympatisk end den tvungne vej.

Støt kurserne. Gør det hele lidt mere simpelt. Flere digitale gulerødder og mindre elektrisk pisk.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

Kommentarer på denne blog skal godkendes af moderator, så der kan gå lidt tid, inden din kommentar bliver offentliggjort. Kun kommentarer, der holder sig til emnet bliver bragt – så hvis du vil deltage i debatten, så gå efter emnet, ikke hinanden

 

51 kommentarer

  1. Henrik

    Digitalisering my a**

    Ja, vi har jo alle ret til vores valg :-) Og set skal bestemt ikke blive personligt.

    Lad mig nu alligevel ønske dig en rigtig god jul… også til dine forældre ;-)

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.