Mens Obama effektivt sænkede Romneys slagskibe, forsøgte den republikanske præsidentkandidat som en anden peacenik at kvæle sin modkandidat i verdensfred og enighed.
Mitt Romney gjorde så meget ud af at fjerne sig fra sine sabelraslende militaristiske udtalelser og sin kritik af Barack Obamas politik i Irak og Afghanistan, at man en time inde i mandagens Tv-debat fra Lynn University i Boca Raton, Florida, nærmest forventede at guvernøren ville anbefale vælgerne at stemme på sin modkandidat.
Det var helt tydeligt at den republikanske kampagne havde indprentet Romney, at han denne aften for alt i verden skulle undgå:
Udenrigspolitisk fakta brølere.
Fremstå som en aggressiv krigsmager.
Men derimod demonstrere, at han kunne udfylde rollen som en ansvarlig ”Commander in Chef”.
På sæt og vis lykkedes det.
Der var ikke de store fadæser – bortset måske lige fra at Romney mente, at Syrien var Irans adgang til havet; det har sikkert skabt en del forundring og nogen panderynken blandt lodser og skibskaptajner i Bandar Abbas, der som bekendt er Mullahlandets største havneby i Hormuz Strædet.
Mitt Romney har også gennemgået veritabel metamorfose fra den angrebslystne høg, vi lærte at kende under primærvalgskampagnen, til en centrist, der nu siger sætninger som ”Vi kan ikke bare dræbe os ud af det her rod”.
Rod refererede til situationen i Syrien, det nordlige Mali og udviklingen af det arabiske forår i Tunis, Libyen og Egypten.
Alligevel udtrykte den superdiplomatiske Romney nu i den sidste debat pludselige en enighed med den Obamapolitik, der var med til at presse diktatoren Mubarak fra magten i Egypten.
Det var bestemt ikke linjen, da det politiske forår stod i fuld flor i den store Nilstat. Den gang var argumentet bl.a., at man ikke kunne risikere en omvæltning i den eneste arabiske stat med en fredsaftale med Israel, og at man heller ikke kunne støde den vigtige, stokkonservative alliancepartner Saudi Arabien fra sig – et kongedømme, som ingen af de to kandidater nævnte, da de to – igen – var enige om, at kvinder skulle frigøres i Mellemøsten.
Mitt Romney roste også Obama for at have gennemført sanktioner mod Iran – han ville nok måske have strammet dem lidt, men var i det store hele tilfreds med præsidentens konkrete indsats.
Ingen var i tvivl om, at D’Herrer som præsidenter ikke ville tolerere et atombevæbnet Iran.
Kritikken mod Obama var af en mere ideologisk natur, der dog alligevel havde betydeligt snert i sig, da Romney kom med en af sine bedste punchlines mandag aften i forbindelse med præsidentens ”undskyldnings tourné” til Mellemøsten:
-De sagde på arabiske Tv, at Amerika havde været afvisende og spottende(overfor muslimske nationer – red). De sagde ved den lejlighed, at Amerika havde dikteret andre nationer. Hr. Præsident, Amerika har ikke dikteret noget til andre nationer. Vi har derimod befriet andre nationer fra deres diktatorer.
Desværre for Romney havde Obama en kontra lige indenfor vesten og mente lidt spydigt, at hvis der endelig skulle snakkes rejser, så kunne han da nævne sin udenlandsrejse som præsidentkandidat:
-Jeg besøgte først nogle af vores militære styrker. Dernæst, da jeg rejste til Israel, tog jeg ikke nogen donorer med. Jeg lavede ingen fundraisere i landet. Derimod besøgte jeg Yad Vashem, Holocaust museet, for at minde mig selv om det ondes natur og vores ubrydelige bånd med Israel.
Romney var i sommers bl.a. i Israel, hvor han havde donorer med turen, der organiserer en pengeindsamlings frokost på hotel King David med kasino milliardæren Sheldon Adelson som ankermand.
I det hele taget var Mitt Romney meget fattet, ja næsten stille af sig. Så stille, at guvernøren var lige ved at få Obama til at virke for angrebsivrig. Præsidenten havde nemlig også sine punchlines klar.
Udover at Obama belærte Romney om at den teknologiske udvikling havde gjort, at der ikke i sig selv var noget i at påpege at den nuværende amerikanske flådes numeriske størrelse var lig med det antal, den havde i 1917.
-Vi har også færre heste og bajonetter nu end den gang, mente Obama og fik i den sammenhæng også kritiseret Romney for hans udsagn om at Rusland var ”USA’s største geopolitiske fjende”, der i følge præsidenten fik Romney til at føre koldkrigspolitik fra 80erne.
-De fører også socialpolitik fra 50erne og økonomisk politik fra 20erne, slog Obama fast.
Begge kandidaterne forsøgte at få den amerikanske økonomi ind i den udenrigspolitiske debat. Det skete i forhold til Kina, der med samme blev en diskussion om outsourcing og redningen af den amerikanske bilindustri, hvor både Obama og Romney talte direkte til Toledo, Ohio –et stærkt Obama område i den afgørende svingstat, hvor også Romney forsøge at få et ben indenfor.
På det her punkt var der ingen enighed mellem de to politikere.
Romney beviste også for vælgerne, at han havde læst på lektien. Guvernøren gennemgik f.eks. hele USA meget anstrengte forhold til Pakistan i akademiske detaljer – alle de tre efterretningsorganisationer fik en tur, at landet ikke var en demokratisk stat, men alligevel en ”slags” allieret, der ikke bare kunne afvises.
Man kunne næsten høre de mange at bilarbejdere i Toledo trykke på remoten for at se, hvordan det gik i nogle af de store baseball og football kampe, der kørte samtidig.
Obama kom også her med en lille afsløring, nemlig at han og rådgiverne havde taget det for givet, at hvis de havde spurgt de Pakistanske ledere om de ville tillade et amerikansk angreb på Osama bin Ladens skjulested, så ville det sikkert have sagt nej. Så derfor spurgte vi ikke, som Obama sagde.
Begge de to kandidater var også enige om overhovedet ikke at tale om Europa. Ikke et ord var der en eventuel politiske og økonomisk strategi i forhold til det område, der er USA største samhandelspartner.
Romneys strategi var ikke at tabe. Derfor var han høfligt tilbagelænet, uden dog at blive zombieagtig som Obama var i den første debat.
Det store spørgsmål er, om det så har betalt sig for Romney.
Dommen var kontant og entydig fra seerne.
De var ikke i tvivl: En klar sejr til Obama.
CNN’s undersøgelse af registrerede vælgere, der havde set debatten havde præsident som en klar vinder med 48 procent mod Romneys 40 procent – et betragteligt føring, fordi sådanne undersøgelser er skævvredne til fordel for republikanerne, fordi flere af dem traditionelt ser valgdebatterne sammenlignet med demokratisk registrerede vælgere.
CBS havde lavet en undersøgelse blandt uafhængige vælgere, der endnu ikke havde beslutte sig for, hvor krydset skal sættes den sjette november.
Her var tallet 53 procent for Obama og kun 23 procent til Romney.
Men en ting er at vinde en debat – især en udenrigspolitisk debat.
Noget andet er at vinde selve valget.
Det er slet ikke afgjort endnu og bliver et meget, meget tæt løb.
Selvom Obama gjorde det godt, så var debatten mandag aften ikke fyrig og opsigtvækkende. I flere perioder var der en sløv, studiekreds stemning i auditoriet på universitetet med lange, indviklede forklaringer; søvndyssende ord-droner affyret fra de to ”professorer” på podiet og med den aldrende journalistdekan Bob Shieffer fra CBS lidt på automatpilot i censorstolen.
Selv så jeg debatten på NBC – ikke fordi den var bedre her, men fordi jeg så ind imellem, når der blev drøvtygget vel meget i transmissionen fra Florida, lige kunne slå over til kanalen ved siden af:
Der viste Fox stationen nemlig baseball kampen, hvor vores lokale San Francisco Giants tromlede hen over the Cardinals fra St. Louis i silende regn i den afgørende syvende kamp og dermed sikrede sig en plads i ”The World Series” –noget der helt sikkert vil blive talt mere om her i The Bay Area end debatten mellem Obama og Romney, der under ingen omstændigheder bød på spektakulære homeruns fra nogen af parterne.
Om bloggeren
Det gør ikke så meget at slagskibene tager vand ind, det er værre, når tænketankene glemmer deres modstandere, fordi magten er mere interssant end det egentlige mål.
Jeg har skrevet det før, og skriver det gerne igen, Obama passer til tiden vi er i, fordi hans visioner og dansepartnere, kører på fuld skrue ind i en tidsfase, hvor selvbestemmelse og selvstændighed vil vaccinere befolkningen med nye nåle.
Romney taler som et ladt gevær, hvor Obama behersker kunsten at smile, så de der kigger på, tror han smiler, det gør han ikke, han er et strategisk ‘vidunder’, der næsten gør vand til vin.
Det gør ikke Romney ond og Obama god, eller bedre egnet, det giver derimod det klokkeklare afkast, at Obama forstår at investere i glatte udmeldinger, som både er taktiske, men også umulige at lodde, med mindre man evner at høre det han ikke siger.
Det bliver uden tvivl et gnidningsforløb mod falderebet, fordi Romney puster Obama tilstrækkeligt i nakken, til at holde øjenkontakt med overhalingsmulighederne, men igen, Obama kan endskønt han er verdens mægtigste mand, bedre dresseres end Romney, fordi hans mål og ‘vennekreds’, kan hytte sig bedre under smil og store armbevægelser, fremfor blottede tænder og moralske opstød.
Sanktionerne mod Iran, var efter min vurdering en begrænset afklapsning, der skulle sikre Obama at forblive i tålelighedens lys, Romney havde nok sendt Irans præsident på charterrejse til Afrika, med rent vand på flasker, så han kunne få en fornemmelse af, at fattigdommen ikke er værd at optrappe.
Jeg tror ikke Romney forbinder sabler med gode muligeder for fremtiden, jeg tror derimod at Obama i krigsøjemed, kan overraske helt anderledes, hvis der skal trykkes knapper.
Kennedy sagde det så fint i sin tid, ‘spørg ikke om hvad landet kan gøre for jer, men spørg jer selv, hvad I kan gøre for landet’, den version er ikke siden gentaget, ej heller i praksis.
Verdensfreden skal de ikke bruge krudt på, den magter de ikke at gennemføre, men kan den ene eller den anden blot på et anstændigt niveau se deres lands befolkning som et betydeligt tilskud til deres kampplads, så er tiden vist gået med det projekt. Janne.
Det lyder mere og mere som at Gazan er med paa Obama’s valgkampagne, for sandheden er idle hoert og man undgaar hurtigt at “fact-checke” for flere af Obama’s beskyldninger i debatten bliver bevist for ganske enkelt at vaere loegn og uden sandhed.
Faktum er nu at Obama har koert en valgkampagne paa loegn og uholdbare beskyldninger samtidigt med at han ikke kan snakke om de sidste 4 aar, da han har opnaaet meget lidt andet end den stoerste skat-vedtagelse (obamacare), samt hele USA er splittet mere end nogensinde.
At vaere Blogger er en ting, men at blive anerkendt som “journalist” er noget helt andet…
Spoergsmaalet i lived er om man kan kigge sig selv i spejlet hver dag, og vide at man fortaeller sandhed eller overskrifter…
En ting er sikkert; hvis Obama vinder valget vil hele verden blive “ramt”, og mange mennesker vil sidde tilbage med et forunderligt blik, foelelse af afmagt, og ganske enkelt se en forringet verden for ens boern. Personligt haaber jeg at jeg ikke faar ret, men vi kan “snakkes ved” om 2-3 aar…