Kommentar: Status på Superligaens transfervindue
Der er solgt spillere for lige i overkanten af 100 mio. kroner.
Der er købt spillere for langt under det halve.
Men det er måske ikke så slemt, som det lyder.
Superligaen kommer hæderligt ud af det transfervindue, der – for en stor del af det internationale – lukkede fredag.
Her på siden har jeg listet 11 spillere, som har forladt Superligaen med et niveau, man kan kalde ’dansk landsholdsniveau’.
Det er et stort dræn på talent- og profilmassen og de fleste efterlader store huller i de klubber, de forlader. Man smider ikke lige et helt landshold ud af Superligaen, uden at den bliver lidt fattigere.
Den gode nyhed er, at man kan lave en liste på 11 profiler, der er kommet til og hvor i hvert fald 5, i bedste fald 7-8 stykker kan ramme samme niveau.
En anden god nyhed er, at Superligaen i denne omgang fik lov at beholde bl.a. de 8 profiler, der også står på en liste her på siden.
(OBS: Denne kommentar er skrevet lørdag, mens der stadig er gang i Kalilou Traorés mulige overgang fra OB til Sochaux, ligesom der stadig er forlydender om både interne danske handler og mulige forstærkninger til Superligaen).
Og endelig er der en talentmasse af danske spillere på vej, som især lige nu er synlige i AaB og FCK – to af de hold, der for ikke så mange år siden havde besvær med at samle danske pas i startopstillingen.
Man kunne have frygtet, at flere klubber på grund af dårlig økonomi måtte sælge alt, hvad der bare kom en kunde ind i butikken og spurgte på. Men nogle af de hårdest pressede på økonomien – AaB, Brøndby og FC Midtjylland – undgik her og nu lammende slag på den sportslige kvalitet.
Det er især glædeligt for AaBs vedkommende, hvor vi lige nu har en helt ny skole for fodbolddrift på vej: ’Dansk og talentfuldt indtil vi en dag igen har råd til at købe klasse udefra’-skolen. Den proces fra helt vanvittig formøbling af Champions League-millioner lige lukt ud i Limfjorden er gået imponerende hurtigt.
Jeg bemærker dog også, at sportsdirektør Lynge Jakobsen i forbindelse med salget af Lucas Andersen betonede, at en stor del af summen fra Ajax faldt ”hurtigt” og at ”det var nødvendigt”. Stadig ikke et sundhedstegn.
De største profiler vil altid rejse. Det skal de danske i øvrigt også for landsholdets skyld. Det afgørende for Superligaens fremtid er, at en stærk top 2 eller top 3 kan holde højt niveau. Vi ser lige nu på sløje tilskuertal, at ligaen mangler et tilskuerlokomotiv, som opgørene mellem Brøndby og FCK var engang.
Vi så også i Europa, hvor afgørende det er, at de bedste danske hold får bygget kontinuerlig rutine op. Det gik i fire kampe helt galt for de jyske hold: 2 x AGF, 1 x FC Midtjylland og 1 x Horsens.
Så Jylland skylder!
Jeg har altid plæderet for to-tre dominerende hold, som trækker læsset i toppen, med tilskuerne og i Europa. Her er Danmark lige nu kun på vej til at få FCN etableret oppe omkring FCK (og her taler jeg om forløb over 3-5 år). OB burde have været der. AGF, AaB, FCM og (måske en dag) Brøndby har det regionale potentiale til at være med.
De kommende uger og måneder hviler et kolossalt vigtigt pres på FCK og FCN i de to europæiske puljespil. FCK kan passende investere masser af points i, at Danmark kan bevare en position, så den danske mester går direkte til Champions League.
Ellers vil flere års fin indsats være spildt.
–
Farvel Superliga – de er rejst:
Dame N’Doye (FCK-Lok. Moskva)
Bryan Oviedo (FCK-Everton)
Matthias ’Zanka’ Jørgensen (FCK-PSV)
Andreas Bjelland (FCN-Twente)
Tobias Mikkelsen (FCN-Greuther Fürth)
Michael Krohn-Dehli (Brøndby-Celta Vigo)
Lucas Andersen (AaB-Ajax)
Jakob Poulsen (FCM-Monaco)
Søren Rieks (Esbjerg-Nijmegen)
Eric Djemba-Djemba (OB-Hapoel)
Bertrand Mendy (OB-Brest)
(Peter Larsson, Pape Pate Diouf, Mikael Nilsson, Femi, Stefan Wessels, Christian Gamboa, Mark Howard, m.fl. har også forladt Superligaen eller er lejet ud, men ikke som bærende spillere)
–
Goddag Superliga – de kommer
FCN: Joshua John (Twente, leje)
FCN: Kamal Issah (Rennes)
FCK: Igor Vetokele (Cercle Brügge)
FCK: Michael Jakobsen (Almeria)
FCK: Nicolai Jørgensen (Bayer Leverkusen, leje)
FCM: Morten ’Duncan’ Rasmussen (Celtic)
FCM: Petter Andersson (Groningen)
OB: Mohammed Diarra (Paris SG)
OB: Marcus Pedersen (Vitesse, leje)
AGF: Petri Pasanen (Salzburg)
Randers: Charlie Davies (Sochaux)
–
De blev i ligaen – i denne omgang:
Nicklas Helenius, AaB
Christian Bolanos, FCK
Dennis Rommedahl, Brøndby
Enock Adu, FCN
Jores Okore, FCN
Sylvester Igboun, FCM
Jesper Juelsgaard, FCM
Emil Larsen (Lyngby, nu OB)
-
Følg Peter Brüchmann på twitter om Superligaen: @peterbruchmann