Koldkrigeren Kennedy

 

Det var faktisk først op i 70erne, det gik op for den amerikanske offentlighed at landets 35. præsident, John F. Kennedy, måske ikke helt havde Gude-status og automatisk kunne sidde til højbords i det panteon af nationens ledere, der i forvejen talte en Washington, en Jefferson, en Lincoln og en Roosevelt.

Det var årene, hvor frigivne dokumenter, bøger og artikler for første gang kunne berette om Kennedys serielle utroskab og ikke mindst det faktum, at han livet igennem var en sygdomsramt mand, der mange gange var så medicineret under sin embedsførelse, at enhver ung lægekandidat med rette kunne betvivle hans dømmekraft.

Chokket fra attentatet den 22. november 1963 i Dallas, hvor tre skud affyret fra et vindue i skolebogslagret på Elm Street fra ramte og dræbte Kennedy under et besøg i Dallas, Texas, har rullet hen over generationer og opleves stadig her 50 år efter begivenhed som en konkret følelse af, at et historisk håb om en bedre verden brutalt og endegyldigt sluttede for hele menneskeheden den dag på Dealey Plaza.

Men hvor god en præsident var John F. Kennedy egentlig?

Tonsvis af bøger – og her ser vi bort fra alle de mange konspirationsteoretiske ord- har diskuteret og endevendt de 1036 dage Kennedy residerede i Det Hvide Hus –og den måde han nåede frem til adressen 1600 Pennsylvania Avenue.

Mange af dem kan ikke slippe den enorme myte, der er blevet opbygget omkring Kennedy-klanen fra Massachusetts og forbliver ukritiske i forhold til den politik, der blev ført i årene efter valget i 1960.

Flere og flere historikere har dog anlagt en mere realistisk vurdering af de år, hvor Camelot lå i Washington – og med god grund.

Ingen betvivler længere, at det var Kennedykampagnen, der holdt dåben over den moderne måde at vælge en præsident på og gjorde brug af en lang række ufine og udemokratiske metoder, som vi også kender dem fra de sidste mange præsidentvalg.

Allerede i primærvalgene, da Kennedy skulle slå Hubert Humphrey for at blive demokraternes præsidentkandidat skete der utrolige ting, der måtte få enhver politilog til at spærre øjnene op.

Hvordan en stenrig, katolsk-irsk kandidat fra Boston f.eks. kunne slå en Humphrey i den protestantiske landbo-stat, Wisconsin, når Humfrey oven i købet var fra nabostaten Minnesota er stadig noget af et mysterium, hvis man ikke lige er tilhænger af metoden ”Follow the Money”.

Alle kender også historien om den sagnomspundne borgmester Richard Daley i Chicago, der ved selve præsidentvalget pludselig fandt en kasse med stemmer, der gav Kennedy den afgørende sejr i staten Illinois.

Svindel ved valget i 1960? Tjaaa….vi kan jo kalde det uregelmæssigheder.

Kennedy vandt ikke med nogen stor margin.

Det står fast.

Det står lige så fast, at John F. Kennedy var en sand kold kriger. Han havde en stålsat fokus ikke alene på den globale trussel fra Moskva, men var også overbevist om tilstedeværelsen af en kommunistisk sammensværgelse på den indenrigspolitiske front. Sputnik opsendelsen i 1957 og hysteriet fra McCarthy-perioden i 50erne trak store spor i den unge præsidents optik.

I en prioritering mellem kampen mod det kommunistiske overherredømme og den begyndende voldsomme kamp for borgerrettighederne i Syden, var der ingen tvivl om hvor præsidenten stod. Opbakning til CIA fiaskoen i Svinebugten på Cuba. En Kennedy, der begyndte at sende militærrådgivere til Sydvietnam – et land kun få amerikanere dengang kendte eksistensen af.

Selvom John F. Kennedy berømmeligt sagde, at han kunne ændre forholdene i Syden ”med et pennestrøg”, så kom det aldrig. Langt de fleste historikere tvivler på om Kennedy overhovedet havde kunnet få borgerettigheds reformen gennem Kongressen, hvor modstanden var særdeles håndfast blandt både sydstats demokrater og republikanere.

I den her sammenhæng er det bemærkelsesværdigt at Kennedy –alt andet lige- historisk har fået et absolut prædikat som en moralsk progressiv, også i liberale kredse i USA og på den internationale, udogmatiske venstrefløj.

Det er mildt sagt en sandhed med modifikationer.

Den historiske ironi er, at det var Kennedys vicepræsident, texaneren Lyndon B. Johnson, der som præsident for alvor tog fat i borgerettigheds sagen og via sit storslåede talent for at banke de enkelte medlemmer af Kongressen på plads i 1964 faktisk fik reformen til at blive landets lov.

Johnson, som Kennedy faktisk anså for at være lidt af en grov og primitiv politikertype.

Johnson der, da han blev taget i ed som den 36. præsident om bord på Airforce One i lufthavnen i Dallas efter Kennedys død, selv højt sagde ordene ”So help me God”.

Johnson, der bestemt sagde nej til Secret Service, da de ville flyve ham og kisten med Kennedys afsjælede legme ud af Dallas uden at Jackie Kennedy var med.

Alligevel kan Kennedys eftermæle ikke bare handle om revisionistisk historieskrivning og kritik.

Det ville være lige så forkert som bare at deltage i lovprisningskoret, hvor omkvædet kræver en plads til John F. Kennedy på Mount Rushmore.

Et er, at Kennedy uden tvivl har holdt nogle af de stærkeste taler en amerikansk præsident har holdt i det 20. Århundrede – tænk bare på, hvordan den unge præsident mobiliserede og rev hele Amerika ud af 50erne med sin dynamiske og brillante –endnu ikke overgåede- tiltrædelsestale i 1961 eller den effektfulde Berlin-tale – noget andet er, at han faktisk med stor karisma formåede at vaccinere en hel verden et med en følelse af et aktuelt håb om en ny fremtid.

For mig er Kennedys største triumf dog hans koldsindighed under Cuba-krisen –en krise, der sendte panikbølger ud til nær og fjern.

Især må man bøje sig i støvet for hans hårdhændede afvisning af hele koblet af generaler –her drejer det sig især om den krigeriske chef for det amerikanske luftvåben Curtis LeMay- der ikke kunne se anden løsning på krisen end et omgående bombardement af de sovjetiske installationer på Cuba.

Et bombardement, der efter al sandsynlighed ville udløst et sandt ragnarok.

Det var John F. Kennedys største stund.  ”His Finest Hour”.

Gud ske tak og lov for det.

   

 

6 kommentarer

  1. Allan Pedersen

    Kuba krisen var meget reel, og Kennedy viste sig som en mand.

  2. Estrid Aagesen

    Helt enig med dig, Paul Gazan.

    JFK var karismatisk, charmerende, intelligent og en brilliant taler.
    Han var fræk, selvrådig og havde en fantastisk humor, der fuldstændig kunne afvæbne hans modstandere på et splitsekund.
    Udenfor offentlighedens søgelys var han svært syg og havde været døden nær flere gange. Han var også sexafhængig og havde et forbrug af kvinder – politisk farlige kvinder – der totalt ville have ødelagt ham, havde han været præsident i dag og ikke for 50 år siden.

    I i hvert fald 2 tilfælde viste han dog en storhed, som kun få kommer i nærheden af – første gang da han under 2. verdenskrig imod alle odds redder sit mandskab, da hans skib er sejlet ned af japanerne. En heltedåd af første klasse!
    2. gang, da han afviser generalernes pres for at få lov at bombe de sovjetiske raketter på Cuba.
    Havde han givet efter – hvad de fleste vel ville have gjort – så havde en atomkrig sikkert været uundgåelig – med uoverskuelige konsekvenser for hele verden.

    De to handlinger vil – på trods af hans fejl – for altid stemple ham som en stor præsident og en stor leder.

    (P.S. Jeg havde gerne stillet mig op i køen til en lille affære med ham! Det grin han havde var svært at stå for!)

  3. Ivik Jensen

    At Kennedy var en stærk præsident, hersker der ingen tvivl om. Han var en dygtig commander in chief, især hvis man vurderer det ud fra cubakrisen.

    Han var constitutionalist og snakkede åbent om at gå tilbage til guldstandard. Han var folket præsident, ikke særinteressernes. Gad vide hvorfor han skulle dø.

  4. sofie

    Kennedy repræsenterede den “Nye” Verden og sagde farvel til den gamle.Det er så bare en skam at senere tider solgte ud af værdierne,med spin ,snasks og galskab og personlig vinding og meget mere til.
    Havde ånden kunne leve bare et halvt århundred-ville meget have været til det bedre.
    Personlige omkostninger i privatlivet har været det offer Gud forlangte for en af de højeste pladser-og familien er ikke blevet sparet.Alt har en pris!Vil man betale?

  5. Jan Petersen

    Hvad der undrer mig mest med verdens “såkaldt” store ledere/mænd er, at de er mere til “casual pussy” end at agere big chief 🙂

  6. Jan Petersen

    Men ingen tvivl, Oswald var nok den eneste, der IKKE myrdede JFK ….. LOL …. desværre intet nyt under solen 🙂

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.