Lykken er… et perfekt blødkogt æg

Min nu afdøde eks-svigermor stod engang i hoveddøren og ventede på mig, da jeg kom på visit. Hun glædede sig tydeligvis, til jeg kom. Så snart jeg stod ud af bilen, sagde hun entusiastisk, at hun skulle vise mig noget ude i skuret.
Derude hang hendes haveredskaber som altid sirligt ved siden af kummefryseren. Umiddelbart så alt ud som det plejede, så jeg vidste ikke helt, hvad vi kikkede på, da hun sagde: ’Se’.

Det viste sig at være en ny dørmåtte, hun havde købt billigt i det lokale byggemarked, som hun var så glad for, at hun blev nødt til at dele sin glæde med mig. Min eks-svigermor var ikke særlig berejst. Engang tog vi hende med på ferie – med fly. Fra det øjeblik vi ankom til Kastrup lufthavn og indtil vi nåede ind i flyet, havde hun allerede ’skudt’ den første rulle film. Hun syntes, at alt var fantastisk – og hun mindede mig ofte om vigtigheden af at lade sig begejstre.

Da jeg gik i gymnasiet, kom min rødhårede furie af en spansklærer en dag glædesstrålende ind i klassen og sagde: ’I går ringede jeg til Argentina. Jeg trykkede bare et nummer på telefonen og vupti var min argentinske veninde i røret – fra den anden side af jorden… Er det ikke fantastisk?’ Så sad vi dér en hel klasse og tænkte, at hun var bindegal.

I dag ved jeg, at min spansklærer og min eks-svigermor havde fat i den lange ende. Jeg tænker, at de, der let lader sig begejstre, er de kloge. Det er jo evnen til at begejstres, som vi elsker hos børn. Hvorfor irriterer det selvsamme træk os så meget hos voksne? Måske er det fordi, det mest af alt minder os om vores egen tillærte voksen-kynisme. For store dele af livet går vi rundt og opdager slet ikke de små øjeblikke af fuldkommen lykke.

Jeg har et billede af mig selv fra Grækenland i 1991. Jeg står 180 cm høj, solbrun og i blå (størrelse 36) hotpants. Jeg er røvlækker på det billede. Alligevel brugte jeg store dele af den sommer på at spekulere på, om mine ben var for fede til de shorts. Hvis jeg kunne rejse tilbage til den sommer, ville jeg gøre det. Jeg ville minde mig selv om, at jeg var lykkelig – lige der. Og at lykken aldrig måles i størrelsen på lår.

I en alder af 42 år har jeg endelig forstået kunsten at begejstres. At lade lykken varme i selv de mindste øjeblikke. I morges var jeg lykkelig – i flere minutter – over et perfekt blødkogt æg.

Glæden kan ligge i et telefonopkald, en lufthavn, en dørmåtte, eller et perfekt blødkogt æg. Vi er omgivet af dagligdags glæder og små mirakler. Det er slet ikke så svært at lade sig begejstre.
Lad mig minde dig om Marc Twains vidunderlige citat: ’Jeg har haft mange bekymringer i mit liv. Det var ikke særlig mange af dem, der blev til noget’.

Kommentarer er lukket.