Kommentar: Er dansk fodbold den skarpe nordiske eller det tynde øl?
FCK og FCN bærer et tungt ansvar lige nu
Nul point. Nul mål. Nul jubel.
Det var forskellige grader af ærefulde nederlag og forskellige lektioner i den europæiske fodboldskole, som FC Nordsjælland i Champions League og FC København i Europa League i denne uge tog med hjem til træningsbanerne.
Der er i begge tilfælde tale om hold, som stadig er ved at bygge sig op til nye højder, og en endelig dom kan først fældes, når de har spillet de seks kampe, de hver er sikret. Men der er kolossalt meget på spil for dansk fodbold: FCK og FCN afgør i virkeligheden i de her måneder, om Danmark skal være Europas skarpe nordiske joker eller det tynde øl.
Der er det helt særlige ved de to klubber, at de begge har mulighederne for at bygge på og for at udvikle og købe kvalitet på samme tid. De to klubber er lige nu i en økonomisk set helt anden liga end alle andre danske hold og kan reelt kun delvist udfordres af OB på den finansielle power.
Alle andre må køre stramt eller skære ned. Eller begge dele.
Der er bygget en god position op med mange points til UEFA-regnskabet. Den kan i efteråret blive sat over styr eller den kan blive vedligeholdt.
FC Nordsjælland har forholdsvis fornuftigt valgt ikke at gå transfer-amok og risikere at ødelægge strategien. Men i de to foreløbige kampe i CL har vi også set, at holdet ikke har fået erstattet Andreas Bjelland og ikke har den aktuelle offensive tyngde til at tage det sidste skridt op og blive farlige på dette niveau. I startopstillingen mod Chelsea var det Ivan Runje, der bar det utaknemmelige ansvar at erstatte Bjelland og Mikkel Beckmann trods ros fra Chelseas spillere viste sin utilstrækkelighed som en offensiv faktor.
Aksen af højt niveau er især Adu og Nikolaj Stokholm (selv om en Adu-fejl blev kostbar mod Chelsea), Joshua John, der er ene om for alvor at udgøre en offensiv trussel og Jores Okore, der som ung spiller svinger, men mod Chelsea viste højden af sit aktuelle pendul: International klasse og et brag af en entre i transfer-orkanens næste øje. Rundt om den holder Patrick Mtiliga, Kasper Lorentzen, Michael Parkhurst og Jesper Hansen pænt niveau.
Kasper Hjulmand skal – som nævnt her på stedet forleden – nu balancere ud på knivsæggen, der afgør, om han bliver Champions League-klovnen med en målscore på 0-18 (hvis snittet fortsætter) eller tager næste skridt i holdets udvikling, indløser lærepengene fra de første kampe og får point. I så fald er han på vej til at blive bedste bud på Danmarks næste landstræner, selv om Frank Arnesen i denne uge flirter kraftigt med muligheden.
FC København har som hold under Ariël Jacobs præsteret over forventning og på visse positioner over evne. De to store huller, som jeg har påpeget i truppen, en midtbanegeneral på niveau med William Kvist og Tobias Linderoth, og en klasseangriber på niveau med Dame N’Doye og Markus Allbäck, er fyldt ud af internt talent. Thomas Kristensen og Andreas Cornelius har spillet sig hele vejen ind på landsholdet og løftet deres karrierer betragteligt.
Men – og nu risikerer jeg at få alle talentudviklere på nakken – er det nok? Kan Cornelius bære presset at være selve det internationale spyd og kan Kristensen præstere kontinuerligt og uden at falde ud af de svære kampe ramme Kvist-Linderoth-niveauet? Jeg har personligt altid set Kristensen og Claudemir som gode vicepræsidenter ved siden af en klar etter på midtbanen.
Det er i løbet af den næste måned, at aksen Ariël Jacobs-Carsten V. Jensen-direktion-bestyrelse skal afgøre, hvad der skal til for, at FCK ikke bare vinder mesterskabet igen, men forbliver eller måske endda udbygger rollen som dansk fodbolds lokomotiv.
Al udvikling handler om at lære af sine erfaringer og sine fejl. At bygge på. At blive bedre i morgen end i dag. Jeg er virkelig spændt på at se, hvor meget FCK og FCN har lært. Jeg er ret fortrøstningsfuld med det arbejde, som Hjulmand og Mester Jacobs udfører.
Men der ligger også nogle definerende beslutninger højere oppe hos ledelserne i de to klubber, og resultatet af det vil kunne ses i de kommende 1-2 transfervinduer.
Hvis FCK og FCN forvalter det her rigtigt, har Danmark rent faktisk muligheden for at få to nordiske lokomotiver.
(Kommentaren er skrevet inden weekendens kampe)
Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann
Om bloggeren
Som jeg ser FCKs hold, så ligger deres problem primært i venstresiden og i det centrale forsvar. Så det er ikke så mærkeligt, man har købt Michael Jakobsne. Det centrale forsvar lukrerer voldsomt på, at holdet begynder at forsvare sig allerede på modstanderes banehalvdel. Det går fint i superligaen, men på højere, internationalt plan går det ikke i længden. Ragner har spillet sig op, Stadsgaard er også blevet bedre, mens Sölvi er dykket i sit ellers høje niveau (kan han finde tilbage til sit niveau, ryger Regnar eller Stadsgaard helt sikkert ud på bænken). Men ingen af de tre har en klasse, der bare minder om tidligere forsvarprofiler så som Mikael Antonsson, Michael Gravgaard og Brede Hangeland. Venstresiden fungerer kun, når Nikolaj Jørgensen opererer derude, men så mangler han i angrebet, hvor Cesar Santin med sit konstant svingende niveau taget i betragtning, kun udgør en ringe erstatning (Vetokele kan så være svaret på det problem – det må tiden vise). TK gør det udmærket som midtbanegeneral, men han er vel kun en overgangsfigur – mon ikke Delaney tager over inden for et par år?