Bilen brød sammen, så jeg var nødt til at tage bus

BILEN KØRTE i smadder i sidste uge. Røde og gule advarselslamper bimlede og bamlede på displayet, og til sidst kunne bilen ikke flytte sig en meter. Eller overhovedet starte. Falck – egentlig overrasket over, at det ikke havde skiftet navn til noget mere moderne – var hurtige og fik os bugseret til sommerhuset og bilen på værksted. Sidste gang jeg kørte i en rød Falck-bil med hele familien, var navnet Falck-Zonen, jeg var seks år og vores Ford Taunus kunne ikke mere den dag. Vi lånte telefonen hos en flink elektriker i Frederiks i det mellemste Jylland, der også bød på kaffe, kage og sodavand. Jeg sad på førersædet på turen hjem til Hjortsvang og prøvede Falckmandens kasket, og i flere år derefter ville jeg være Falckmand, når jeg blev stor. Senere professionel fodboldspiller og så journalist. Det sidste lykkedes.

 

BESKEDEN FRA værkstedet i sidste uge var nedslående. Det kunne ikke betale sig at reparere bilen, og vi kunne måske få en 5000 kroner hos en autoophugger. Træls besked. Fraværet af bilen tvang mig til at tage tog og bus, og det blev et gensyn med barndommens ruter og rutiner. Jeg havde et møde i Vejle, og besøgte min far i Tørring 20 kilometer derfra. Han er 92 år og i fuld vigør. Vi snakker om familien, arbejde og om, hvordan det sådan ellers går. Min far er meget aktiv og har det godt. ‘Men jeg er ved at blive gammel’, siger han. Det kan man dog ikke høre på ham. Vi snakker om hans og mit liv, og han fortæller om gamle dage. Det kan han godt lide, og det kan jeg godt lide at høre på, for jeg kender mange af de lokale folk, han snakker om.

 

JEG KIGGER I DET ringbind, min far har lavet om sit liv. Dagbogsoptegnelser og erindringer om et langt levet liv, så børnebørn og oldebørn kan få et indtryk af, ‘hvad de kommer af’, som min far siger. Jeg falder over en anbefaling fra efteråret 1945, hvor far tjente på en gård på Fyn som forkarl. ‘Anders Bendt Andersen er interesseret i arbejdet, og er til at forhandle med om de forskelige problemer, der er at løse indenfor landbruget. Hvis der var flere af den slags unge, var det ikke så svært at drive landbrug. Jeg giver med glæde min allerbedste anbefaling’, skrev gårdejeren. Min far kører mig til bussen på stationen. Jo, han har stadig kørekort, og jeg stiger på til Vejle, som jeg har gjort tusindvis af gange før. Inden jeg fik egen bil. Det er samme rute. Ølholm, Lindved, Grejsvej, Hornstrup og ned ad bakken til Vejle.

 

DER ER FORDELE ved bussen. For eksempel kan man læse på vejen. Jeg har gang i en nyudgivet bog om og af Claes Kastholm, der døde tidligere på året. Han var journalist, forfatter og debattør og opvokset udenfor de store byer på Sjælland. Blandt andet hos en morfar, der var brugsuddeler i landsbyen Aashøj. Jeg faldt over Kastholms karakteristik af det, han kom af. ‘Jeg har respekt for den generations mennesker. Hvis de ikke lige tilhørte de bedrestillede lag (..) så var deres skæbne at gå sammenlagt højst fire år i skole, ud at tjene, hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften’, skriver han og tilføjer, at mange af dem alligevel ‘mestrede boglige færdigheder og tilegnede sig viden om historien’, der gav dem og deres families tilværelse perspektiv. Den slags mennesker kender jeg, tænker jeg, da jeg kører gennem et efterårsfarvet landskab på den jyske højderyg. I en bus. Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget…

OSA

Kommentarer er lukket.