I femten lange sekunder stod Mitt Romney og stirrede ud i salen, der buhede højlydt af ham.
Men han blinkede ikke. Gik ikke i sort.
Romney lod det komme og ventede tålmodigt på at tilråbene døde ud og fortsatte så ufortrødent med at forklare forsamlingen, hvorfor netop han skulle være USA’s 45. præsident.
Tilhørerne i Houston denne onsdag var ikke Romneys vanlige, hvide republikanske Texas-crowd. På stolerækkerne foran ham sad nemlig de delegerede til NAACPs årlige kongres – nummer 103 i rækken for USA’s ældste og mest traditionsrige borgerrettighedsorganisation.
Romney var i løvens hule.
Den konkrete anledning til det store buh kor var, at den republikanske kandidat ligeud meddelte sit sorte publikum fra talerstolen, at han som præsident omgående ville ”afskaffe dyre regeringsprogrammer, her under også Obama-care”.
Det var alligevel for meget for de tilstedeværende, der eller havde klappet høfligt eller blot grinet højtlydt, da Romney også havde forklaret dem, at han mere end nogen anden kunne sikre ”økonomisk fremgang i de afroamerikanske samfund i landet”.
Men Obama-care?
Hold nallerne væk var det direkte budskab fra de sorte stemmer.
Men hvorfor var Romney egentlig på talerstolen til en kongres, hvor der helt givet ikke var mange proselytter at hverve.
Det mest enkle svar er selvfølgelig:
Han var inviteret og i et valgår siger man ikke nej tak til NAACP(med mindre man er Obama –han sendte istedet en videobesked og udkommanderede sin vicepræsident, ”Attack Dog nummer 1, Joe Biden).
Men det var mere på spil for Romney end høfligt at undgå at genere nogen.
Den tidligere CEO for Bain Capital har behov for at demonstrere, at også han både kan og vil være præsident for alle amerikanere. Han har hårdt brug for at række en hånd ud til minoritetsgrupperne i det amerikanske vælgerkorps
Romney talte således også til den vigtige latino-organisation NALEOs årlige konference sidst i juni, hvor han gang på gang slog på at ”Obama tager Jer for givet” og ”I har et reelt valg”.
Eksguvernøren har i realiteten malet sig selv op i en krog og sat sig udenfor det fine selskab blandt Latinos, fordi han af sine republikanske modstandere gennem hele primærvalgskampagnen blev tvunget til at rykke helt ud på den yderste højrefløj i hele immigrationsspørgsmålet.
Obama satte i realiteten Romney skakmat i forhold til Latino-vælgerne, da han i juni per eksekutiv ordre fra Det Hvide Hus gennemførte en slags mini ”Dream Act”, der tillod børn bragt til landet af deres illegale immigrantforældre en mulighed for at få ændret deres legale status og f.eks. studere lovligt på de amerikanske højere læreanstalter uden frygt for deportation.
Sit forhold til Latino-vælgerne kan Romney trods alt nå at rette op på med en betydelig effekt. Romney har annonceret, at han måske allerede i næste uge vil afsløre, hvem han peger på som sin vicepræsidentkandidat og der er store muligheder for at det bliver den unge senator fra Florida, Marco Rubio.
På shortlisten er han.
Marco Rubio er af cubansk afstamning og bliver betragtet som en politisk komet. Netop fordi præsidentvalget til november bliver tæt og at afgørelsen kommer til at falde i de såkaldte svingstater, hvoraf flere har store latino-befolkningsgrupper(Florida, New Mexico, Nevada, Colorado), vil en Rubio styrke Romneys kandidatur.
Latinoer er den hurtigst voksende minoritetsgruppe i landet og mønstrer derfor betydelig politisk magt.
13,5 procent af USA’s befolkning er sorte, men er den gruppe, der er hårdest ramt af den sociale og økonomiske krise. Mens den nationale arbejdsløshedsprocent er på 8,2 procent er den for den sorte befolkningsgruppe f. eks på 14, 4 procent. De sorte fylder over en bred kam også uforholdsmæssigt mere end andre befolkningsgrupper som bruger af de federale støtteordninger.
Så umiddelbart har Romney ikke meget at byde på i forhold til den gruppe.
Og så alligevel.
Ved præsidentvalget i 2008 stemte godt 95 procent af de registrerede vælgere på Obama. Ved den sidste Gallup undersøgelse ville 87 procent af de sorte dennegang stemme for Obama.
Romney er imidlertid sikker på, at han kan høvle bare et par spåner af den sorte opbakning til Obama. Der er ingen tvivl om, at der også blandt de sorte kan findes om end ikke en nagende utilfredshed, så i det mindste en snigende skuffelse over, at det har taget Obama så lang tid om at komme i gang med, hvad alle troede ville blive en reel, fundamentale ændring af den amerikanske politiske dagsorden.
Skuffelse kan betyde at færre sorte vælgere dukker op den 6. November, men måske også at mange i den sorte middelklasse i frustration kan finde på at stemme for den republikanske kandidat.
I f.eks. en stat som North Carolina, som Obama vandt i 2008 med kun 14177 stemmer i overskud, er det ikke alene mobiliseringen af de sorte vælgere på valgdagen, der tæller, men sandelig også, hvor de sætter krydset. Et lignende forhold gælder for den nordlige nabostat, Virginia, hvor 20 procent af befolkning er sorte.
Men Romneys optræden på NAACPs kongres kan måske også havde gavnet ham i to andre vælgergrupper.
Det drejer sig om de uafhængige, endnu ikke besluttede vælgere. Mange af dem, der stemte demokratisk sidste gang, har helt sikkert følt Obama euforien sive, men er bekymret over at Romney ikke i tilstrækkelig grad har formået at favne minoritetsgrupperne.
Også den konservative base i det republikanske parti har helt givet følt sig stivet af med Romneys optræden på borgerrettighedskongressen. Sikkert ikke så meget på grund af, at han var der, men mere det faktum at han ikke bøjede sig en tomme på sit politiske grundlag.
Det var absolut ingen leflen hos Romney. Med et par enkelte konkret belevne bemærkninger møntet på, at det rent faktisk var sorte vælgere, han henvendte sig til, kunne lige så godt have holdt talen til en hvid kvægavler forening i Texas.
I de sidste dage er der også kommet stærkere og stærkere rygter om, at den tidligere udenrigsminister Condalisa Rice også er på Romneys vicepræsident shortliste.
En sort, højtrespekteret kvinde med udenrigserfaring vil givet falde i god jord hos mange. På den anden side er Rice bærer af arven fra Bush årerne, specielt selvfølgelig de to katastrofale krige i Irak og Afghanistan. Det vil klart have en negativ effekt.
Alt i alt viste Romney en side af sin personlighed i Houston, der for engang skyld ikke handlede udelukkende om famlende milliardærvaner.
Den republikanske præsidentkandidat udviste fattet ro og sikkert i manges øje også en god portion mod ved at stå frem for NAACP-kongressen under mottoet:
”What you see, is what you get”.
Der er givetvis også det indtryk, de fleste af hans tilhører den dag hovedrystende gik hjem med.
Om bloggeren
Ja ,man undrer sig over at Latinoer udgør en betydelig politisk magt i USA,men “sjovt nok” så er der ikke samme”erkendelse” om tendenserne herhjemme.
Så der er tid endnu til at stoppe det faktum.
Det kan kun være dansker -æt ,som har første ret.
Synd at svigtet i USA for dem der sled for samfundet ser de forkerte skumme fløden.
Danske politikere synes åbenbart det er i orden at dyrke kartofler -for at jeg kan grave dem op -og æde dem!
Slapsvanse!
Romney har åbenbart større format end man troede.
Og forøvrigt er det en sort historiker der giver oprejsning til hvide der hjalp de sorte under slaveriet.
Det ved en del sorte,derfor vil Romney helt sikkert få et par stemmer derfra.