Pigen med fornavnet Heaven fik kun syv år her på jorden.
Det var den alder, hun havde, da hun på den sidste onsdag i juni stod foran en børnebod i Chicagos Westside kvarter, hvor der i den beklumrede hede blev solgt afkølet limonade og slik.
To bandemedlemmer passerede forbi, fik øjenkontakt med en mand fra en rivaliserende gadebande og åbnede derefter kynisk ild ind i flokken af mennesker.
Den syvårige Heaven Sutton sank sammen med en kugle i brystet og Chicagos optrappede bandekrig havde fundet endnu et uskyldigt offer.
Byens frustrerede borgmester, den tidligere benhårde stabschef for præsident Obama, Rahm Emanuel, kunne næste ikke få luft, da han på Tv rasende henvendte sig direkte til morderne:
-Du er et bandemedlem, der kommer for at få noget limonade og et andet bandemedlem kører forbi? Det her handler ikke om kriminalitet; det handler om værdier. Hvor blev du opdraget? Hvem opdrog dig? Bliv dog væk fra vores børn.
Men Rahm Emanuel talte endnu engang for døve øren.
I weekenden var der gentagne skudepisoder og en uge efter Heavens død stod den 10 år gamle Kitanne Peterson i aftenen op til USA Uafhængighedsdag i det samme kvarter og svalede sig ved en åben brandhane.
Der blev åbnet ild fra en ”drive by car” og pigen tumlede hårdt såret om i armene på sin moder i entreen til lejlighedskomplekset, hvor hun boede:
Skudt i ryggen.
Politiet kunne i de tidlige morgentimer torsdag morgen, efter 4. Juli døgnet var slut, gøre tabslisten op.
Fire døde – hvoraf en enkelt var en 16 årige teenage dreng – og 19 sårede.
Kun Memorial Day-weekenden i maj kunne stikke det regnskab:
Syv dræbte og 35 sårede blev ført ind i politiets sorte kolonne bog.
I 2012 er der dræbt flere i Chicagos gadefejder, end der i år er dræbt amerikanske soldater i den afghanske krigszone.
Senere samme torsdag kunne Chicago bryde en anden 101 år gammel rekord. Kort før middag stoppede kviksølvet i termometeret lige under 40 graders blistrene varme.
Chicago så rødt.
Mens storbyer på trods af krisen overalt i USA i år melder om vigende kriminalitet, faldende drabstal og færre arrestationer, så kan Chicago trumfe alt og alle med foreløbigt 250 dræbte – en 60 procents stigning i forhold til samme tid sidste år.
-Vi har et bandeproblem, sagde borgmester Emanuel til CNN’s Pierce Morgan tidligere i maj.
Det synes allerede nu at være årets ”understatement”.
Bander er ikke et nyt fænomen i USA’s tredjestørste by. I Hollywoods tolkning var det de italienske gangstere i Al Capones Chicago, der stående på bilernes trinbræt iført deres borsalino hatte, dobbeltradede jakkesæt under fedora frakker og med maskinpistoler i hænderne opfandt ”the drive by shooting”.
Ifølge nogle undersøgelser var der op mod 1200 større og især mindre bander i 1920erne i alle mulige etniske og racemæssige afskygninger. Men det var først i 60erne, at de bander blev dannet, der nu sætter dagsordenen i Chicagos byrum.
De opstod under en paraply af stigende politisk bevidsthed, socialindignation og en oprørsk trang blandt sorte ungdomsgrupper til at udøve selvkontrol over egne boligområder; en uventet gevækst på tidens Borgerrettigheds bevægelse, der med tiden blev til ondartede samfundsmæssige metastaser.
Den første ”Supergang” blev organiseret af Jeff Fort, der samlede 50 gadebander til en organisation med navnet ”the Black P-Stone Nation”. Ledelsen bestod af en kommission af 21 medlemmer, de såkaldte ”Main 21”. Gruppen havde deres sociale formål så højt på listen, at det lykkedes dem at få 1.4 millioner dollar i federal støtte fra den nationale ”Fattigdomsfond”. Pengene, der blev omsat til at styrke de illegale aktiviteter.
Black P-Stone Nations succes fik også andre bander til at fusionere. Den næste store sammenlægning kom mellem ”the Black Disciples”, ledet af David Barksdale(et navn elskere af den fabelagtige krimiserie ”The Wire” vil nikke genkendende til), og grupperingen ”the Gangster Disciples”.
Denne organisationen kom til at bære navnet ”Black Gangster Disciple Nation”.
Op gennem 70erne kastede de to nyslåede storbander sig ud i prostitution, afpresning, røverier, tyverier og ikke mindst den lukrative narkohandel. Kampen om kontrol med narkoen satte de to bander op mod hinanden i en bitter rivalisering og skabte den blodigste bandekrig i Chicago.
Op gennem 80erne begyndte de to stridende bander at rekruttere hang arounds og nye medlemmer i fængslerne og bandevæsnet blev udkrystalliseret i de to alliancer, vi også ser i dag:
”People Nation”(de oprindelige BlackP-Stone folk) og ”Follk Nation”(originalt Black Gangster Disciples).
Der er anslået 70.000 aktive medlemmer i Chicagos to bandealliancer plus utallige ”knallertrockere”, der har valgt deres karriereforløb i livet. Medlemmerne tilhører bander med uhyre fantasifulde navne som f.eks. ”Vicelords”, ”Bishops”, ”Maniac Latin Disciples” og ”Two Sixers”.
Mange af bandernes territorium havde udgangspunkt i nogle af USA’s værste sociale boligbyggerier, de såkaldte ”Projects” –det egentlige ”gangland”; kæmpe højhuse af dysfunktionel adfærd, menneskelig depravation og social elendighed; ganske simpelt usle, tårnhøje helveder af nød.
Ironisk nok er det den påbegyndte nedrivningen af denne skammens slum, der har foranlediget de sidste års eskalering af den blodige bandekrig. Grupperingerne er blevet tvunget ud ”i byen” og kæmper nu indædt om herredømmet over nye kvarterer primært i Chicagos South og West side.
Grænserne bliver forsvaret med baseball bats, jernrør og det allestedsnærværende arsenal af fuldautomatiske angrebsvåben, der får områder af Chicago til at ligne veritable krigszoner.
Manden, der sidder i det gloende sæde, er Chicagos politichef, Garry McCarthy, der vandt alles respekt som en slags folkelig ”Braveheart”-helt, fordi han personligt ledte sin politistyrker ude på gaden under det just overståede NATO-topmøde i byen.
Men demonstranter og mulige terrorister er en ting.
Skruppelløse bandekrigere noget ganske andet.
McCarthy’s oprindelige strategi med mobile enheder, der responderede lynhurtigt på 911-opkaldt og flere uniformer på gaden, er nu blevet afløst af en taktik med en forebyggende, minutiøs overvågning af bandeforbrydere; studere de kriminelles sociale netværk og udpege potentielle drabsmænd inden de bliver det.
-Det her vil forandre måden vil laver politiarbejde på, lover McCarthy.
Og den sociale videnskab giver ham måske ret.
McCarthys nye offensiv bygger nemlig på forskning af Yale-sociologen, Andrew Papachristos, der vendte tilbage til sin hjemby Chicago for nøjere at studere de mange banderelaterede mord.
Papachristos opdagede, at døden eller mordet ”kun er et par håndtryk væk”, som han formulerer det. Sociologen undersøgte mordene i to lavindkomst kvarter i South Side bydelen af Chicago i årene mellem 2005 og 2010:
191 mennesker var blevet myrdet i den periode, men meget få af dødsfaldene var tilfældige. 70 procent af mordene kunne føres direkte tilbage til et social netværk i de to distrikter bestående af 1600 mennesker ud af et samlet antal beboere på godt 80.000.
Andrew Papachristos konkluderede i sin undersøgelse, offentliggjort under titlen ”The Coming of a Networked Criminology”, at ”mordene foregår i en meget lille verden, hvor ofrene er meget tæt på hinanden.”
Chicagos politichef har trukket en anden konklusion: når ofre er tætte på hinanden, så er morderne også tæt på – nemlig i samme sociale netværk.
I forvejen er McCharty en stor fan af statistik.
Hver uge bliver politiledere indkaldt til møde med chefen for at gennemgå kriminal statistikerne i deres område; ”Compstat”-møder, som de bliver kaldt(Igen et velkendt begreb for kendere af Tv-serien ”The Wire”).
McChartys strategi er simpel. Han bruger de samme analytiske teknikker som Yale-sociologen brugte til at finde sammenhæng mellem ofrene:
Er der ”hot spots” med kriminalitet, så er der også ”hot people”.
Find de hotte folk, og du har fat i noget rigtigt politiarbejde, lyder devisen. Så udover at være på gaden, fører politifolk i Chicago nu intens opsyn med Facebook, Youtube og andre sociale medier.
Politichefen estimere at der findes ”26000 hot people” i Chicago – hvilket udkonkurrerer politistyrken to til en.
-Men hvis lægger vores ”hot people” oven i vores viden om ”the hot spots” –så har vi en chance, siger McCarthy optimistisk, selvom han indrømmer at denne strategi aldrig har været prøvet før.
-Vi er nødt til at gøre noget. Og det er det, vi gør, understreger politichefen.
Demokraten Rahm Emanuel kan nu også godt mærke den politiske sædevarme i sin stol. Han har fået et kæmpeproblem på halsen, som han ikke så på sin radar, da han sad i Det Hvide Hus’s stabskontor og besluttede at stille op som kandidat til borgmesterposten.
Efter valgsejren gik Emanuel med vanlig energi i gang med at balancere byens budget og skar – som så mange andre borgmestre landet over- politistyrken drastisk ned. 1400 ubesatte job fik sparekniven, og blev udraderet i dette års budget.
Den nuværende situation er også en torn i øjet på Emanuel, fordi mordraten i Chicago gennem de sidste årtier har været på vej ned. Fra at have 900 mord om året i starten af 90erne, at blive udnævnt til USA’s mordhovedstad i 2003 med 601 mord og til ”kun” 433 sidste år.
Selv Chicagos ”Magnificent Mile” – Michigan Avenue- er blevet ramt af skudeepisoder. Michigan Avenue er hovedfærdselsåren mellem forretningskvarteret ”Loop” og ud til ”the Gold Coast” og passerer glitrende butikker, luksushoteller og fine natklubber.
Det var her en lille pige med fornavnet Heaven fra the West Side en dag i fremtiden kunne have shoppet sin Gucci taske eller sine Jimmy Choo sko, gået tur med sin kæreste og besøgt de store museer, hvis ikke bande oddsene havde været hendes alt for korte liv imod.
I stedet blev hun sendt til himmels med en kugle i brystet den hede Chicago juniaften foran en limonadestand, hvor et tørstigt bandemedlem besluttede at standse op og blev spottet af sine bevæbnede rivaler.
En historie, som Rahm Emanuel gør klogt i at huske, hvis han søger genvalg som borgmester i ”the Windy City”.
Om bloggeren
Velkommen til Danmark anno 2000 og frem.
Skal vi gætte at der ikke blandt politikere og embedsmænd og andre blandt eliten lader deres børn stå i kø ved isboderne,men lader nogen hente forfriskningerne til dem? Resten der ikke har chaufførere må gå eller tage bussen -hvis de ikke har råd til en cykel hvilke mange i dagens Danmark ikke har.
Vi er vel ikke i tvivl om hvem der burde skydes,men det sker mærkeligt nok aldrig-gad vide hvorfor?