Hvem er størst: Wozniacki, Løchte eller farfar? Laudrup eller Elvstrøm? Eskild eller EM 92?
Alle var højt oppe sidste weekend, da 28-årige Frederik Løchte Nielsen sensationelt og på uimodståelig vis vandt Danmarks første Wimbledon-triumf på senior-niveau.
Få dage efter var alle hurtigt nede på jorden og talte om, at ”det er jo bare double”.
Den eneste, der reelt holdt benene på jorden i hele forløbet, var: Frederik Løchte Nielsen. Den voksne, velovervejede og gennemsympatiske sportsmand tog sit livs største sportslige oplevelse i flot og strakt arm. Nød det i fulde drag. Tog det som en oplevelse. Og talte om hverdagen, der ventede.
Men hvad er så sandheden om den store præstation? Først og fremmest er vurderingen subjektiv. Man kan ikke matematisk eller præstationsmæssigt måle f.eks. Caroline Wozniackis 67 formidable uger på verdensranglistens førsteplads mod Løchtes ene præstation, der opfyldte alt det, Wozniacki også drømmer om. Eller måle Løchte mod sin farfar, Kurt Nielsens, to (tabte) Wimbledon-finaler i single i 1953 og 1955.
Når man bagatelliserer Løchtes præstation som ’bare en double-sejr’, skal man huske, at Danmarks to største doublespillere i nyere tid, de dybt professionelle og internationalt anerkendte Michael Mortensen og Tine Scheuer-Larsen gennem flotte og lange karrierer aldrig nåede længere end til 4. runde i Grand Slam-turneringer og begge toppede på en 34. plads på verdensranglisten i double.
Så Løchtes præstation ER både stor og historisk.
Umiddelbart er en Wimbledon-finale i single en større international præstation end en sejr i double. Men gælder det også med en bedrift opnået i 50’erne ?
Mit bud, og det er subjektivt, er, at Wozniackis 67 uger og Kurt Nielsens to finaler er større i et historisk perspektiv end Løchtes sejr i double. At Løchtes sejr så på grund af adgangen via et wild card og historikken med farfars resultater i netop Wimbledon gør hans sejr til en bedre og mere medrivende historie, som vi alle kan svælge i, er noget andet.
En vigtig dimension, når man måler de helt store idrætspræstationer er karriereforløb. Evnen til at præge sin idrætsgren gennem en hel epoke. Det er derfor, at Paul Elvstrøm stadig regnes som Danmarks største idrætsmand gennem tiderne, fordi han vandt fire olympiske guldmedaljer fra 1948-60 i sejlsport. Og det er årsagen til, at Eskild Ebbesen ved OL i London kan gøre ham selskab, hvis han vinder sin 4. olympiske guldmedalje (og 5. OL-medalje i alt) i guldfireren i roning.
Man kan derfor også tale om, at Michael Laudrups karriere, hvor han prægede international topfodbold er så beundringsværdig. Om den så matcher den enkeltstående og ultimative præstation, Europamesterskabet i fodbold i 1992 er en anden og igen subjektiv sag.
Et bud herfra er:
- At Elvstrøm stadig er den største og at Ebbesen kan blive det med en ny sejr i London.
- At EM 92 og Michael Laudrup begge står helt oppe i top 5 i en opdateret kanon – i den rækkefølge.
- At Wozniacki og Kurt Nielsen står for de største tennis-præstationer.
- At fodbolden i 1984-86 var den præstation, der flyttede den danske selvopfattelse mest i et kulturelt perspektiv.
- At man for sjældent taler om Peter Schmeichel og Allan Simonsens formidable karriereforløb.
- At svømmeren Ragnhild Hveger kunne have været den største gennem tiderne, hvis ikke 2. verdenskrig og en familie med nazistisk tilknytning havde ramt hendes karriere.
- At den polioramte rytter Lis Hartel, der vandt OL-sølv i 1952 og 56 er den mest gribende præstation.
- Og at Bjarne Riis falder helt udenfor med en præstation, som vi trods doping-indrømmelse stadig har svært ved at placere. Nogle fordømmer ham. Andre betragter ham stadig som den største.
Og så er der Tom Kristensen, Ole Olsen, Hans Nielsen, Knud Lundberg, Wilson Kipketer, Anja Andersen, fægteren Ivan Osijer og Thomas Bjørn, der stadig har deres tilhængere. Og de to håndboldlandshold: Kvinderne under ledelse af først Ulrik Wilbek, siden Jan Pytlick og nu herrerne under Wilbek.
Diskuter gerne videre. Og husk: Ingen har patent på den absolutte sandhed.
Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann
Om bloggeren
Godt indspark, synes dog at du bør kalibrere for idrættens størrelese, roning, kajak etc. er meget små idrætsgrene som alt andet lige er nemmere at komme til tops i end eks. fodbold, tennis, volleyball etc…. så det er svært at sammenligne “lige over” på tværs af idrætsgrene…. Nyder dine bloks/twitter i stor grad – keep up the good work…
Jeg synes Tue Lodahls vw-finaleplads i spring på hest i 2001 burde få meget mere opmærksomhed end den gør. Redskabsgymnastik er noget af det sværeste at gøre sig til verdensmester i. På dagen kan selv et surt opstød fra en dommer afgøre, at du ikke vandt guld selv om du var den bedste. Desuden kræver det masser af træning fra de yngste år overhovedet at blive til noget som helst i den idrætsgren.
Det er nu engang lettere at sparke, kaste og slå til en bold, sidde på en cykel, slå naboen i gulvet og køre en bil
end det er at lave en 2½ Tsukahara på hest.
Jo,jo – men jeg synes nok, I glemmer vores badmintonspillere. De klarer sig godt – og nu i alle kategorier
Bare vent og se til OL.
Jeg synes helt klart at cykelrytteren Thorvald Ellegaard er en af de mest oversete danske idrætsudøvere. Han var i starten af 1900 hundrede tallet i 10 vm finaler i banesprint på 11 år og vandet de 6.
Og det var dengang hvor banecykling var langt større end landevejscykling. Ellegaard fik op til 200 kr. bare i startpenge, og det var på en tid hvor en daglejer ofte blot fik ca. 25 øre for en dags arbejde.