Det Store Telt

Det hele begyndte ellers så godt først på tirsdagens valgaften i Boston, Massachusetts. Eskadriller af private Lear-jets fløj ind til Logan Airport med sejrsikre Romney-støtter, der i limoer blev zoomet ind til fest på byens Convention Center og det tilknyttede Westin Waterfront Hotel, hvor den republikanske præsidentkandidat selv befandt sig i en suite sammen med familie og venner.

Ude i havnen, hvor Mystic River løber sammen med Nordatlantens iskolde vand, blev pramme ladet med et otte minutter langt fyrværkeri omhyggeligt navigeret på plads. Ordren lød på at triumfspektaklet skulle kunne skydes af ”et sted mellem klokken 19 lige efter de første valgsteder lukkede og en halv time efter midnat” – så sikre var Romney-kampagnen på den totale succes.

Men ikke en raket med sin strålende ladning kom til at oplyse himlen over Boston havn, scenen for det oprindelige Tea Party, der antændte den amerikanske revolution tilbage i 1773.

I tirsdags udeblev den omvæltning.

I løbet af aftenen kunne de republikanske kampagnegeneraler i stedet se den demokratiske kandidat marchere gennem nationens valgmandskollegium, vinde flere og flere mandater og nå frem til svingstaten over dem alle; Ohio – og der sprang bomben:

Vælgerne i den industrielle, midtvestlige kernestat førte Obama op over grænsen på de nødvendige 270 valgmandstemmer og sikrede ham sin anden periode som USA’s præsident.

Det politiske nedslag efterlod Mitt Romney og hans vicepræsidentkandidat Paul Ryan i granatchok og fruerne i tårer.

Hvad gik der galt?

Hvordan kunne Romneys chefstatistiker, Niel Newhouse, lade sig sovse ind i myten om de forkert vægtede vælgerundersøgelser og tage så grueligt fejl af tallene?

Hvad fik valgkampens Machiavelli, Karl Rove, til for åben skærm på Fox News gå i rablende fornægtelse over den bitre virkelighed, tage prisen som valgkampens dårligste investor – 400 millioner dollar fra sin superPAC i Tv-reklamer med nul forrentning -  og forvandle sig selv til amerikansk politiks ”Dead Man Walking” sammen med den højt besungne republikanske entusiasme?

Faktum er at præsident Obama vandt alle svingstaterne undtagen en, at afgørelsen i valgmandskollegiet – efter Florida langt om længe også blev talt op – blev 332 til Obama og 206 til Romney, og at det samlede antal stemmer for Obama er over to millioner flere end dem, der tilfaldt Romney.

Det gør Obama til den første demokratiske præsident siden Roosevelt, der har vundet det samlede nationale stemmetal ved to valg i træk.

Bag det hele ligger den simple sandhed, at præsident Barack Obamas vælgerkoalition fra 2008 holdt, at den trådte i karakter og at den tegner det fremtidige valgkort i Amerika.

Mitt Romneys koalition – både politisk og demografisk – var gårsdagens koalition:

En konservativ runkador koalition, hvor man blæste på at the Hispanics nu udgør 23 procent af vælgerne; reducerede kvinder til at være absolutte fødemaskiner uden kontrol over egen krop; mente at illegale immigranter måtte ”selvdeportere” sig ud af Guds eget land; bilde bilarbejderne i Ohio ind at Chrysler vil outsource produktionen af Jeeps til Kina, når de selvsamme bilarbejdere kunne møde op på fabrikken i Toledo og få at vide af top management at flere jobs var nødvendige for at følge med efterspørgslen på hjemmemarkedet, og blindt troede på, at de genfødte lutheranske, hvide mænd var mange nok til at få hele landet til at se det republikanske lys.

Allerede for mange måneder siden skrev denne journalist i sin blog, at Amerika var at skifte kulør – det fremgik med al tydelige af den netop offentliggjorte officielle folketælling fra 2011.

Romney tabte kvinderne, de sorte, hispanics, asiaterne, de unge, de liberale, de moderate, Reagan demokraterne og kunne ikke engang vinde de tilbageværende hvide helt over.

Det samlede antal hvide vælgere gik ned fra 74 procent til 72 procent og af dem tog Obama de 39 – en fremgang på en procent i forhold til 2008.

Det republikanske politiske telt var allerede for lille.

Romney og hans Tea Party disciple valgte at gøre det endnu mindre.

Det endte i eklatant fiasko.

Borgerkrigen i det republikanske parti brød ud i lys lue minuttet efter Mitt Romney havde sluttet sin afskedstale i den store balsal i Boston. Kravet om det Store Telt og opgøret med den konservative opportunisme runger nu gennem partiet.

Der skal en revolution til – ikke en Tea Party revolution, men et indre opgør, der kan bringe Abraham Lincolns gamle parti frem til moderniteten. Forkaste de virkelighedsfjerne besværgelser fra den obskure parallelle verden, som Romney og konsorter har placeret de republikanske tankebaner i.

Hvis ikke nye kræfter får rejst Det Store Republikanske Telt, så vil partiet forvitre til et skingert minoritetsparti, der ikke kan være med til at bygge ”Det Nye Amerika”.

Barack Obama har nu muligheden for at hele nationen og lægge grundstenen til USA’s nye afgørende lederrolle i det 21. Århundrede:

At vise verden, det kan lade sig gøre at skabe et multikulturelt, fungerende demokrati, der driver en blomstrende og ansvarlig økonomisk vækst i frihed og læner sig fremad på den rigtige side af historien.

 

 

 

 

15 kommentarer

  1. steffen

    meget velskreven klumme. I forhold til beskrivelsen af det republikanske partis tilstand netop nu, så gik det vel ikke helt så skidt i forhold til senatsvalget, eller ?

  2. Sandy Haae Høyrup

    Det var dog det MEST forblommede indlæg, jeg har læst til dato. En masse “fremmede ord” om hvad?

    At bruge engelske ord i teksten, viser kun UBEGAVET sprogbrug! Men at vise “gamle” ord, som ” runkador ” viser BLOT at skribenten vil “blære sig” over rodet.

    Til læserne er en: Runkador en gammel han Elefant, der har vandret alene i ødemarken. Og dette ordbrug kan du ikke finde i nutidig Dansk Ordbog af Politikken, som fås på “skive”.

    Man “udvikler” sproget? – Fx en “nybegynder”? Hvad er NY og hvad er begynder?Ordet betyder NØJAGTIGT DET samme! En ny er en begynder, en begynder er en ny!
    Tit og ofte: Hvad der sker tit? Eller hvad sker OFTE, er lig, hvor ofte sker tit?
    Det er ET OG SAMME ord, som i fx i: Hvordan og hvorledes?Hvad betyder hvordan? Og hvordan betyder? Hvorledes!
    Dobbelt konfekt i tale TALE!

    - Personligt: Fik jeg Politikens Nu dansk Ordbog i gave, med diverse mangler!

    Men BT er åbenbart ikke bedre ud i sproget? Med en blokker der “taler/skriver” hen over hovedet på læserne?
    På godt dansk! Du har ødelagt din tekst og budskab, med en masse fremmede ord!
    Nutidens ungdom ANER ikke en skid om, hvordan det danske sprog har udviklet sig.
    OG – de er BEDØVENDE ligeglade!
    Med andre ord! Tale hen over HOVEDET på læser/lytter!

  3. bryllupsfotografen

    god artikel!

  4. Jesper

    Og hvad vil du Sandy med dit indlæg, andet end at tale ned til os andre. Jeg tror de fleste er klar over hvad en runkador er. Forhold dig til indholdet i stedet for.
    For Paul har ret.
    Republikanerne er nødt til at reformerer sig. De hvide kristne kernevælgere bliver færre og færre. Jeg tror vi vil se et mere midtsøgende republikansk parti fremover.

  5. Søren Mortensen

    Ja, Sandy, der noget om snakken. Men du skal først og fremmest ( er det en tautologi?) angribe de talentløsheder som lukkes ud fra journalist(høj)skolen. Nu, og ganske uforståeligt, Universitetet.

    For klogere sataner end disse mediefikserede tomheder, skal man lede længe efter.
    Af uforklarlige grunde mener nogen, at intelligensen er deponeret hos medierne, som så selv udråber niveauet. Her er Lasse Reimer et klassisk eksempel på dumhedens sejr. Det er muligt, at han ved meget, fordi han kan huske meget. Men hvor er det lige, han har deltaget i udviklingen af samfundet?

  6. Ivik Jensen

    De grundlæggende og glemte principper i Tea Party bevægelsen er præcis hvad der bil bringe Amerika videre. Det vil dog sandsynligvis først komme frem efter verden har indset at USA er forbi Fiscal Cliff og at det nuværende økonomiske system ikke har en chance for at overleve.

    Alene tilliden til at Obama kan stå for en blomstrende og ansvarlig økonomisk vækst er mere end utopisk.

  7. Jan Søndergaard

    Steffen: Jo, det gik republikanerne meget skidt i senatsvalget, og det netop af de grunde, som Paul Gazan nævner. I lang tid lå republikanerne til at genvinde flertallet i senatet, men mange sikre republikanske senatorer blev væltet af Tea Party-kandidater, som var så ekstreme, at vælgerne flygtede til demokraterne. Eksempel? Richard Lugar fra Indiana har været senator i 35 år og er højt respekteret. Ved sidste valg i 2006 fik han 87 % af stemmerne! Denne gang blev han væltet som kandidat af Richard Mourdock – du ved, ham der med, at voldtægt er guds vilje.

  8. Morten Andersen

    Det kommer nok ikke til at gå den vej Paul beskriver for det republikanske parti. Ved næste valg vil tea party stadig have for stor magt i de lokale vælgerforeninger – og de er fanatiske på en måde som vi i DK ikke rigtig kan forestile os. Deres eneste håb må være at Hillary bliver demokraternes kandidat. Der er ikke nok amerikanere som er klar til en kvindelig præsident.

    @Sandy fy-fy ikke trolle :-)

  9. Jens Hansen

    Glemmer Paul Gazan ikke al den valgsvindel demokraterne også denne gang udførte i stor stil?? I visse valgkredse i Pennsylvania og Ohio fik Obama 100 % af stemmerne, hvilket ellers kun ses i diktatur-stater, og giver mindelser om ‘valg’ i det nu hedgangne Sovjet.

  10. Steglich-Petersen

    Det var godt for USA og verden – at Rommy tabte slaget om magten.

    Verden udvikler sig stadigt mere ildevarslende – og i krisetider er det aldrig god latin at parre en krudtugle med en ildflue !

  11. Helle Bay

    ¨Sandy, hvad piver du over?
    Er du født i går og tørret på kakkelovnen i nat, eller har du gået hele dit liv efter en plov?
    Du er heldig, at du har fået den ordbog.
    Lær en side udenad hver dag..Om 200 dage vil du være i stand til at forstå et intelligent (klogt) (undskyld) indlæg som dette ang. Obama og Romny.
    Spoglæreren

  12. Henrik Johnsen

    Ked af at måtte sige det, men havde amerikanerne
    egentlig nogle gode kandidater at vælge imellem?
    Havde republikanerne haft en bedre kandidat, ville Obama helt sikkert have tabt.
    Manden har allerede haft 4 år, hvor han på mange
    måder har vist sig helt og aldeles inkompetent.
    De 2 første år havde han endda flertal i begge kamre, men intet skete !
    Han imponerer ikke mig med sine fine taler (som han for i øvrigt, har andre til at skrive), da jeg mener at handling bør følge ord!
    Dette valg må nok nærmere ses som et fravalg af Romney end en begejstring for Obama og hans lederevner.
    Beklager !

  13. Bjarne Jepsen

    Henrik – du behøver sådan set hverken at beklage eller være “ked af at sige det”.

    Medmindre du IKKE har de samme begrænsede muligheder – som flertallet herinde – i din tilgang til viden om hvad der er op og ned i den politiske hverdag i USA, så kan dit indlæg kun betragtes som værende hamrende subjektivt!

  14. Christian Hansen

    Romney og hans Tea Party deciple?

    Romney er nok noget af det mindst konseervative der findes at kalde ham konservativ er en hån mod Ron Paul og i sedste ende en hån mod Reagan

    bare se på hans fortid som guvanør i Massachusetts han skrev bl.a. forløberen til ObamaCare

  15. Christian Hansen

    Henrik Johnsen

    hvis republikanerne bare havde udpeget Newt Gingrich eller Ron Paul så havde Obama tabt

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.