Kommentar: Derfor er OL fantastisk, fascinerende og frastødende
Når man har prøvet at interviewe the Godfather of Soul, James Brown, i en olympisk by og senere samme aften set Michael Jordan og Scottie Pippen fra USA’s Dream Team trippe foran hans scene som skoledrenge, så forstår man, hvor stort, fascinerende og grænseoverskridende et OL kan være.
Når man var til stede på den klub i 1996, hvor en let overrislet Bjarne Riis, stadig ridende på bølgen fra sin Tour-sejr måneden før mødte Anne-Dorthe Tanderup på en aften, hvor SeogHørs øjne-i-natten ville have fået rigtig meget spændende materiale at arbejde med, så ved man, hvad der også foregår til et OL.
Når man har gået rundt i en spøgelsespark i koreanske Seoul et år efter OL og i den grad følt sig som Palle-alene-i-verden, så forstår man, hvor vanvittigt dyrt og uhensigtsmæssigt OL kan være.
OL er verdens største begivenhed. Den er gribende og fascinerende. Men den er også vanvittig og rummer nogle af historiens mest usympatiske og skræmmende manifestationer.
Man må forvente forsiden af OL-medaljen i London. Ikke noget systemets overherredømme som i Beijing. Ikke noget betingelsesløst knæfald for markedsøkonomien og op i høet med menneskerettighederne. Ikke noget Ukraine-dilemma som ved EM.
Men store øjeblikke, som når Mark Cavendish på sin cykel måske allerede lørdag med et slam lukker det obligatoriske værtsnations-brok og skaber eufori med første store guldmedalje til Team Great Britain. Når Usain Bolt på100 m, Michael Phelps i svømmebassinet og et stort dansk hold med høje forventninger skal skrive olympisk historie.
OL har saudi-arabiske kvinder med, en400 meterløber fra Gaza-striben under Palæstinas flag og har pæne og reelle budskaber om fred. OL er et ædelt fikspunkt i en globaliseret verden, hvor vi pludselig får kongehus, republikanere, ministre i rødt og liberale i blåt forenet om noget så banalt som en robåd med lange årer.
OL er stjernestunder til vores fælles historie, som når håndboldkvinderne i forrygende dramaer rammer alle skalaens trin, når Poul-Erik Høyer flår trøjen op i Atlanta, når Martin Kirketerp og Jonas Warrer i desperation stjæler en kroatisk båd og vinder guld i Beijing eller når Guldfireren og Paul Elvstrøm konkurrerer positivt om at blive OL-historiens største.
Men OL er – også i 2012 – stedet, hvor systemet skal bevise sin overlegenhed. Alle peger på 1936 og Berlin som det nemt identificerbare lavpunkt. Men DDR og Østblokkens medalje-hærgen via monster-træning og doping-kultur i 70’erne og 80’erne samt Kinas indtog fra 2000 og frem til i dag er også eksempler, hvor idrætten bruges i en politisk manifestation.
Terror og sikkerhed er i den grad også et issue, illustreret ved Londons store før-OL-skandale, hvor G4S fik en bod på 500 millioner for ikke at kunne levere bare halvdelen af de lovede 10.000 vagter til sikkerheden, der vurderes at koste over 1 mio. pr. deltagende atlet.
Den post på de vanvittige budgetter er i færd med at lukke OL-kredsen og presse hele OLs fremtid. Når der næste år skal peges på en OL-vært for 2020 (Rio er vært i 2016) er Rom allerede ude på grund af økonomi, Madrid vakler, Tyrkiet er en kontroversiel politisk brik, så Tokyo kan ende med at være eneste reelle kandidat. Og tør nogen byer fremover byde ind til en pris på 100 mia. kroner ?
Det er den volumensyge, der presser OL. London har prøvet at tage presset af. Men London vandt netop værtsskabet foran Paris i 2005, blandt andet ved at smide et helt nyt Olympisk stadion på banen, selv om man havde et nybygget Wembley klar. Hvad skal det bruges til efter OL? West Ham? Eller skal det være en af striben af såkaldt ’hvide elefanter’, der står som megadyre spøgelsesbygninger efter OL. Det var det, jeg så i Seoul i 1989. Jeg har også set det i Athen, hvor OL i 2004 efterlod ’hvide elefanter’ og medførte starten på den gælds- og kredit-lavine, der til sidst smadrede Grækenland.
Så OL er et monster. Verdens største og nogle gange værste sportsbegivenhed. Smukt og fascinerende. Skræmmende og frastødende. Fremtiden handler om at modernisere værdier og skalere arrangementet.
London er vært for det 30. OL og indtager rollen for tredje gang. Lad os håbe, at London allerede nu starter med at vise vejen.
Lad legene begynde.
Følg Peter Brüchmann på twitter under OL: @peterbruchmann
Om bloggeren
Du nævner en pris på 1 mio. pr. deltagende atlet for sikkerhed.
Jeg er ikke verdensmester i hovedregning, men med omtrent 10.000 deltager bliver det en pris på 10 mia, hvor kilder som Wikipedia (som man dog ikke altid skal stole på) mener at prisen er £553 mio, altså omkring 5 mia.
Er researchen gået lidt for hurtigt, eller skal vi regne med tilsvarende overdrivelser i resten af dine artikler fra OL…hvor diverse tal kan stige til det dobbelte af hvad man med lidt research selv kan finde?
Hvor Guldfireren bliver til guld-otteren, og hvor Peter Gade får en makker med på banen i en singlekamp?
Vi kan sagtens blive enige om at en halv million er meget for en atlets sikkerhed – men kildekritik og research er nu ikke at foragte.
Wiki er bestemt ikke noget endegyldigt sandhedsvidne. Oplysningen om 1,1 mio. pr. atlet stammer fra den britiske tænketank, Chatham House, der ved forfatterne Houlihan og Guilanotti har kigget på sikkerheden ved disse store mega-begivenheder.
Definitionen på deres tal er sikkerhed for atleter, tilskuere og arrangement holdt op imod antallet af atleter. Og det er værd at bemærke, at dette tal er fra FØR G4S-skandalen, hvor briterne måtte kalde tusindvis af soldater samt vagter fra private firmaer ind for at fylde vagtplanerne ud, så måske kan tallet ende med at blive højere.
mvh
Brüchmann
Vanvittigt at bruge så mange penge på at stable et OL
på benene. Det er blevet et usympatisk kapløb landene
imellem, at overgå hinanden.
Tænk hvad alle de penge kunne udrette for værdigt træn-
gende. Det er sgu for vildt!
Og så er det dødkedeligt at se på. Om en er et sekund
hurtigere end en anden er da totalt ligegyldigt.
OL er, som alt andet, endt i kapitalen og medielakajernes blindgyde.
Ligegyldigt X-faktor show uden mål og mening.
Det hele handler om penge og politiske narrestreger.
Ja, det lyder nu mystisk at et vagtfirma -der ved hvad de kan-siger ja til en opgave de ikke kan magte-måske briterne har gabt over for meget og nu har lavet en sviner og tørrer en del af regningen af på firmaet?
Skal vi vædde /penge/penge/penge?
Ja de gode gamle dage med røde kinder og frisk fyrs konkurrence -hvor alle var lige gode venner efter dysten,er desværre nok forbi/penge/penge/penge!