Thulesen Dahl skal vise følelser

Kommentar: Den nye formand er skarp og knusende dygtig. Alligevel kan han få svært ved at løfte arven efter Pia.

Pia Kjærsgaards farvel til posten som formand for Dansk Folkeparti blev lanceret i vanlig og topstyret DF-stil. Intet slap ud før tiden, og Kjærsgaard fik god lejlighed til at fortælle om sine bevæggrunde for at stoppe.

Alligevel kan man ikke skjule kendsgerningerne: At partiet lige nu er i et politisk dødvande. Uden den indflydelse, det har været så vant til under Fogh og Løkke, hvor det kom igennem med et væld af mærkesager. Og at Pia Kjærsgaard er slidt efter mange år som succesfuld frontkæmper for det parti, hun selv skabte. På et sommergruppemøde for fire år siden – 6. august 2008 – fik Pia Kjærsgaard et ildebefindende og var væk fra politik i en periode. Selv om hun siden har genvundet både kræfter og kampånd, har det givetvis sat tanker i gang om, hvorvidt prisen for det politiske virke var for høj.

Kombinationen af stort arbejdspres og de konstante trusler på livet (Pia Kjærsgaard er under 24-timers overvågning af PET) kan trække hårde veksler på selv den sejeste politiker. Udsigten til en hård dagligdag og yderligere tre år i frugtesløs politisk opposition, lyder som den mest reelle forklaring på Pia Kjærsgaards farvel til topposten i det parti, som hun selv har bygget op.

Magtoverdragelsen til kronprinsen er lige så styret og gennemtænkt som partistifterens farvel. Der er sandsynligvis tre år til næste valg, og Krisitian Thulesen Dahl er Dansk Folkeparti helt ind i marven. Alligevel kan overgangen blive svær, for den nye formand har ikke umiddelbart de egenskaber, der har gjort Pia unik som temperaturmåler for det danske folkedyb. Thulesen Dahl roses fra alle sider for sin skarpe hjerne, sin ’knusende’ dygtighed og for at være arkitekten bag partiets indflydelse på finansloven og den økonomiske politik. Det er osse rigtigt. Men kan han mobilisere de følelser og det temperament, som har været et afgørende element i Kjærsgaards indhug på stemmer fra både socialdemokratiske og konservative kernevælgere? Kan han ramme den samme smittende begejstring, han selv blev tiltrukket af som 13-årig, da han på Nr. Snede Kro i 1982 mødte Mogens Glistrup og blev politisk vakt?

Det er ikke nok for en leder af Dansk Folkeparti at kunne finansloven på fingrene. Det handler i endnu højere grad om – på en jævn og ligefrem måde – at kunne formulere de værdipolitiske tanker, som er afgørende for partiets nuværende og kommende vælgere: Det handler om danskhed, om en stram udlændingepolitik, om hårdere straffe til voldsmænd. Det handler om folks hverdag, og det handler om at komme ud over rampen og ramme deres følelser. Det har både Thulesen Dahl, Kjærsgaard og andre i partiets ledelse selvfølgelig tænkt over, og svaret på denne udfordring er, at Pia fortsætter som værdipolitisk ordfører. På den måde håber man på både at kunne holde på især de ældre vælgere, der har en særlig svaghed for den kjærsgaardske retorik samt udvide og fremtidssikre partiet med nye og yngre vælgere, der tiltrækkes af den mere strømlinede nye formand.

Det bliver en balancegang. Trods ringe indflydelse på den nuværende politik, har DF beholdt en ret konstant vælgertilslutning på 12-14 pct. i meningsmålingerne. Den andel skal mindst fastholdes og på sigt kombineres med en stærk og indflydelsesrig position i dansk politik. Og det kræver hidtil usete talenter fra den nye formand fra Nr. Snede.

Om bloggeren

Olav Skaaning Andersen

..

13 kommentarer

  1. HardeHenrik

    Det eneste han skal vise efter det dommedags valg der venter, er hammeren. Vi har vist “følelser” siden tresserne, og hele vores verden er ved at synke i grus.
    por vigi

  2. sofie

    Skal han stå og tude?I så fald kan det da kun være over alle de danskere der må leve med statens overgreb på liv og levned!
    Indvanderne lider jo ingen nød-de har alt det inden for en måned, når de er landet her,og mere til- som danskere tager år om at spare op til!

    Derudover må det da også være over ,at berigelsen fra de varme lande oftest består i hardcore truende adfærd og voldtægter som ofrerne bliver truet til ikke at anmelde… så i den henseende gør det ikke spor at der bliver vist følelser…!Men endnu bedre ,bliver gjort noget ved.

    NED MED EU -OG OP MED BOMMENE …og retsopgør for de skadelidte danskere!

  3. Harry Blunck

    Korrekt – men man kan frygte at DF i kommende bestræbelser på at samle “blå blok” vil gå på kompromis i deres EU politik! Et område hvor man skal være blind og døv for ikke at se svaghederne, for ikke at se at Euroen er en “dødens spændetrøje” når det kommer til samfundsøkonomi. Jeg frygter at DF føjer de andre medlemmer af Blå Blok for at få nogle ministerposter! En dyr pris hvis det bliver en realitet – men ellers tillykke til Thulle!

  4. Kc

    Kristian Thulesen Dahl, skal vel bare være den han er.
    Autentisk ligesom Pia selv.

  5. sprognaevn

    er stavemåden “osse” tilladt nu? Hvis ikke, hvorfor skal en seriøs lederartikel så skæmmes af den slags?

  6. Ole Mejlstrøm

    Kristian skal bare være SIG SELV!

    De, der kender ham har ikke andet end lovord at sige!
    Men klart, at han er en anden type politiker end Pia….
    Han har nok taget sig af det økonomiske, Pia af folkeligheden, men Kristian ER folkelig og samtidig skarp!

    De to egenskaber udelukker bestemt ikke hinanden!

    Perfekt tidspunkt for formandsskifte og blændende ny formand….Pia tager så det rent ideologiske og værdimæssige…

    SUPER!!!

    Med Dansk Folkeparti fremad for Danmark og danskerne!!!!

  7. Lilli

    Kristian T.D. lytter til folket,- han er ÆRLIG, har ægte humor, er meget dygtig, har indsigt og er intelligent,- på den måde, at han gennemskuer løgnene.
    Pia har gjort det rigtig godt,- og man forstår, at hun nu gerne vil have mere tid til sig selv og familien,- alderen er jo også til det,- og så er det jo godt, at hun overdrager ledelsen til så reelle og dygtige folk, som Kristian, Peter Skårup, m.fl.!
    Vi ser helst, at det er disse folk vi får til at lede vort land – i disse forandrings tider!
    Og må der komme store forandringer i vort land,- på en meget bedre og retfærdig måde for folket,- snart- det trænger vi i den grad til!!!

  8. El Barsko

    Olav Skaaning Andersen hvad får dig til, at tro,
    at du skulle kunne rådføre Thulesen Dahl,
    om noget, som helst?
    El Barsko

  9. Steglich-Petersen

    Vis dog selv følelser BT: Send en rose til HTS og ønsk hende held og lykke med næste valg, eller send dog et takkekort til Anders Fogh fordi han har gjort så meget godt for verden de sidste 25 år, eller giv alle BTs læsere en kæmpekrammer på Rådhuspladsen ,hver fredag kl. 12, som tak for trofastheden i 100 år, også “Hardehenrik”, der angiveligt blev tabt på gulvet som lille, eller til Johanne S. fordi hun altid kommer med friske demokratiske tiltag i den støvede politiske grå hverdag, eller sig tak til Dronningen for 50 mageløse år, eller Frederik fordi han har scoret over evne, eller til alle de andre embedsmænd, der ufører et fantastisk stykke arbejde hver dag: Kys dem alle sammen og giv dem et klap på skulderen for de fortjener det. Alle mennesker har brug for at få og vise følelser. Der er alt for mange mennesker uden sjæl, yombier, der græder indvendigt hver dag.

    Så BT – bare sæt i gang ! Frem med følelserne så rykker DK og verden igen !

    Og “Tulle” – han er squ fuld af følelser, men han skjuler dem godt !

  10. sofie

    Det er vist ikke alle embedsmænd du mener?

  11. Thor Arentoft

    Hvor skarp og knusende dygtig Thulesen-Dahl er, ved ingen noget konkret om endnu, det vil de kommende år vise.
    Hans tanker om et eventuelt samarbejde mellem de borgerlige, om et fælles regeringsoplæg er foreløblig blevet afvist af Venstre og Konservative.
    Det ser faktisk ud til at de også syntes at: “stuerene det er DF ikke endnu”
    Nyrup-Rasmussen og Socialdemokratiet står således ikke længere alene med den opfattelse, nu har Konservative og Venstre tilsluttet sig og sine partier til denne håldning.
    Vil det virkelig gavne DF at ligefrem skulle til at tigge om accept fra de øvrige borgerlige partier, jeg tror det ikke.
    DF har jo selv afvist et eventuel samarbejde med de “røde” så set i det lyset, bliver det svært for Thuelsen-Dahl at profilere sig selv og partiet fremover.

  12. Peter Nielsen

    KTD skal være sig selv,vi har set rigeligt til “opstyltede” politikere,sidst HTS i sin store tale til de danske vælgere,der iflg fruen er så dumme at de ikke forstår fruens politik,så nu skal fruen blot lære at kommunikere og vise følelser,så går det hele nok.

  13. hansi

    Med et lettere omskrevet citat fra den hedengangne, bryske LO formand, Thomas Nielsen:
    Vi har følt ad helvede til!

    Drop følelsespornografien og lad os komme videre med fornuften i behold.
    KTD er en besindig og intelligent mand, og bag ham står en stærk og “følsom” kvinde. På denne hierarkisk fuldbyrdede kønsfordelingsplatform er der sådan set ingen grund til tårer.
    Suk!

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*