Menneskets største fjende er grådighed

OBS: Michelle Hviids klumme er skrevet før torsdagens terrorangreb i Nice.

Jeg var i Jordan i foråret, holder nu ferie på Lesbos og skal til Paris om et par uger. Jeg har lagt min egen rute for at hjælpe dem, der (indirekte) er hårdest ramt af krigskatastrofen i Syrien.

I Jordan mangler de 90 pct. af deres turister. Landet ligger for tæt på Syrien, så der tør vi (vesterlændinge) ikke rejse til. Selvom Jordan slet ikke har del i den fysiske krig, må jordanerne slås med sult, ringe råd til lægehjælp etc. fordi pengepung og hotelværelser står gabende tomme.

På Lesbos så vi en forbilledlig adfærd hos de lokale, da 500.000 flygtninge gik i land på deres strande. De hjalp alt, hvad de kunne. Flygtningestrømmen på Lesbos er for længst datid. Nu bliver de stakkels flygtninge indkvarteret i kummerlige, umenneskelige lejre i Tyrkiet. Alligevel lider Lesbos. De mangler 80 pct. af deres turister, for skrækhistorierne fra sidste år, om hvor svært det var at nyde sin feta til synet af desperate mennesker på flugt, åbenbart sidder fast i vores bevidsthed. Når vores hellige to ugers årlig sommerferie skal bestilles, har vi ikke råd til at risikere, at de ikke bliver perfekte. Al den menneskelighed midt i vores kamp for at blive brune og få hudkræft…

I Paris er terror blevet en tydelig hverdagsfrygt. Min plan er at sidde på en fortovscafe og spise frokost, mens jeg nægter at lade mig styre af angsten for næste bombe.

Efterhånden bliver min liste over støttetrængende feriedestinationer længere og længere. På bare et par måneder er den vokset med terror i både Paris, Bruxelles og Istanbul. Terroren har uoverskuelige konsekvenser. Vi kan ikke naivt sidde i Danmark og bilde os ind, at det ikke har noget med os at gøre.

For som jordanerne, har heller ikke grækerne råd til, at vi ikke kommer. Jeg talte med en lokal, som sagde, at de ikke længere navigerer efter plan B og C. Nej, de er i kriseplanerne D og E. Grækerne sender deres børn halvsultne i skole, de mangler penge til mad. Det er ikke rimeligt i EU i 2016. Men det gider vi åbenbart ikke risikere at skulle se på – midt i vores ferie.

I dag var vi ude at sejle. Skipper sagde mange kloge ting bl.a. sagde han: ’Der er krig i Europa, men det er en krig uden våben. Det gør det nemmere for os at lukke øjnene.’
Han gjorde et stort indtryk på mig. Som yngre var han taxachauffør i Athen og kørte i 12 timers skift. En dag kom han til at se sig selv i spejlet efter 12 timer bag rattet… Så flyttede han til Lesbos, købte en lille båd og nogle høns og lever i dag et meget enklere liv. Da vi var ude at svømme, fangede han en meget lille fisk, kikkede kærligt på den og sagde: ’Den og en solmoden tomat er min aftensmad, så behøver jeg ikke mere. Menneskets største fjende er grådighed.’

Jeg følte mig ramt. Grådighed har spændt ben for mig og har sløret min udsigt mere end rigeligt. Engang troede jeg, at lykken var en meget dyr taske. Jeg var så fattig på liv, at jeg shoppede – i en håbløs kamp om at fylde mit tomme hjerte. Men jeg blev sjovt nok ikke gladere. Jeg købte bare mere lort, som jeg ikke havde brug for, fra producenter som prøvede at bilde mig ind, at netop deres produkter kunne fylde mig op. Men tingene fyldte kun mine skabe og mit dårlige selvværd, ikke mit hjerte.

Jeg har tænkt meget over skipperens ord – det kan du også gøre, hvis du har lyst… En lille bitte fisk og en tomat, det var ALT, hvad han behøvede. Og så bilder vi os, ind at vi ikke har nok til at dele? Ikke engang når vi tager på ferie. Men det giver så meget mere mening at komme hjem fra Lesbos med lokale olivenolier, håndsyede sandaler og honning fra lokale økologiske biavlere. For det hjælper ikke bare mig, men også de lokale. Tag til Jordan, Lesbos, Paris, Bruxelles eller Istanbul. Det er en nem måde at hjælpe – på en meningsfuld og respektfuld måde.

OBS: Michelle Hviids klumme er skrevet før torsdagens terrorangreb i Nice.

Kommentarer er lukket.