Kommentar: OL kører af sporet, når DR og TV2 ikke tør lade sporten stå alene
Der bliver brændt pallevis af licens- og reklame-kroner af i London i disse uger. DR og TV2 tapetserer sendefladen med OL, og det kan man i sig selv mene meget om.
Jeg har selv arbejdet for en tv-station til et OL, hvor stationerne slog redaktionerne sammen og skiftedes til at sende 24 timer i døgnet, så der altid var OL og altid var et alternativ. Men det var i tv-forstand også i lidt gamle dage, men dog i farver.. (1996 i Atlanta).
I London er alle stjernerne sendt på banen. Også på tv. Natasja Crone demonstrerer hver aften, at hun lige nu er landets bedste studievært på tværs af genrer. Hvad enten hun har Dronningen, knastørre medaljevindere eller 5-årige børn foran mikrofonen er hun nærværende, autentisk og professionel. Dermed er Crone et eksempel på, at indpakningen af OL virker.
TV2 er panisk angste for at lade sporten stå alene på hovedkanalen
Men der er masser af eksempler på, at det ikke virker. Især TV2 er så panisk angste for at lade sporten stå alene på hovedkanalen, at der partout skal trækkes Natholdet, Morgen-TV og Ulla Terkelsen ned over det hele. Og det er bestemt ikke alt, der virker.
Anders Breinholt, der til daglig gør det fremragende på sin hjemmebane sent om aftenen med bid og grin, har kæmpet hårdt med Mikkel Hansen, Poul-Erik Høyer og andre for at få noget meningsfuldt frem om sport. Lykkedes bedst med Peter Gade, der turde hvile i sig selv.
Hvis Breinholt og Co. vil have et godt råd til at bevare selvtilliden, så lad for himlens skyld være med at se amerikanske Jon Stewart fra The Daily Show om OLs åbning. Det var på uhørt højt niveau helt uden sjove buksebuler eller fnis-fnis.
TV2 vrider også Ulla Terkelsen til sidste dråbe. Pas venligst på Ulla, TV2. Ellers ødelægger I hendes brand. Brug hende, hvor hun virkelig giver mening. Og pas på TV2, Ulla. Ellers udvander du stationens brand. Jeg er med på, at London er hendes hjemmebane. Men skal hun helt ned i robassinet eller ind på brydemåtten, før det konstateres, at hun ikke har noget meningsfuldt at sige netop der?
Sport er underholdning. Sport er kultur. Men gør man det rigtigt, kan sport også stå alene uden at blive høvlet til i sovs, kartofler og glasur og fernis. I én pærevælling.
DR vandt faktisk EM i fodbold
DR vandt faktisk EM i fodbold på studiedelen, fordi Peter Møller var omgivet af fagligt tunge eksperter, der fik lov at snakke fodbold, mens TV2 døde på sit eget begær efter folkeligheden og med et for letbenet forhold til fagligheden. Finalesnakken på DR med Morten Olsen, Peter Bonde, Peter Sørensen og Chr. Frederiksen var nærmest BBC- og Sky-klasse.
I London er det billede vendt. Her ser vi Peter Møller gå lidt vel rigeligt i falset-begejstring til håndbold, mens Morten Ankerdal til gengæld på TV2 er på SIN hjemmebane på den brede, eliteidræts-pallet og sammen med Natasja Crone med afstand er OLs A-par. Dyb respekt for sporten og præstationen, hvor Ankerdal til f.eks. håndbold i januar blev godt og vel folkelig.
Vi hører lidt samme mønster på radioen. For at kunne retfærdiggøre OL døgnet rundt, skal der helst humor med. Det ender ofte som distance frem for nærvær – og distance er sjældent sjovt i sig selv – og dermed dør sporten og hele projektet lander med et brag mellem to stole. Monte Carlos superbegavede og elegante Peter Falktoft mestrer det til perfektion, fordi han i sin humor og satire faktisk tager sporten alvorligt. Han formår den elegante indforståethed, hvor han ikke taler ned til lytteren, men er morsom samtidig med, at han holder af sporten (hvad man i øvrigt ved, når man dagligt følger hans mindst lige så elegante kommentarer via twitter).
Noget af den bedste sportsformidling har vi faktisk fået på transmissionerne, hvor fagligheden netop får lov at dominere, blandt i kraft af til tider fremragende medkommentatorer.
Bilde og Wang løfter basket
Sejlsport er ved dette OL virkelig blevet løftet af Bo Hasseriis og Søren Hansen på DR, mens DR også i Thomas Bilde og Peter Wang (normalt dk-4) løfter basketball. Begge steder får vi dyb faglig viden, god formidling og en autentisk begejstring for sporten uden at den på noget tidspunkt bliver lalleglad eller overskruet.
Mange andre idrætsgrene, banecykling, svømning og badminton løftes i boksen. Man lytter efter, når Hans-Kristian Vittinghus i Wembley Arena siger ’ja, jeg træner faktisk med Tine Baun til daglig’.
TV2s Michael Stærke har sin egen faglighed, især på svømningen, og på håndbolden er Bent Nyegaard og Søren Herskind med hver sin stil dygtige på både faglighed og formidling. Flere har også fortalt mig om Eurosports svømmedækning, men den nåede jeg desværre ikke selv at opleve.
Min pointe her er, at det er dræbende at blive talt ned til. Og det har ikke noget med min egen sportsbaggrund at gøre. Nysgerrigheden hos danske seere er stor nok til, at man godt kan blive klædt på til både omnium, skeetskydning, tungroning og kapgang. Kig på BBC eller tyske tv-stationer, som formentlig formår at blive ’Hele landets hjemmebane’ uden at hælde overflødigt flødeskum på sporten.
Tag sporten alvorligt, tak. Og deltag gerne i debatten med dine oplevelser foran skærm eller højtaler.
Følg Peter Brüchmann på twitter under OL: @peterbruchmann
Du rammer hovedet på sømmet så klart som det overhovedet kan rammes, Brüchmann!
TV2 har desværre de seneste 2-3 år bevæget sig fra at lave fagligt meget kompetent sports-tv til at skulle appellere til Go’ Morgen/Aften og dermed fjernet fokus fra det essentielle: sporten.
Helt korrekt! Lad os dog se noget sport for guds skyld. Jeg gider ikke se natholdets mening om sport, Anders lund madsens vurdering af synkronsvømning, 4 genudsendelser af en kedelig tabt håndboldkamp eller 1 minuts sammendrag af 200m indledende og kvartfinaler.
Jeg vil se noget OL, ikke nogle der snakker om OL.
Gudskelov for at jeg kan se Eurosport!
Normalt er jeg ikke så god til Peter Brüchmann, men her rammer han spot on. Specielt på TV 2 har det været slemt. Her har det været en lang parade fremvisning af deres studieværter, reportere og kommentatorer.
Kære Peter,
Du har så evig ret
og hvor er det brillant formuleret. Jeg mener nøjagtigt det sammen, men retorikken mestrer du.
Hold nu op Ulla Therkelsen – det er så sandt så sand.
Også tomlen op for Natasja herfra, og dybnedadvendt til det forfærdelige nathold – det er så pinligt at jeg krummer tæ´r. Stakkels sportsfolk – det er et lavt niveau de skal ned på, som er under de flestes værdighed.
Nok for nu – keep up the good work.
Det er vel ved at udvikle sig i Danmark, som forholdet er i Storbritanien mellem BBC og ITV.
TV2 er nu blevet en slags ITV, med over-friske morgenværter og smart fyre og piger. Fulde svømmepiger, der laver mad, og programmer der generelt er mere omkring formen end indholdet.
Denne blog er som hevet ud af mit hoved i frustrationsminutterne efter dagens dækning under hele dette OL. Rigtig behagelig læsning og det giver håb for fremtiden at jeg i hvert fald ikke står alene med min mening.
Desuden er jeg lige nødt til at nævne at jeg læste “tungroning” som “tun-groning” i første omgang, så tak for et lille grin med på vejen (omend uagtet)
Sejlsport er ved dette OL virkelig blevet løftet af Bo Hasseriis og Søren Hansen på DR ! Helt enig, men en rode butik, når de snakker om ting der ikke ses på skærmen og DR ustandselig skubber deres kunder rundt på alle kanaler, der mangler struktur på programfladen. De to krudtugler skal have ros for at forklarer sporten, så den forstås !
Kunne ikke være mere enig.
Der savnes dog fortsat en debat omkring de kommentatorer, der skal “dække” en kamp. Især en håndboldkamp kan blive totalt ødelagt af en “klog Åge”, der med konstant tale (især TV2`s Nygård) mener, at skulle leve op til tidligere fordoms radiokommentator Gunnar Nu Hansen.
Sport og OL er underholdning og big business, sjov og ballade, men: kultur? Næppe (medmindre, man anser så noget som “ølkultur” som “kultur”). Så hvorfor skal ikke også tv-værter prøve lidt at være sjove – så godt de nu kan?
Syntes Bruchmann glemmer at næve p3 og hausborg
de gør det sgu osse godt syntes jeg!
Helt enig, men før vi deler alt for meget ros ud til Krone, så lad mig blot minde om, at hun startede på DR Sporten.. Så rent fagligt har hun en god baggrund for at levere ifm den dækning af OL TV2 har lavet.. Jeg er helt på linie med, at såvel sejlssportsparret samt Dupont & Dupond fra DK4 er de bedste.. Bent Nygaard ville være fyret forlangt tid siden hos en privat virksomhed – hans viden beklikker jeg ikke, men han er bare ikke skabt til TV..
Meget enig
..og må jeg slutte mig til koret der vil rose Eurosport og specielt svømmedækningen til skyerne, Ricki Clausen og Ejnar Larsen er aldeles fremragende!
Du er bestemt gået glip af de to fremragende kommentatorer på Eurosport når de kastede forbandelser og armbøjninger ud over bassinkanten.
Men igrunden underlig du ikke kom omkring Flemmning Toft ( Danmarks mest overvurderede kommentator) Han udstiller ellers sin mangelfulde indsigt i mange udsendelser senest atletikken.
…Og da jeg kun kan se DR1, DR2 og DRHD glæder jeg mig så meget til at sportssommeren er forbi – det er næsten et mareridt – man kunne godt have holdt DR2 fri for sport
Jeg mener bare, at TV2 er dumpet totalt
Det har jeg skrevet om for en uge siden. Det er forkastelig at tv-aviser, goMorgen, natholdet osv. skal flyttes til London. Jeg kunne mistænke stationerne for at medarbejderne skal belønnes med nogle gode og dyrt betalte dage i London. Det er svineri med vores licenspenge. Hvorfor ikke sende sport – der er mange konkurrencer og kampe vi slet ikke ser fordi sendefladen bliver fyldt med en masse lort. Heldigvis kan jeg se Eurosport samt svensk, norsk og tysk tv.
Jeg giver dine kommentarer fuld kredit, men jeg syntes du giver for meget kredit til de to kanaler i forhold til den holdning jeg har. Jeg syntes det er utroligt at dr og TV2 viser konstante genudsendelser, og jeg syntes at man går glip af mange sportsgrene fordi TV2 og dr prioriterer genudsendelserne. Ved et OL vil man se alle sportsgrene. Jeg er håndboldelsker, men sad og ridebanespringning igår mærkeligt nok. En anden kritik det er holdbarheden på Flemming Toft – han er simpelthen bare ikke god nok som kommentator. I atletik har han ikke styr på fakta og han kan simpelthen ikke finde ud af det i forhold eksempelvis Liniger og Christian Munk som er geniale.
Jeg syntes generelt at det er en OMer af især TV2 og deres måde at vise OL på. DR giver jeg tommelfingeren op, men jeg syntes generelt at de kører i ring med samme sportsgrene.
Vægtløftning på DR HD i fredags var bare helt uovertruffen…spændende konkurrence og med en engagerede kommentator, som vidste hvad han snakkede om…vi zappede ikke væk!
PB – stor stor klasse, og knivskarpt!
Keep up the good work young man!
Helt enig!
Eurosports atletik-kommentatorer er i øvrigt også fremragende, hvis man som ikke ikke kan holde ud høre på Flemming jeg-har-ikke-forstand-på-noget-som-helst Toft.
Meget enig med Peter Brüchmann. Men det gælder alt hvad TV2 laver efterhånden, det er som om TV2 har mistet en stopklods i hvad der er for plat og barnagtigt. Hvor langt kan man komme ned i jagten efter laveste fællesnævner? Omvendt er Fodboldmagasinets podcast netop lukket ned, på trods af et højt niveau.
Er det et tilfælde at Toft ikke er nævnt, eller har Brüchmann af kollegialt hensyn ladet den ligge, Ligeledes med fjogede Angerdal?
Peter… Du får endnu et plus i bogen hos mig… Kunne ikke skrive det bedre selv. Mener alligevel at du mangler en kritik af “hr. og fru sovs-kommentatoren”, den evig elendige Flemming Toft. Han er bare for langt over sidste salgsdato (26. juni 92). Han fortæller kun det vi selv ved eller kan se på skærmen. Nogen gange lægger ikke engang mærke til at en løber ikke stiller op i et heat, og han forsætter præsentationen af løberen. Og han bruger ikke sin ekspertkommentator, han få slet ikke lov til at komme med sin viden om teknikken i diciplinerne.
En mester i det er Michael Stærke. Nu hvor han kommenterer kano og kajak, som han ikke har den samme viden, som han har i svømning, bruger han eksperten til at spørge ind til forskellige problemstillinger.
Rørende enig med Hr. Brückmann. Især TV2 har i den grad kørt på tosserier og latterliggørelse af de sportsgrene, vi ikke kender så meget til i DK. Jeg droppede de danske kanaler efter to dage og ser kun OL på BBC Sport, SVT og ZDF.
Hvodan ekstremt ambitiøse sportsudøvere ikke behandles med ordentlig respekt på sporten og udøvernes præmisser er mig en gåde.
Dybt begavet og og opløftende at se, at der i den skrivende presse er plads til den slags analyser. Jeg er fuldstændig enig, TV-2 er alt for desperate i deres populisme, det går i særklasse ud over sagligheden og det er en uforståelig og ret tåbelig undervurdering af seerne. Og ja Flemming Toft er til dato den mest overvurderede tv-kommentator, det er beskæmmende så uvidende han er om atletikken. Godt gået Peter B, meget mere af den slags, tak !
Thomas Bilde og Peter Vang, er i mine øjne de bedst kommentatore ved ol, skarpt forfuldt af Ricki Clausen og Einar Larsen på Eurosport.
Dejligt at høre jeg ikke er ene om at mene, at det hele er endt op i gøgl og det rene og skære ingenting. Jeg vil have saglig journalistik – alt det ligegyldige “underholdning” undværer jeg gerne. Visse personer bør skiftes ud – de egner sig bare ikke til jobbet som kommentatorer. Jeg syntes for mange af dem bare taler for tale – uden mål og med og med uendeligt mange gentagelser – kors hvor er det en pestilens at høre på. Syntes DR klarer sig en smule bedre en TV2. Ville ønske at de sendte fra lidt flere sportgrene – i stedet for at vi skal trækkes med genudsendelser gennem dagen
Ang. valg af Studieværter/Kommentatorer kan jeg godt give dig ret. Men tror du ikke at det hænger lidt sammen med budget og Kendte Værter fremfor aktuel viden. Du fremhæver bl.a. Omnium som almen viden. Jeg anede hvad Omnium var før jeg slog det op(Dyrker cykelsport på motionsnivou). Men selvfølgelig bliver du betalt for at have en mening. Jeg spørger: Er det din personlige mening……..
Jeg kunne ikke være mere enig med Peter Bruchmann. Spot On!
Sad og hørte Flemming Toft kommentere Atletik – simpelthen frygteligt – så tydeligt at han tog den på rutineen uden nogen som helt form for faglig indsigt. Og natholdet og Ulla Terkelsen – ud med dem de har intet med OL at gøre.
Synes at i øvrigt at DR har haft den bedste dækning overordnet set.
Så ja, budskabet er enkelt til både DR og TV2: Lad sporten stå alene!
Jeg hører mere til dem som glæder sig til at OL er overstået. Både DR´s lederteam samt TV2´s lederteam, må have fået en kollektiv nedsmeltning, når de både på DR1,DR2, TV2 samt TV Zulu skamsender OL i stride strømme, de glemmer åbenbart at der er også en del af Danmarks befolkning som ikke gider at blive overspist med diverse indslag med for snaksalige journalister og sport i alle mulige afskygninger, så er det godt man har tysk og svensk tv, deres tv-stationer forstår da at samarbejde, så der ikke vises sport samtidige, det virker som om at DR´s lederteam og TV2´s lederteam befinder sig på børnehave stadiet og råber æv bæv bussemand efter hinanden. generation af journalister som Gunnar “Nu” Hansen, Svend Gers, Palle Holgersen samt Hans Grønfeldt, slår nutidens
journalister med flere længde i dækning af sports-begivenheder , men hvad til næste OL er der samme problemstilling, DR og TV2 vil stadigvæk konkurrere på børnehavestadiet og de seere som vil andet end OL, bliver landt i stikken.
Du har så meget ret…! Er glad for at OL bliver sendt på flere kanaler. Er egentlig glad for tv2, men det der OL show de sender, er vidst kun til dem selv. De sender, jeg ved ikke hvor mange værter til London (for vores penge), møder masser af kendte og roser sig selv til skyerne HELE tiden.!! Jeg vil bare gerne se noget sport.!!
Synes du rammer mange ting rigtigt godt.
På min konto fører DR helt klart på point, fordi jeg føler at de er der for sportens skyld, og ikke alt muligt andet gøjl. Jeg er dødtræt af at høre TV2s selviscenesættelse af “Sct. Cathrines Dock” og samarbejdet med Visit Denmark. Men det har de sikkert betalt kassen for.
Kommentatormæssigt er jeg nødt til at knytte en kommentar til Flemming Toft, som på sine værste tidspunkter virker dårligere end Mader gjorde inden han blev smidt ud. Toft laver pinlig mange fejl i sin kommentering – overser udgående atleter, kan ikke se at nr. 2 faktisk blev nr. 4 etc.
Omvendt var det ærgerligt at TV2 ikke havde svømmerettighederne, da Stærke/Jakobsen var bedst – dog klart overgået af Eurosport.
Synes også TV2 har fokuseret utroligt meget på håndbold, og vel nærmest har haft et setup omkring det som vi ser til VM/EM. Der har DR spredt sig meget bedre.
Men reklamekronerne sidder nok i håndbold og letvægt-sportsdækningt til hr. og fru Danmark. For os andre hardcore-sportsfans har DR ligesom til EM været klart bedst i min optik
Kommentatorerne på DR og specielt tv2 er underal kritik. Flemming Toft er uudholdelig at høre på og samtidigt 100% uvidende om det han kommenterer. Jeg ser 95% af al ol på Eurosport. Eurosport er langt bedre da det udelukkende er sport uden et fancy studie med selvfede værter der optager tiden. Dvs. ikke noget ligegyldigt TV men kun sport! Derudover er kommentatorerne på Eurosport alle eksperter/tidligere udøvere af den sportsgren de kommenterer. Det er meget mere interessant at høre på. Vi kan ikke bruge journalister til noget i denne sammenhæng.
Peter, det overrasker mig, at du først kommer med disse bekymrende overvejelser nu. Jeg synes, det har ligget tungt i luften i snart 1-2 år fra især Tv2. Her tænker jeg umiddelbart på deres Tour-studier og -navnligt i år -EM-studie. Det har længe handlet mere om ligegyldige top-3′er, end det har handlet om kadancer, carbon og spanske holdopstillinger. Med eksperter, som egentlig er gode nok til at udfordre den gennemsnitlige seer, men hindres, da, som du nævner, folkeligheden skal nå et et ‘all-time high’, ender det hurtigt med at blive, ja – poppet. Overraskende er det dog, at jeg egentlig synes, at Tv2 har holdt niveauet nogenlunde stabilt og informerende under OL. Selvom jeg er modstander af den konstante rød-hvide transmittering under især Tour-studierne, så er den simpelthen nødvændig under EM – dertil er de fleste sportsgrene for ligegyldige. Derfor kan jeg også leve med folkeligheden, den poppede vinkel til sportsgrenene. Der skal simplethen være grunde til at følge med, lytte og udvide sine horisonter i forholdsvis ukendte sportsgrene – der er en dansk synsvinkel altså nødvændighed. Og jeg synes egentlig også, som flere har nævnt, at de kommentatorer, som er blevet hevet ind som eksperter, har gjort det rigtig fornuftigt. En Rasmus Henning gjorde det forbløffende fornemt med informativ kommentering.
Så at kritismen først kommer nu, er jeg egentlig godt overrasket over, for det er bestemt ikke nu, det har været værst.
kan vi ikke snart få noget end sport i fjernsynet er ved at få spat efter alt det sport denne sommer -(ol, em i fodbold, wimbledon og tour de shit`)
1000 tak til Peter Bruchmann for at tage bladet for munden omkring dæknigen af OL. Det er så forskruet og ude at trit med hvad vi som seer efterspørger.
OL er en kæmpe satsning, og det er som om vi seer bare har at nyde det. Flere transmissioner bliver afbrudt bare for at vise Chrone og Ankerdal smile og pege på “alle der der er mødt op” ved Sct. eller anden docks. Hvorfor skal der absolut stilles om? Hvorfor skal der være to til at pege?
TV2 topper denne tomgang, men DR halser lige efter. Kim Bildsøe Lassen er fløjet ind, men til hvilken nytte. Tomme interviews med danske udøvere som igen og igen skal forklare “hvordan det var vinde”.
P3′s Maja Rosager og Jacob Panum laver til hverdag super fede sportsprogrammer med både indhold, kant og humør. Under OL skal de tvangsparres med Monopol-Mads og Snebolden. Det hele drunker kronisk ironisk stemning og konkurrence om at være mest crazy.
Hvorfor skal noget så tæske fedt som OL pakkes ind i det livsstil-helvede-morgen-tv-tomgang? Lad nu bare sport være sport. De største oplevelser findes fx. på DR HD der fokusere på sporten med nogle kompetente kommentatorer. Desværre drukner atletik, svømning og gymnastik på hovedkanalerne, og det bliver de smalle sportsgrene som blive sendt uden livsstils mixet.
Jeg lugtede hurtigt lunten, og bestilte Eurosport. Her man nyde sporten krydret med nogle vanvittige gode kommentatorer. Her er sporten i centrum og der ydes den service at vi som seere kan sende spørgsmål ind.
Reklamerne bryder desværre den gode oplevelse, men hellere reklamer end det som TV2 og DR sender.
Jeg er helt enig.
Men det er jo en svær balancegang, når man skal ramme så bredt, så både modtagere, der ikke ved noget om den pågældende sportsgren er med – uden at dem, der ved alt om den pågældende sportsgren ikke keder sig.
Men naturligvis er der plads til forbedring. Det er der stort set altid.
Fint med en vurdering af OL-dækningen, hvor jeg i hvert fald kan tilslutte mig hovedpointen.
Selv ser jeg OL fordelt udover en del kanaler, danske, svenske, tyske, norske, Eurosport og BBC via stream og generelt synes jeg at seriøsiteten over hele linien er dalende, selv hos steder hvor der normalt ikke er meget at beklage sig over, SVT og ARD/ZDF. De slår dog stadig DR og særligt TV2 med mange længder hvis det altså er sporten man er interesseret i.
Desværre kan TV2 modellen jo godt give mening i kroner og ører og mareridtsscenarioet ala den stærkt kritiserede (på sociale medier) Amerikanske dækning hos NBC, med forsvindende lidt live sport, masser af følelses-porno indslag som går bag om/tæt på atleterne og reklameblokke i primetime mellem recaps og forskudte udsendelser, men meget lidt live sport, noget foruroligende lignende er altså ikke svært at forestille sig hos TV2 om fire år i Brasilien.
Anyway, her er så mine individuelle bedømmelser:
Svømning:
Som andre også har nævnt er Eurosport makkerparret Ricki Clausen og Ejnar Larsen fremragende. De er eksperter med masser af insights, er underholdende, har passion for sporten og formår endda også bedre end diverse middelmådige journalister at have øje for det væsentlige.
Hos TV2 har Michael Stærke jo tidligere været god på Eurosport, og ham og Mette Jacobsen havde bestemt potentiale, men de havde altså så lidt at arbejde med live at de var totalt spildt på TV2.
DR:
Puha Liniger kan jeg ganske enkelt ikke fordrage. Kommer der nogensinde noget ikke ligegyldigt eller fuldstændig malplaceret ud af hans mund, som for at gøre det endnu værre kører konstant.
Selvom DR til EM i fodbold havde min favorit medkommentator i form af Keld Bordingaard (fodbold faglighed er vel sjældent blevet formidlet bedre) ved siden af, og stakkels ham, gjorde Liniger det umuligt for mig at se live kampe på DR.
Atletik:
Flemming Toft er en katastrofe nu om dage i selv det der skal forestille at være hans område, fodbold. Det er en fornærmelse her at sætte ham til noget hvor han er endnu dårligere. Jeg nægter at se med.
DR vil åbenbart ikke stå tilbage for sådan en katastrofal disponering og har ubegribeligt sat Liniger på de tekniske discipliner.
Jeg kan huske at DR tidligere under dækningen af Golden League stævner havde en ganske fornuftig duo til at kommentere, den skulle man nok have fundet frem igen fremfor at lade Liniger of all people komme imellem.
Hos Eurosport lyder det til at være nogle unge gutter som helt sikkert brænder mere for det end udbrændte Flemming Toft men formidlingen halter desværre. De har dog potentiale.
Konklusionen er at jeg ser atletik på svensk tv hvor nogle rutinerede kræfter gør det solidt og seriøst.
Banecykling:
Ingen tvivl om at medkommentatoren på DR kender til sporten men han er simpelt hen ikke god nok til at kommunikere. Journalisten får heller ikke det bedste ud af ham. De er dumpet.
Basket:
Her har DR, som andre allerede har nævnt, gjort det virkelig godt med at anskaffe Bilde og Wang. Jeg er ivrig NBA fan (league pass abonnement) og selvom jeg ikke altid er vild med deres sidespring og tilsidesættelse af basal play-by-play kommentering, hvis det altså er en kamp man virkelig går op i, så er de via deres passion for sporten, gode kemi, underholdende kommunikation klart et af Danmarks bedste kommentatorpar og i stand til at gøre mange, lad os sige, ikke vildt betydelige basketkampe i løbet af sæsonen til en fornøjelse.
At DR så allerede har pisset på dette gode initiativ op til flere gange i form af ikke-live ting som pludselig skal vises, køre ind over i afgørende minutter eller forsinke udsendelsen og endnu værre lade noget så åndssvagt og anti-DR public service og licenspenge som den til kommercielt tv-skabte ludersport Beach-volleyball forsinke verdens næstmest globale sport på højeste niveau, skal jeg forsøge ikke at hidse mig alt for meget op over.
Det er hermed også selvsagt at jeg mener at det faktum at DR HD udfylder sendefladen med timevis af beach-volley hver eneste dag, er en dårlig beslutning. Kommentatorerne vil jeg dog lige bemærke virker til at være nogle af de bedre, med masser af passion og ekspertise. Så ingen hate til dem, men den klassiske indendørs volleyball, som er på langt højere niveau og har sportslig værdi, ville da være et langt mere fornuftigt valg. I stedet er den blot en af mange sportsgrene under OL som er næsten umulig at opdrive på dansk tv.
Badminton:
En sport hvor formidlingen generelt har været god, eller i det mindste interessant på dansk tv (senest TV2 Sport) og det her var heller ikke dårligt sammenlignet med så meget andet.
Mange af de middelmådige uinteresserede (i sporten) og uvidende journalister sat til at kommentere diverse sportsgrene kunne tage ved lære af Jan Harkamps arbejde under denne turnering.
Gymnastik og meget andet:
Gymnastik bliver som mange andre sportsgrene, inklusive flere klassiske OL prestige discipliner, dårligt nok vist på DR eller TV2 og da slet ikke direkte hvor mange ting drukner i lange håndboldkampe eller ligegyldig studiesnak. Hos TV2 kan den disponering sikkert endnu engang forsvares i kroner og ører (det kan åbenbart selv en dansker der spiller double i Wimbledon over single semifinaler med verdens bedste tennis *brækfornemmelser*) men at DR fravælger medaljekamp efter medaljekamp i sportsgren efter sportsgren til fordel for indledende gruppekampe i håndbold, endeløse genudsendelser af danskere i aktion, ofte med kun minimalt tidsrum fra det rent faktisk skete eller hvad der var den netop sendte FØRSTE genudsendelse, plus tilbage til studiet igen og igen, synes jeg godt man kan diskutere om er den rigtige prioritering.
Det som for fans af sporten, går sådanne prioriteringer endnu værre, er den manglende net-dækning sammenlignet med selvfølgelig BBC (hvilket måske ikke er fair) som har en stream til hver eneste sport men også svensk tv, tysk tv, har et alternativ parat på nettet til dem som vil se noget andet end det der lige kører på moderkanalen.
Man kan blot konstatere at hvis man følger OL udelukkende på TV2 eller DR så er der altså virkelig meget man går glip af (for eksempel volleyball, brydning, gymnastik, bordtennis, judo, vægtløftning) og vil man se direkte topsport, historie som det sker, så er det nødvendigt at finde alternativer. Det gør jeg så.
Peter, tak for dit indlæg og som oftest synes jeg dine indlæg er både gode/relevante og velargumenterede. Jeg er helt enig med dig omkring dækningen af OL, ved dog ikke om den ene kanal har noget at lade den anden kanal høre !!!, men konklusionen er jeg helt enig i.
Enten latterliggøres sportsgrene og sportsfolk der har brugt mange ressourcer og energi på at lave et resultat, eller også er det den danske overstadighed når Danmark laver et godt resultat (Curling-pigerne) eller håndbold/fodboldlandsholdet hvor euforien går i selvsving ift. objektiviteten.
Helt enig også ift. at det kunne være rart, at man hører sporten alene, som et “nørd” område – det er fedt at høre nogen der har forstand på tingene (ekspert) og samtidig kan kommentere det ud til publikum på en saglig og objektiv måde gerne med kant (atletik, skiskydning, cykling (Leif Mortensen under OL vedr. omnium) på eurosport – de tyske kommentatorer og deres analyser både i relation til OL – fodbold (Netzer og deres landstræner (Löw) – klare analyser af hvad skete der og specielt HVORFOR !!! – i stedet for Hvad følte du ?. Også engelske medier – klare udmeldinger om egne kvaliteter – specielt husker jeg under EM kommentatoren endte med at sige det var fuld fortjent italienerne vandt selv om det var efter straffespark.
Igen – under EM sagde Morten Olsen det var fuldt fortjent vi slog Holland !!! – flere medier var på linie med ham så euforien kunne blomstre !!! og en større løgn skulle man lede længe efter.
Omvendt synes jeg efterhånden der er for mange tilfældige eksperter der BLOT har spillet fodbold og efterfølgende kan udtale sig om ALT. Tag TV3′s champions leauge dækning – en hån mod fodboldelskere – TRE tidligere landsholdskoryfæer og så CL – det skulle være kræs – men niveauet ????
Et sidste lille pip herfra skulle være at din analyse kunne meget let være udvidet til at dække den skrevne presse ligeså !!! og så vil jeg sige “man skal ikke kaste med sten når man selv bor i et glashus”.
Beklager – der er meget få undtagelser i dansk sportspresse – det hele ender i eeen grød af euforiske kommentatorer uden reel forstand på indhold og uden egentlig analyse af substansen.
Igen tak for dit indlæg her og det du skrev under EM i fodbold om den danske præstation (sjovt nok er det Agger de store klubber i europa er interesseret i og ikke Bendtner, Eriksen – disse TO er blot gode medieprodukter).
Dommen syncs klar og entydig. Fuld opbakning til PB.
Men æd min hat på, at Dyrby på TV2 efterfølgende vil udtale at de synes deres værter har gjort det fremragende og at de er super glade for deres dækning..
Jeg håber dog blot det er et udtryk for at der ikke skal “vaskes tøj” i offentligheden.
Det er åbenbart TV2′s måde at dække sport på. Har været irriteret over deres Tour de France dækning de senere år.
De viser alt muligt andet end selve cykelløbet, politikere på motionscykler, sportsdirektører i bilen, interviews med ryttere, familien, cykelhandlere og andet ligegyldigt.
De har lidt svært ved at fatte at seerne tænder for cykelløb fordi de vil se – cykelløb. Et held vi har Eurosport.
Hvis man ønsker at tage sporten alvorligt,
så hold dog op med til kvalmegrænsen at anvende latterlige, angelsaksiske ord i dansk, herunder “brand”, og med at tale om Ullas eller stationens “brand” ødelægges.
Brand er en (ofte negativ) oxyderingsproces.
En af de ting der virkelig har skuffet mig både på DR og TV2, er deres ringe dækning af resultater på tekst-tv. Prøv og tjek SVT side 470, her får man alle resultater. Side 510 medaljerækkefølgen, begge ting der er virkelig ringe på DR og TV2.
Når man snakker om gode sportskommentatorer, så glemmer folk jo helt NFLming og Falkeøje, uden dem havde NFL ikke været i DK, som det er nu. Henrik Kaj Hansen gør det også godt på Eurosport omkring snooker. Om end når han får selskab af en medkommentator, så bliver det hele ødelagt af snak, så man her ikke kan nyde ballerne, fordi specielt ham den anden, skal snakke hele tiden. Der sidder jo heller ikke nogen og snakker under stødet i spillelokalet.
Hverken Flemming Toft eller Ulla Terkelsen hører hjemme til et OL. De er tåkrummende pinlige. Der er for meget God aften Danmark hos Tv2. Jeg syntes DR har de bedste komentatorer – især sejlsporten folk har været fremragende.
Peter B. sportens mand.
Dækningen på DR af svømningen var en katastrofe.
Når man har en ekspert med som Michael Hinge, er det en skam at Liniger ikke lader ham komme til orde, men afbryder bare for at høre sin egen stemme. Lad Liniger blive på Tour de France i radioen, det er hans rette hylde.
Atletikken på DR uha uha……tak for Eurosport.
Kommentatorerne på Eurosport var i særklasse dygtige ved dækningen af svømningen, Her kan DR lære meget. Løb skal ikke speakes ihjel.
Michael Stærke er en skarp kommentator og i kampen DR-TV2 vinder TV2 svømmeduellen, men Eurosport er noget foran.
Sejlsportsdækningen på DR har været fantastisk.
Der er for meget lir og for lidt sport, derfor har jeg set det meste på Eurosport eller svensk TV.
Sejlsportskommentatorerne har været topklasse.
Ulla Terkelsen og natholdet har været en skandale, håber Terkelsen er pensioneret og natholdet lukket til næste OL.
Jeg sider lige nu med morgen kaffen og glædermig over at det er slut. DR har 5 kanaler og de 3 har sendt OL. gab.
Når de så ikke lige kunne finde på noget (utroligt nok) at sende live, jamen så genudsender vi sgu da bare noget, eller pakke det lidt ind og kalder highlight. Så har vi andre måtte klare os med endnu en gang genudsendelser af huset på Christianshavn, rejseholdet etc etc. Vel nok fordi penge kassen er tom. DR skulle ikke sende de smalle programmer?? og ikke prøver at undergrave/overbyde TV2 som er afhængi af ser og reklamer