Nu har vi hørt, I kan synge om »store patter« – men vi vil egentlig bare gerne ha’ noget ordentlig bold, tak

Kommentar: Status på sportsmedierne anno 2012

»Hvem var det, der vandt i dag? Det var dem fra (sæt selv klubnavn ind) af. Store patter!«

Der er noget befriende simpelt over mænd, der gør noget, som kvinder ikke forstår. Som for eksempel at fejre en fodboldsejr med at synge om den del af spædbarnsstadiet, som vi aldrig helt har givet slip på. Det, der måske så kan undre også flere af os mænd, er at alle fodboldhold har den samme slagsang. Hvorfor synger de alle sammen om de store linselygter?

Nå, men dagens emne er faglighed.  TV-stationerne betaler nu milliarder for at vise dansk Superliga over de kommende år. Seertallene står stille eller falder samlet set, så hvad er mere nærliggende end at komme endnu tættere på. 8 sekunder med træneren lige før kampen og i pausen. Kamera med i omklædningsrummet, så vi kan få de helt spontane følelser – og altså slagsangen.

Meget fint og fuldt forståeligt, at tv-produktet skal udvikles. Og hvad er mere nærliggende end at spice det op med lidt reality-tv fra baderummet.

Men er det det, seerne vil have? Falder seertallet, fordi vi nu kan vælge mellem i visse uger mere end 25 live-transmitterede kampe?

Forstå mig ret: Jeg vil gerne se Ariël Jacobs slippe det hele fri i omklædningsrummet, men jeg vil også se hans Euro-plan og kende FCKs præcise arbejde med Nicolai Jørgensens rolle og betydning for holdet.

Vi vil gerne se Glen Riddersholm lave en tre-dobbelt John Cleese på sidelinjen, men vi vil også vide, hvorfor hans klub balancerer på kanten af afgrunden.

Overtegnede er af en så velhængt årgang, at jeg i sin tid drømte om at blive sportsjournalist, fordi jeg stod op lørdag morgen for at læse i forældrenes Jyllands-Posten hvilken kamp, der blev sendt i Tipslørdag. Og det var det for den uge. 1 kamp. Og det var stort.

Nu får vi alt det bedste fra alle hylder og med flere kameraer end spillere.

Men midlet i den hårde konkurrence er ikke nødvendigvis forpustet hastighed og overfladiskhed.  Vi ville næppe se mere Onside eller Canal 9, om vi så kom med på spillernes sommer-chartertur til  Cypern og det blev lavet til »Kongerne af Agia Napa«.

Mange trænere og spillere derude er faktisk med på at udvikle produktet og lukke seerne helt ind til taktik-tavlen. At sætte fagligheden i højsædet og lade Per Frimann flytte magnetbrikker med Ariël Jacobs, Kasper Hjulmand og Troels Bech. Eller lade Frimann og det tv-mæssige stortalent Jesper Grønkjær gå 2-mod-1 på FC Nordsjællands Champions League-plan, så vi én gang for alle får boret emnet ud: Er FCN håbløse romantikere eller er det i virkeligheden de individuelle kvaliteter, der gør, at holdet står med en målscore på 3-16? Men det er som om, at pres på seertal altid får de ansvarlige til at søge ned i markedet og ikke op. Er det i virkeligheden en underkendelse af seerne?

Som jeg kender sportspublikummet, er det seere med en viden og interesse på absurd nørd-niveau. Og som gerne vil være klogere og tages alvorligt. Det så vi ved OL, hvor det var Danmarks Radios dækning af sejlsport og basketball, der fik mest credit for faglighed og begejstret formidling. Det så vi ved EM, hvor DR også vandt med blandt andet et suverænt finale-panel med massiv faglig tyngde, mens TV2 kom for letbenet ud. Og det var vel også netop den dimension, der skabte Elming og Bøjgaards NFL-gennembrud i sin tid – ikke cheerleaders, paparazzi-skud og lav fællesnævner.

Sandheden i tv-markedet er vel, at det meste udenom hovedkanalerne handler om at vinde sine nicher. Om at ramme spot-on på i det her tilfælde sportspublikummet.

I september holdt European Association for Sports Managements, en sammenslutning af forskere og ledere i sportens verden, konference i Aalborg, Her blev der præsenteret en stor undersøgelse af international sportsjournalistik på baggrund af en 2011-gennemgang af 80 aviser i 22 lande. Den gav en hård medfart til sportsjournalistikken generelt for at være overfladisk, have nul eller blot én kilde på mere end halvdelen af artiklerne. For at 90 procent af artiklerne var skrevet af mænd og 85 procent handlede om mænd. Cirka halvdelen af artiklerne handlede om fodbold. Lyder det af meget? I Rumænien var det 85 procent..

God journalistik kræver ressourcer. Det kræver, at medierne har eksperter, der kan gå helt dybt på den enkelte idrætsgren, ja sågar den enkelte klub. Det ser vi, når BT går helt dybt ind i OBs, Brøndbys eller AGFs maskinrum og kigger på magtstrukturer. Det ser vi, når flere medier graver ind til sandheden om spillet i Brøndby eller i cykelsporten.

Men det er sandt, at mange ressourcer går til flygtige, hastige og underholdende historier – ofte udført som digital journalistik. Men hvorfor ikke sætte som mål, at sport skal være det mest gravende journalistiske fagområde i 2013? At der hver dag i dit medie skal være en grund til, at de mediestøttede aviser og sites genererer selvstændig, væsentlig journalistik. På alle platforme, så nettet ikke kun bliver let og aviserne tunge.

Sportens publikum er krævende og vidende. Skulle vi ikke tage dem alvorligt, give dem høj faglighed, både når det kommer til fascinationen af idrætten og dagsordensættende historier?

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

 

Om bloggeren

Peter Brüchmann

Direktør i '2020 by Brüchmann' - se www.peterbruchmann.dk - journalistik, foredrag og rådgivning. Udgiver i foråret 2013 bogen 'Generation +' om fremtidens arbejdsmarked, hvor pensionsalderen bliver 77 og vi skal være på arbejdsmarkedet i mere end 50 år. Holdninger på denne blog er Peter Brüchmanns egne.

7 kommentarer

  1. Christian

    Sæt prisen ned på tv.. Sæt prisen ned på stadion.. Det er overpriser. Jeg kan næsten ikke huske hvornår jeg sidst havde lyst til at gå på stadion, mad, øl, og en billet løber jo hurtigt op i 300-400 kr.

  2. Morten

    Hej Peter Brüchmann. Jeg er fuldstændig enig i dit indlæg. Men jeg savner lidt en forklaring på hvad i gjorde på BT for at højne dette niveau, da du var chefredaktør.

    Det jeg savner pt. er at man som avis også vælger de bedste eksperter til at kommentere på forskellige hændelser, og ikke kun vælger den ekspert der kan skabe de største sensation overskrifter. Eksempelvis med Brøndby, så ser jeg pt. BT bruge Fernando Olsen til at kommentere de økonomiske forhold i klubben, mens man sjældent bruger Jesper Jørgensen fra Deloitte som har økonomisk baggrund.

  3. Svend

    Sportsjournalistikken i Danmark er piv ringe. Absolut uden væsentlige analyser og gennemarbejdede betragtninger fra folk der har forstand på sport.

    Det er lige så slemt i England, men der kan man dog dagligt, blandt en masse lort og løgne, finde nogen rigtige gode artikler skrevet af folk der virkelige har forstand på fodbold.
    Det kan man ikke i danmark. Selv de såkaldte redaktører kommer ikke med andet end korte overfladiske blogs og artikler der sjældent går ind i dybden med noget der har med spilelt at gøre og ikek har med spekulationr om BIF elelr andre klubbers ledelsesmæssige problemer.

    Sportsjournalistik har ramt bunden og idag ser man jo at dem der kalder sig de bedste sportsaviser idag blot kopiere artikler fra udenlandske aviser, vel og mærke sensation-artikler uden nogen som helst kildekritik.

    “have nul eller blot én kilde på mere end halvdelen af artiklerne.”

    Derer noget galt med journalistik når enhver kan skrive en håbløs løgn, citere en unavngiven kilde og derefter lade resten af verden kopiere artiklen og lige pludselig er løgnen blevet til sandhed.

    Bare se på de artikler der handler om Michael Laudrups gode form lige nu med Swansea. Artiklerne starter typisk med “..på trods af intern uro og ballade i omklædningsrummet i starten af sæsonen har Swansea og Laudrup…bla bla”.

    Der har aldrig været ballade, det blev undsagt af spiller og ledelse med det samme, vicepræsidenten lavede grin med det på Twitter og alligevel æder de danske journalister det råt uden kildekritik elelr sundt fornuft.

    Hvis man vil læse seriøse og velunderbyggede fodbold artikler så skal man ty til de mange uafhængige fodbold blogs skrevet af “private” personer der har skriver fordi de har kærlighed til spillet. Dem er der mange af i dag og de skriver langt bedre og mere sagligt end dagens aviser der kun tænker i profit.

  4. Svend

    Og Camilla Martin som fodbold vært. nej nej nej…det er så ringe og det er at tage pis på seerne og de fodboldinteressede.

    HVORFOR? Hvofor ansætte en badminton spiller til at kommentere fodbold. Det giver ingen mening. Nå ja, hun er jo kvinde og vel egentlig også ret køn så det må være derfor.

    Halleluja.

  5. Peter Hansen

    Gab, lige til ‘de uaktuelle nyheder’!

  6. Allan Andersen. Danmark har overhovedet ikke gjort mit land rigere, tværtimod. Det er vidst dig der skal gå skolen om igen, du har vidst ikke hørt efter i timen… Som sagt er der korruption i alle lande, min pointe er at danmark ikke stå ved det og slet ikke gør noget ved det, der skal jeg så hilse og sige at det gør de i mit land (Brasilien)!! Og forresten, ved ikke om du har børn selv, men det er ikke noget med sagen at gøre, du har vidst ingen forståelse. – Jeg efterlader ikke mit barn i danmark og tro mig, så snart jeg har fået mit barn hjem, så skrider jeg for det her diskriminerende land, fri få hånd, trusler og hvad i dansker nu har imod andre ind jer selv. Få dog noget empati! Du er en mand man kun kalde en racist. Jeg er ikke født eller opvokset her, om du kan læse min kommentar eller ej, er ikke mit problem, hvis jeg skrev det på mit sprog vil du ingen gang kunne komme igennem det første ord!!!! – Du kender ikke til reglerne overhovedet i Brasilien åbenbart, så her kan jeg lige fortælle, at hvis mit barn eller andre børn blev misbrugt i sin børnehave, ville de ikke blive fjernet fra sin mor, tværtimod…Børne og forældrene vil ikke betale prisen, men staten i Brasilien vil gå en og give en form for støtte og et behandlings tilbud!!

  7. Peter

    Det er ligetil. Vi seere vil have faglighed og personlighed på skærmen.

    Under OL var Eurosport de andre kanaler overlegne.

    Jeg mindes stadig den fornøjelse det var at følge svømning og atletik. Her var der kommentatorer der kunne mere end bare referere tider og hvem der gik videre. Samtidig havde de holdninger (især svømmekommentatorerne) som var værd at lytte til.

    Så jeg er helt enig i kommentaren.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*