Romney i Jerusalem

Søndag var der lige nøjagtig 100 dage til valgstederne i USA i november slår dørene op for at modtage de amerikanske vælgere, der skal afgøre, hvem der skal sidde i Det Hvide Hus de næste fire år.

Den en af kandidaterne, republikaneren Mitt Romney, startede sin nedtælling til den store dag, 8000 kilometer væk fra hjemlandet, nemlig i Israel – det andet stop på hans igangværende, internationale dannelsesrejse.

Og i modsætning til sit just overståede besøg i England, var Mitt Romney ikke i det Hellige Land for at komme med kritik.

Tværtimod.

Mitt Romney var i Israel for at give sin fuldtonede og uforbeholdende støtte til først og fremmest den jødiske stat, men også til nationens leder, Benjamin Netanyahu.

Premierminister Netanyahu er rent faktisk en gammel personlig ven af eksguvernør Romney. De har en fortid sammen, der går helt tilbage til tiden efter Romney afsluttede sin eksamen på Harvard Universitet og arbejde i sit første job i Massachusetts firmaet ”Boston Consulting Group”.

Her var nemlig også Netanyahu ansat.

De to blev kammerater og er stadig meget tætte.

Den republikanske lejr lægger ikke skjul på, at Israel, men især Netanyahu, godt kunne bruge en sand ven i Det Hvide Hus.

Kemien mellem præsident Obama og den israelske leder har mildt sagt ikke været særlig god.

Klarest kom det til offentlighedens kendskab, da Netanyahu i Det Hvide Hus med hele det akkrediterede pressekorps som et noget målløst publikum i et længere foredrag i foråret 2011 belærte præsident Obama om, hvor Israels grænser var og specielt, hvor de ikke var.

Det hele handlede om at genstarte den palæstinensisk-israelske fredsproces og skabelse af en reel to-statsløsning, hvor Obama havde antydet, at det kunne være givtigt at tage udgangspunkt i de israelske grænser fra før seksdagskrigen i 1967 –en krig, der bl.a. betød at israelerne fik kontrol over hele Jerusalem. Desuden var Washington heller ikke just begejstret for de officielt sanktionerede fortsatte bosættelser på Vestbredden – noget der blev opfatter som de rene provokationer.

Sådan nogen antydninger og misbilligelser skal man ikke komme med overfor Netanyahu.

Derfor må det have frydet premierministeren, at hans gamle ven, den republikanske præsidentkandidat, var fuldstændig klar i mælet og i total synk med den herskende politik i den jødiske nation, da han i søndagens muskuløse tale uden smålige hensyn erklærede, at ”Jerusalem var Israels hovedstad”.

I et interview med CNN bekræftede Romney, at hvis han blev præsident, ville han omgående tage skridt til at flytte USA’s ambassade, der lige nu i overensstemmelse med gældende amerikansk udenrigspolitik ligger i Tel Aviv, til ”hovedstaden Jerusalem”.

Jerusalems status er et yderst følsomt emne i Mellemøsten, og for Romney uden videre at konstatere at den Hellige By– som jo også er en hellig by for muslimer – de facto er Israels hovedstad, er selvfølgelige ikke noget, der vækker stor glæde hos Palæstinenserne eller hos deres arabiske allierede i regionen.

Romney talte i hjertet af Jerusalem efter han sammen med fru Romney havde besøgt ”Grædemuren” og hans primære fokus var på det betændte forhold til Iran, der ifølge alle pålidelige kilder er i fuld gang med at atombevæbne sig selv.

Et forhold som både Israel og USA har sagt ”under ingen omstændigheder kan tolereres”.

Romney understregede, at Iran vil være hans ”højeste nationale sikkerheds prioritering” og erklærede at ”Teherans ayatollaher tester vores moralske forsvar”.

Romneys udenrigspolitiske optik er tydeligt influeret af den neokonservative ideologi. Tankegangen kan uden besvær spores i hans Jerusalem-tale, men kommer helt op til overfladen, når man læser hans udtalelser til den hebræiske avis ”Israel Hayom”, hvor han med reference til George W Bushs ”demokratiseringspolitik” siger :

-Præsident Obama har forladt frihedens dagsorden. Og derfor ser vi i dag en hvirvelvind af tumult i Mellemøsten til dels fordi de(autokratiske -red) nationer ikke har omfavnet reformer, der kunne have forandret den historiske kurs på en mere fredelig maner.

Avisen ”Israel Hayom” er i ejet af  den amerikanske kasinomilliardær, Sheldon Adelson, der har sagt, at han vil pumpe 100 millioner dollar i anti-Ombama Super PACs til fordel for Mitt Romney.

Kasinomogulen fra Las Vegas var i øvrigt – ligesom en lang række andre amerikanske jøder – tilstede under Romneys tale i Jerusalem, og Adelson deltog også i en indsamlingsevent mandag morgen på det berømte King David hotel, hvor Mitt Romney fortalte de forsamlede donorer, at det havde været ”en stærk følelsesmæssig og spirituel oplevelse at besøge Israel”.

Tilbage bliver spørgsmålet, når det kommer til stykket, om der virkelig er så stor principiel forskel på den Israel politik, som Obama fører og den Romney agter at føre, hvis han bliver valgt?

Tonen vil blive hårdere. Det har Romney allerede bevist.

På den anden side står det lige så klart, at præsident Obama ikke vil sidde med hænderne i skødet, hvis konflikten med Iran bliver optrappet.

Ikke alene underskrev Obama fredag en ny lov, der sikrer Israel militær og civil hjælp for yderligere 70 millioner dollar, men alle kommentatorer er stort set enige om, at samarbejdet mellem Israel og USA på det militære og efterretningsmæssige område er det tætteste i mands minde.

Søndag kom det også frem i den Israelske avis Haaretz, at Obamas nationale sikkerhedsrådgiver, Tom Donilon, under et besøg i Jerusalem for kort tid siden til en middag med premierminister Netanyahu briefede ham om, at USA allerede havde en militær plan klar i tilfælde af forhandlinger med Iran om atomprogrammet brød sammen.

Ingen er længere i tvivl om, at præsident Obama ikke bare er parat, men også villig til at trække blank, hvis han anser det for at være nødvendigt.

Parolen ”Yes, we can” har fået en noget anden realpolitisk mening for Obama end det håbefulde motto fra præsidentkampagnen i 2008.

Men hvem er det så, Mitt Romney egentligt taler til, når han bruger de aggressive vendinger i Jerusalem?

Det er for størstedelens vedkommende rettet til hjemmemarkedet, nærmere betegnet de jødiske vælgere, men især de såkaldte ”Evangelicals” eller ”genfødte kristne”, en protestantisk religiøs retning, der er en uhyre vigtig del af det republikanske partis vælger base.

Ingen republikaner kan blive præsident uden støtte fra denne gruppe, der også ser Israels som et Helligt Land og bl.a. mener, at det jødiske folk skal vende tilbage til det bibelske Palæstina som en forudsætning for Jesu genkomst.

Romney er nødt til at appellere til dem og vinde dem helt over på sin side, specielt fordi ”de genfødte kristne” gennem primærvalgskampagnen har set med mistro på eksguvernøren fra det liberale Massachusetts, ikke bare, fordi han er mormon, men også, fordi han i virkeligheden er en pragmatisk indstillet republikaner.

Hvad angår de jødiske stemmer, tilhører de historisk det demokratiske parti.

Obama fik i 2008 opbakning fra godt 80 procent af de jødiske vælgere, men ingen er i tvivl om, at det i år ikke bare kan tages som en selvfølgelighed.

Republikanerne er ved at vinde terræn, og med et valg i anmarch, der vurderes til at blive yderst tæt, så kan enhver stemme betyde forskellen på  sejr eller nederlag.

I en svingstat som Florida, hvor der bor 640.000 jøder, behøver man kun at minde om at republikaneren Bush slog demokraten Al Gore i den stat med 500 stemmer i valggyseren fra år 2000.

Det kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på enhver strateg.

Og Obama er en strateg, der har lært at handle ud fra realiteterne.

Tag ikke fejl af det.

Mitt Romney er rejst fra Israel, og kan konstatere, at han har gjort, hvad han kom for at gøre.

Denne gang uden fejl. Glemt var den engelske syge.

Næste stop på dannelses tournéen:

Polen.

Fortsættelse følger.

Om bloggeren

US Touchdown

Biografi-tekst