Kulturkamp i Widescreen og Technicolor

Den skærpede, politiske kamp op til præsidentvalget i USA, der har delt landet op i to tilsyneladende uforenelige blokke, er nu også for alvor rykket ind i nationen biografsale. Kulturkamp i værdipolitisk widescreen og technicolor har erobret det store lærred anført af konservative, højrelænede film, og det er ikke det klassiske Hollywood, der styrer den nye bølge af både dokumentarer og fiktion.

Sidste skud i filmrullen er anden del af en planlagt trilogi på baggrund af filosoffen Ayan Rands berømte samfundsroman ”Atlas Shrugged”, der havde premiere i fredags.

Ayan Rand er en af vicepræsidentkandidat Paul Ryans store politiske inspirationskilder.

Tematisk deler denne Rand-film en overordnet, dyster fremtidsvision med årets overraskelse på dokumentarfronten, nemlig ”2016: Obama’s America”, der siden den kom frem i juli måned har indspillet 32 millioner dollar – og det med en produktionspris så lav som 2,5 millioner dollar.

Det har gjort Obama-filmen til den anden mest indtjenende politiske dokumentar i USA nogensinde; kun overgået af venstreradikalisten Michel Moores ”Fahrenheit 9/11”, der til dato har indspillet ikke mindre end 119 millioner dollar på det amerikanske hjemmemarked alene. Paradoksalt er det netop denne anti-Bush film fra sommeren 2004, der har sat gang i dette valgårs konservative filmboom.

Men allerede i 2008 vandt højrefløjens nye filmmoguler en politisk sejr, der i indflydelse og konsekvens får Michael Moores dokumentar til at ligne et dumpet adgangsprojekt til filmskolen.

Det drejer sig om den magtfulde konservative lobbyist gruppe ”Citizens United”, hvis præsident og bestyrelsesformand, David Bossie, i det år producerede filmen ”Hillary: The Movie”.

Filmen banede vejen for en total revolution i måden politikere kan fonde deres kampagner på, da Højesteret kom med en kontroversiel dom i sagen ”Citizens United versus Federal Election Commission” og tillod de såkaldte anonyme ”SuperPACS” at kaste millioner af dollar ind i den præsidentielle valgkamp.

Det har resulteret i en veritabel blitz af fortrinsvis negative Tv-reklamer, der bakker enten den republikanske eller demokratiske kandidat op i den igangværende kampagne, uden at man f. eks hører den vanlige officielle speak: ”Mit navn er Barack Obama og jeg har godkendt dette budskab”.

Af andre anti-liberale dokumentar film, der kommer på markedet lige nu, kan nævnes ”Runaway Slave” med den sorte, tidligere pizza boss og republikanske præsidentkandidat, Herman Cain, i fokus sammen med en buket af andre sorte konservative.

En anden film fortæller den just afdøde konservative kommentator, Andrew Breitbarts livshistorie under titlen ”Hating Breitbart”.

Filmens instruktør, Andre Marcus siger:

-Når man ser på billetindtægterne fra film med et politisk indhold nu, er det klart, at der et stort publikum derude, der længe har følt sig underbetjent.

En tredje film med blot to uger ude i offentligheden er ”Last Ounce of Courage”, der portrætterer en kristen borgmester fra et lille bysamfund, Marshall Teague, der blankt nægter at anerkende adskillelsen af kirke og stat.

Siden premieren har den indspillet knap 3 millioner dollar.

Det ville ikke være Amerika, hvis ikke et uudforsket, men profitabelt mediemarked tiltrak folk på tværs af det politiske spektrum. Således har sports- og mediemilliardæren, Mark Cuban, en aktiv Obama støtte, vejret de nye, højredrejede filmdollars og blevet distributionspartner for ”Citizens United” på deres kritiske dokumentar ”Occupy Unmasked”, der spidder Occupy Wall Street bevægelsen.

Cuban mener, at der altid har været en historisk tradition og derfor også et marked for ensidigt vinklede film.

-Folk ser disse film for at blive bekræftet og forstærket i en politisk holdning, de har i forvejen, siger medie-entreprenøren.

Ayan Rand filmen ”Atlas Shrugged part two” har været omgærdet af stort hemmelighedskræmmeri, fordi den første del af trilogien simpelthen blev garrotteret ihjel af kritikken.

The New York Times kaldte den første film for ”komisk smagløs” og Rolling Stone gik endnu videre og skrev at ”filmen sidder der på det store lærred og flapper som en søndertævet sæl”.

Den nye film blev ikke blevet anmeldt på dagen.

Men også Hollywood blander sig i weekenden umiddelbart før præsidentvalget.

Der er tale om en forventet Blockbuster, nemlig den omdiskuterede film om Navy SEAL Team 6 aktionen, der dræbte Osama Bin Laden i Pakistan. ”Zero Dark Thirty” er med et stort budget instrueret af Kathryn Bigelow – Oscarvinderen fra 2009 med en anden militærfilm ” The Hurt Locker”.

Obama-administrationen blev kritiseret kraftigt fra republikansk hold, da det kom frem at Bigelow havde været til briefing om aktionen hos forsvarsministeriet.

Kulturkampen raser fra højre og venstre i biografsalene og filmdollars flyver i luften op til præsidentvalget.

Om det hjælper kandidaterne?

Næppe – men ude i det fjerne kan vi hører filminvestorer og banker råbende forlange et: ”Cut!”

 

 

 

 

Om bloggeren

US Touchdown

Biografi-tekst

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*