Sorte-Per: Hvem fældede Brøndby?

Kommentar: Superligaen har fået sin 9/11 – nu kæmper de for livet

Selvfølgelig skulle dommen lige falde 11. september.

Mindst én Superligaklub kæmper lige nu for livet og lever på bankernes nåde efter, at den såkaldte ’feriepengesag’ tirsdag ramte først Brøndby og nu har kurs mod i hvert fald AaB.

Brøndby skal indenfor kort tid betale godt fire mio. kroner til tre spillere som en konsekvens af dommen. Og kan se frem til krav, der inklusive renter og bod løber op i 24-25 mio. kroner.

Det er blodig alvor for en klub, der har mistet mere end 100 mio. de seneste fem år.

Lad os lige blive en anelse tekniske og kigge på side 17 i Brøndbys årsrapport for 2011:

”I forventningerne til likviditeten i 2012 indgår, at der ikke skal

betales beløb i forbindelse med feriepengesagen, og at alle tilgodehavender, bl.a. tilgodehavendet hos Kasi ApS, indgår som aftalt.”

Skal vi oversætte det: Der er ikke råd til løn, hvis Brøndby taber feriepengesagen. Og det gjorde klubben 100 procent. Og tilgodehavendet hos Kasi Aps indgår nok heller ikke helt som aftalt. Så banken, Nordea, kan lukke Brøndby, hvis den ikke tror på udsigterne.

Derfor handler alt om at dreje fra inden afgrunden. Afdragsordning med de spillere, der har penge til gode. God tone til Spillerforeningen, der repræsenterer dem. Kryds fingre for bare en pebernød i Kasi-boet. Og få tilført penge i en fart. Det sidste kræver en revolution i Brøndby på mindst to trin: 1) Væk med Per Bjerregaard, 2) Åbne aktieklasser med indflydelse. Der arbejdes med begge dele.

Imens spilles der nu også Sorte-Per om ansvaret, og her er Per Bjerregaard den belejlige skurk. Brøndbys nye ledelse kan godt bruge ham som Sorte-Per, der skrev under på den overenskomst, han ikke overholdt og i øvrigt lod sin søn købe spillere og give dem horribelt høje sign-on-fees. 8,8 mio. for én Peter Madsen-autograf og 3,55 for to Thomas Rasmussen-signaturer er høje takster.

Men også i Divisionsforeningen, hvor formand Thomas Christensen altså også skrev under på aftalen og hvor direktør Claus Thomsen har ladet det sejle, samt i de andre klubber, der er i klemme, er det bekvemt at kunne sende Sorte-Per til Mr. Ex-Brøndby.

Skal vi ikke lige retfærdigvis påpege, at Per Bjerregaard ikke ligefrem har været idiot hele sit liv, at DBU vel også har godkendt kontrakterne, at Divisionsforeningens jurist ikke hejste noget flag og at spillere og agenter har skrevet under på ordlyden i kontrakterne.

Skal vi også lige skyde ind, at det nærmest er en sag for Line Ernlunds Presseloge, at Per Bjerregaard bliver gjort til 100 procent skurk, mens Lynge Jakobsen slipper med et rynket bryn.

Så der er altså nuancer i det her billede.

I det digitale fodbold-Danmark, på fora og sociale medier, kan man høre og se skadefryd over, at Brøndby er nødlidende og at AaB ligger, som de har redt. Det er primitivt og stupidt. Brøndby har stadig – i vigende grad ganske vist – en plads i hjertet hos flere hundrede tusinde danskere. Det er ikke tilfældet for FC Nordsjælland, med al respekt. AaB har et opland, der slår alt udenfor Storkøbenhavn. Klubber som Brøndby, AaB og AGF er en del af løsningen på den gryende tilskuerkrise, som dansk fodbold er ramt af lige nu.

Det tager selv i en digital tidsalder en generation at opbygge en kulturinstitution, hvad enten den hedder BIF, AGF, EfB, VB, FCK, OB eller AaB.

Så alle bør krydse fingre for, at de virkelige interesse-dynamoer i Superligaen klarer sig.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

 

Om bloggeren

Peter Brüchmann

Direktør i '2020 by Brüchmann' - se www.peterbruchmann.dk - journalistik, foredrag og rådgivning. Udgiver i foråret 2013 bogen 'Generation +' om fremtidens arbejdsmarked, hvor pensionsalderen bliver 77 og vi skal være på arbejdsmarkedet i mere end 50 år. Holdninger på denne blog er Peter Brüchmanns egne.

13 kommentarer

  1. Jeg frydes desværre. Alle de år med Brøndbyledelsens svinere overfor FCK og deres fokusering på forretning frem for forening. Alle der har lidt indsigt ved at Brøndby har haft ligeså stor interesse i kapitalen, de vidste dog ikke hvad de skulle gøre. Så fifler man lidt, ” ansætter ” en masse frivillige og håber man kan ride videre på bølgen af at være den første professionelle klub i Danmark. Og det er ikke nok. Det er ikke nok at være læge eller brugtvognsforhandler . når et brand der blev så stort Brøndby skulle håndteres op imod en konkurrent som FCK.

    Brøndby gravede deres egen grav, og det kan man ikke have medlidenhed med. Hvis det er deres ønske, må man respektere dette. Og det VAR Per`s ønske, hellere død over klubben, end over egoet. Og således blev det

  2. Alan

    Spot on – det er rart at få det nuanceret, Hilsen en AaB fan

  3. sofie

    Bruchmann,det er ret respektløst at nævne 9/11 på denne latterlige måde .Det hører ingen steder hjemme.
    Du mener altså at der er gået så tilpas lang tid at man lige kan tilføje,ti-hi, lidt underholdning i tragedien.
    Ganske simpelt sjofelt!

  4. ga

    ÅH eksperterne har jo tidligere savlet over Brøndby, som en fantastisk klub som man ikke kan undvære. Jeg siger det er som det er, dem der snyder og svindler sig til resultater bliver der set op til. Det gælder hele erhvervslivet rundt. AGK, Brøndby, Stein B.og mange andre. Journalisterne hopper med på vognen uden at undersøge sagerne godt nok. Det gælder også Brückmann og hans tidligere avis.

  5. ga

    Som aktionær i AAB er vi også blevet fyldt med løgn i denne sag såvel omkring ishockey afdelingen økonomi. Jeg vil råde fansene til at stoppe med at købe aktier – du bliver snydt og mange ledere i klubberne er rene amatører på det finansielle område. Skulle ud af klabben omgående.

  6. Mads B Jensen

    Der er vel ingen der har “savlet over Brøndby” de sidste 8 år..?

  7. Niels Jensen

    Martin
    Gid du må få hæmorider og dine arme vil krympe…….

    Fck en klub, hvor deres godfather har den mest lousy moral, men alle fulgte ham som en guru…..i det mindste er vi i brøndby modstandere af ledelsen under Per b. og ikke lammende dikkehaler…..

  8. Kim

    @ga

    Du er godt nok bitter :D

  9. henrik.bruus.rasmussen@maersk.com

    Den en og den anden og den tredje skrev under og ingen råbte op. Nej selvfølgelig, for der var ikke noget galt med det der blev skrevet på. Det var galt at man ikke betalte derefter.
    Savner iøvrigt en forklaring på at ikke alle klubber tolkede betalingskravet såsom BIF Aab og andre.

    Nogle klubber kunne godt finde ud af at betale feriepengene. Hvorfor var de dygtigere til at læse overenskomsten – eller rettere, hvorfor læste de andre overenskomsten som fanden læser biblen?

  10. Allan F

    Jeg er helt enig med Peter, og det er torskedumt at fryde sig over at BIF og AaB mfl. kommer i problemer pga. denne feriepengesag. Dansk fordbold har i den grad brug for flagskibe, der skaber en folkelig opbakning. Dette er såvel ud fra et sportsligt som økonomisk perspektiv. Klubber som horsens, Sønderjyske, Esbjerg, etc. vil på både kort og langt sigt tabe sammen med de nævnte klubber, da den folkelige opbakning både giver flere tilskuere, og større sponsorinteresse (=læs kroner). De næste der rammes er spillerne selv, da det naturligt får konsekvenser for lønniveau. Så alt i alt er der kun de spillere som nu får en ekstra (lovlig, men måske uberettiget?) skilling, der vinder på det her. Derfor bør alle parter i dansk fodbold sætte sig sammen og finde en løsning, der tilgodeser hele fodbolddanmark. Her håber undertegnede på at Divisonsforeningen med Claus Thomsen i spidsen søger en konstruktiv dialog fremfor denne skyttegravsstrategi, som skinner i gennem når den hidtidige kommunikation læses fra domsudskriften.

    Man skal være ualmindelige kortsigtet, hvis man håber på en Brøndby eller AaB konkurs som afløber af denne sag, som ALDRIG burde have været en sag, men skulle have været håndteret bilateralt.

  11. Allan F

    henrik.bruus.rasmussen@maersk.com

    Når du skriver nogle klubber er det reelt kun FCK, der har tilpasset reglerne efter det. Grunden til at problemet er større i Brøndby og AaB er at disse klubber i det pågældende tidsrum var særdeles aktive mht. at hente spillere med relativt store sign on fee’s, og det er jo glasklart at det belaster dem nu. Vi er enige om at det er uprofessionelt ikke at holde sig 100 % til en given overenskomsttekst. Men jeg synes, at vi er nødt til at forholde os til, at disse klubber ikke har gjort det for egen vindings skyld, men for at tilgodese en række spillere, som ønskede beløbet i en sum. I den sammenhæng har FCK blot været den tand mere professionelle og “lukket” for små julelege, der på den korte bane kom spillerne og deres agenter til gode. Nu skal man ikke kæmme alle over en kam, men min respekt for de tre BIF spillere, og andre som i samråd med klubberne aftaler en model, der ikke er 100% er i tråd med overenskomsten, og nu bagefter fører øksen og i overført forstand halshugger dem der har betalt dem ikke uanseelige millionbeløb. Det er uanstændigt overfor hele fodbolddanmark. Når det er sagt kan ingen klandrer spillerforeningen, som blot varetager det ansvar de har påtaget sig. Men måske man skulle se at der er forskel på en Peter Madsen, og en 1. års senior, og ageret herudfra. For overenskomsten er formentligt ikke lavet for at beskytte en der i forvejen tjener en formue, men for at beskytte den “almindelige” spiller. Nu har Mads Øland desværre bragt disse almindelige spillere i en vanskelig situation.

  12. Ib Jensen

    Voksne mennesker indgår aftaler og overholder dem!
    Spillerne og klubberne indgik aftaler om at de beløb spillerne fik var inkl feriepenge m.m.
    Så på det tidspunkt var det helt tip-top og alle var glade.
    Så kommer spillerfoeningen og siger”jamen I har krav på”
    Jamen de har sågu’ også fået dem!
    Den andet er juristeri!
    En voksen ville have overholdt aftalen uanset hvad der ellers står!
    Men spillerne er forkælede børn der gerne vil opføre sig voksent og indgå aftaler, men de vil bare ikke overholde dem.
    Aftale = Ære!

  13. Jørn Lorentsen

    Umiddelbart er jeg enig med ovenstående indlæg fra
    Ib Jensen,-særlig den sidste del af indlægget.
    Men som jeg har skrevet tidligere i andre indlæg, så er
    hovedproblemet, at økonomien er skruet op i alt for høj
    plan.Det kræver alt for høje sponsorater og off. tilskud af
    forskellig art at kunne betale disse helt urimelige spiller-
    lønninger,og samtidig ser vi at tilskuerantallet styrtdykker.
    Lad endelig spillerne tage til udlandet hvis de kan få en
    bedre løn der. Som det er nu er det jo alle andre end
    fodboldtilskuerne der betaler.Og det gælder også hånd-
    bold.Sponsorerne er jo nødt til at hæve priser på varer
    og ydelser.
    Så lad os få lønningerne langt ned på et fornuftig nivau
    og få de forkælede spillere “sendt ud af landet”der hvor
    klubberne selv har råd til at betale lønningerne.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*