Make My Day

Afslutningsaftenen på det republikanske konvent 2012 vil i al evighed blive husket for en ting:

Det mest bizarre og katastrofale politiske PR-stunt i en præsidentkampagne nogensinde.

Det 82-årig amerikanske film ikon, Clint Eastwood, der usammenhængende improviserede et interview med en tom stol som rekvisit; en falleret Dirty Harry, der forsøgte at få styr på, hvem der i den politiske virkelighed var ”the Good, the Bad and the Ugly”; en forvirret Kelly, der ikke kunne holde styr på sine helte endsige sin verbale Sherman tank; en Gran Torino, der hostende gik i stå; en mand, der fik ”Make My Day” til at lyde som en replik i en vaudeville; en optræden, der havde det lidet flatterende budskab til det amerikanske folk, at præsident Obama kunne ”go fuck himself”.

Skam få den nævenyttige ”smart ass” af en kampagnerådgiver, der fik ideen til at udstille og udnytte Clinten på den uværdige og infantile måde.

Der er dog ingen tvivl om, at den republikanske ledelse vil starte konversationen med den ansvarlige med et ”Do ya’ feel lucky, punk” og derefter forsætte med at give ham læsterlige hug for timingen af præsentation af Eastwood som et stykke gerontologisk installations kunst.

Klokken var 22.03 på østkysten, da Clint Eastwood trådte ind på scenen i den tætpakkede arena ”Tampa Bay Times Forum” i Florida.

Primetime Tv-tid over hele nationen – det tidspunkt, hvor de store netværk havde tunet ind for at give millioner af seere det første virkelige indtryk af Mitt Romeny på sin store aften.

I stedet for – som oprindeligt planlagt – at se en optakt video, der skulle portrættere og menneskeliggøre den republikanske præsidentkandidat, må det amerikanske fjernsynspublikum have følt sig hensat til en overdimensioneret Stand Up Club, der ville få Live fra Bremen til at ligne en skolekomedie i den lokale aula.

Man kan høre det for sig –ude fra stuerne:

Eastwood for President? Er der noget galt med manden? Der er en tom stol! Det er da ikke Romney, hva?

Mitt Romney har i løbet af sin kampagne haft store problemer med at knytte an til de kvindelige vælgere, både de partitro konservative og de mere liberale uafhængige kvinder.

Er ikke så sikker på at trække blank med Mr. Macho himself var den bedste formel at komme op med.

Clint Eastwood er ikke just det, man forbinder med en gudfrygtig familiefar:

Syv børn med fem forskellige kvinder; går ind for retten til abort; er med på at homo-ægteskaber skal tilladelse; har flere gange gjort sig talsmand for at man burde gøre noget ved den menneskeskabte opvarmning af kloden.

Holdninger man ikke ligefrem kan påstå er i overensstemmelse med det republikanske værdigrundlag.

Clint Eastwood blev en gimmick, der fejlede fælt. Det er simpelthen for svært at kombinere to så forskellige typer som Mitt og Clinten på samme plakat.

Hvis der er to, der står last og brast i amerikansk politik, så er det Eastwood og Romney?

Nej vel?

Det var meningsforstyrrende at caste dem i samme forestilling.

En karikatur af en raspende ”jeg skal komme efter dig” Eastwood og en kejtet Romney, der holder taler som var han en Norman Rockwell illustration.

Konventet i Tampa fik ellers en ordentlig saltvandsindsprøjtning onsdag aften, da den kun 42-årige vicepræsidentkandidat Paul Ryan med en velgennemført, effektiv og retorisk godt skåret tale debuterede på den nationale, politiske scene og overfor de amerikanske vælgere viste sig som en absolut nøglefigur i den kommende valgkamp om det Hvide Hus.

Den gyldne regel for vicepræsidentkandidater er, at de under ingen omstændigheder må overstråle kampagnens hovednavn; at de er bevidste om, de er loyale løjtnanter; angrebs hunde, der velvilligt glammer af modstanderne og politisk priser deres herrer.

Paul Ryan kan og vil helt sikkert opfylde alle disse krav – men der er mere end blot en pladshund i ham.

Kongresmedlemmet fra Wisconsin beviste i sin tale, at han er i stand til at transmittere et politisk budskab, der faktisk kan gå hen og gøre en forskel og flytte stemmer.

Ryan havde flere gode pointer, der bl.a. tog fat i Romney kampagnens generationsproblem og som kritiserede Obama fra en helt ny vinkel.

Og han havde god hjælp fra taleskriver talentet, Matthew Scully –manden, der på en nat forfattede talen til Sarah Palin til konventet i 2008 og som blev modtaget af ekstatisk sal.

Ord smeden Scully fik da også lagt nogle meget virksomme billeder ind i Ryans tale, som den nybagte vicepræsident fik fyret af med panache.

Ryan genkaldte sig valget i 2008, hvor Obama fremmanede begejstringen for noget nyt, for forandring.

-Nu er alt, hvad der er tilbage et fortabt præsidentembede, der kun overlever på trætte slogans, griber efter et moment, der allerede er forbi, som et skib, der forsøger at sejle på gårsdagens vind, sagde Ryan.

Generationsmæssigt lagde han afstand til sin chef, præsidentkandidaten, ved at gøre grin med Romneyes musiksmag, som Ryan karakteriserede som ”elevator muzak”, mens hans fremhævede sin egen iPod playliste som en der startede med ACDC og sluttede med Led Zepelin(Noget upatriotisk –men lad gå).

Direkte henvendt til den studerende ungdom, sagde Paul Ryan:

-Folk, der færdige med deres universitetsuddannelse, skal ikke i deres 20ere være tvunget til stadig at bo på deres barneværelser, mens de stirrer op på falmede Obama plakater og undre sig over, hvornår de kan flytte ud og komme videre med deres liv.

Der er ingen tvivl om, at der er politisk klangbund ude i det frustrerede vælgerkorps.

Budget høgen og tal strategens veltrimmede tale havde dog et stort problem, som end ikke en dygtig skriver kunne sminke på.

Paul Ryan løj nemlig også i den tale – og det blev stort set efterbyrden dagen derpå, hvor medierne( selv Fox News) kastede sig over de faktuelt forkerte eller totalt fordrejede informationer og årsagssammenhænge, som vicepræsidentkandidaten havde fået med i manuskriptet.

Bare et par eksempler:

Obamas økonomiske hjælpepakke på 700 milliarder dollar, der skulle stimulere den kriseramte økonomi betegnede Ryan som blot og bart en forøgelse af borgernes gældsbyrde, selvom han udmærket godt ved at 25 procent gik til direkte skattelettelser for almindelige mennesker. Resten gik bl.a til at trække bilindustrien væk fra konkursafgrunden.

Ryan ansøgte i øvrigt selv som kongresrepræsentant om at få del af den federale pakke til at understøtte virksomheder i sit valgdistrikt.

Ryan påstod også at en General Motors bilfabrik i hans hjemby Janesville, Wisconsin, nærmest personligt blev lukket af præsident Obama. Faktum er at virksomheden lukkede, mens George Bush stadig var præsident.

Det blev til det rene hykleri i forbindelse med Medicare, hvor Ryan gladelig angreb Obama for at fjerne 700 milliarder dollar for at finansiere Obamacare – selvfølgelig uden at sige at nøjagtigt det samme beløb indgår i Ryans egen plan –altså spareplan.

For slet ikke at tale om de nedskæringer vicepræsidentkandidaten opererer med i forbindelse med Medicaid – som er en velfærdsordning for de fattigste dele af befolkningen.

Og ned med Obamacare pakket ind i en totale fortielse af at Obamcare faktisk har direkte forlæg i den sundhedsreform – også med et tvunget mandat-  som guvernør Romney indførte i staten Massachusetts.

Ryan er Romneys ærkekonservative garant for, at han kan holde sammen på de republikanske kernetropper i vælgerbasen, først og fremmest i Tea Party Bevægelsen, som partibosserne besynger, men som de alligevel er hunderædde for, fordi de er udtryk for et potentielt ukontrollerbart græsrodsoprør i partiet.

På den måde er Mitt Romney efter sin seks år lange jagt på nomineringen som republikanernes præsidentkandidat havnet på et politisk ståsted, som han selv må have svært ved at genkende ind i mellem.

Der har været masser af flip-flop på synspunkter, der alle synes at være taget for at fremme sin egen politiske karriere.

Og der forbliver Mitt Romney en gådefuld mand.

Han virker nemlig ikke som en magtdreven person, et menneske begærlig efter magtens sødme.

Der er ingen tvivl om, at det på mange måder var det begrædelige felt af højre republikanere under primærvalgsperioden, der trak Romney over i ekstreme positioner, og som nu har omkalfatret the Grand Old Party til noget helt andet end det parti som Romneys far f.eks. kæmpede for.

Hvor Paul Ryan faktisk er mand lige ud af landevejen – en Ayn Rand økonom tilsat det religiøse højres benhårde, kompromisløse kamp mod retten til abort og en absurd afvisning af videnskab som en ledetråd for menneskelig fremgang – så fremstår Mitt Romney meget mere sammensat.

Det fremgik også af præsidentkandidatens tale torsdag aften i Tampa.

Talen havde en helt autentiske og meget rørende beskrivelse af forholdet til faderen og moderen – og ikke mindst deres indbyrdes forhold; beretningen om Romney senior, der hver dag satte en rød rose på sin hustrus natbord, og hvordan hun til gengælde vidste med det samme, at den dag, der ikke var nogen rose om morgenen, det var den dag, han var død.

Man skulle dæleme være amputeret følelsesmæssigt for ikke at kløjs lidt i det sammen med Romney junior oppe på podiet, da han med varme fortalte den historie.

På den måde har Mitt Romney en egen stemme – men det er en stemme, der er meget svær at høre i samme tale, når han begynder en udenrigspolitisk sabelraslen, der på det nærmeste er kalkeret direkte fra den neokonservative John Boltons krigeriske måde at opfatte verden på.

Heller ikke i den fuldstændig poppede bemærkning om at i modsætning til Obama, der ”lovede at ville forhindre havet i at stige, lovede at ville hele kloden”, så er ”Mit løfte – at hjælpe Jer og Jeres familier”, som Romney fik det formuleret i en underlige sammenstilling af prioriterer, men alligevel med et klart buk for den stærke anti-videnskabelige linje i partiet.

Det er også meget svært at høre en empatisk stemme, når talen falder på immigration. Den, der ikke kan høre forskellen på Jeb Bushs indtrængende opfordring til at det republikanske parti skal bredde det store politiske telt mere ud i forhold til den nye befolkningssammensætning af USA og så Mitt Romneys meget rigide lov og orden holdning, må være politisk tonedøv.

Der var heller ikke mange konkrete anvisninger fra Mitt Romney på, hvordan den økonomiske krise skal overvindes.

Altså udover de sædvanlige abstrakte ideologiske anvisninger: mindre regering, benhårde nedskæringer, balancere budgettet, skattelettelser og skabe jobs.

Det sidste kom der dog tal på.

Romney-Ryan makkerparret vil skabe 12 millioner nye jobs i deres første fireårsperiode. Det går til valg på, men ingen forklaring på, hvordan det skal ske.

Hvorfor sagde de ikke bare 24 millioner, nu de var i gang?

Hvordan skal økonomien gro? Hvordan skal middelklassen reddes? Det er herudfra de politiske vande vil skilles i de kommende måneder.

Der er ingen tvivl om at de job tal, der kommer kun fire dage før selve valgdatoen vil få afgørende betydning for hvem, der sidder i Det Hvide Hus i de kommende fire år. Specielt fordi de mange exit polls fra de sidste valg klart viser, at mange ikke beslutter sig før i dagene op til afstemningen.

De næste dage vil snakken på værtshusene, Starbucks cafeerne, rundt om vandkølerne i kontorlandskaberne, dineren ude i the Haertland, ja – selv efter søndags gudstjenesten ikke handle om økonomi.

De vil alle have den samme fællesnævner:

Så du Clint Eastwood?

Om bloggeren

US Touchdown

Biografi-tekst