Oliver Stones nødvendige film om Snowden

EDWARD SNOWDEN sidder stadig i Moskva som Vladimir Putins gæst. I eksil. Det er tre år siden, den nu 33-årige amerikanske it-nørd rejste fra USA til Hong Kong, medbringende et væld af filer, der afslørede amerikanske efterretningstjenesters omfattende overvågning af helt almindelige mennesker. Og venligtsindede regeringschefer. Historierne bredte sig med digital hast over hele verden, og USA gik per automatik sporenstregs efter struben på den frafaldne efterretningsofficer. Efter en dramatisk flugt endte Snowden i Moskva, hvor han blev modtaget med åbne arme og var en appelsin i Putins turban i den standende propagandakrig med USA. At Rusland gav Snowden eksil, var både et synligt symbol på det ekstremt dårlige forhold mellem USA og Rusland. Og et enormt paradoks. Snowden havde fået mindst livstid, hvis de amerikanske myndigheder havde fået fat på ham som de første. Men havde Snowden været russer og lavet samme nummer, var han nok snarere straks forsvundet fra jordens overflade og aldrig blevet fundet igen.

I TRE ÅR har Snowden været en alvorlig sten i skoen for USA. Både i forhold til egen befolkning og allierede nationer verden over. I denne uge er der dansk premiere på Oliver Stones biografiske film om Snowden. Navnet og historien er stadig så kontroversiel i USA, at ingen amerikanske selskaber ønskede at investere i filmen, og det er ganske usædvanligt. Stone måtte gå til Europa for at finde finansiering og optage filmen i Tyskland. Jeg har som oftest sat stor pris på Stones storslåede og kontroversielle favntag med amerikanske myter og ikoner. JFK er en djævleblændt velfortalt film om mordet på John F. Kennedy, en fortælling, der trækker sin tilskuer helt ind i de konspirationsteorier, som Stone – og andre – ser mange steder. Med Stone får vi altid en farvet fremstilling af virkeligheden, og han stikker ikke noget under stolen. Han har en holdning til sine hovedpersoner, om det er Nixon, JFK, Castro eller George W. Bush.

DEN 70-ÅRIGE instruktør opererer i spændingsfeltet mellem dokumentarisme og fiktion og lever i sine værker op til det, dokumentarfilmens fader, John Grierson, mente dokumentarfilmen var: En persons kreative bearbejdning af virkeligheden. Til BT sagde Stone i ugens løb, at han normalt kun lavede historiske film, fordi det kræver, at tiden går, inden historierne bliver tydelige. Filmen om Snowden er en undtagelse. Måske fordi historien er så tydelig og skelsættende? Edward Snowdens adfærd diskuteres engageret verden over. Er han helt eller landsforræder? Han er jo nok begge dele, al den stund at han både forrådte sit land og afslørede skiftende regeringers dobbeltmoral.

SPØRGER MAN OLIVER Stone, er der ingen tvivl. Snowden er en ægte amerikansk helt, og hans historie vil komme til at påvirke os i mange år frem. ‘Snowden kan meget vel gå over i historien som et af de få mennesker, der faktisk gjorde en forskel for sin samtid’, siger han i et interview med filmagasinet Ekko. Set i det lys – at instruktøren i dén grad har taget stilling – er Stones filmberetning om Snowden forbavsende tilbageholdende, akkurat og meget lidt polemisk. Et vigtigt vidnesbyrd. Og en god film, mens vi venter på Oliver Stones næste. En dokumentarfilm om Vladimir Putin, som skulle være lige på trapperne…

Af Olav Skaaning Andersen, ansv. chefredaktør

Kommentarer er lukket.