Big Brother Er Hos Dig

Der her handler ikke om reality showet Big Brother på Tv.
Been There. Done That.

Nej- det drejer sig i princippet om George Orwells Big Brother fra romanen ”1984”, der skildrer det totalitære overvågningssamfund, hvor tankepolitiet altid er på sporet af dig, sandhedsministeriet konstant lyver for dig og dit glas ikke er enten halvt fyldt eller halvt tomt, men faktisk er begge dele på en gang.

Dobbelttænkningen længe leve.

Men Orwells Big Brother fra 1948 er fulgt med tiden. For længst passeret 1984 og befinder sig nu i 2012’s verdensomspændende cyberspace.

Og brormand har klonet sig.

Nu er det ikke bare statsapparat her i USA, f. eks i form af Home Land Security, der holder skarpt øje.

Nogle af de bedste spioner befinder sig i det private erhvervsliv, nemlig de mange developere af de hundrede af tusinder Apps, som millioner af iPhone, iPpad, iPod, Androidt og andre smartphone brugere gladelig installerer på deres håndholdte apparater.

De ikke alene ved, hvor du er. De tænder også for den store digitale støvsuger, der på nanosekunder gør rent i din adressebog, din samtale-log og din sms-tekster.
Og de spørger dig ikke om lov.
Du aner ikke det foregår.

Over de sidste par uger er diskussionen blevet rejst af bekymrede Kongresmedlemmer, der mener at borgernes privatliv ulovligt bliver invaderet. De har forsøgt at forespørge ”The Federal Trade Commission”, der regulerer brugen af internetdata og som flere gange har sanktioneret f.eks. Facebook og Google for krænkelser af privatlivets domæne.

Kommission lod onsdag vide, at de ikke har nogen kommentarer til den data-praksis mange af App-firmaerne forfølger og bruger kommercielt.
Det er store navne. Twitter, Instagram, Foursquare, Yelp, Foodspotting, Hipster – for at nævne nogle.
Ofte når støvsugningen er i gang bliver der oven i købet ikke altid  brugt krypteret transmission, hvilket betyder at data er frit tilgængeligt.

Apple er kommet under beskydning, fordi de selvfølgelige godkender de forskellige Apps. Som svar på et brev fra inkvisitoriske medlemmer af Repræsentanternes Hus, forklarede Apple-talsmanden Tom Neumayr onsdag, at ”Apps, der samler eller transmittere brugeres kontaktdata uden deres viden klart overtræder vores guidelines.”

Men de gør det altså bare rask væk alligevel.

Den stigende uro over Big Brother i Cyberspace omfatter også Homeland Security og de andre efterretningsvæsner.

Det faldt mange for brystet, da Homeland Security for nogle uger siden offentliggjorde deres ”medieovervågning”, som det hedder officielt, og det viste sig at papiret indeholdt en 5 sider lang liste over websites, blogs og såkaldte bulletin boards, der er under opsyn 24/7.

Udland er ikke et begreb på the World Wide Web, og det måtte en engelsk turist, den 26-årige bar manager fra Coventry, Leigh Van Bryan, sande, da han sammen med en veninde landede i Los Angeles i januar. Der stod agenter fra Homeland Security klar til at modtage dem, og det blev til fem timers afhøring, overnatning på hotel Gitterly og derefter en udvisning af landet.

Hvorfor?

Fordi Van Bryan i lufthavnen havde meddelt på Twitter at formålet med turen var at ”ødelægge USA” og ”grave Marilyn Monroe op”.
Homeland Security ovre på den anden side af dammen var med på en kigger og besluttede at barmanden fra England var farlig.

Det hjalp ikke en meter, at Van Bryan forklarede at ”destroy” skam var et slang udtryk –på linje med, når jyder påstår at nu ”skal København dæleme brændes ned til grunden”.
Ingen humor hos myndighederne i L.A. Det blev til ”Nu skal I til Coventry med det første fly”.

Alt i alt lever Big Brother i bedst velgående.
Nu hersker han ikke længere kun i Orwells fiktive Oceania, men er gået global i den virkelige verden.
Han er også i Danmark.
Måske i Jeres Apps.
Og det er ikke ham ude fra SBS Kanal 5.

Hvad gør I?

Paul Gazan

3 kommentarer

  1. Rud

    Ka du ik bede ham der storebror om at lave noget fornuftigt – læse Ekstra Bladet for eksempel…

  2. Carsten

    Forskellen fra George Orwell’s roman og til virkeligheden i dag, er, at folk jo gladelig lader sig overvåge. Det havde selv den gode George næppe forestillet sig. Det er jo genialt, at udvikle et overvågningssystem, som folk ligefrem efterstræber. Eller hvad? Jeg tvivler på, at de fleste er klar over hvad al den overvågning i det hele taget kan bruges til – desværre.

  3. Kc

    Hvorfor bliver vi så paranoide når det gælder
    relevant overvågning? Har vi rent mel i posen
    er der vel ingen grund til bekymring selvom
    vi alle steder fanges af et videokamera. Kan
    videoovervågning forhindre kriminalitet og
    lette opklaringen af begåede forbrydelser er
    det vel fint nok.

Skriv kommentar

Vi ønsker en skarp og levende debat her på blogs.bt.dk. Vi modtager mange gode indlæg, men det har desværre også vist sig, at ikke alt egner sig til publicering. Vi forbeholder os retten til ikke at offentliggøre og slette indlæg, der indeholder grove personangreb. Det samme gælder indlæg, der er uvedkommende eller irrelevante for debatten. Derfor: Hold jer til emnet - gå ikke efter hinanden. God debat.