Kommentar: OL i London er på vej mod succes for både London, OL og Danmark
Der var i den grad sjæl i flammen, da den endelig blev tændt efter den originale, spektakulære og smukke åbningsceremoni på Det olympiske Stadion i Londons gamle arbejderkvarter for snart 11 dage siden.
De 30. olympiske lege er nu på vej mod succes for både Danmark, de britiske arrangører og for legene som den globale begivenhed, der vel stadig ikke finder sin lige i 2012. Hidtil blot én egentlig skandale under legene, som vi vil huske om flere år: Eksklusionen af fire badmintonpar for at forsøge at tabe med vilje. Men også den endte med et plus, da idrættens bestemmende organer gjorde noget, de normalt har meget svært ved, nemlig at træde en konsekvent beslutning hurtigt og markant igennem.
I Danmark har elite-idrættens organisation, Team Danmark, haft succes. Dels med selv at sætte sin overligger, otte medaljer, uden at nogen anfægtede den. Dels med at opfylde den allerede på 9. dagen og med flere skud i bøssen, der kan gøre dette OL til det bedste siden 1948, hvor OL i øvrigt senest var i London (20 medaljer dengang).
Ser man på andre europæiske lande, ser det nærmest fantastisk ud. Sverige har (i skrivende stund) 5 medaljer (1-3-1), Norge 2 (0-1-1), Spanien 3 (0-2-1), Belgien 3 (0-1-2). Mit bud er, at Danmark lander på 9 med håndboldherrerne som det mest sandsynlige bud på den sidste medalje trods kolossal vaklen. Så nyd 17. pladsen på nationernes rangliste, så længe det varer. Andre bud er dressur-ridning tirsdag, 49er-båden onsdag og firer-kajakken torsdag.
Men nok så væsentligt er det arrangement, som London har skruet sammen. OL har især på grund af sikkerhed vokset sig så stort og dyrt, at det formentlig er slut med, at København kan drømme om et OL og at tidligere værtsbyer som Stockholm, Amsterdam og Helsinki må nøjes med den ene gang. På trods af størrelsen har London hånd i hånd med ofte udskældte IOC taget toppen af kampen om at blive størst og vildest. Der vil givetvis være store, dyre anlæg, der ikke får den position efter OL, som prisen berettiger til.
Men ved at bruge historiske steder som Wimbledon, Eton, Lords Cricket Ground, Wembley, Wembley Arena og ved f.eks. at lave beachvolley på Horse Guards Parade har man inddraget byen, lige som flere midlertidige anlæg vil blive fjernet eller formindsket efter OL, så det ikke ender som de spøgelses-bygninger, vi har set mange steder.
Briterne har hyldet og dyrket deres egne, men tydeligvis også været åbne, fair og begejstrede for både tabere og vindere fra andre steder.
Vi har blandt danskerne set, at sport stadig samler nationen i en globaliseret tid, hvor kommende generationer ikke vil skelne mellem Seebach og Jay-Z, mellem Borgen eller West Wing eller mellem Jussi Adler-Olsen og Robert Ludlum.
Her har Jonas Høgh-Christensen i et næsten forgyldt drama mod Ben Ainslee, Lasse Norman Hansen i et styrt-drama med 49er/Beijing-kvaliteter, tre nådesløst spændende ro-dramaer, stoute Anders Golding og badminton-spillere i deres livs største kampe løftet Danmark, samlet nationen og placeret sig selv som de forbilleder, der inspirerer på tværs af generationer.
Vi har set danskere skuffe i forhold til forventningerne som Guldfireren, svømmernes medaljekandidater Lotte Friis og Jeanette Ottesen og i det foreløbige også herrelandsholdet i håndbold. Men Guldfireren fik sin medalje, svømmerne satte rekorder i hård konkurrence og håndbolden står foran nye dramaer.
Det er både sjæle i flammer – og heldigvis stadig også sjæl i flammen.
OL som begivenhed presses af sportens løbende motorer, hvor sportslig kvalitet og kommerciel værdi mødes i højere enheder. Det gælder især fodboldens Champions League, amerikanske omdrejningspunkter som NBA, NFL og NHL, Formel 1 samt golf og tennis, der giver markedet – tv-stationer, sponsorer og tilskuere – løbende højdepunkter året rundt. Men uden at kunne konkludere på OLs globale seertal tyder meget på, at London medvirker til at fastholde OLs position.
Følg Peter Brüchmann på twitter under OL: @peterbruchmann
Om bloggeren
