Vi kunne godt bruge en Bruce i Danmark

Kommentar: Har danske kunstnere for lidt på hjerte? Lad os lære lidt af Springsteen

I morgen aften klokken 21 træder det største navn, der nogensinde har gæstet Roskilde Festival op på Orange Scene og begynder for øjnene af 80.000 tilskuere små fire timers rejse gennem skæbner, antihelte, drømme og ikke mindst bristede drømme.

Gennem 37 år har Bruce Springsteen været en stadig mere dominerende faktor på den amerikanske musikscene og i et stadig større omfang som en samvittighedens stemme i det amerikanske samfund.

Koncerten åbner efter al sandsynlighed enten med den potente signatur-sang, ’Badlands’ fra 1978 eller den helt nye ’We take care of our own’. Begge lidt bitre sange om muligheder, der ikke kan opfyldes eller et samfund i krise, hvor borgerne ikke længere magter at passe på hinanden.

Springsteen har undervejs skrevet markante kærlighedssange, men han er først og fremmest en omsorgsfuld revser og kritiker. Han har været optændt af vrede og en bitterhed, fordi han i en svær relation med sin nu afdøde far, Douglas, med egne ord ’mistede’ faren, der havde kæmpet med og mod arbejdsløshed og det Springsteen selv kalder et ’tab af maskulinitet og selvværd’.

I dag i en alder af 62 er Bruce Springsteen fortsat en performer, der mestrer en scene, som kun Robbie Williams formår, men med en dybde som kun Bob Dylan har kunnet matche. I det selskab er U2 og især Bono reduceret til en særdeles professionel ypperstepræst med lidt for meget glorie. Jo, jeg holder meget af U2 og stod selv på Roskilde, da Bono hang i tv-kranen i 1982, men skriv nu nogle væsentlige sange i stedet for at fortælle, hvor meget du redder verden.

Springsteen er empatien, refleksionen og den udfordrende omsorg for et samfund. Stadig fyldt med vrede, men aldrig uden omsorgen. Han er, som Lennon sang i 1970, ’working class hero’.

Han kan spidde, men aldrig uden empati.

I Danmark har vi ikke en kunstner, der fylder så meget – også som en faktor i samfundet og som en driver, der forsøger at påvirke det. Mange af de dygtige danske kunstnere har arbejdet med flere lag, underfundighed, ironi eller antydninger. Det kan man sige om alt fra Leif Panduro, Niels Hausgaard, Steffen Brandt og Benny Andersen til den mere hårdkogte CV Jørgensen, som var mere spiddende end just kærlig.

Kim Larsen kunne have haft positionen, men det meste han har haft på hjerte det seneste årti var et projekt for at tillade rygning på værtshuse..! De mest direkte beskrivere af elementer fra Springsteen-universet er vel Erik Clausen på film og Magtens Korridorer på toner og ord.

Men vi kunne faktisk godt bruge en samfundets omsorgsfulde kritiker. Og det gjorde heller ikke noget, om vedkommende blev så markant, at det blev en politisk faktor, som Springsteen blev under den seneste valgkamp, hvor han blev den mest markante støtte til Barack Obamas tilløb til The White House.

Lad os til sidst i stedet for citater fra Bruce Springsteen tage et par om ham selv:

”Grunden til, at jeg går efter at blive præsident, er fordi jeg ikke kan blive Bruce Springsteen.” Barack Obama 2008.

”Lige meget, hvornår jeg ser Bruce Springsteen, så tømmer han tanken. Hver gang. Og det fantastiske er, at han tømmer tanken for sin familie, for sin kunst, for sit publikum og for sit land. Og vi, i modtagerens ende af denne smukke gave, bliver genfødte.” Jon Stewart, amerikansk tv-vært.

Følg Peter Brüchmann på twitter: @peterbruchmann

 

Om bloggeren

Peter Brüchmann

Direktør i '2020 by Brüchmann' - se www.peterbruchmann.dk - journalistik, foredrag og rådgivning. Udgiver i foråret 2013 bogen 'Generation +' om fremtidens arbejdsmarked, hvor pensionsalderen bliver 77 og vi skal være på arbejdsmarkedet i mere end 50 år. Holdninger på denne blog er Peter Brüchmanns egne.

11 kommentarer

  1. Flemming Kristensen

    Så ham i Paris i går og i forgårs og han er i UHYGGELIG form. I en indendørs arena med 17.000 mennesker og en hede af den anden verden spillede han 3 timer go 40 minutter uden pause. Han overgik det, som allerede var en fantastisk koncert i onsdags med en setliste på 31 numre, som opfyldte enhver fanatisk fans ønsker og han svedte sig halvt ihjel. Hver gang, for publikums skyld og hvilken fest.

    Håber Roskilde publikummet vil sætte pris på indsatsen.

    Ingen over ….. ingen under.

  2. Lotte

    Er jeg mon den eneste der begynder at tænke…At du Peter B.

    Måske i virkeligheden mangler noget i dit eget liv…?

    Sådan kan det jo godt hænge sammen, når mennesker bliver ved med, at pege på andres fejl og mangler…

    Jeg siger ikke at jeg har ret, men det begynder da så småt at lugte lidt…af..

    At det er vældig nemt at sidde på sin ” flade ” og fortælle alle andre om, hvad de burde gøre…

    Bare en tanke…i al venlighed.

  3. Svend Erik Andersen

    Om jeg forstår hvad I venstreorienterede ser i Springsteen, men det er som en klub, de rigtigt venstreorienterede er bare Springssteen fans, jo mere venstreorienteret, jo større fan.

  4. Peter Christensen

    Mand, jeg troede du mente Bruce Lee:

    mangel paa bevidsthed med selvet, er den stoerste hindring for den korrekte udfoersel af alle fysiske handlinger!!!!!

    Vaeren er en fysisk handling, den der har no. ! prio!

  5. Det bliver amazing!

    Bedste hilsner

    Jonathan Løw.

  6. Flemming Kristensen

    @Svend Erik Andersen: Bare lige for at få én ting på det rene. Jeg er liberal og svinger mellem LA og Konservative, hvis du tror, at jeg behøver være venstreorienteret for at kunne sympatisere med Springsteens musik og holdninger.

    Jeg har fulgt ham siden han spillede i Brøndbyhallen i 1981 og set ham nu 17 gange. Og fordi Bruce bekymrer sig “om den lille mand”, hvorfor gør det ham lige til venstreorienteret i det dansk politiske landskab? Der er stor forskel på amerikansk venstreorienteret og dansk og forvent ikke Springsteen ville have den store sympati f.eks. med Enhedslisten.

    Der er ingen som har patent på humanisme og næstekærlighed!

  7. Holger

    Hvorfor skal man være venstreorienteret for at “have noget på hjerte”? For “protestsangere” og “samfundsrevsere” er jo pr. definition venstreorienterede. Det samme med film – og Peters liste med Hausgaard, Clausen osv. er jo sigende.

    En ÆGTE samfundsrevser i dagens Danmark skulle jo synge om – eller lave film om – Carina og de andre velfærdssnyltere, den snigende islamisme og andet i opposition til den herskende socialdemokratisme (næsten uanset parti). Se DET ville være “progressivt” for at bruge et andet newspeak-udtryk, der reelt betyder venstreorienteret.

  8. Hansen

    Springsteen er stor. Fantastisk optræden på Roskilde.

  9. En Bruce? sikkert, nu fik vi en wimbledonmester i stedet samme dag, men en Bruce eller en tennismester løser ikke de kriseproblemer vi herhjemmer har på kort og lang sigt, det gør en ansvarlig regering, som den nuværende, som trods svære odds har gennemført et godt EU formandskab og lavet solide brede reformer og mange mange gode tiltag. Ud af 100% er de 86% gennemført eller på vej hertil, ikke ringe på 9 mdr. Faktisk godt gået. Og lige en korrektion, det er ikke oprør i en by, her Helsingør, fordi et medlem af en kredsstyrelse har problemer med de nuværende meningsmålinger, han taler for sig selv ,ikke for kredsen eller S medlememerne i byen. hvorfor skriver BT modsat sandheden her. Han er heller ikke borgmesterkandidat. Det er Henrik Møller.(s).

    Det giver utroværdighed at lave en lille fjer til 5 høns i BT m. flere medier.
    At der er dårlige målinger nægter ingen, men spin og vås har vi ikke brug for.

  10. Børge R. Jensen

    Personligt går jeg mest til koncerter for at blive fri for de politiske budskaber, som fylder dagspressen. Nutidens danske kultur giver også nogle begrænsninger i form af modvilje mod uønskede krav om opmærksomhed.
    I øvrigt mener jeg, fx. Lars Lilholt har “noget på hjertet” uden at være politisk samfundsrevser.

  11. Klaus

    Meget enig med Flemming. Springsteen står nok for et synspunkt, der helyt mangler som en samlet helhed i dansk politik: Viljen (og retten) til at yde hvis man kan, sammenholdet, friheden for den enkelte – men aldrig på bekostning af andre, de staerkes omsorg for de svage, de svages ulyst til at begraense de staerke velvidende at hjaelpen kommer derfra. Viljen til at goere det rigtige og ikke bare det nemme – baade for borgernes og elitens vedkommende. Sammanhaengskraft, kort og godt. Det bedste fra Socialdemokratismen, liberalismen og konservatismen. Og yes – jeg ligger også selv mellem LA og K.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*