’Kærestesorg er som et fly, der eksploderer i luften’

Jeg ringer med bævede stemme til en psykolog. Hun svarer ikke, så jeg lægger en besked – hører mig selv sige: ’Jeg har fået lidt for meget liv i hovedet til, at jeg kan nå at synke det. Hvad værre er, jeg ser et mønster – mit – som ikke hjælper mig. Vil du hjælpe mig?’

En time efter ligger jeg for første gang i flere år på en yogamåtte. Hører lærerens sunde stemme fuld af kokos og urter sige: ’Stræk dig lidt mere. Inviter fornemmelsen ind i din krop – mærk selvomsorgen.’
Selvomsorgen? Tør jeg smage på det ord? Selvomsorg? Det ord er bindegalt, farligt og kalder på mig så højt og skingert, at mit hoved er ved at eksplodere. Ikke også hovedet, er det ikke nok, at hjertet er eksploderet?

I en af de endeløse samtaler med min veninde spørger hun: ’Hvor tit har du været forelsket’. Jeg tæller efter. Mit første resultat er imponerende syv gange (man tæller vel sine børns fædre med, selvom det i ét tilfælde er løgn). Men når jeg er alene, med hovedet på puden puttet med sorg, tæller jeg om. Tre forelskelser bliver det til. Tre gange hvor mit hjerte er eksploderet. Mine forelskelser bliver stærkere og stærkere, renere og renere som jeg bliver ældre – og klogere på mig selv.

Jeg gik fra min seneste kæreste, fordi jeg ikke kunne trænge igennem til ham. I et håb om, at dét ville blive hørt som den ypperste advarsel (for alle andre udveje var slidt op). Men det blev definitivt – til min store fortrydelse. Jeg mindes, at min kæreste engang sagde, at jeg talte ’så hengivent og fuld af kærlighed’ om min forrige kæreste, at det måtte have været en stor kærlighed. Jeg ville ønske, at han var en flue på væggen og nu kunne høre, når jeg taler om ham. Men det er han ikke. Han er helt væk og borte – og jeg kan ikke finde en landingsbane til min kærlighed.

Der var én, der skrev til mig, at kærestesorger er som et fly, der eksploderer i luften. Bagefter ligger vragdelene spredt overalt. Jeg tror, der kan findes vragdele af mig på Island, på Nørrebro, i Virum, Berlin, Mallorca og i New York. Alle de steder hvor min elskede og jeg smeltede sammen.

Jeg prøver at samle stumperne fra de sidste par år. Nogle af forsvundet, andre er så smukke, at jeg rammer dem ind og hænger dem på en knage i mit hjerte. Det er de fleste. Jeg spekulerer på, hvordan og hvornår jeg mon lærer at hænge dem op – evigt tæt på mig i en smuk formation, i stedet for at slæbe dem rundt som den tungeste byrde.

Jeg kender en, som kender en, der døde af kærestesorg. Det er alligevel for skørt. Jeg forstår midt i det hele, at min største chance er at leve. At sprudle og grine. At finde hjem til mig selv. Knække koden til det forpulede mønster. At udøve selvomsorg. Selvomsorg… Det er så pisseklogt, når alle andre gør det. Men mig? Jeg ringer til psykologen – igen. Hun skal hjælpe mig med at hjælpe mig selv.

For et par år siden var jeg på sådan en god kurs med det der selvomsorg. Det var næsten blevet en helt naturlig hverdagsting for mig. Så stødte jeg ind i en perlerække af begivenheder og mennesker, der var større end mig, og jeg opdagede slet ikke, hvor sindssygt jeg blev slået ud af kurs. Jeg er (næsten) tilbage på kursen, og der må jeg bare blive – indtil jeg kan se målet. Målet er at finde tilbage til mig. Det har jeg gjort før – og det gør jeg selvfølgelig igen.

Kommentarer er lukket.