Hadets Uge

Hvordan er det så gået her i Guds eget land, siden alle i sidste weekend blev enige om, at udnævnelsen af Paul Ryan som den republikanske vicepræsidentkandidat ville betyde, at nu kom der endelig substans ind i den amerikanske valgkamp?

At vælgerne nu ville få syn for sagn. Virkeligt forstå at det kommende præsidentvalg bliver ”et klart referendum mellem to konkurrerende politiske programmer; to modsatrettede dagsordner for at løse landets økonomiske problemer; to fundamentalt forskellige visioner for et fremtidens USA” – for nu at citere min egen klumme fra sidste søndag.

Efter syv dage, hvor amerikansk politik blev omdannet til et hyldende Stalin-orgel af nedrige angreb, underlødige insinuationer og rethaverisk selvhævden, står det nu klart, at ugen der gik blev hadets uge og at naive sjæle – som mig selv- er henvist til at finde lindring og trøst i Jesse Jacksons gamle kampråb ”Keep Hope Alive”.

Men det er svært.

Det var Mitt Romney, der med sin karakteristik af Obama som en ”vred og hadefuld mand” i et Tv-interview i onsdags, meget rammende kom til at holde en generel dåb over den hidtidige valgkamp.

Vrede, had og politik er en knockout cocktail, der sælges under navnet ”Asfalten Kalder”. Ædrueligheden i argumenterne er svære at finde og begge partier spæder til med høj oktan politisk ”Moonshine”, der efterlader vælgerne omtumlede, blinde og døve.

Hvorfor tager Obama-kampagnen ikke afstand fra en Tv-reklame, der i utvetydige vendinger anklager Romney for at være skyld i en kvindes kræftdød fire år efter hendes mand blev fyret arbejder fra en virksomhed, som Bain Capital opkøbte og lukkede?

Hvorfor skjuler republikanerne, at de har forbindelser til en gruppe af tidligere Navy Seals og CIA-agenter, der i en video på nettet sviner Obama til som manden, der uretmæssigt tog æren for at Osama Bin Laden blev dræbt?

Hvorfor begynder vicepræsident Joe Bidden med en ikke særlig vellykket sydstats accent at forklare et sort publikum, at republikanerne igen vil lægge dem i lænker og gøre dem til slaver?

Valgkamp er beskidt og kynisk. I denne uge var den totalt blotlagt for indhold – og det, der blev præsenteret som substans, var reduceret til golde, tomme og ofte fordrejede sætninger, der af alle fire kandidater blev afsluttet med et ”Vil I virkelig ha’ ham?”

Altså enten Romney, Ryan, Obama eller Biden.

Det klare valg, de to forskellige visioner for USA, de modsatrettede dagsordner for den økonomiske fremtid, de to politisk konkurrerende programmer, er endnu engang blevet af overskygget af personerne – ikke som bærere af indhold og argumenter, ikke som rigtige, fremsynede politikere, men som omrejsende dørsælgere med kufferterne fulde af ufordøjet valgflæsk.

Den største skuffelse må nok være Paul Ryan.

Den årvågne, cirklende budget høg, der skulle komme med den faktuelle økonomiske ammunition i kraft af sin store plan ”A Path to Prosperity”; de ”rigtige” konservatives skarpt tungede ideolog.

I stedet for argumenter stod Ryan direkte på hovedet i almen populisme og omfavnede med synlig henrykkelse den store bevågenhed, han blev udsat for.

Tea Party garanten Ryan optrådte ugenert, som var det ham, der stod øverst på stemmesedlen.

De forbløffende få gange, hvor minimalstats ideologen Ryan forsøgte at forklare sit budget – som nu også er blevet den politiske vejrhane Romneys budget, hvad enten han vil eller ej – virkede det, som mesteren selv havde svært ved at forstå, hvad han havde skrevet.

Tal har jo som bekendt en egen indre logik, og måske er det derfor Paul Ryan ikke kan få den politiske ligningen til at gå op.

Det er også vanskeligt at skære i statsgælden og få et budget til at balancere, når man som udgangspunkt har dramatiske spare mål og samtidig proklamere drastiske skattelettelser.

Finansieringen af det hele kommer så fra et fænomen, der brillerer ved netop at mangle enhver form for indre logik:

Nemlig at økonomien –læs markedet – totalt fri af menneskehånd og beåndet af noget næstens overnaturligt af sig selv vil skabe vækst og rigdom til alle.

Det er det, der er substansen i den store Ryan plan:

Laissez Faire.

Det er forståeligt, at Paul Ryan ude på kampagnemøderne har haft svært ved at konkretisere, endsige forklare sine økonomiske visioner, sit bud på, hvordan USA trækkes ud af krisen.

En ting er jo at sidde til bords med medlemmerne af den konservative, intellektuelle magtelite i de forskellige tænke-tanke i Washington D.C. og overfor dem udlægge Laissez Faire teoriens økonomiske velsignelser for det amerikanske samfund.

Noget andet er pludseligt at befinde sig i en præsidentiel valgkamp med rigtige, levende vælgere:

Først forklare dem, at der skal skæres til benet på de sociale velfærdsordninger(medicaid.feks), at den federale pensionsordning privatiseres og den almene sygesikring, der gælder for alle over 65, ligeledes skal overgå til privatsektoren via en fastpris voucherordning.

Derefter  forklare den kreative løsningen på den økonomiske krise; hvordan USA kommer ud af arbejdsløsheden; får gang i hjulene og – for at det ikke skal være løgn – sørger for at benzinpriserne falder.

Hvis nu Paul Ryan var ærlig der, så burde han sige:

-Vi skal ikke gøre noget. Lad det passe sig selv. Det ordner sig ved egen hjælp. Slip bankerne løs. Stol trygt på det private initiativ. Laissez Faire vil frelse os.

Det sker ikke. De har jo stemmer, de vælgere.

Om bloggeren

US Touchdown

Biografi-tekst