B.T. mener: Den nye kulturminister kan få svært ved at lave forandringer i en økonomisk krisetid.
Efter 10 år med skiftende konservative ministere rykkede radikale Uffe Elbæk ind i Kulturministeriet, og det er svært at forestille sig en mere markant forandring.
Konkret og symbolsk markeret, da nationalkonservative Per Stig Møller i stiv skjorte og slips tog imod den nye kulturminister, der i åbentstående skjorte præsenterede sin mand for Møller, og ellers slog en ligefrem tone an. Og mens regeringsskiftet i 2001 markerede et systemskifte i retning af mere danskhed, færre smagsdommere og en tilbagevenden til et mere klassisk kunst- og kultursyn, er udnævnelsen af Elbæk, grundlægger af græsrodsbevægelser som Frontløberne og Kaospiloterne i Aarhus, et tegn på, at tilgangen til kunst- og kulturlivet bliver mere alternativ og lidt mindre ophøjet.
At det kommer til at handle mere om syrerock end om symfoniorkestre, aktualiseret i den nye kulturministers forslag inden valget om at stryge støtten til kirkemusik og symfoniorkestre, mens den moderne, rytmiske musik skulle støttes med markant flere penge. Og det er da ganske relevant at stille spørgsmålet – som Uffe Elbæk gør – om ikke det er en demokratiske kulturpolitisk udfordring, når klassisk musik har to milliarder at gøre godt med, mens den rytmiske kun har én milliard. Og der er et langt større publikum til den rytmiske scene.
Der er behov for at stille den slags spørgsmål, og det vil Uffe Elbæk helt givet gøre i den kommende tid. Det store spørgsmål er bare, om han kan få den supertanker, som Kulturministeriet med sine mange institutioner jo er, til at ændre kurs. Om han kan få sine ideer igennem. For selv om Brian Mikkelsen fik ry for kun at være sportens minister og ikke ane ret meget om de øvrige genrer og områder, var han en ferm og indflydelsesrig politiker.
Da han var væk og afløst af den grå, ineffektive og visionsløse Carina Christensen, fandt man i kulturlivet ud af, at Brian faktisk kunne få ting til at ske. Per Stig Møller var den kulturelt mest erfarne og indsigtsfulde, og blev båret ind i ministeriet af det dannede Danmark, så han næsten kun kunne skuffe. Det var så, hvad han gjorde, og det samme kan ske med Uffe Elbæk.
Han rykker ind som repræsentant for den kreative, kulturradikale klasse, og her er forventningerne, at han – sammen med kirke- og ligestillingsminister Manu Sareen – bliver bannerfører i en ny værdikamp, der gør op med De Konservatives og Dansk Folkepartis indflydelse. Det vil givet ske i skrift og tale, men i en tid med hårde nedskæringer – også på kulturområdet – bliver det svært at sætte reel handling bag de nye kulturpolitiske ideer.
Om bloggeren
