Skønheden og Udyret

Åbningsaftenen på det republikanske partikonvent i Tampa, Florida blev en nostalgiens aften; en rejse tilbage til bedsteforældres renfærdige drømme om det gode liv i Amerika; et fortvivlet forsøg på at etablere en nutidig forbindelse til den politiske arv og de personlige dyder om hårdt arbejde i generationerne fra det forrige århundrede; et personificeret tilbageblik til fortidens storhed; en koreograferet kraftanstrengelse for at fremmane en mytologisk legitimitet, der skulle placere en menneskeliggjort præsidentkandidat, Mitt Romney, i et moderne, konservativt perspektiv med en visionær appel til de amerikanske vælgeres hjerter.

Lykkedes det?

Ikke helt.

Der var to afgørende taler tirsdag aften –målrettet til Tv’s primetime.

Den ene taler var Ann Romney. Den anden buldoggen fra New Jersey, guvernør Chris Christie.

Ann Romney talte om sin mand, kærlighed og hendes solidaritet med andre kvinder.

Chris Christie om respekt og sin sicilianske mor – ”the enforcer”, som guvernøren karakteriserede hende og som øjensynligt havde hele familien under tøflen.

Det var Ann Romney, der slap bedst fra det.

I modsætning til sin mand har Ann Romney en energisk, ærlig charme, der formåede at overbevise om, at hun faktisk har en umiddelbar empati, at hun besidder en viljestyrke, der rækker udover sig selv og at hun uden besvær kunne træde ind i rollen som ”First Lady”.

Hun var nervøs i starten og det klædte hende. Hun lød ind i mellem som en lidt skinger teenager, men hun blev tilgivet.

Ann Romney portrætterede i talen sin ægtefælde, som en mand der ” aldrig vil svigte Jer” og hendes stærke argument var, at han aldrig havde svigtet hende.

At fru Romney var på en mission overfor kvinderne derude i Tv-land, var helt indlysende. Mitt Romney halter gevaldigt bagud i forhold til at overbevise især de uafhængige kvindelige vælgere om, at han er den rette mand til at indtage Det Hvide Hus.

Ann Romney forklarede, at hun var barnebarn af en walisisk kulminearbejder og fik på det nærmest defineret sig selv som en kvinde, der ikke var opvokset i et beskyttet, rigt miljø i Michigan. At hun også hver aften hørte det kollektive suk blandt hårdtarbejdende amerikanske kvinder efter en lang dag – et suk, der er altid er lidt højere end mændenes, som hun indforstået sagde det til sine kønsfæller.

Det blev smurt vel tykt på her, men det gled ned.

Desværre skete der det uheldige, at de republikanske planlæggere havde fået Mitt Romney til at dukke op på scenen som en ”overraskelse”, da Ann Romney var færdig med sin tale.

Det skulle de ikke have gjort.

Som Chris Mathews fra tv-kanalen MSNBC retorisk spurgte efter parret havde forladt rampelyset:

-Hvorfor ligner han altid en kegle?

Og det gør han – republikanernes præsidentkandidat. Mitt Romney rullede nærmest sig selv ind på scenen som en stenstøtte for akavet  at omfavne sin hustru med et affabelt smil.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at hvis jeg havde været en uafhængig kvindelig vælger derude i de afgørende amerikanske forstæder, så ville jeg med samme tænke:

Hvad er der i vejen med ham?

Mitt Romney sad derefter sammen med fruen på tilhørerpladserne, da New Jersey bulldozeren, Chris Christie bemægtigede sig talerstolen.

Det var også meget svært for Romney at finde en grimasse, der kunne passe under den buldrende tale.

Mest fordi Chris Christie næsten udelukkende var i verbal kontakt med sig selv. ”Se på mig” talen var på 2600 ord og der gik 1800 ord inden Romney blev nævnt ved navns nævnelse.

Romney lignede nu flere gange en våd hund i et spil kegler og vidste ikke, om han skulle blive siddende eller rejse sig og klappe.

Der har verseret flere rygter i amerikanske presse om, at Romney egentlig havde tilbudt Christie at blive vicepræsidentkandidat, men at han havde sagt nej.

Efter talen på konventet tirsdag aften kan man ikke fortænke politiske kommentatorer i at mistænke Christie for i sit stille sind at håbe på at Romney taber til november, så han selv kan rejse sig som det republikanske partis frelser til valget i 2016.

Politisk var Christie også på afveje i forhold til Romney dagsordenen. Flere gange henviste han til at det handlede om at udvise ”respekt”, at der skulle ”samarbejdes”, underforstået at det var noget han kunne.

New Jersey guvernøren talte også med stor veneration om den såkaldte ”GI Bill”, et kæmpe federalt regeringsprogram efter den Anden Verdenskrig, der sendte en hel generation af amerikanere universitetet – der i blandt også Chris Christies irsk fødte far.

Det virkede ikke som om, der var nogen i den republikanske ledelse, der havde koordineret indholdet af de to hovedtaler tirsdag aften.

Ann Romneys understregning af, at det handlede om kærlighed – kærlighed til familien, kærlighed til nationen og kærlighed til sin egen mand, blev i Chris Christies version til noget helt andet:

-Jeg mener, at vi er blevet lammet af vort ønske om at blive elsket, fastslog guvernøren, der understregede at respekt var at foretrække, at man skulle fornægte popularitets hysteriet, at man skulle mønstre modet til at sige nej, istedet sige sandheden og tage de hårde beslutninger.

Ingen plads til plader sentimentalitet hos ”the tough  guy” fra New Jersey.

Så afslutningen på republikanernes første konventaften i Tampa blev en  politisk forestilling med skønheden og udyret i hovedrollerne.

For Mitt Romney, der på denne aften faktisk optrådte lidt som en ikke iscenesat statist, bliver det helt afgørende nu, om han kan træde op på podiet, holde styr på replikkerne og overraske på torsdag, når han skal holde sit livs tale.

Om bloggeren

US Touchdown

Biografi-tekst