Når kærlighedens ligning ikke går op

Kan I huske dengang, man forelskede sig i et menneske og kunne troppe op uden bagage og sige »ELSK MIG, her står jeg med en tandbørste«?

Og alligevel var det så afsindig svært.

Nu møder jeg en mand. Jeg står dér helt forelsket og lykkelig, medbringende en tandbørste… og en teenagesøn og hans far (min eks), hans eks, som han har to børn med – min søns halvsøstre, eksens nye kæreste og hendes børn. Vores samarbejde. Og en datter på 10 og hendes far, hans eks, som han har to drenge med – min datters halvbrødre. Og vores tvivlsomme samarbejde. En hjernetumor med dertilhørende fysiske og psykiske reaktioner og en økonomi hårdt presset af et heftigt sygdomsforløb.

Nå, men jeg mødte en mand midt i sit eget liv, som måske netop i de måneder heller ikke var specielt gavmildt. Og hans børn, hans ekskone og deres virkelighed.
Og vi forelskede os. Voldsomt og hudløst. Livet var smukkere end smukt. Men ligningen gik bare ikke op. Vi overdøver det med kys i en periode. Elsker videre og kysser under månen.

Men hverdagen er så insisterende. Og lortet går bare ikke op. Man hugger en hæl og klipper en tå, indtil man står dér uden fødder og skriger skingert »Jeg falder, for helvede!« Og jeg forventer at blive grebet af en anden – som også har mistet sine fødder og fodfæstet.
Og så falder jeg. Et meget langt og ikke særlig yndigt styrt. Jeg har hverken knæbeskyttere eller pacemaker på, intet antiseptisk middel og ingen hjelm. Hjertet holder bare op med at samarbejde. Og det eneste, der klarede styrtet, var min neandertalerhjerne.

Sceneskift. Jeg er lige kommet hjem. Har været på farten i en uges tid. Og mens jeg går og vander altanblomsterne, bliver jeg bevidst om, at jeg elsker. Jeg elsker rent og inderligt. Det er meningen, at jeg skal tage knæbeskyttere og hjelm på og pakke lidt ekstra vat omkring mit døde hjerte. Være bange for at blotte mig, men jeg finder alternativet mere skræmmende.

Jeg nægter. Jeg kender ikke næste kapitel, og jeg må slutte fred med, at det ikke er skrevet endnu. Jeg kan ikke snyde og læse slutningen. Det er det store, sorte uvisse fremtidshul – og jeg kan sprælle alt det, jeg vil, men jeg kan ikke styre det.

Jeg kan bare råbe over det uhyggelige hul hver dag, tydeligere og tydeligere, og håbe at bare brudstykker af lyden når frem: JEG ELSKER DIG!  Lær mig at elske alt det, jeg er bange for. Vi må ikke løbe fra kærligheden, fordi vi er bange.

Verdens klogeste mand sagde engang, at en kaktus blomstrer, når den vil, og skal ikke vandes. Jeg har ikke kaktusser, men stedmoderblomster, og de skal vandes. Ligesom kommunikationen mellem to mennesker, der elsker.

Kommentarer er lukket.