Atomar gidseltagning

 

Det var på alle måder et stykke klassisk diplomati verden blev vidne til, da det i Geneve i weekenden lykkedes for de såkaldte 5 plus 1 stormagter og Iran at strikke en seks måneders, foreløbig og yderst begrænset atomaftale aftale sammen. Søndagens Tv-billeder af den iranske udenrigsminister Mohammad Javad Zarif, der kindkyssede med sin amerikanske kollega, John Kerry, demonstrerede tydeligt at 34 års totalt nedkølet og fjendtlige forhold mellem de to nationer i det mindste var under optøning, at en dialog var sat i gang og at aftalen alene af den grund at fortjener betegnelsen historisk.

For Barack Obama er det kærkommen, at den politiske dagsorden i det mindste for et par dage har taget fokus væk fra den tumultariske introduktion af den store sundhedsreform, men at tro det giver massive point indenrigspolitisk for den trængte præsident er for langt at gå.

Aftalen er -alt andet lige- en sejr for Obama, der dog ikke har kunnet undgå at skabe store problemer specielt i forhold til USA to vigtigste alliancepartnere i Mellemøsten, Saudi-Arabien og Israel, som hver på deres facon har udtrykt stærk utilfredshed med den amerikanske tilnærmelses politik til Mullah-staten Iran.

-En historisk fejltagelse, karakteriserede premierminister Netanyahu aftalen, fordi den ikke indeholder en reel tilbagerulning af det iranske atomprogram.

-Ikke en centrifuge vil blive rørt, så Iran står derfor stadig lige for at kunne blive en atommagt, mente den israelske leder.

Saudi-Arabien, der ser et økonomisk bedre funderet shia-muslimske Iran som den største trussel for et radikalt skifte i den mellemøstlige magtbalance, har flirtet med tanken om selv at blive en atommagt med hjælp fra det atombevæbnede Pakistan- ikke fjern tanke, fordi Saudierne langt hen af vejen har finansieret den pakistanske indlemmelse i atomklubben.

Obama, der allerede som præsidentkandidat i 2007 gjorde sig til talsmand for en tilnærmelse til Iran, har undervejes også fremmedgjort partnere i Europa – først og fremmest Frankrig, der udmærket var klar over, at der havde foregået hemmelige bilaterale forhandlinger mellem USA og Iran. Ikke bare inden de andre stormagter blev koblet på, men også før den nye iranske præsident Hassan Rouhani blev valgt i juli.

Faktisk var det dengang senator John Kerry, der på en rejse til Muscat i Oman tilbage i 2011, fik lukket en meget vigtig kommunikationslinje op til Teheran via sultanen af Oman, Qanoos bin Said.

Mange af knasterne i den nuværende aftale var allerede clearet mellem Iran og USA – et forhold, der i den grad ophidsede den franske udenrigsminister Laurent Fabius, at han stak en kæp i hjulet i den første runde af forhandlinger mellem 5 plus 1-staterne og Iran.

-Det er et naragtigt spil, som jeg ikke vil deltage i, sagde Fabius på baggrund af en kritik vendt mod USA for at være for eftergivende.

Faktisk er det Frankrigs fortjeneste, at den vedtagne aftale blev strammet op, specielt med hensyn til de iranske restriktioner på den omstridte tungtvands reaktor i Arak, som i givet fald kunne blive brugt til at fremstille det nødvendige plutonium til en atombombe.

Irans økonomi, der stort set ligger i ruiner på grund af de hårde vestlige sanktioner, vil ifølge weekendens aftale få en tiltrængt indsprøjtning, fordi sanktionerne nu vil blive lettet til en værdi af mellem seks og syv milliarder dollars samt en frisættelse af andre 4 milliarder dollar i indefrosne oliepenge i udenlandske banker.

Iran vil også blive tilladt at træde selektivt ind på det internationale oliemarked igen.

Det store spørgsmål er, om Obama nu har mulighederne for at reformulere den amerikanske mellemøstpolitik, så den igen stemmer overens med de strategiske tanker i Det Hvide Hus. Obama har ikke lagt skjul på, at det for enhver pris gælder om at undgå et øget engagement i regionen og hellige sig den overordnede tankegang om at prioritere de amerikanske indflydelse i Asien.

Flere kritikere har påpeget, at USA de facto er blevet et gidsel i det iranske spil. Kan man stole Iran og er mulighederne for kontrol gode nok, lyder det igen og igen.

Hvilken indflydelse aftalen får situationen i den borgerkrigshærgede Syrien er også til diskussion. Flere penge ind i den iranske økonomi betyder f.eks. at Iran også kan opretholde sin støtte til det libanesiske Hezbollah, der spiller en større og større rolle i krigshandlingerne i Syrien.

Det bliver også vanskeligt nu at oparbejde at et begrundet håb om succes for de israelsk-palæstinensiske forhandlinger, som udenrigsminister Kerry lagde så mange kræfter i at få i gang. Det er ikke nemt at se premierminister Netanyahu som en særlig konstruktiv og medgørlig forhandler i forhold til palæstinenserne efter at Israel nu står isoleret med sit syn på Iran.

Her er virkelige tale om, at Mellemøstens ældste konflikt er blevet taget som gidsel.

Det er det, der er det klassiske diplomatis kainsmærke.

For at atomaftalen kunne falde på plads måtte de to hovedfjender Iran og USA begge kunne hævde at være på det vindende hold og dermed også skabe nogle tabere.

Tabere, der ikke bare lader sig stryge med hårene: Israel og Saudi-Arabien.

Den foreløbige aftales omslag i en forlængelse efter de første seks måneder, kommer i vidt omfang til at være en funktion af, hvordan de to stater -hver på deres stålsatte måde- agerer politisk og militært i den kommende tid.

 

  

6 kommentarer

  1. Kim Kaos

    Præsterne vinder og verden taber.

    De var i knæ og nu giver vi dem et pusterum – det er både naivt og dumt.

  2. sofie

    Ja man må jo håbe at også de “verdslige” fristelser på sigt vejer tungere for de østlige,end de himmelske-så er der en chance for at beholde skalpen lidt endnu.
    Og hvorfor skulle Israel ikke være i tvivl-det har de al mulig grund til.
    Må Herre Jesu beskytte os.

  3. Knud Madsen

    Jeg er ret sikker på, at Israel og Saudi-Arabien ved, hvad der reelt rører sig i Iran.
    Jeg stoler ikke for fem flade ører på præstestyret. En muhamedaner er jo nærmest forpligtet til at tale med 2 tunger, for at opnå fordele for sig selv.
    De naive amerikanere får en grim lære igen.
    Det eneste muhamedanere forstår, er som sædvanlig en knytnæve.

  4. Jan Petersen

    Alle drømmer bare om at fyre et A-våben af 🙂 så længe siden, det skete sidst 🙁

  5. Johannes A

    Og mens Kim Kaos foragter det iranske styre, så nævner han ikke med bare ét ord det depraverede, gennemkorrumperede, racistiske og indavlede inkompetente styre i Saudi-Arabien, der masseproducerer terrorister og eksporterer formørkede imamer til Vesten. Sofie nævner ikke med ét ord, at Israel dagligt forbryder sig mod vedtagne konventioner i FN, undertrykker og begår krigsforbrydelser, når de fordriver ikke-jøder fra besatte områder, hvor de opfører ulovlige bosættelser og i stadig højere grad minder om en apartheid-stat. Knud Madsen stoler ikke fem flade ører på præstestyret, mens han ser i gennem fingre med, at Israel logistisk og militært støtter terrorister i Syrien og at Saudi-Arabien finansierer foretagendet, samtidig med, at de gør alt for at obstruere fredsforhandlinger. Endelig har Jan Petersen bare ikke gidet læse den aftale, som faktisk blev indgået her forleden mellem 5+1 og Iran (og hvor især Frankrig strittede imod, fordi de ville please saudierne, med hvem de lige var ved at indgå en milliardaftale med om våbenindkøb.

    Og Paul Gazan? Tja, han drager stort alle de samme fejlslutninger som de ovennævnte debattører her på tråden, og han kommer ikke med én – ikke én eneste – kritisk røst over for det primitive og kyniske spil, som Israel har liret af i forbindelse aftalen mellem 5+1 landene og Iran. Et Israel som IKKE har underskrevet ikke-spredningsaftale, et Israel som næsten dagligt truer Iran med angrebskrig, et Israel som lige i dette øjeblik træner et kludetæppe af obskure militser og terrorister i Jordan, forsyner den med israelske våben og sender dem ind i Syrien, hvor de begår krigsforbrydelser, som var det dagligvareindkøb.

    Gazan oplyser heller ikke, at Israels kyniske og menneskerettighedsforagttende aftale med Saudi-Arabien stiler mod dels at få fjernet Hizbollah og Assad i Syrien, hvorefter man vil rette en angribskrig mod Iran. En alliance, hvor Israels fællesinteresse med saudierne desuden består i, at de simpelthen vil fjerne grundlaget for shia som en samfundsfaktor overalt i Mellemøsten, hvorefter saudierne yderligere kan undertrykke minoriteter og israelerne opnår at være stillet over for en mere entydig fjende i sunnierne, hvilket de så håber bevirker, at Vesten i valget mellem formørkede sunnier og Israel, vælger at støtte sidstnævnte og uden bare en antydning af kritik, som nu.

    Ensidighed i store dele af dansk journalistik har vedrørende mellemøstlige forhold efterhånden fået en karakter, hvor man faktisk bliver i tvivl om, hvem de pågældende egentlig skriver for. Og når man læser sådan en gang nationalistisk zionistisk sprøjt som her, så er det faktisk ret foruroligende.

  6. Hugo Pieterse

    Slut med Israelsk gidseltagning af vestens politik?

    Nogle citater:

    “-Det er et naragtigt spil, som jeg ikke vil deltage i, sagde Fabius på baggrund af en kritik vendt mod USA for at være for eftergivende.”

    Andre mener af Fabius kør et naragtigt spil, på baggrund af sin jødiske herkomst og sine zionistiske synpatier. Fabius var i øvrigt også ministeren som vedtog den 100% jødisk designede franske racisme og censurlov; Fabius-Gayssot-loven. Så sent som denne måned blev fem bøger censureret og fik en forlag en bøde på 55.000 kr. Én bog; en antologi med såkaldte “antisemitiske citater” fra kendte personer gennem historien blev helt forbudt og alle eksemplarer skal destrueres. Bemærk det demokratiske Frankrig mod det diktatoriske Mullahstyre, hvor folk ikke har ytringsfrihed…

    “Kan man stole Iran og er mulighederne for kontrol gode nok, lyder det igen og igen.”

    Lyder det igen og igen fra alle zionistvenlige kræfter – dvs. dem af dem som formår at udtrykke sig en smule afdæmpet. Resten af dem kræver simpelthen stadigvæk at landet bombes. Se her Tea Party Zionisten Michelle Bachman f.eks. http://kortlink.dk/dbqx

    “Det bliver også vanskeligt nu at oparbejde at et begrundet håb om succes for de israelsk-palæstinensiske forhandlinger, som udenrigsminister Kerry lagde så mange kræfter i at få i gang.”

    Original tanke fra Paul Gazan – de fleste andre mener netop der er øgede chancer for succes når den vrangvillige Netanyahu og hans udenlandske lobbyister ikke længere får lov til at sabotere “spillet” helt uhindret.

    “Det er ikke nemt at se premierminister Netanyahu som en særlig konstruktiv og medgørlig forhandler i forhold til palæstinenserne efter at Israel nu står isoleret med sit syn på Iran.”

    Lederen af “den jødiske stat”; Netanyahu har aldrig været medgørlig eller konstruktiv i forhold til Palæstinenserne.

    “Her er virkelige tale om, at Mellemøstens ældste konflikt er blevet taget som gidsel.”

    Skal vi nu synes det er synd for de stakkels bosættere som bliver nødt til at rykke tilbage til tidligere besatte områder, og at Israel ikke længere kan tage hele verden som gidsel med sin destruktive og menneskefjendske politik?

    Jeg kan i hvert fald fornemme at Paul Gazan er ret utilfreds.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.