Råt Politisk Kød

På onsdag går det løs.

Klokken 19 lokal tid i den store hal på University of Denver i Colorado bliver der slået på den politiske gongong og den første nationale live Tv-debat forud for præsidentvalget mellem udfordreren Mitt Romney og den forsvarende mester Barack Obama kan tage sin begyndelse.

Bliver det en lige kamp? En fair fight? Hvem er i bedst form?

Der er ingen tvivl om, at Barack Obama står stærkest.

De seneste vælgerundersøgelser viser et samlet momentum for præsidenten, der både i afgørende svingstater og på det nationale plan ligger i front.

For Romney, hvis kampagne har antaget karakter af et skib, der er sprunget læk under vandlinjen, bliver det en ”make or break” aften i Denver.

Siden tidsskriftet ”Mother Jones” publicerede Mitt Romney’s bemærkninger om de 47 procent af amerikanerne, der efter republikanerens opfattelse forstår sig selv som ”ofre” og som derfor hævder, at det er deres åbenlyse ”ret” at regeringen tager sig af dem, er usikkerheden overfor den republikanske præsidentkandidats politiske projekt for alvor begyndt at tage form som direkte modvilje.

Ærgerligt nok for Romney er et af de helt afgørende spørgsmål for nogle af de vigtigste vælgere i svingstaterne blevet, hvordan republikaneren vil tackle den såkaldte ”medicare” – det federale sociale forsikringsprogram, der giver bidrag til sygesikring af alle amerikanere over 65.

I 2010 var over 40 millioner pensionister modtagere af ”medicare” – og de er selvsagt ikke alle sammen demokratiske vælgere.

For Romney, der stort set har bygget sin kampagne på at gøre valget i november til en generel folkeafstemning for eller imod Obama, var det en katastrofe at hans yderst bastante udlægning af sin egen politik slap ud i offentligheden i så brutal en form.

Det var den store idés omslag i en konkret personlig opfattelse af, hvordan det ”delte” Amerika ser ud.

Det gjorde det bestemt ikke bedre, at Romneys ord faldt i et lukket møde foran en sal fuld af millionærer og milliardærer, der var samlet for at høre, hvad deres kampagnedonationer egentlig gik til.

De fik deres ”skålpund råt kød” – Romney style.

Men det gjorde vælgerne altså også.

Paradoksalt nok er det måske det ærligste Romney har sagt om sit politiske ståsted. Mange konservative kommentatorer reagerede da også med applaus og mente, at nu havde Romney ”endeligt taget bladet fra munden”.

Måske var det det, og det faktum at hans vicepræsidentkandidat, Paul Ryan, står solidt plantet i Tea-Party bevægelsens politiske fundament, at Romney efter afsløringen offensivt understregede, at det rent faktisk var hans politiske opfattelse, men at formuleringen blot ikke havde været den mest formfuldendte.

Det kan godt være at Romney har masser af empati at give af i sit privatliv, men han har ikke haft evnen til at udstrække den til at gælde  helt centrale konkrete dele af det amerikanske vælgerkorps, men heller ikke har kunnet favne det amerikanske folk som et folk.

Romney virker bevidst totalt tonedøv overfor halvdelen af befolkningen. Det virker ikke særligt præsidentielt, og er under alle omstændigheder en haltende og mangelfuld valgstrategi.

Det trækker fra i det, der kunne have været Romneys største force, nemlig præsentationen af sig selv som en ”Mr. Fix It” –altså manden, der effektivt kunne løse de store økonomiske problemer, skabe jobs og få gang i hjulene igen.

Det var den styrke Romney skulle bruge især i den første debat, hvor temaet er indenrigspolitik – dvs. at det er den aften, hvor ”Obamacare”, jobskabelse, den svage vækst og den store statsgæld kommer op.

Nu har Romney i stedet bidraget til at valget i stedet bliver et referendum for eller imod sin egen person.

De tre debatter mellem de to præsidentkandidater bliver Romneys sidste chance for at rette op på sin vingeskudte kampagne.

Og muligheden er der.

Tv-debatterne op til et præsidentvalg har historisk haft stor betydning, fordi det er første gang at vælgerne har mulighed for at se de to kandidater stå ansigt til ansigt; observerer, hvordan de reagerer overfor hinanden; tage bestik af deres statsmænds kvaliteter; fornemme, hvordan de opfører sig under pres; se dem præsenterer deres personligheder.

Debatterne mobiliserer vælgerne: Får dem, der allerede ved, hvem de i givet fald vil stemme på til faktisk også at lette sig fra sofaen bevæge sig hen til valgstedet.

Debatterne får også mange af vælgerne til at tage den endelige beslutning om, hvem de vil stemme på.

Lige siden den første Tv-debat i 1960 mellem John F. Kennedy og Richard Nixon har det stået klart at også andre ting en blot de politiske budskaber kan få en vital betydning.

I 1960 tabte Nixon, bl.a. fordi han i debatten virkede fraværende, svedte, så bleg og ubarberet ud – han nægtede at få lagt en make up – hans jakkesæt var for stort, mens den yngre Kennedy var solbrun, velklædt, skarp og charmerende.

Fakta fejl har naturligvis også stor betydning. Præsident Gerald Ford lagde grunden til sit nederlag i 1976, da han til alles forbløffelse i sin debat med Jimmy Carter kunne berige nationen med den forbløffende oplysning, at ”Sovjetunionen ikke dominerer Østeuropa”.

Ronald Reagan havde en fantastisk blanding af godmodighed og et drevent politisk instinkt og kunne parere angreb med stor humor. I 1980 førte Jimmy Carter i Gallupundersøgelserne, men efter debatten var der et betydeligt skift over til Ronald Reagan, der efterfølgende kørte sejren hjem.

I 1988 begik Michael Dukakis begik en utilgivelig bommert, fordi han på et spørgsmål om han ville ændre sin holdning til dødsstraf, hvis nu hans egen hustru, Kitty, var blevet myrdet, startede med at sige “Nej” og derefter kastede sig ud i en teknisk besvarelse om selve dødsstraffen uden overhovedet at standse op ved selve spørgsmålets tænkte præmis, nemlig at hans frue var blevet slået ihjel.

Dukakis måtte i interviews efter debatten ud at forklare: ”Kitty er det dyrebareste jeg har” – men da var det for sent:

Dukakis var i vælgernes øjne afsløret som en koldsindet teknokrat.

I 1992 blev George Bush Senior taget i at kigge på sit ur under et såkaldt ”Town Hall Meeting” og det blev udlagt negativt: ”Præsidenten keder sig og tænker: Er det ikke snart forbi?”

I 2004 hakkede og stammede George Bush Junior sig gennem mange svar – men det fik ikke nogen betydning. Han slog Kerry med det største antal stemmer en præsident nogensinde har fået i historien.

Uanset hvordan vigtigheden af debatterne tolkes, så gør de konkurrerende kampagner alt for at påvirke, hvordan de bliver gennemført.

Lange forhandlinger pågår i forhold til, hvordan formatet skal være, lyssætning, kameragange, hvor mange minutter, der skal tales, kandidaternes position på podiet osv.

Også de enkelte kandidater forbereder sig grundigt. De går i træningslejr og gennemfører prøvedebatter med en ”stand in” for modstanderen. Således spiller Massachusetts senatoren og præsidentkandidat i 2004, John Kerry, rollen som Mitt Romney, når Barack Obama øver den verbale angrebsstrategi.

Junior senatoren fra Ohio, Rob Portman, dublere som Barack Obama i et forsøg på at afprøve og skærpe Mitt Romneys debategenskaber.

Punchlines bliver skrevet, og skrevet om igen. Måder at stå på bliver gennemgået. Gestik bliver ændret. Modstanderens svagheder bliver analyseret og fælder bliver sat.

Det er det store ”Rocky Horror Political Show”.

Intet må galt til premieren.

Når alt kommer til alt, så handler det ikke så meget om at vinde debatten. Det handler langt mere om, at få modstanderen til at tabe.

Hvem tabte, er det relevante spørgsmål nu på onsdag, når Tv-projektørerne bliver slukket.

For Romney bliver det ”make or break”.

Romneys største håb ligger i, at han ikke selv begår et ”faux pas” samtidig med at Obama klumrer sig til en katastrofal brøler af den virkelig grove slags i debatten.

Men mon ikke præsidenten har luret, at Romneys største politiske fjende er Romney selv, og han derfor har lagt sin taktik efter det.

Om bloggeren

US Touchdown

Biografi-tekst