Bare hun er mere sulten end Per Stig

Kommentar: Marianne Jelved båret ind på en sky af forventning og +60 er pludselig blevet de nye stjerner på Christiansborg

Jeg var på besøg hos Holger K. Nielsen forleden til en interview-aftale.

Er det hårdt? Spurgte jeg, mens jeg tog frakken af. Det var kun få måneder efter, at jeg var på besøg i samme kontor hos den 27-årige Thor Möger Pedersen, så det var lidt et sceneskifte til den 62-årige skatteminister.

Jeg skal nok lade være at røbe, hvad Holger K. Nielsen svarede til spørgsmålet i den uformelle del af seancen, men vi går næppe for langt ved at sige, at SF’eren arbejder for hyren i sit nye job og sover godt om natten.

Torsdag fik Nielsen og den 53-årige SF-forkvinde, Annette Vilhelmsen, så en klar overkvinde på dimensionen alder i Christiansborgs 2012-rally om det grå guld: 69-årige Marianne Jelved. Hun afløste den i øvrigt også pænt voksne, men parlamentarisk uerfarne Uffe Elbæk på 58.

Det er bemærkelsesværdigt, hvor positivt Jelved blev modtaget, ligesom det samme var tilfældet med Holger K. Nielsen. Det afgørende i modtagelsen er ikke alder. Elbæk fik jo ikke medvind for sine 58 år, ligesom Vilhelmsen ej heller gjorde det for sine dengang 52 år. Det afgørende er erfaringen eller langt mere præcist kompetencen.

Det er den, der betyder noget, når Holger K. sætter sig ind i landets førerhus med Vestager og Corydon og sætter vognen i gear. Det er den, der er afgørende, når Jelved lige om lidt skal forsøge at leve op til den ’dialog’, hun talte så meget om torsdag med skrighalsene fra kunstens og pressens verden – og i mindre grad med de politisk set mere stille eksistenser fra idrætten og folkeoplysningen.

Og så er det kolossalt afgørende, om kompetencen også bliver fulgt af en ild, en motivation til at gøre en forskel og en sult og ydmyghed overfor jobbet. Den fornemmer man hos Holger K. Nielsen, og det er, hvad man forventer af den endnu mere erfarne Jelved, der skal bevise, at hun ikke kommer til kulturen med den sult, som konservative Per Stig Møller havde med sig. Han blev også båret ind i ministeriet på en sky forventninger fra den etablerede kultur, men efterlod sig dybest set to vidnesbyrd: 1) En bitterhed over at være vraget som udenrigsminister af Lene Espersen, 2) En meget dyr tale-radio til eliten i landet.

Marianne Jelved bør kunne løfte kulturen til et højere statusområde internt, hvor det – paradoksalt nok – ofte bliver betragtet som et lavstatusområde politisk set. I en tid med benhård økonomistyring vil skat, beskæftigelse, kommuner og regioner samt velfærdsområder som sundhed og det sociale stadig fylde meget. Men kulturen er også et overflødighedshorn af interesse for befolkningen og et område, hvor man er sikret højtråbende fjender fra det øjeblik, man tager første beslutning.

Mange bruger ordet ’driftsikker’ om Jelved. Tak skæbne, hvor lyder det kedeligt.

Lad os da håbe, at hun har en plan om at gøre en forskel på andet end drift. Lad os håbe, hun har et mod til at foretage nogle valg med sit ministerium. Og lad dem/os så bare råbe og skrige.

Elbæk havde sådan set planerne. Nogle af dem var endda gode. Vi er nok en del, der godt vil have lidt mere Vinterberg, Lukas Graham og ARos for at undvære et symfoniorkester eller  noget Wagner-skrigeri.

Det er også tilladt at kigge udover den sammenspiste kultur-elite med udpræget tyngde i Hovedstaden.

Så gå ind og gør en forskel, Jelved. Bland bare kompetence med mod. Hvis der ikke er nogen, der råber og skriger, når man er kulturminister, så er det fordi man er lidt for ’driftssikker’.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

 

12 kommentarer

  1. Benny Nielsen

    Jeg tror ikke at fruen længere er så hurtig i aftrækket som tidligere.

    Alderen tynger, det kan hun ikke løbe fra den”gamle” sure citron.

    Hun blev valgt alene fordi der nu skal være ro om kulturministeriet og de Radigale. ellers kan det gå grueligt galt.

    Det kunne man tydeligt se på en lettere chokeret Margrethe Vestager.

    Har hun valgt rigtigt denne gang ?

    Tiden må vise det. Fru Jelved har tidligere været tæt på at køre partiet i sænk. Det glemmer alle klakørerne i dag.

  2. Bjarke Aunsbjørn

    Som erfaren som kritisk jurnalist, burde PB, nok udvise en større indsigt end sult.
    Der er tale om driftstabilitet rgeringen kan ikke tåle, denne usikkerhed og fokuseren på de uduelige ministre. Der ikke kan rage deres egne kastanier ud af ilden.
    Prøv at se alle de partiledere og ministre, der var ude at udtrykke tillid til Kultur M.
    Hvad gør kultur M. Han giver alle sine støtter et A-FUCK og skrider.
    Regeringen kan ikke tåle mere cirkus

  3. HumørHenrik

    Hvor var det dog ærgerligt, at hun ikke fik os ind i
    øvroen ved afstemningen i år 2000! Så kunne vi have
    lidt samme skæbne som Spanien & Grækenland.

    “Ældrebyrden” kalder hun smagfuldt vore gamle medborgere. Når mj på et tidspunkt går på pension
    får hun årligt udbetalt et sted mellem 6-7 hundrede
    tusind om året.

  4. Flemming Nielsen

    Gode gamle Marianne. Jeg elsker at “hade” denne politisk erfarne furie med det forunderligt muntre glimt i øjet, akkompagnerende den kontrastfulde, sammentrukne mimik.
    +60 er damen jo og garanteret fuld af underfundig humor midt i den politiske alvors uklædelige deroute.
    Gad vide, hvad hun tænker, denne snu dame med en uforlignelig tæft og kæft for det christianborgske magtspil og tilmed urørlig som en anden primadonna.

    Kulturminister? Hun har vel fortjent det efter så lang tids trofast tjeneste og så mange misbårne mere eller mindre selvforskyldte nederlag i ikke mindst EUs tjeneste.
    Husker vi hende som næsten hysterisk truende fortaler for Danmark indlemmelse i møntunionen, kan det vel kun skyldes, at hun dengang troede fuldt og fast på idéen og ikke blot havde sin egen karriere i spil som en anden bureaukrat med våde drømme om at spise de berømte kirsebær…
    Man ved jo aldrig rigtig med de politkere.
    Damen er rundet af en tid, hvor det politisk engagerede menneske havde en idé – eller i det mindste en ærlig tanke og turde kontante, selvansvarlige udmeldinger, som var fritaget for dumsmarte journalister og medieverdenes forløjede spin.

    Hun bliver sgu nok en god, vel(u)tilpasset og lidt konform kulturminister på sine gamle dage.
    Julius Bomholdt indledte æraen; mon Marianne kan afslutte (videreføre) den med manér?

  5. Steglich-Petersen

    Udbrændt ?

    Færdig med 60 ?

    Næh slet ikke. Jelved er Danmarks svar på Tut Ank Amon.

    Ånden der ikke ville dø.

    Halleluja, hvor det kører i smørsovs for regeringen !

  6. leif

    Det er nok det bedste der kan ske for dansk kulturliv, når det ikke kunne være anderledes, et godt valg, hvis de gode tanker og ideer som Uffe påbegyndte skal videreføres. at uddanne gode artister, som måske med tiden kan springe rundt i tovværket på “Jylland”. Og frem for alt sig nej til “store gaver” som efterfølgende kommer til at koste staten enorme summer (eks. “Jylland” Operahuset osv)

  7. Benny Mortensen

    For en gangs skyld helt enig med Steglich-Petersen.

  8. andersen

    Hun er vel det mest “ufarlige” valg til posten som Vestager kunne vælge…

    Regeringen går tydeligt efter at få ro i gelederne.

    Posterne skal besættes af partimedlemmer der, i kraft af deres erfaring, ikke klokker rundt i manegen og skaber mere fnidder og uro.

    Men – det betyder også en regering der går helt i stå, en regering der spiller de sikre kort, i erkendelse af at man har lavet alle de fejl der næsten kan lade sig gøre. Det betyder i sidste ende en regering der ikke kan ændre situationen og skabe den fremgang regeringen gik til valg på.

    Det allersmarteste den røde blok kunne gøre var at udskrive valg – tomgang får ikke krisen til at forsvinde.

  9. Kc

    Alene det, at fru Jelved er i Det Radikale Venstre gør,
    at jeg ikke jubler over at se hende på den politiske arena.

    Partiet gør intet godt for Danmark, sådan er det bare!!!

  10. Janne Petersen

    Jelved er ikke ‘ufarlig’, tværtimod så er hun trods alder og lunefulde glimt i øjet, som en tandløs tiger, med kløerne i behold.

    Hun var vel nok det bedste bud, i denne lynrokering, og som en gammel garvet politiker, må man så kunne forvente, at alder og erfaring går forud for handlekraft uden tanke.

    Steglich-Petersen har skam ret igen her, ånden i glasset slap ud til nye udfordringer, samt stærkt udtrykte meninger omkring andre politikeres holdninger. Janne.

  11. Steen Jensen

    Kære Brüchmann
    Det er ikke så overraskende, at folk på en frokostavis selv synes de lever fint med et symfoniorkester mindre og uden noget wagnerskrigeri i iPhonen. Det der alligevel overrasker mig er, at du synes det er en holdning, man kan prale med.
    En mand ved en pølsevogn står der vel for at stille sin sult. Hidtil har jeg ikke mødt nogen på sådanne lokaliteter, der mente, det var noget at prale af, hverken ernæringsmæssigt eller kulinarisk.
    Så må det vel være fordi det åndelige niveau omkring en pølsevogn rager en del op over niveauet på en redaktion som BT´s?

  12. Karen Hansen

    Så skal vi igen høre de radikale tale ned til folk…
    Partiet har den helt rigtige forståelse af hvad kultur er..
    Alle der ikke er djøffer ,er i de radikales termologi en flok uvidende idioter..
    Det bliver en hård tid indtil næste valg kommer..

Skriv kommentar