Obama Groggy

Under primærvalgskampagnen brugte den tidligere leder af Kongressen, Newt Gingrich – ja, ham den akademiske Kloge-Åge fra det selvbestaltede politiske firma ”Gingrich, Gingrich & Gingrich” – hele tiden det argument at vælgerne skulle pege på ham som præsidentkandidat, fordi han var den eneste i det republikanske felt med så strålende diskussions evner, at han i en direkte infight kunne overgå ”The Debater in Chief”, Barack Obama.

Natten til torsdag i den store sal på University of Denver blev Gingrich’s vanlige overvurdering af sig selv matchet af Barack Obamas totale undervurdering af det republikanske parties endelige bud på præsidentposten, Mitt Romney, som iscenesatte et totalt uventet comeback, der muligvis kan komme på højde med Jørgen ”Gamle” Hansens legendariske choksejr over Dave ”Boy” Green i Randers Hallen.

Mitt Romney, der gennem hele sin kampagne har lignet en ofte stammende, kejtet undskyldning for sig selv, viste sig som en muskuløs, velforberedt debattør og forvandlede en passiv og veg Barack Obama til en punchdrunk og groggy politiker i helt anden vægtklasse.

Selv dommeren i Colorado kampen, journalisten Jim Lehrer fra PBS, fik Romney fejet af kanvassen og satte sig flere gange igennem med ustoppelige slagserier af ord.

Barack Obama kom dårligt fra start i sin to minutters indledning og overlod nærmest hele initiativet til Mitt Romney, der straks drejede op for sin kadence, da han fik ordet.

I løbet af få minutter kunne man aflæse en utilpashed hos Barack Obama, der smilte alt for bredt, så usikkert væk fra modstanderen, gloede afvæbnende ned i papirerne og ikke engang sammenhængende kunne forklare sin egen signaturlovgivning, den store Sundhedsreform.

En fremtræden, der bundfældede sig hos præsidenten og kunne høres som vævet uld i munden –ikke bare i salen i Colorado, men udover hele landet.

Selv når Obama forsøgte sig med udfald forstod Romney at parere og vende slagene den anden vej.

F. eks da Obama – lidt for skolemester hovent – brugte det rigtige argument at ”Obamacare” sådan set på det nationale plan var en kalkering af den reform som guvernør Romney havde gennemført i Massachusetts i 90erne.

Romney vendte lynhurtigt argumentet og understregede at han – i modsætning til Obama – havde gennemført sin reform i et sammenarbejde mellem republikanere og demokrater og at det var et sindbillede på, hvordan han ville arbejde sammen med Kongressen, når han blev valgt som præsident.

Det har Romney sagt før, men da han afleverede forklaringen torsdag nat, gjorde han det med så meget overbevisning, at Obama virkede lammet og kun kunne gentage angrebet endnu engang.

Obama forsøgte at få fat i Romney på hele skattenedsættelsespolitikken, men også det mislykkedes.

Obama lød som en træt teknokrat, der ville belære sin modstander. Ordene prellede af på Romney, der i stedet effektivt blev ved med at forsvare sin skattenedsættelse til 20 procent over hele linjen ved at sige at statens indtægter ikke ville gå ned, fordi han ville modvirke provenutabet ved at rense ud i fradragene. Romney bedyrede også, at det ville betyde, at de rigeste amerikanere ikke fik ekstra skattelettelser sammenlignet med bl.a. middelklassen.

Mitt Romney benyttede også virkningsfuldt det gamle politikertrick, ved at hævde ”at det er simpelthen ikke rigtigt”, hver gang Obama kom med et angreb.

Nogle gange oven i købet med en let sarkasme, som f. eks, da Obama forsøgte at pirke til guvernørens uddannelsespolitik:

-Hr. Præsident, Hr. Præsident, De har som præsident ret til Deres egen flyvemaskine og til Deres eget hus, men ikke til Deres egne facts.

Også på det vigtige spørgsmål om Medicare landede Romney på benene, da Obama prøvede at spidde ham på usikkerheden blandt de ældre – og de snart ældre- om hvordan denne ordning vil se ud i fremtiden.

Faktisk kom Romney af sted med igen at hævde at Obama rent faktisk ville fjerne 760 milliarder dollar fra Medicare, og da præsidenten forsøgte at forklare at disse penge var overflyttet til Obamacare og der derfor ikke var tale om nogen forringelse eller besparelse, lød Obama igen flad og teknokratisk.

Også demokraternes største anke mod Romneys økonomiske politik, nemlig at den virker fra toppen og ned – den såkaldte ”trickle down” økonomi- fik Romney behændigt afvist ved at sige, at Obamas økonomiske politik ikke var andet end et udtryk for en ”trickle down” af ødelæggende regerings indflydelse.

Obama prøvede at sætte en offensiv ind ved at vende sig mod at amerikanske virksomheder fik skattelettelser, hvis de lykkedes med at outsource jobs og flytte dem til udlandet.

Det kom han ikke langt med.

Romney sagde simpelthen:

-Jeg aner ikke, hvor De har det fra. Jeg har aldrig hørt om det.

Obama kom ikke tilbage med et svar.

I stedet forklarede han, at ”budgetter reflekterer et valg” – altså et valg mellem to forskellige måder at opfatte Amerika på.

To radikalt forskellige politiske ståsteder

Romney erklærede sig aldeles enig, men var langt bedre i stand til at forklare sit synspunkt om at en fri markedsøkonomi var bedre til at skabe vækst, udvide beskatnings grundlaget og dermed skabe nye indtægter til staten, der så kunne bruge pengene til bl.a. at nedbringe den store statsgæld.

Heller ikke her kom Obama tilbage.

Obama berørte overhovedet ikke Bain Capital – Romneys gamle investeringsfirma. Ikke engang med en hvisken.

Ej heller Romneys barske bemærkninger til en samling potentielle pengedonatorer om de ”47 procent” af amerikanerne, der ikke betaler skat og som efter guvernørens mening opfatter sig som ”ofre” med en ”ret” til at forvente at staten tager sig af dem.

For første gang førte Romney sig i det hele taget frem som en nyansat, slagkraftig CEO, der aggressivt forklarede firmaets generalforsamling og småaktionærernes repræsentant – in casu Barack Obama – hvor skabet skulle stå i fremtiden.

Heller ikke i de afsluttende bemærkninger kunne Obama svinge sig op til noget, der var lysende visionært.

En selvsikker Romney affyrede derimod hele bredsiden og solgte sit budskab.

Efter debatten var slut, bredte kritikken af Obamas præstation sig som ringe i vandet blandt de vantro politiske kommentatorer.

Den mest ophidsede var – ikke overraskende – MSNBC’s veteran, Chris Mathews, der syntes tæt på en hjerteinfarkt for åben skærm, da han synlig ophidset og spruttende meddelte seerne:

-Jeg ved ikke, hvordan han (Obama-red) lod Romney komme af sted med det lort( ”crap”), som han i aften lukkede ud om Social Security. Hvor var Obama henne? Jeg aner ikke, hvad han lavede derude; han havde sit hoved nede mellem skuldrene. Han holdt bare ud i stedet for at kæmpe i debatten. Og hvad lavede Romney? Han var bare i gang med at vinde.

De demokratiske spindoktorer måtte arbejde på akkord for at forsøge at hale et eller andet hjem.

Det blev til mange mindeværdige ”bortforklaringer”.

En af dem var den demokratiske guvernør fra Maryland, Martin O’Malley, der mente at præsidenten under hele debatten havde indtaget en ”værdig reservation” overfor Romney.

Det kommer man ikke langt med i Ohio eller Florida.

Mitt Romney vandt den første debat og var meget bedre end sin kampagne.

Obama tabte og var meget dårligere end sin kampagne.

Alle bokse fans ved, at Jørgen Gamle Hansen på den mindeværdige aften i Randers tilbage i sommeren 1979 først i 3. runde for alvor fik fat på Dave ”Boy” Green og sendte ham til tælling.

Der er også tre præsidentdebatter.

Obama kunne med fordel studere, hvordan Hansen gjorde.

Hr. Præsident. Lidt mere sparring og meget mere kampånd ville nok være tilrådeligt.

Ellers bliver det altså Mitt Romney, der løber med:

”The Comeback of The Year”.

Om bloggeren

US Touchdown

Biografi-tekst